At håndtere en jaloux storesøster

Min store pige på 5, er simpelthen blevet ulidelig at være sammen med, hun hører overhovedet ikke efter hvad man siger til hende, bliver konstant diva-fornærmet, er begyndt at svare virkeligt meget igen og nu også begyndt at slå ud efter os hvis hun ikke får sin vilje. En opførsel vi aldrig har set før. 

Et par eksempler, hun løber rundt i stuen, hvilket aldrig har været tilladt da den er meget lille og hendes værelse har masse af plads at løbe på, jeg beder hende mange gang om at stoppe, kommer med alternativer til hvad hun ellers kan lave, men intet sker før jeg sådan bliver rigtig sur også går der ca et minut så starter hun igen, skal hun tage jakke på om morgenen skal jeg nærmest råbe det før hun gør det. Hun tager ting ud af hænderne på sin lillebror, begynder at græde fordi jeg måske parkerer på en anden parkeringsplads end hun havde besluttet, slå/sparker hvis der er noget hun ikke må osv osv. 

Vi er helt overbevist om at det er en (omend lidt forsinket) reaktion på lillebror som lige er blevet 1år. 

Vi gør meget for at anerkende hende, vi sætter tid af kun til hende både mor, far og storesøster, men også alene tid med enten mig eller far. Vi forsøger ihærdigt ikke at skælde for meget ud, for hun ikke skal føle at vi kun ser hende når vi er sure. Vi gør virkeligt meget for hun ikke skal føle sig overset, men det er som om det ikke er nok.

problemet, føler jeg, er bare at uanset hvor anerkendende vi skal være, vil jeg heller ikke lade hende te sig som det passer hende og ødelægge møbler osv fordi hun synes det er sjovt, derfor føler jeg at vi konstant skælder ud (fordi hun ikke lytter hvis vi snakker stille og roligt til hende) og der hele tiden er ballade med hende, hvor imod lillebror er i en alder med rigtig mange milepæle, som jo selvfølgeligt bliver bemærket. 

Jeg ved ikke hvordan vi skal komme denne onde cirkel til livs, jeg ønsker ikke at være konstant sur/uvenner med min (mini teenage) datter. Men hun skal også opføre sig ordentligt og høre hvad vi siger til hende.

Det lyder lidt ligesom min datter. Hun er vare lige blevet 7 og så slår og sparker hun ikke. 

Men hun kan også være virkelig flabet og her skal man også nogle gange råbe før det bliver gjort. 

Jeg tænker det er en fase og udover det snakker vi meget om at det er meget sjovere for alle hvis vi ikke skal være sure og kede af det. 

Ellers har jeg ikke så mange råd. Husker I at have alenetid med hende? Det kan jo være at det er noget af det hun går og savner

Liv_86 skriver:

Det lyder lidt ligesom min datter. Hun er vare lige blevet 7 og så slår og sparker hun ikke. 

Men hun kan også være virkelig flabet og her skal man også nogle gange råbe før det bliver gjort. 

Jeg tænker det er en fase og udover det snakker vi meget om at det er meget sjovere for alle hvis vi ikke skal være sure og kede af det. 

Ellers har jeg ikke så mange råd. Husker I at have alenetid med hende? Det kan jo være at det er noget af det hun går og savner

Det er bare så ærgerligt at man skal skælde ud hele tiden  

vi snakker også meget om at det ikke er sjovt for nogen, at det ikke er rart for os at skulle skælde ud og at det heller ikke kan være rart for hende. 

Vi har meget alene tid med hende, både begge os forældre og hende, og alenetid for hende med enten jeg eller far

Har ikke en løsning, men herhjemme drejer det sig nogen gange om noget så simpelt som at hjælpe hende også lige som hendes to små søstre bliver hjulpet. 

Vores på 6 bliver også fornærmet og tramper i jorden. Så ved hun det er afgang til sit værelse indtil hun er faldet ned igen. I starten tog det lang tid og hun skulle hjælpes ud af sin surhed, men nu tager det max 2 min, så er hun god igen og klar til at komme videre. 

Håber det hjælper en lille smule at der er andre i samme båd 

Min store pige på 5, er simpelthen blevet ulidelig at være sammen med, hun hører overhovedet ikke efter hvad man siger til hende, bliver konstant diva-fornærmet, er begyndt at svare virkeligt meget igen og nu også begyndt at slå ud efter os hvis hun ikke får sin vilje. En opførsel vi aldrig har set før. 

Et par eksempler, hun løber rundt i stuen, hvilket aldrig har været tilladt da den er meget lille og hendes værelse har masse af plads at løbe på, jeg beder hende mange gang om at stoppe, kommer med alternativer til hvad hun ellers kan lave, men intet sker før jeg sådan bliver rigtig sur også går der ca et minut så starter hun igen, skal hun tage jakke på om morgenen skal jeg nærmest råbe det før hun gør det. Hun tager ting ud af hænderne på sin lillebror, begynder at græde fordi jeg måske parkerer på en anden parkeringsplads end hun havde besluttet, slå/sparker hvis der er noget hun ikke må osv osv. 

Vi er helt overbevist om at det er en (omend lidt forsinket) reaktion på lillebror som lige er blevet 1år. 

Vi gør meget for at anerkende hende, vi sætter tid af kun til hende både mor, far og storesøster, men også alene tid med enten mig eller far. Vi forsøger ihærdigt ikke at skælde for meget ud, for hun ikke skal føle at vi kun ser hende når vi er sure. Vi gør virkeligt meget for hun ikke skal føle sig overset, men det er som om det ikke er nok.

problemet, føler jeg, er bare at uanset hvor anerkendende vi skal være, vil jeg heller ikke lade hende te sig som det passer hende og ødelægge møbler osv fordi hun synes det er sjovt, derfor føler jeg at vi konstant skælder ud (fordi hun ikke lytter hvis vi snakker stille og roligt til hende) og der hele tiden er ballade med hende, hvor imod lillebror er i en alder med rigtig mange milepæle, som jo selvfølgeligt bliver bemærket. 

 

Jeg ved ikke hvordan vi skal komme denne onde cirkel til livs, jeg ønsker ikke at være konstant sur/uvenner med min (mini teenage) datter. Men hun skal også opføre sig ordentligt og høre hvad vi siger til hende.

Lyder fuldstændig som min på 4,5. Har dog tilskrevet det lillesøsters ankomst for 7uger siden. Håber det er en fase og det går over. Tror ikke man kan gøre andet end at anerkende og rumme hendes følelser, men samtidig sætte meget klare grænser. Følger dog med, da det er MEGET nemmere for mig at skrive end at praktisere, så ville elske nogle gode råd!

Det lyder fuldstændigt som min 5-årige 

herhjemme er hendes svar på alt hvad vi beder hende om: "jamen det er jo forfærdeligt" -underforstået at det er forfærdeligt at hun ikke kan fortsætte med det hun er igang med....

så går den ellers derfra til råben, skrigen og tuderi til den store guldmedalje. Hun svarer igen og gør gerne det modsatte af hvad vi beder hende om. Det er SÅ anstrengende og jeg synes ikke jeg laver andet end at skælde ud.

hvad blev der lige af min søde og velopdragne pige 

anyway jeg er ret overbevist om at det er en fase og det går over igen når bare vi fastholder kravet om basal god opførsel. Pædagogerne i børnehaven grinede da jeg talte med dem om det og sagde at jeg vist var den 3.forælder til en 5-årig der kom med den historien-bare i den uge

Anonym skriver:

Min store pige på 5, er simpelthen blevet ulidelig at være sammen med, hun hører overhovedet ikke efter hvad man siger til hende, bliver konstant diva-fornærmet, er begyndt at svare virkeligt meget igen og nu også begyndt at slå ud efter os hvis hun ikke får sin vilje. En opførsel vi aldrig har set før. 

Et par eksempler, hun løber rundt i stuen, hvilket aldrig har været tilladt da den er meget lille og hendes værelse har masse af plads at løbe på, jeg beder hende mange gang om at stoppe, kommer med alternativer til hvad hun ellers kan lave, men intet sker før jeg sådan bliver rigtig sur også går der ca et minut så starter hun igen, skal hun tage jakke på om morgenen skal jeg nærmest råbe det før hun gør det. Hun tager ting ud af hænderne på sin lillebror, begynder at græde fordi jeg måske parkerer på en anden parkeringsplads end hun havde besluttet, slå/sparker hvis der er noget hun ikke må osv osv. 

Vi er helt overbevist om at det er en (omend lidt forsinket) reaktion på lillebror som lige er blevet 1år. 

Vi gør meget for at anerkende hende, vi sætter tid af kun til hende både mor, far og storesøster, men også alene tid med enten mig eller far. Vi forsøger ihærdigt ikke at skælde for meget ud, for hun ikke skal føle at vi kun ser hende når vi er sure. Vi gør virkeligt meget for hun ikke skal føle sig overset, men det er som om det ikke er nok.

problemet, føler jeg, er bare at uanset hvor anerkendende vi skal være, vil jeg heller ikke lade hende te sig som det passer hende og ødelægge møbler osv fordi hun synes det er sjovt, derfor føler jeg at vi konstant skælder ud (fordi hun ikke lytter hvis vi snakker stille og roligt til hende) og der hele tiden er ballade med hende, hvor imod lillebror er i en alder med rigtig mange milepæle, som jo selvfølgeligt bliver bemærket. 

 

Jeg ved ikke hvordan vi skal komme denne onde cirkel til livs, jeg ønsker ikke at være konstant sur/uvenner med min (mini teenage) datter. Men hun skal også opføre sig ordentligt og høre hvad vi siger til hende.

Det lyder som min søn du beskriver. 

Han er bare lige fyldt 6 år og lillesøster er 3 år. 

Jeg tror lidt det er en periode, men jeg ved hvor træls det er. Har desværre ikke så mange råd, men følger lige med i hvad andre skriver. 

(august) skriver:

Har ikke en løsning, men herhjemme drejer det sig nogen gange om noget så simpelt som at hjælpe hende også lige som hendes to små søstre bliver hjulpet. 

Vores på 6 bliver også fornærmet og tramper i jorden. Så ved hun det er afgang til sit værelse indtil hun er faldet ned igen. I starten tog det lang tid og hun skulle hjælpes ud af sin surhed, men nu tager det max 2 min, så er hun god igen og klar til at komme videre. 

 

Håber det hjælper en lille smule at der er andre i samme båd 

er virkeligt glad for jeg ikke er den eneste, havde en tanke om at jeg, på trods af at være pædagog og kende til alt hvad man "bør" gøre, havde gjort det helt forkert og ødelagt mit velopdragne barn 

vi gør faktisk ofte det, at vi tager et barn hver og hjælper, på det niveau der passer til dem. Men f.eks her til morgen, tingene kører, børnene har fået børstet tænder og har tøj på og er klar til at spise morgenmad, jeg står med lillebror på armen, far er på arbejde. Jeg siger til min datter at nu skal vi ned og have noget morgenmad og hun fortæller mig hvad hun vil have. Så henter hun lillebrors dyne og vil lave hule. Jeg siger at det skal hun ikke nu, hun skal ligge dynen tilbage så vi kan komme ned og få morgenmad, hun fortsætter legen og jeg beder hende om at ligge dynen på plads tre gange, til sidst siger jeg at nu går vi andre ned og spiser, lidt efter kommer hun ned, MED dynen. Aarh så bliver det også bare princip for mig at jeg har sagt nej, så er det nej. Så allerede der må jeg skælde ud. Det er sådan nogle små ting som bare konstant skal diskuteres med hende. Bliver sku træt 

nielsen80 skriver:

Lyder fuldstændig som min på 4,5. Har dog tilskrevet det lillesøsters ankomst for 7uger siden. Håber det er en fase og det går over. Tror ikke man kan gøre andet end at anerkende og rumme hendes følelser, men samtidig sætte meget klare grænser. Følger dog med, da det er MEGET nemmere for mig at skrive end at praktisere, så ville elske nogle gode råd!

Hvor er jeg glad for jeg ikke er alene

quindelist skriver:

Det lyder fuldstændigt som min 5-årige 

herhjemme er hendes svar på alt hvad vi beder hende om: "jamen det er jo forfærdeligt" -underforstået at det er forfærdeligt at hun ikke kan fortsætte med det hun er igang med....

så går den ellers derfra til råben, skrigen og tuderi til den store guldmedalje. Hun svarer igen og gør gerne det modsatte af hvad vi beder hende om. Det er SÅ anstrengende og jeg synes ikke jeg laver andet end at skælde ud.

hvad blev der lige af min søde og velopdragne pige 

anyway jeg er ret overbevist om at det er en fase og det går over igen når bare vi fastholder kravet om basal god opførsel. Pædagogerne i børnehaven grinede da jeg talte med dem om det og sagde at jeg vist var den 3.forælder til en 5-årig der kom med den historien-bare i den uge

Her er svaret bare "jamen jeg skal lige..." 

har også tænkt hvor mit søde barn blev af  

forleden skulle den lille til lægen og vi var afsted hele familien, vi havde sagt til hende at hvis hun skulle med ind skulle hub rydde legetøjet op nu så vi var klar (vi kunne se patienten før os gik) det gjorde hun så men skulle liiiige se et eller andet, da lægen så kaldte os ind sagde min kæreste fire gange, hvis du skal med et det nu osv, tilsidst lukkede lægen døren og hun og far kom ikke med ind. Hun var seriøst sur 45min efter, fordi JEG åbenbart ikke ville have hende med ind. Hun kastede med ting og sad i et hjørne og var sur, og skældte os ud.. åh shit, de kære børn. 

Er godt nok glad for jeg ikke er alene