Børn tæt på hinanden? Og fødselsdepression?

Må sande at jeg altså er lidt skruk igen! Min mand og jeg har en lille søn på 8 måneder. Vi havde en rigtig svær start, da min søn lider af refluks, som desværre først blev endegyldigt konstateret da han var 3 1/2 måned og begyndte at få syrehæmmende medicin mod det. Inden da græd han omkring 12 timer i døgnet, og sov nærmest aldrig. Han sover stadig ikke særlig godt, men er den skønneste lille dreng, og jeg er så forelsket og mit liv har fået en hel ny mening. Det er fantastisk at være blevet mor! Vores hårde start tog dog især rimeligt hårdt på min mand, som først nu er kommet nogenlunde oven på igen (han har desværre kæmpet med en mindre fødselsdepression og deraf relationen til vores søn som heldigvis er blevet rigtig god nu). Vi taler dog jævnligt om baby nr. 2, ser rigtig meget frem til det, og er enige om at der i hvert fald gerne måtte komme en mere inden for de næste 2 år. Vi småhygger dog allerede lidt ind imellem, hvor vi med vilje ''glemmer'' kondomet, så hvis en spire pludselig uventet skulle melde sin ankomst, var den meget velkommen.  Jeg ammer dog stadig en del, og har først lige haft min første menstruation efter fødslen for et par uger siden, så forventer nu ikke det helt store. Min lille basse var resultatet af intens babymaking og mange ægløsningsteste, haha. 

Er der nogen der har erfaringer med det at få børn relativt tæt på hinanden, efter at den ene har haft en fødselsdepression ved den første? 

Og eneste men... Vi er begge lidt nervøse for hvis vi får et kolik-barn/refluks-barn igen, for det har uden tvivl været rigtig hårdt! Men det kan man jo desværre aldrig vide på forhånd.  Er der nogen der har haft et kolik-barn, og dernæst en ikke-kolik-baby? 

Har ikke selv børn endnu, men kender mange pseudotvillinger (er det ikke det man kalder det?), De gange jeg har set det fungere bedst, er når børnene ikke er samme køn. De gange jeg har set det værst, er når børnene er 2 drenge. Men det kan du jo selvfølgelig ikke gøre noget ved. Men jeg kender nogen nu hvor den ene er 4 og den anden er 1½, og det virker meget som om at ham på 4 aldrig fik lov til helt selv at komme sig over at være en baby, før han pludselig skulle være "storebror", og få en masse ansvar ved at skulle tage sig af en anden, mens man knap selv har smidt bleen. 
Man kan se han irriteres, og såres lidt indvendig, når alle bare synes lillebror er det sødeste i verden, og alles øjne er på den mindste, og så er det så den store prøver en masse badutspring, eller påstår han ser monstre, for at få lidt opmærksomhed over på ham.  

Jeg ville helt ærligt nok ikke gøre det, jeg ønsker selv at have en masse år alene med min første, og jeg synes skolealder er en fin alder at skulle lærer man har søskende. 

Men som sagt, de tilfælde jeg har set gå godt, er også bare virkelig fantastiske. Kender også med 2 piger, hvordan de har haft hinanden som bedste veninde, haft samme omgangskreds, kunne feste sammen, og nu stadig bare er så glade for hinanden, men uden det er på Lillesøster/storesøster måden, men som 2 jævnaldrende. Det er de sager det har fungeret bedst, hvor den ene ikke har følt sig ældre end den anden, men så har der også været under 12 mdr. nærmest mellem de 2. 

Jeg ved godt det ikke er det du spørger om, jeg synes selvfølgelig det er rart du tænker meget på din mand og dig selv, men du skal også se det fra din dejlige søns syn  

Vi har 2 børn med 23 måneders mellemrum - det var særdeles hårdt det første 1-2 år og ikke noget, jeg ville anbefale til nogen med skrøbelig psyke.

Hånden på hjertet, så tror jeg, at det er en rigtig RIGTIG skidt idé, at få endnu et barn, når din mand har kæmpet med psyken efterfølgende, og først nu er ved at være oppe ved overfladen igen. 

Tænk hvis I skal hele møllen igennem igen, og du står alene med en nyfødt, en dreng på 1,5 år og en mand som er helt i knæ. Det er vist opskriften på et max presset parforhold. 

Jeg synes også du mangler, at tage din søn ind i denne her ligning. Hvis I skal møllen igennem igen, hvor er pladsen og overskuddet så til ham? 

Han beder jo ikke om at blive storebror nu. 

Tag det roligt. Lad din mand komme helt på toppen og nyd jeres søn, inden I bringer et lille liv mere til verden. 

Det er helt normalt at blive skruk igen, når babyen pludselig ikke er en helt lille baby mere. Men jeg tror virkelig jeres familie vil blive voldsomt presset, hvis I risikerer at få endnu et refluks barn og din mand får endnu en depression. 

Lad da jeres søn få lov at være den lille lidt endnu. Nyd ham mens han er lille og I kun har en. Man anbefaler jo 3-4 år mellem søskende, og det kunne være godt for din mand at få lidt overskud igen. Der er STOR forskel på at have et og to børn. Det kræver sit overskud. 

JC2014 skriver:

Må sande at jeg altså er lidt skruk igen! Min mand og jeg har en lille søn på 8 måneder. Vi havde en rigtig svær start, da min søn lider af refluks, som desværre først blev endegyldigt konstateret da han var 3 1/2 måned og begyndte at få syrehæmmende medicin mod det. Inden da græd han omkring 12 timer i døgnet, og sov nærmest aldrig. Han sover stadig ikke særlig godt, men er den skønneste lille dreng, og jeg er så forelsket og mit liv har fået en hel ny mening. Det er fantastisk at være blevet mor! Vores hårde start tog dog især rimeligt hårdt på min mand, som først nu er kommet nogenlunde oven på igen (han har desværre kæmpet med en mindre fødselsdepression og deraf relationen til vores søn som heldigvis er blevet rigtig god nu). Vi taler dog jævnligt om baby nr. 2, ser rigtig meget frem til det, og er enige om at der i hvert fald gerne måtte komme en mere inden for de næste 2 år. Vi småhygger dog allerede lidt ind imellem, hvor vi med vilje ''glemmer'' kondomet, så hvis en spire pludselig uventet skulle melde sin ankomst, var den meget velkommen.  Jeg ammer dog stadig en del, og har først lige haft min første menstruation efter fødslen for et par uger siden, så forventer nu ikke det helt store. Min lille basse var resultatet af intens babymaking og mange ægløsningsteste, haha. 

Er der nogen der har erfaringer med det at få børn relativt tæt på hinanden, efter at den ene har haft en fødselsdepression ved den første? 

Og eneste men... Vi er begge lidt nervøse for hvis vi får et kolik-barn/refluks-barn igen, for det har uden tvivl været rigtig hårdt! Men det kan man jo desværre aldrig vide på forhånd.  Er der nogen der har haft et kolik-barn, og dernæst en ikke-kolik-baby? 

I har været igennem en del på bare otte måneder, og nu er der faldet lidt ro over familielivet. Hvorfor allerede udfordre dét? Pas på jer tre en tid og saml nogle reserver af ro, stabilitet, harmoni, før I kaster jer ud i endnu en krævende udfordring, ikke mindst for din mands psyke. 

Nyd tiden nu. 

Jeg fik en depression efter min søn blev født.. Og da jeg følte at jeg var nogenlunde ovenpå var jeg slet ikke i stand til at få et barn mere.. 

Man skal huske på at der skal ikke meget til før man ryger i et hul igen.. Lad manden komme helt oven på, få en ordentlig hverdag igen og tag det stille og roligt  

JC2014 skriver:

Må sande at jeg altså er lidt skruk igen! Min mand og jeg har en lille søn på 8 måneder. Vi havde en rigtig svær start, da min søn lider af refluks, som desværre først blev endegyldigt konstateret da han var 3 1/2 måned og begyndte at få syrehæmmende medicin mod det. Inden da græd han omkring 12 timer i døgnet, og sov nærmest aldrig. Han sover stadig ikke særlig godt, men er den skønneste lille dreng, og jeg er så forelsket og mit liv har fået en hel ny mening. Det er fantastisk at være blevet mor! Vores hårde start tog dog især rimeligt hårdt på min mand, som først nu er kommet nogenlunde oven på igen (han har desværre kæmpet med en mindre fødselsdepression og deraf relationen til vores søn som heldigvis er blevet rigtig god nu). Vi taler dog jævnligt om baby nr. 2, ser rigtig meget frem til det, og er enige om at der i hvert fald gerne måtte komme en mere inden for de næste 2 år. Vi småhygger dog allerede lidt ind imellem, hvor vi med vilje ''glemmer'' kondomet, så hvis en spire pludselig uventet skulle melde sin ankomst, var den meget velkommen.  Jeg ammer dog stadig en del, og har først lige haft min første menstruation efter fødslen for et par uger siden, så forventer nu ikke det helt store. Min lille basse var resultatet af intens babymaking og mange ægløsningsteste, haha. 

Er der nogen der har erfaringer med det at få børn relativt tæt på hinanden, efter at den ene har haft en fødselsdepression ved den første? 

Og eneste men... Vi er begge lidt nervøse for hvis vi får et kolik-barn/refluks-barn igen, for det har uden tvivl været rigtig hårdt! Men det kan man jo desværre aldrig vide på forhånd.  Er der nogen der har haft et kolik-barn, og dernæst en ikke-kolik-baby? 

Vores den første var kolik barn hun græd Fra kl 16 til kl 3 om natten man kunne næsten sætte uret efter hende  ingen af os fik dog konstateret fødselsdepression men når jeg ser til bage så havde jeg tegn på en mild efterfødselsreaktion som jo så var "ubehandlet"/ikke taget hånd på... 

Vi valgte alligevel at få en til forholdsvis tæt på... der er 2 år og 2 måneder imellem dem... 

Vores nr 2 blev født med en masse problematikker, ganespalte, reflux og andre "diagnoser" og det var sindssyge hårdt! Jeg endte med en fødselsdepression med tegn på stress og af det fik jeg også pludselig angst anfald  det er 2 år og 2 måneder siden vi fik vores nr. 2 og jeg er på den anden side af det hele... vi har holdt sammen igennem det hele og det har været sindssygt hårdt det skal der ikke være tvivl om men vi er begge enige om at hvis vi fik valget havde vi gjort det hele igen  vi har lært så meget om os selv og hinanden

Mum33 skriver:

Lad da jeres søn få lov at være den lille lidt endnu. Nyd ham mens han er lille og I kun har en. Man anbefaler jo 3-4 år mellem søskende, og det kunne være godt for din mand at få lidt overskud igen. Der er STOR forskel på at have et og to børn. Det kræver sit overskud. 

Nu bliver jeg nysgerrig du skriver  

"man anbefaler jo 3-4 år imellem søskende" 

Hvem er det der anbefaler det? Det vil jeg gerne læse om

Der er 15 måneder imellem min søster og jeg og vi har efter vi passerede teenageårene fået et virkelig godt bånd til hinanden. Men det var svært da vi var yngre.