Jeg er træt af min kæreste

Jeg har simpelthen lige behov for at løfte ventilen, inden det gør helt galt for mig. Jge vælger at gøre det anonymt af hensyn til mit forhold.

Men jeg er simpelthen så træt af min kæreste og vores forhold. Egentlig er han sød og god, men der er sket så meget efter, vi har fået en dreng, der gør, at jeg har mistet lysten til at være sammen med ham. Drengen er nu 1 år.
Jeg lytter til ” de kloge", der siger, at man ikke må gå fra hinanden inden barnet er to. Men det betyder ikke, at lysten er der. Og at tanken om, at det nok vil være nemmere uden ham, hele tiden er der. Så måske har jeg brug for at høre, at man kommer over den slags.
Vi mødte hinanden ganske kort før jeg blev gravid men besluttede at få barnet sammen. Det føltes helt rigtigt hele vejen gennem graviditeten.

Fødslen var hård og traumatisk, så jeg blev indlagt på ubestemt tid. Han blev ved med at presse på, for at jeg skulle komme hjem. Mest for hans egen skyld, følte jeg. Han sagde, at det jo bare var en sovepude at være indlagt, hvilket fik mig til at bryde helt sammen. Set i baglyset, skulle jeg jo lige have mindet mig selv om, at det var en række læger og jordemødre, der havde indlagt mig – og at der var en godgrund til det.
Han har en anden dreng, der kun er et år ældre, end vores barn. Jeg føler at alle de beslutninger, der bliver taget for den anden dreng automatisk skal puttes ned over vores søn. Ligesom jeg føler, at han sådan rigtig er på mærkerne, når han har sin anden dreng hjemme hos os – men når han ikke er der, så har han alt mulig tid til bare at slappe af. Han har aldrig ordnet vores fælles barns vasketøj, men er sød til at skifte ham og lege med ham. Altså hvis jeg beder ham om det. Og hver gang han kommer med et input til noget, der skal gøres i forhold til vores dreng, ligger det implicit i forslaget, at det er noget jeg skal sørge for. Nu er jeg begyndt at svare ” det gør du bare”, og det har da givet en reaktion, der har ført til at han selv har handlet
Jeg havde det ret hårdt efter fødsel, hvor intet bare gik som det skulle. Fødslen gik dårligt, amningen gik dårligt – og jeg følte mig bare så alene. Min kærestes mente bare, at jeg skulle tage mig sammen og stod bare og gloede, når jeg var ked af det. Min kamp med amning fik jeg ingen opbakning til. Da jeg lod min indlægge på et privat barselshotel, droppede han en halv aftale om at besøge mig for at tage i byen med vennerne.
I morges bad han mig om at rydde op på børneværelset, fordi hans anden dreng kommer og skal sove her. Ligesom han en dag bad mig om at rydde op, fordi hans eks – drengens mor- skulle komme forbi, og hun altså havde nogle stærke holdninger til rod.
Når jeg siger, at jeg synes, det er svært at nå noget, så foreslår han bare, at jeg fx støvsuger, mens jeg har vores drenge på armen – eller bare gøre tingene med ham. Som om han slet ikke ved, hvor svært det lige er at ordne huslige opgaver med en dreng på armen – eller gulvet. Eller det bare mig, der er en uøvet mor?
Sådan er der mange situationer. Det hele har givet mig sådan en lyst til at gå. Jeg vil ønske, at vi ikke havde fået vores barn. Selvfølgelig elsker jeg min søn og kunne ikke undvære ham. Men hele situationen vil jeg ønske var anderledes. Jeg håber, det giver mening. For selvfølgelig fortryder jeg ikke min søn – men jeg fortryder mine valg.
Jeg har ikke rigtig nogen sexlyst, og hver aften er der en forventning til sex, så jeg kan ikke holde ud til at sidde i sofaen, for jeg føler et konstant pres. Så jeg er stresset mit eget hjem og er simpelthen ved at få kuller. Jeg græder en del, fordi jeg bare føler, at jeg fået mig selv i en rigtig dum situation, som jeg sidder fast i resten af livet.

Er der nogen, der har mantraet, der får mig iegnnem det her?

Anonym skriver:

 

Jeg har simpelthen lige behov for at løfte ventilen, inden det gør helt galt for mig. Jge vælger at gøre det anonymt af hensyn til mit forhold.

Men jeg er simpelthen så træt af min kæreste og vores forhold. Egentlig er han sød og god, men der er sket så meget efter, vi har fået en dreng, der gør, at jeg har mistet lysten til at være sammen med ham. Drengen er nu 1 år.
Jeg lytter til ” de kloge", der siger, at man ikke må gå fra hinanden inden barnet er to. Men det betyder ikke, at lysten er der. Og at tanken om, at det nok vil være nemmere uden ham, hele tiden er der. Så måske har jeg brug for at høre, at man kommer over den slags.
Vi mødte hinanden ganske kort før jeg blev gravid men besluttede at få barnet sammen. Det føltes helt rigtigt hele vejen gennem graviditeten.

Fødslen var hård og traumatisk, så jeg blev indlagt på ubestemt tid. Han blev ved med at presse på, for at jeg skulle komme hjem. Mest for hans egen skyld, følte jeg. Han sagde, at det jo bare var en sovepude at være indlagt, hvilket fik mig til at bryde helt sammen. Set i baglyset, skulle jeg jo lige have mindet mig selv om, at det var en række læger og jordemødre, der havde indlagt mig – og at der var en godgrund til det.
Han har en anden dreng, der kun er et år ældre, end vores barn. Jeg føler at alle de beslutninger, der bliver taget for den anden dreng automatisk skal puttes ned over vores søn. Ligesom jeg føler, at han sådan rigtig er på mærkerne, når han har sin anden dreng hjemme hos os – men når han ikke er der, så har han alt mulig tid til bare at slappe af. Han har aldrig ordnet vores fælles barns vasketøj, men er sød til at skifte ham og lege med ham. Altså hvis jeg beder ham om det. Og hver gang han kommer med et input til noget, der skal gøres i forhold til vores dreng, ligger det implicit i forslaget, at det er noget jeg skal sørge for. Nu er jeg begyndt at svare ” det gør du bare”, og det har da givet en reaktion, der har ført til at han selv har handlet
Jeg havde det ret hårdt efter fødsel, hvor intet bare gik som det skulle. Fødslen gik dårligt, amningen gik dårligt – og jeg følte mig bare så alene. Min kærestes mente bare, at jeg skulle tage mig sammen og stod bare og gloede, når jeg var ked af det. Min kamp med amning fik jeg ingen opbakning til. Da jeg lod min indlægge på et privat barselshotel, droppede han en halv aftale om at besøge mig for at tage i byen med vennerne.
I morges bad han mig om at rydde op på børneværelset, fordi hans anden dreng kommer og skal sove her. Ligesom han en dag bad mig om at rydde op, fordi hans eks – drengens mor- skulle komme forbi, og hun altså havde nogle stærke holdninger til rod.
Når jeg siger, at jeg synes, det er svært at nå noget, så foreslår han bare, at jeg fx støvsuger, mens jeg har vores drenge på armen – eller bare gøre tingene med ham. Som om han slet ikke ved, hvor svært det lige er at ordne huslige opgaver med en dreng på armen – eller gulvet. Eller det bare mig, der er en uøvet mor?
Sådan er der mange situationer. Det hele har givet mig sådan en lyst til at gå. Jeg vil ønske, at vi ikke havde fået vores barn. Selvfølgelig elsker jeg min søn og kunne ikke undvære ham. Men hele situationen vil jeg ønske var anderledes. Jeg håber, det giver mening. For selvfølgelig fortryder jeg ikke min søn – men jeg fortryder mine valg.
Jeg har ikke rigtig nogen sexlyst, og hver aften er der en forventning til sex, så jeg kan ikke holde ud til at sidde i sofaen, for jeg føler et konstant pres. Så jeg er stresset mit eget hjem og er simpelthen ved at få kuller. Jeg græder en del, fordi jeg bare føler, at jeg fået mig selv i en rigtig dum situation, som jeg sidder fast i resten af livet.

Er der nogen, der har mantraet, der får mig iegnnem det her?

Kan ikke sige at vi har haft den samme følelse, men kan sige, at JA, man kommer over den følelse om ikke at have lyst til sin kæreste efter barnet er født... Man render konstant rundt i en babyboble og selvom man tror man ikke gør, så er man bare HELE tiden på som mor i hovedet og det efterlader altså meget lidt plads til faren og tanker der er sexede... Det tog mig ca. 1½ år at komme mig over de følelser, tror det var fordi jeg stoppede med at amme og derfor var min krop igen, min og hans.. Jeg følte mig sådan lidt (og ja det lyder MEGA skørt) jomfru Maria agtig efter jeg havde født og jeg satte mig selv op på en sted hvor jeg nærmest var i sync med min baby og alt egentlig handlede om vores forhold til hinanden.. Den er skide svær at komme ud af og nej, jeg fik ikke nykker det er ikke sådan det skal forståes, altså at min mand ikke var vigtig.. Min krop var bare reserveret til en baby..

Men nu hvor vi har to børn sammen og en tredje på vej har jeg mere lyst til ham end nogensinde (Ikke lige for tiden, højgravid, blaah hehe) Men vi fandt hinanden igen og der blev jeg så gravid igen med nr. 2 hehe, så den lykke var kort, men efter amningen var overstået med ham, var jeg fuldt ud KONE til min mand og ikke mor med mor på hele tiden, hvilket er super skønt

Muhmi skriver:

Kan ikke sige at vi har haft den samme følelse, men kan sige, at JA, man kommer over den følelse om ikke at have lyst til sin kæreste efter barnet er født... Man render konstant rundt i en babyboble og selvom man tror man ikke gør, så er man bare HELE tiden på som mor i hovedet og det efterlader altså meget lidt plads til faren og tanker der er sexede... Det tog mig ca. 1½ år at komme mig over de følelser, tror det var fordi jeg stoppede med at amme og derfor var min krop igen, min og hans.. Jeg følte mig sådan lidt (og ja det lyder MEGA skørt) jomfru Maria agtig efter jeg havde født og jeg satte mig selv op på en sted hvor jeg nærmest var i sync med min baby og alt egentlig handlede om vores forhold til hinanden.. Den er skide svær at komme ud af og nej, jeg fik ikke nykker det er ikke sådan det skal forståes, altså at min mand ikke var vigtig.. Min krop var bare reserveret til en baby..

Men nu hvor vi har to børn sammen og en tredje på vej har jeg mere lyst til ham end nogensinde (Ikke lige for tiden, højgravid, blaah hehe) Men vi fandt hinanden igen og der blev jeg så gravid igen med nr. 2 hehe, så den lykke var kort, men efter amningen var overstået med ham, var jeg fuldt ud KONE til min mand og ikke mor med mor på hele tiden, hvilket er super skønt

Tak for dit svar. Godt at vide, at følelsen ikke er helt unik - og at den er til at komme over. Så hænger jeg bare i og prøver endnu hårdere. Jge havde jo heller ikke regnet med, at det her vil bliver let. Men de følelsesmæssige konsekvenser i forhold til min kæreste kommer bag på mig

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Godt at vide, at følelsen ikke er helt unik - og at den er til at komme over. Så hænger jeg bare i og prøver endnu hårdere. Jge havde jo heller ikke regnet med, at det her vil bliver let. Men de følelsesmæssige konsekvenser i forhold til min kæreste kommer bag på mig

Det kan jeg godt forstå og det er heller ikke en rar følelse at sidde med bagefter for man prøvet at hive sig selv ud af den, men hvis ens krop ikke klar til det, så kan man bare heller ikke give sig selv lysten tilbage... Mht. at din kæreste virker lidt distræt og sur, kan også have noget med det at gøre, altså din manglende sexlyst kan gøre ham sur.. For han forstår ikke nødvendigvis at du er mor i hovedet og ikke kæreste.. Har I snakket sammen om hvorfor du har manglende sexlyst eller er det lidt tabu-agtigt hjemme hos jer?

 

Jeg har simpelthen lige behov for at løfte ventilen, inden det gør helt galt for mig. Jge vælger at gøre det anonymt af hensyn til mit forhold.

Men jeg er simpelthen så træt af min kæreste og vores forhold. Egentlig er han sød og god, men der er sket så meget efter, vi har fået en dreng, der gør, at jeg har mistet lysten til at være sammen med ham. Drengen er nu 1 år.
Jeg lytter til ” de kloge", der siger, at man ikke må gå fra hinanden inden barnet er to. Men det betyder ikke, at lysten er der. Og at tanken om, at det nok vil være nemmere uden ham, hele tiden er der. Så måske har jeg brug for at høre, at man kommer over den slags.
Vi mødte hinanden ganske kort før jeg blev gravid men besluttede at få barnet sammen. Det føltes helt rigtigt hele vejen gennem graviditeten.

Fødslen var hård og traumatisk, så jeg blev indlagt på ubestemt tid. Han blev ved med at presse på, for at jeg skulle komme hjem. Mest for hans egen skyld, følte jeg. Han sagde, at det jo bare var en sovepude at være indlagt, hvilket fik mig til at bryde helt sammen. Set i baglyset, skulle jeg jo lige have mindet mig selv om, at det var en række læger og jordemødre, der havde indlagt mig – og at der var en godgrund til det.
Han har en anden dreng, der kun er et år ældre, end vores barn. Jeg føler at alle de beslutninger, der bliver taget for den anden dreng automatisk skal puttes ned over vores søn. Ligesom jeg føler, at han sådan rigtig er på mærkerne, når han har sin anden dreng hjemme hos os – men når han ikke er der, så har han alt mulig tid til bare at slappe af. Han har aldrig ordnet vores fælles barns vasketøj, men er sød til at skifte ham og lege med ham. Altså hvis jeg beder ham om det. Og hver gang han kommer med et input til noget, der skal gøres i forhold til vores dreng, ligger det implicit i forslaget, at det er noget jeg skal sørge for. Nu er jeg begyndt at svare ” det gør du bare”, og det har da givet en reaktion, der har ført til at han selv har handlet
Jeg havde det ret hårdt efter fødsel, hvor intet bare gik som det skulle. Fødslen gik dårligt, amningen gik dårligt – og jeg følte mig bare så alene. Min kærestes mente bare, at jeg skulle tage mig sammen og stod bare og gloede, når jeg var ked af det. Min kamp med amning fik jeg ingen opbakning til. Da jeg lod min indlægge på et privat barselshotel, droppede han en halv aftale om at besøge mig for at tage i byen med vennerne.
I morges bad han mig om at rydde op på børneværelset, fordi hans anden dreng kommer og skal sove her. Ligesom han en dag bad mig om at rydde op, fordi hans eks – drengens mor- skulle komme forbi, og hun altså havde nogle stærke holdninger til rod.
Når jeg siger, at jeg synes, det er svært at nå noget, så foreslår han bare, at jeg fx støvsuger, mens jeg har vores drenge på armen – eller bare gøre tingene med ham. Som om han slet ikke ved, hvor svært det lige er at ordne huslige opgaver med en dreng på armen – eller gulvet. Eller det bare mig, der er en uøvet mor?
Sådan er der mange situationer. Det hele har givet mig sådan en lyst til at gå. Jeg vil ønske, at vi ikke havde fået vores barn. Selvfølgelig elsker jeg min søn og kunne ikke undvære ham. Men hele situationen vil jeg ønske var anderledes. Jeg håber, det giver mening. For selvfølgelig fortryder jeg ikke min søn – men jeg fortryder mine valg.
Jeg har ikke rigtig nogen sexlyst, og hver aften er der en forventning til sex, så jeg kan ikke holde ud til at sidde i sofaen, for jeg føler et konstant pres. Så jeg er stresset mit eget hjem og er simpelthen ved at få kuller. Jeg græder en del, fordi jeg bare føler, at jeg fået mig selv i en rigtig dum situation, som jeg sidder fast i resten af livet.

Er der nogen, der har mantraet, der får mig iegnnem det her?

Kan ikke lade vær med at tænke på, om I har samme kommunikationsbrist, som min partner og jeg fandt ud af, vi havde, da vi først flyttet sammen for en del år tilbage.

jeg taler ofte mine tanker højt, og min partner er født problemløser(og mere introvert). Så når jeg sagde : "vi skal også lige have gjort rent i badeværelset snart", så mente jeg, om nogle dage og det kunne ligeså godt være mig som ham, der gjorde det. Min partner hørte " badeværelset trænger til at blive gjort rent" ergo gik der problemløser i ham, og han startet med at gøre rent stort set med det samme. Med andre ord mine højt tænkende tanker, blev faktisk nærmest til ordre for ham. Jeg har nu lært,til dels, at holde mine huslige tanker i mit hoved, og min partner har lært, jeg ofte taler mine huslige tanker, men det ikke nødvendigvis kræver aktionDerudover, hvis min partner bad mig om at gøre rent med baby på armen, så ville jeg bede ham om at vise mig, hvordan man gjorde det

Også bare lige et fif(ikke at du nødvendigvis SKAL lave noget). Men hvis du synes det er svært at nå noget, da baby er på arm konstant, så vil jeg virkelig anbefale en strækvikle! Den er guld værd, hvis man har en nyfødt, som konstant ønsker kontakt, og man som mor er ved at være godt træt af sofaen.

Muhmi skriver:

Det kan jeg godt forstå og det er heller ikke en rar følelse at sidde med bagefter for man prøvet at hive sig selv ud af den, men hvis ens krop ikke klar til det, så kan man bare heller ikke give sig selv lysten tilbage... Mht. at din kæreste virker lidt distræt og sur, kan også have noget med det at gøre, altså din manglende sexlyst kan gøre ham sur.. For han forstår ikke nødvendigvis at du er mor i hovedet og ikke kæreste.. Har I snakket sammen om hvorfor du har manglende sexlyst eller er det lidt tabu-agtigt hjemme hos jer?

 Vi har forsøagt ta tale om det. Men jge kunne ikke bidrage med så meget andet end, at jeg er træt og har ikke lyst. Han mente, at det var fordi jeg stressede for meget. Og så når den bare ikke så meget videre - for jeg føler ikke, der er noget, jeg ikke kan lave. For så bliver det bare ikke gjort. 

nielsen80 skriver:

Kan ikke lade vær med at tænke på, om I har samme kommunikationsbrist, som min partner og jeg fandt ud af, vi havde, da vi først flyttet sammen for en del år tilbage.

jeg taler ofte mine tanker højt, og min partner er født problemløser(og mere introvert). Så når jeg sagde : "vi skal også lige have gjort rent i badeværelset snart", så mente jeg, om nogle dage og det kunne ligeså godt være mig som ham, der gjorde det. Min partner hørte " badeværelset trænger til at blive gjort rent" ergo gik der problemløser i ham, og han startet med at gøre rent stort set med det samme. Med andre ord mine højt tænkende tanker, blev faktisk nærmest til ordre for ham. Jeg har nu lært,til dels, at holde mine huslige tanker i mit hoved, og min partner har lært, jeg ofte taler mine huslige tanker, men det ikke nødvendigvis kræver aktionDerudover, hvis min partner bad mig om at gøre rent med baby på armen, så ville jeg bede ham om at vise mig, hvordan man gjorde det

Også bare lige et fif(ikke at du nødvendigvis SKAL lave noget). Men hvis du synes det er svært at nå noget, da baby er på arm konstant, så vil jeg virkelig anbefale en strækvikle! Den er guld værd, hvis man har en nyfødt, som konstant ønsker kontakt, og man som mor er ved at være godt træt af sofaen.

 Det kan meget nemt være. For når der har været episoder, hvor en samtale virkelig har støt mig, så kan han bare sige, at sådan mente han ikke, det blev sagt. Måske skal jge bare prøve at lade være med at tage tingene han siger så bogstavligt. 

Anonym skriver:

 

 Vi har forsøagt ta tale om det. Men jge kunne ikke bidrage med så meget andet end, at jeg er træt og har ikke lyst. Han mente, at det var fordi jeg stressede for meget. Og så når den bare ikke så meget videre - for jeg føler ikke, der er noget, jeg ikke kan lave. For så bliver det bare ikke gjort. 

Hvis han tænker at det skyldes at du er stresset, og du egentlig godt kan være enig i det (i hvert fald til dels), så synes jeg du skal sige til ham at det er du villig til at arbejde med, men at det jo kræver at du aflastes både ifht huset og ifht barnet.

Så hvis han gerne vil have du har mere overskud, så må han jo tage nogle opgaver fra dig, der kan frigøre det.

Jeg kan godt kende det med at føle sig "presset til sex". ikke fordi min mand var pågående eller ikke accepterede nej, men han havde meget lyst til mig, og jeg var slet ikke dér i mit hoved. Min krop var ikke min, det var min datters madpakke. Man kan ikke dyrke sex med en leverpostejsmad. Det har maden helt ærligt ikke noget ud af, og det har manden heller ikke.

Jeg oplevede at jeg fik alle mine behov for nærhed opfyldt af amningen, og faktisk mere til. Sådan at jeg faktisk ind imellem syntes at enhver berøring var grænseoverskridende, jeg kunne ikke rumme det. Det er ligesom hvis man bliver nusset det samme sted længe, på et tidspunkt kan en rigtig dejlig nusning blive ubehagelig fordi kroppen overstimuleres.

Da jeg forklarede min mand ovenstående, synes jeg det gav en helt anden forståelse.

Helt ærligt synes jeg dine udfordringer lyder større end de almindelige baby parforholdsproblemer. 

Jeg vil klart anbefale jer noget professionel hjælp til at komme videre som Par eller i sidste ende hver for sig  

det må være hårdt både at skulle blive forældre og stadig lære hinanden at kende i et parforhold og samtidig er det første storm forelskelse nok overstået  oveni har din mand en lille dreng mere så måske han også har nogle uafklarede ting der. Det hele er jo gået meget stærkt for jer alle  

skynd jer at få hjælp 

ang hans forventning til sex tror jeg du er nødt til at sige helt fra du skal ikke være stresset og føle pres i din egen sofa det gavner ikke  så må man håbe behovet kommer igen men det er helt naturligt og okay at være fyldt op  

held og lykke jeg håber i finder en god vej fremad

Hvornår og hvorfor er han sød og god?
Kun når han vil have dig til noget?
Hvad gør han overhovedet af rare ting, decideret hvor du tænker "YES! Jeg har den bedste kæreste, godt jeg skal leve med ham til jeg er 80 og selv bruger ble!"