Min søn er stukket af

Carina:-) skriver:

Din dreng er 15

Han er forvirret og letpåvirkelig 

Du beskriver hans farfar og farmor og far som manipulerende ondskabsfulde mennesker der trykker en ung dreng fra alle sider.

Sørg for at være der skriv at du respektere hans beslutning men at du er klar når han kommer hjem . 

Og han skal nok komme tilbage .  ikke nu og ikke i morgen men din søn vågner op en dag og husk så at du har født passet og elsket ham og de følelser forsvinder kke.

Kæmpe knus herfra og håber du finder bare lidt ro 

Har du overvejet at kontakte mødrehjælpen er sidder mange dygtige folk der har prøvet lidt af hvert er kan hjælpe dig . 

Tak. Jeg tror aldrig han kommer hjem igen. På ganske få måneder i kontakt med dem, har han forvandlet sig fra en glad dreng til en overvægtig dreng, der ser trist ud, undgår øjenkontakt, og har skrevet til mig, at jeg aldrig skal kontakte ham igen. Han har blokeret mig på tlf.

Tror du virkelig han husker de gode ting? Han siger der aldrig har været noget godt og at jeg har behandlet ham dårligt.

Jeg har flere gange snakket med forældretelefonen, under børns vilkår. De har været gode at snakke med.

Jeg har fortalt ham at jeg respekterer hans beslutning, men at jeg ikke mener det er det bedste for ham. Det ved jeg ikke om jeg skulle have sagt, men hvordan ved man hvad man skal sige i den situation?

Jeg kan sende brev til ham med posten og har gjort. Men jeg ved ikke længere hvad jeg skal skrive til ham. Han er jo ikke sig selv, jeg kendee ikke ham, han er nu. Hvad skriver man til en, der ikke vil have kontakt? Eller inden da skrev, fuck dig du lyver, har ødelagt mit liv osv.

FørSt sagde statsforvaltningen og kommunen(mens han stadig boede hjemme, og jeg havde søgt hjælp), at så længe han klarer sig godt i skolen osv, så er det fordi han har det godt hjemme hos dig. Nu er de vendt rundt og siger at skolen har været hans fristed fra mig. Det er så forfærdeligt.

Til alle: tænk jer virkelig virkelig godt om, hvem i vælger at få børn med. Heldigvis er der få af hans slags, men de findes. Også i mildere udgaver og det skader børnene. Det er så synd. De er uskyldige.

Anonym skriver:

Tak for dit indlæg, det rørte mig.

Jeg har flere gange skrevet til ham, at jeg er her. Han har dog skrevet at jeg skal stoppe med at kontakte ham.

Jeg gør alt hvad jeg kan for at være der for de andre børn, men de er jo også påvirkede, det er klart.

Det er så uvirkeligt, og jeg håber hver eftermiddag, at han kommer hjem fra skole med sit glade "hej mor".

Det er svært ikke at bebrejde ham, men jeg forstår godt hvad du mener, og er enig med dig.

 

Det er jo bestemt lettere sagt end gjort - jeg forstår dig virkelig. Men du bliver nødt til at give lidt slip. Han er så gammel, at jo mere pres desto mere vil han handle imod dig. Kontakt ham, men med måde.

Tro mig, han glemmer ikke sin mor. Tro mig, han glemmer ikke al den kærlighed, du har givet ham. Selvom han er afvisende nu, så har du givet ham så mange gode ting med i kufferten, som vil følge og præge ham for altid. 

Du skal selvfølgelig kæmpe kampen via de officielle kanaler, men ikke gennem din søn. Styrk dig selv og din familie, så han har en mor med overskud at vende tilbage til. Du skal blive den bedste udgave af dig selv. Du er ikke en falliterklæring som mor, og det er IKKE din skyld. Heller ikke at du fik børn med ham, du gjorde. Det er farens skyld, at det er kommet så vidt.

Mekanismen er, at man som vredt barn skyder vreden derhen, hvor man ved, at den kan rummes. Og det i jeres tilfælde hos dig. Han tester din kærlighed, og det skal du kunne rumme.

Jeg har lige læst din tråd og er tudfærdig. Tænk bare af at læse din tråd bliv jeg helt tudfærdig, hvordan mon du ikke har det så?! 

Det burdte ingen mor opleve, det som du gå igennem. 

Jeg har intet forstand på retssager osv. Men kunne ikke gå uden at give dig en 

ved godt det letter sagt end gjordt. Men hold ud og kæmp videre. Din søn skal nok vende tilbage til dig en dag. 

Men husk du må alt i verden aldrig bebrejde ham osv. Det må det vigtigste  være at han vender hjem i dine arme i det trygge sted ved hans mor og søstre?! 

Når alt det der er sket jer og sker jer, kan få en voksen menneske som dig til at halv knække og du kan tvivle hvad du skal stille op og sige og gør. Så tænk hvordan det ikke vil være for en teenager dreng som din søn? 

Det så skrækkeligt at børn skal lide sådan. Men du efter alt det har du også behov for hjælp udefra. 

Jeg ønsker dig og dine børn alt det bedste frem over 

Det er svært ikke at blive rørt over din historie. Din dreng har det tydeligvis svært og spørgsmålet er så hvad der er bedst. At kontakte medierne er det i hvert fald ikke og risikoen for at miste ham helt tror jeg bliver stor. Jeg er enig med de andre i, at lade ham vide, at du er her for ham og din dør altid er åben. Jeg tror han er forvirret og fanget nu - med det der er sket er det sikkert svært for ham at se en vej ud. Det er et værre rod for ham og for dig. Stakkels ham og stakkels dig. Jeg tror jeg ville forsøge at give ham ro og ikke presse mere på med myndighederne. Hvad nytter det at tvinge ham hjem, hvis han igen vil stikke af. Det vil kun skabe mere kaos for ham. Jeg ved det er barskt, og jeg ved heller ikke hvad jeg selv ville gøre i din situation. 

Jeg synes også du skal få noget hjælp til dig. Det må være ubærligt og hårdt altid at være i kampposition fordi du ikke ved hvornår næste træk kommer. Du lyder som en stærk person, men der er grænser for hvad en person kan bære. 

Jeg ville gerne jeg havde de vise sten, eller vidste hvor du kan finde dem. 

Kæmpe kram 

Din søn har det hammer svært. Og jeg ved du elsker din søn det kan jeg læse men tror din søn har sagt stop til alt det rod der er ved ham mor og far er ikke sammen kæmper mod hinanden han står i midten og fuck det er svært at være ham. 

Mit råd til dig er skriv til ham du altid vil være der for ham du elsker ham og han kan skrive komme eller ringe til dig når han er klar fordi så lader du ham få ro. Også vil jeg kontakte en psykolog du kan få snakket med omkring det her også vil jeg ønske dig og hans far kan få lidt mere styr på det selv om han ikke har været god men for jeres søns skyld

 Kæmpe knus til dig

Anonym skriver:

Har tidligere skrevet om problemer med min søn herinde. Mener tråden hed problemer med teenagesøn. Siden har sagen udviklet sig meget dramatisk og virkelig trist. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal formulere det, men jeg er nød til at få det ud til andre end mine nærmeste. Håber det kan give focus på området, fungere som skræk og advarsel til andre. Håber i vil læse det, måske er jeg heldig at en journalist læser med, så sagen kan komme i medierne, jeg har ikke selv overskud til at henvende mig, og er bange for hvad der kan ske.
Jeg er enlig mor til tre børn. Alle har samme far. Jeg blev skilt for ni år siden. Min ex er psykisk og fysisk voldelig, manipulerende. Lige siden skilmisse kom på tale, har været en lang kamp. Jeg er blevet aflyttet, overvåget, stalket, falske indbrud, banken på vinduer om aftenen mv for at skræmme mig. Han optog gæld i mit navn uden mit vidende. Han har forfalsket min underskrift til at lave pas til børnene og mange andre ting.
Han laver hele tiden sager imod mig hos kommune, statsforvaltning og retten. Pt er der en sag ved alle tre.
Retten har givet mig fuld forældremyndighed og statsforvaltningen har besluttet at der ikke må være samvær, da det kan skade børnene.
Hver gang der har været en sag, går der et stykke tid, hvor jeg lige når at tænke om vi nu får fred, men så starter han noget nyt.
Nu er der sket det at faren sidste år begyndte at kontakte det ene af børnene(selvom han ikke må) og har købt ham med ting, gaver og penge. Dette har fået min søn til markant at ændre karakter. Det endte med at han stak af hjemmefra og har meldt mig til kommune og statsforvaltning for omsorgssvigt, hjulpet af farmor og farfar. Det var også dem der hjalp ham med at stikke af, eller skal vi kalde det kidnapning? De hentede ham og hans ting midt om natten mens de to andre børn og jeg lå og sov.
Så startede kampen for alvor. Jeg ringede til alle relevante myndigheder, men ingen hjælp at få. Til sidst gik politiet dog med til at efterlyse ham.
Der kom møde i stand med kommune, som først mente han skulle have en ungdomsbolig. Jeg har tidligere oprettet tråd herinde for hjælp, og alle rådede til at kontakte åben rådgivning på kommune( dette var inden han stak af). Jeg søgte hjælp ved kommunen, men der var ingen hjælp at hente, de ændrede mening og vil ikke hjælpe med samtaler, så vi kunne få løst problemet. Det endte med at jeg følte mig presset til at give drengen lov til at bo hos farmor og farfar. Det har fået faren til at søge fuld forældremyndighed. Faren påstår nu også at sønnen bor hos ham og har derfor søgt børnebidrag fra mig. Farmor og farfar vil ikke godkende flytningen, så der er en sag ved kommunen. Kommunen har indkalt min søn til at afgive forklaring, dette fik jeg først at vide bagefter. Desværre lyver min søn og siger det samme som farmor.
Der har også været møde med alle parter. Jeg synes det er så forkert at et barn/ung skal med til møder og ovenikøbet sidde som en lus mellem to negle.
Jeg ved ikke længere op eller ned.
Nogen gode råd?
Jeg har en advokat til retssagen, men overvejer at lade hende overtage resten.
Er bange for at skrive for detaljeret. Frygter at blive slået ihjel, kigger altid over skulderen. Ex har tidligere forsøgt at kidnappe min datter, så hun færdes aldrig alene. Ved sidste retssag forsøgte han at køre mig over, da jeg forlod retten.
De to søskende, der stadig bor hos mig, har mistet deres bror og jeg har mistet min søn. Det er min dreng. Jeg har født ham, altid passet ham alene. Nu ved jeg ikke hvem han er, kan ikke kende ham. På to måneder har han taget ca 15 kg på. Hans krop er tilstede, men det er ikke ham. Han lyver og lyver. Vi har altid haft et tæt forhold og kunnet snakke om alt. Nu har han skrevet til mig, at jeg aldrig skal kontakte ham igen.
Spørg endelig ind, for det er umuligt at få alt med og så oveni forblive anonymt.
Ps alle børn har formået at klare sig godt socialt, klarer sig godt i skolen har fritidsinteresser og fritidsjob.
Hjælp hvordan får jeg fred fra min ex og hans forældre?
Hele mine børns barndom er gået med sager og retssager, jeg er blevet indberettet til kommune utallige gange, og hver gang har der intet været at komme efter. Er det virkelig rimeligt at han kan få lov at blive ved med at melde mig, når jeg ikke har gjort noget?
Hjælp mig ( jeg er træt, men vil gøre alt for mine skønne børn.
Jeg har gode og lyttende veninder, men vil gerne høre udenforståendes meninger.
Håber det er til at hitte hoved og hale i, ellers spørg, men håber dog på forståelse for, at det ikke er alt, jeg kan risikere at fortælle.

Jeg er så ked af det  og frygter for børnenes liv og mit eget

Et barn stikker ikke af uden grund. Det ved jeg af erfaring.

Hvis jeg var dig, ville jeg give ham noget plads. Han skal nok kontakte dig, når han er klar.

Anonym skriver:

Et barn stikker ikke af uden grund. Det ved jeg af erfaring.

Hvis jeg var dig, ville jeg give ham noget plads. Han skal nok kontakte dig, når han er klar.

Ja, jeg tror også der er en grund. 

Det er så nemt at sige, giv plads, hvordan vil du selv have det, hvis dit barn forsvandt fra den ene dag til den anden? Oveni hen til en far, som er erklæret uegnet som far af kommunen. Og din dreng lyver om dig til myndighederne i en grad, der er uforståelig. Det er tydeligt at han allerede er manipuleret af faren(og hans forældre), og det er en af grundene til de ikke måtte have samvær.

Faren og hans forældre har ikke set min søn igennem flere år, fordi der ikke må være kontakt, da det er vurderer skadeligt for ham. De kender ham slet ikke. Hvis min søn var 10 år, var har blevet fjernet derfra af myndighederne. Men nu fordi han er xx år bestemmer han selv. Synes du en dreng på xx er gammel nok til at kunne gennemskue konsekvensen af disse handlinger? Sønnen ved ikke alt om hvorfor der ikke må være kontakt, for det er han ikke gammel nok til at få at vide.

Faren og hans familie er ikke interesseret i min søn, de er interesserede i at ramme mig. De har starter sager mod mig de sidste 9 år. Det skader børnene.

Jeg har aldrig fortalt børnene et ondt ord om deres far. Det er nok en fejl. Tror i hvis jeg havde fortalt sanheden at min søn stadig var hjemme?

Jeg måtte have politiets hjælp til at komme væk fra faren, hvordan mon min dreng er stillet i forhold til at komme væk hvis han fortryder? Det er ligesom en sekt.

Jeg tror aldrig jeg ser ham igen og det gør ondt.

Anonym skriver:

Ja, jeg tror også der er en grund. 

Det er så nemt at sige, giv plads, hvordan vil du selv have det, hvis dit barn forsvandt fra den ene dag til den anden? Oveni hen til en far, som er erklæret uegnet som far af kommunen. Og din dreng lyver om dig til myndighederne i en grad, der er uforståelig. Det er tydeligt at han allerede er manipuleret af faren(og hans forældre), og det er en af grundene til de ikke måtte have samvær.

Faren og hans forældre har ikke set min søn igennem flere år, fordi der ikke må være kontakt, da det er vurderer skadeligt for ham. De kender ham slet ikke. Hvis min søn var 10 år, var har blevet fjernet derfra af myndighederne. Men nu fordi han er xx år bestemmer han selv. Synes du en dreng på xx er gammel nok til at kunne gennemskue konsekvensen af disse handlinger? Sønnen ved ikke alt om hvorfor der ikke må være kontakt, for det er han ikke gammel nok til at få at vide.

Faren og hans familie er ikke interesseret i min søn, de er interesserede i at ramme mig. De har starter sager mod mig de sidste 9 år. Det skader børnene.

Jeg har aldrig fortalt børnene et ondt ord om deres far. Det er nok en fejl. Tror i hvis jeg havde fortalt sanheden at min søn stadig var hjemme?

Jeg måtte have politiets hjælp til at komme væk fra faren, hvordan mon min dreng er stillet i forhold til at komme væk hvis han fortryder? Det er ligesom en sekt.

Jeg tror aldrig jeg ser ham igen og det gør ondt.

Av det gør ondt at læse. Jeg kan kun sende et kram og ønsker dig al held og lykke med at "få ham hjem" og tilbage. Det må være det værste at opleve overhovedet- og oveni dét at opleve at der ingen hjælp er at hente. Jeg forstår virkelig din frustration og sorg.. 

Ja, jeg tror også der er en grund. 

Det er så nemt at sige, giv plads, hvordan vil du selv have det, hvis dit barn forsvandt fra den ene dag til den anden? Oveni hen til en far, som er erklæret uegnet som far af kommunen. Og din dreng lyver om dig til myndighederne i en grad, der er uforståelig. Det er tydeligt at han allerede er manipuleret af faren(og hans forældre), og det er en af grundene til de ikke måtte have samvær.

Faren og hans forældre har ikke set min søn igennem flere år, fordi der ikke må være kontakt, da det er vurderer skadeligt for ham. De kender ham slet ikke. Hvis min søn var 10 år, var har blevet fjernet derfra af myndighederne. Men nu fordi han er xx år bestemmer han selv. Synes du en dreng på xx er gammel nok til at kunne gennemskue konsekvensen af disse handlinger? Sønnen ved ikke alt om hvorfor der ikke må være kontakt, for det er han ikke gammel nok til at få at vide.

Faren og hans familie er ikke interesseret i min søn, de er interesserede i at ramme mig. De har starter sager mod mig de sidste 9 år. Det skader børnene.

Jeg har aldrig fortalt børnene et ondt ord om deres far. Det er nok en fejl. Tror i hvis jeg havde fortalt sanheden at min søn stadig var hjemme?

Jeg måtte have politiets hjælp til at komme væk fra faren, hvordan mon min dreng er stillet i forhold til at komme væk hvis han fortryder? Det er ligesom en sekt.

Jeg tror aldrig jeg ser ham igen og det gør ondt.

Selvfølgelig ser du ham igen. Han skal nok gennemskue manipulationen.

Lad ham vide, at du altid vil være der for ham, men lad være med at tvinge ham til kontakt. Det skal være frivilligt.

Husk på, at han er teenager, ikke et lille barn. Det er vigtigt, at du respekterer hans følelser.

Da jeg var 15 flyttede jeg hjemmefra. Min mor forsøgte alt muligt lort for at få mig hjem. Ved du hvad der hjalp? At hun accepterede at det var mit liv og mine fejl at begå. Din søn er 15 ikke 5 år. Han skal nok klare sig. Sig at din dør altid er åben og lad ham være i fred. Du skubber ham kun længere væk ved at kæmpe imod.