Hvad skal jeg gøre? ;(

Meyer skriver:

Der er intet forkert i at vise at du også er ked af det. Sørg sammen med din datter og tag hende med til begravelsen på fredag og sig farvel. 

Jeg er bare lidt bange for at hun bliver endnu mere ked af det hvis hun også ser at jeg græder, og jeg synes ikke at børn skal se deres forældre græde.

Kan tydelig huske da jeg var barn og min mormor lige var død. Så så jeg min mor græde og så blev jeg lige ti gange så ked af det som jeg var i forvejen fordi det gjorde så ondt på mig at se min mor græde og være ked af det.

Tak for svar

Anonym skriver:

Jeg er bare lidt bange for at hun bliver endnu mere ked af det hvis hun også ser at jeg græder, og jeg synes ikke at børn skal se deres forældre græde.

Kan tydelig huske da jeg var barn og min mormor lige var død. Så så jeg min mor græde og så blev jeg lige ti gange så ked af det som jeg var i forvejen fordi det gjorde så ondt på mig at se min mor græde og være ked af det.

Tak for svar

Jeg så først min far græde da jeg var "gammel". Det var vitterligt mærkeligt. Siden har jeg set ham græde mange gange, senest da min datter blev født. Jeg synes det befriende at se min far græde!

Vi har selv mistet en oldemor i efteråret hvilket vores datter på 4 også var mærket en del af 

Vi græd med hende, fordi vi var kede af det og fordi det er ok at være ked af det og hun ikke skulle føle hun sad alene med sin sorg

Jeg vil råde dig til at gå ind og læse lidt på denne hjemmeside www.bornungesorg.dk hvor du kan finde lidt ideer til at håndtere det bedst muligt i jeres familie

Vi har fortalt vores på 4 at oldemor sjæl sidder oppe på en stjerne og kigger ned på os (hun er ret gammelklog) og hun snakker tit om det og om det at dø og hvornår og hvorfor og hvem, og vi snakker meget åbent om det men selvfølgelig taget hendes alder i betragtning 

Jeg har også prøvet at fortælle at vores nabo sidder oppe i himlen og hygger sig og har det rigtig dejligt. Det fungerer ikke rigtigt for min datter siger bare at vores nabo skal være sammen med os og hygge sig her

Tak for svar

Skouboe skriver:

Sorg er en naturlig del af livet, og bør ikke undertrykkes - hverken din eller hendes. Din datter lærer at takle sorg, ved at se hvordan du gør det. Vær kede af det sammen, snak om naboen, og så lav noget andet sammen, der tager fokus væk fra sorgen. Børn er heldigvis relativt nemme at distrahere.

Jeg synes det er fint at tage hende med til begravelsen, men måske ikke lade hende se kisten blive sænket ned, det er et meget voldsomt billede.

Jeg er bare blevet så meget i tvivl om hun skal med til begravelsen, for alle jeg har talt med om det har synes det er en dårlig ide. I morges da jeg afleverede hende i børnehave sagde hendes kontaktpædagog at børn ikke hører hjemme ved begravelser.

Men jeg tror at hun kommer med alligevel.

Tak for svar

Min mor døde for knap to år siden. Da var min datter tre år. Jeg var selvsagt enormt ked af det og græd rigtig meget. Generelt var jeg ikke som jeg plejede som mor. 

Jeg udtrykte min bekymring om dette over for den psykolog, jeg startede til efterfølgende. Om at græde så meget over for sit barn og om at melde sig lidt ud, imens jeg selv skulle igennem det. 

Hun sagde, at det var så vigtigt for børn at se, at voksne også kan blive kede af det. For så lærer de, at de følelser er okay. De spejler sig i os, og det er os, der skal vise dem vejen og lære dem, hvordan de skal håndtere alle disse svære nye følelser. Og det gør man ved at vise, at man selv bliver mindre ked og trist med tiden. At tingene bliver nemmere. Det lettede meget at høre dengang. 

Og JA, selvfølgelig skal hun med til begravelsen. Lad hende komme med og sige farvel, og rum at hun måske bliver ked og påvirket af situationen. Personligt ville jeg synes, det var forkert ikke at give hende lov at sige farvel, når de var så knyttede. Min datter var med til min mors bisættelse, og viste stolt kisten frem til alle, for 'der ligger min mormor'. Hun havde en tegning med, vi lagde på kisten i rustvognen, og hun var faktisk nok den mindst påvirkede af os alle. 

Er ked af jeres tab 

Selvfølgelig hører børn med til begravelser. Det er en naturlig del af livet og en god måde at få sagt farvel. 

Jeg håber dælme ikke det var en uddannet pædagog der sagde det. 

Men en nabo er en rigtig god første begravelse og selvfølgelig må du græde. 

jeg kender alt for mange der ikke er kommet med til begravelser som børn og derfor skulle til deres første begravelse når det var deres forældre. Jeg kender sågar nogle hvis første begravelse var deres eget barn. Det er umenneskeligt. 

Lær hende at død er en naturlig del af livet og det er sorg også men at minderne er det aller vigtigste. 

Anonym skriver:

Jeg er bare blevet så meget i tvivl om hun skal med til begravelsen, for alle jeg har talt med om det har synes det er en dårlig ide. I morges da jeg afleverede hende i børnehave sagde hendes kontaktpædagog at børn ikke hører hjemme ved begravelser.

Men jeg tror at hun kommer med alligevel.

Tak for svar

Men fordi kontakt pædagogen har den mening/holdning, så skal du Gøre hvad DIT hjerte fortælle dig er det rigtige

jeg havde os taget hende med til begravelse, og det havde jeg af den grund, at når i har haft et SÅ  tæt forhold sammen, hvis datteren så ikke kommer med til begravelsen, så kan du risikerer at Gøre endnu mere "skade" fordi hun aldrig får sagt "ordentlig Farvel"

måske din datter får mere ro, når hun kan se hvor i kan besøge damen henne fremover, og bedre forstå det

"børn hører ikke hjemme ved begravelser". Nej bevares, men synes godt nok det her tilfælde er helt anderledes, end bare at tage børn med til begravelse. Hun er jo i decideret sorg den lille pige, og alle de 5- 7 sorgfaser der er.
Det er jo ikke din bedstemor der er død som hun ikke kendte. Det her er en hun har været alene med mange gange, som hun reelt virkelig godt kan lide.
Jeg synes du skal tage hende med, forberede hende, og afdødes familie, og så sætte dig ned bagerst i kirken, og hvis hun stejler eller er i godt humør eller andet uhøfligt, så ved du at du bare kan gå ud med hende.

Anonym skriver:

Jeg er bare blevet så meget i tvivl om hun skal med til begravelsen, for alle jeg har talt med om det har synes det er en dårlig ide. I morges da jeg afleverede hende i børnehave sagde hendes kontaktpædagog at børn ikke hører hjemme ved begravelser.

Men jeg tror at hun kommer med alligevel.

Tak for svar

Mine børn var 1,5 og 3 da min far døde, og selvfølgelig skulle de med til deres elskede bedstefars begravelse. De var med i kirken, og da kisten skulle sænkes ned, gik mine svigerforældre med dem. De kom så over og var med til kaffe og kage efterfølgende.

Jeg synes at hele den berøringsangst vi som samfund har i dag, både overfor sorg, men også overfor tårer og triste følelser er helt malplaceret. Jeg kan godt frygte at vi skaber en hel generation, der ikke kan finde ud af at håndtere deres egne følelser, simpelthen fordi de aldrig har lært det.

Men tilbage til jer. Når din datter vil have at naboen skal komme ned til jer igen, må du forklare hende at det ikke er sådan verden virker. Når man er kommet op i himlen, kan man ikke komme ned igen. Og så tal er hende om hendes sorg, og også din egen - hvad det er, og snak om begravelsen, og om at det er der man mødes og siger farvel.