Anonym skriver:
Kort: flyttede på krisecenter i sommers, pga børnenes far. De har overværet vold af mig 2 gange. (5 og 2 år) . Psykolog mener ikke den store er traumatiseret, men mener hun kan ha været udsat for seksuel krænkelse. Det melder jeg til politiet, meget lang historie kort, der er ikke foregået noget, det der er observeret (adfærd) handler muligvis om drt kaos der har været og mulig ADHD.
Jeg har fået den fulde forældremyndighed over begge børn.
krisecentet sender en underretning som de skal, kommunen vil lave en børnefagligundersøgelse.
krisecenteret har ikke en finger og sætte på mig som mor, men ser min store datter har brug for faste og tydeligt rammer (mulig ADHD), altså, jeg har intet negativt stående på mig om min forældreevne, tværtimod. Men.... jeg er pisse nervøs.
Udtalelserne fra bh, dp, læge, sp og krisecenteret er indhentet og der er vitterligt intet og komme efter det er kun krisecenteret der har en bekymring, som jo selvfølgelig handler om at vi har boet sammen med en psykisk syg (bipolar) mand.
De skriver de ser 2 piger som er stærkt knyttede til deres mor bla. Og at jeg kan varetage alle deres fysiske og psykiske behov, jeg er meget reflekterende og jeg ser deres individuelle behov og er der for dem . Altså virkelig intet negativt.
Men.. min ældste har så haft sagt til en fra personalet her, at jeg slår. Hvilket hun så i samme sætning ændrer til at det jo er far der slår og han skal have noget medicin. Men det er skrevet i underretningen herfra. Og så blive jeg nervøs.... jeg er begyndt og optage hvis vi har konflikter osv , har også optaget en samtale med min datter hvor jeg uden og putte ord i munden på hende, spørg om hun synes jeg slår osv, men her fortæller hun det ikke var det hun mente.
Kriseventert har pointeret i underretningen at de ikke har set mig slå.... øh jo tak... men ærligt, hvordan fanden skal jeg kunne BEVISE at jeg ikke slår eller har gjort?? Det gør Mig virkelig nervøs og føler mig faktisk en anelse magtesløs i det her....................
Jeg vil tro at du ikke skal frygte tvangsfjernelse, hvis alle omkring dig af offentlige ansatte ikke kan sætte en finger på din forælder evne, sp kan kommunen tilbyde MANGE andre ting.
jeg har af kommune, dagplejen, sundhedsplejsken, af en social rådgiver og den pædagogiske leder fået fastslået MANGE gange at jeg gør det godt, og sagsbehandleren på kommunen er enig med dem.
Jeg var pisse bange for første møde hos kommunen da et ekstremt dårligt sammenarbejde med min x, gjorde at dagplejeren og den pædagogiske leder da de var bekymret for der på sigt kunne påvirke mit barn negativt. Til mødet med sagsbehandleren lade det ekstremt meget vægt på at vi ikke holde møde fordi jeg var en dårlig mor, men KUN pga det dårlige sammenarbejde og at jeg have opgivet at få en bedre sammenarbejde op og stå.
Sagsbehandleren kunne tilbyde mig to ting, enten at der kom en ud i hjemmet 1 gang om ugen og kom med råd og vejledning omkring hvordan jeg kunne få hverdagen til at fungere bedre
eller
at tilbyde et terapi forløb på 3-6 måneder hvor der blev arbejdet med det psykiske chikane min x har kørt på mig gemmen et år nu.
jeg kunne takke ja til det ene, eller nej til det hele, det var helt op til mig selv.
jeg valgte at takke ja til terapi forløbet m da jeg tænkte det ville gøre godt på længere sigt. Dem der deltog på mødet, var enige med mig i mit valgt, og mente ikke at kommunen i hjemmet ville gøre noget godt lige nu og her.
Husk på kommunen ikke bare fjerner et barn med mindre der VIRKELIG er ekstreme tegn på omsorgssvigt. Omsorgssvigtede skal nærmest være sket før de kan gribe ind.
jeg tænker at kommunen måske vil tilbyde noget terapi/psykolog til jer allesammen 
