Vække sovende børn

Smølfine123 skriver:

Ingen af dem der taler om faste rammer og at holde på sengetider forholder sig til spørgsmålet jeg stillede:

Kan det tænkes at børn bliver hys/ ked af ser fordi de fra helt små aldrig har prøvet ændrede rammer..? Det er jo en selvopfyldende profeti.

"åh lille skat du kan heller ikke tåle at være længe oppe". 

Kunne det tænkes at han /hun havde kunne det hvis det var afprøvet før 3-5 års alderen..??

jeg tænker ikke af det skaber voksne der er særlig forandringsparate eller fleksible. Det er min filosofi

Men vi træffer alle de bedste valg (tror vi) for vores børn.

 

Nu er jeg ikke en af dem, som taler for aldrig at bryde rutiner. Vi kan putte vores pige på 4,5 andre steder og det gør vi, fordi vi har brug for at komme ud! Hun får også lov til at være længe oppe til jul, nytår m.m. Men sove længe og dermed indhente den tabte søvn, det kan og gør hun bare ikke. Og sove næste dag om formiddagen/eftermiddagen, ja det kan hun heller ikke. Føler selv vi har prøvet ALT. Så når vores pige er længe oppe, ved vi, at det resulterer i en træls dag med en overpylret pige næste dag - men det tager vi altså med!

Jeg kan ikke se, at vi umiddelbart har gjort noget anderledes med hende end hvad de fleste af vores vennepar(med gode sovebørn) har gjort. Men kan ikke udelukke det. Håber dog jeg ikke gør det med min piger på 6uger

Vi forsætter med at prøve med vores pige, da jeg tror på, hun bliver bedre til det med alderen. Jeg hader det på f.eks ferier(som Line skriver), da det virkelig begrænser os, at vi de fleste dage er nød til at spise og putte tidligt for at have en oplagt pige næste dag. 

Så hvis nogen har gode råd i forhold til at lære børn at indhente den tabte søvn, hvis de er upræget A-mennesker uden evne til at sove om dagen, så modtager jeg dem med kyshånd!!! Min egen tilgang er at blive ved med at prøve, og håbe på, at hun lærer eller bliver bedre til det med alderen.

Børn er vel forskellige..

Nogle gange er det ikke et problem for min datter, andre gange er hun lidt træls næste dag. Nytårsaften blev hun puttet i en weekendseng, so hun ellers ikke plejer gide.

Hun vågnede så op kl 22:30, og vi valgte faktisk at køre hjem, men det var mest fordi jeg var træt og utilpas...

Hun fik lov til at se fyrværkeriet, og sov så bagefter... Var en smule træt dagen efter.

Jeg går også meget ind for at man holder rutiner osv. Men nogle gange er situationen bare anderledes, og så længe min datter kan overskue det, så er det sådan det er  

Man gør vel det, som er bedst for ens barn, om det så er at blive puttet hjemme eller kan klare det ude, sådan er det.

Og Ja, at hun bliver puttet ude er udelukkende vores behov, fordi vi har behov for at være sociale og fejre nogle ting med andre mennesker..

anonym12 skriver:

Børn er forskellige!

Nogen trives med at blive vækket, komme sent i seng, at blive puttet alene fremmede steder. Andre gør ikke.

Vores dreng vågner kl 4-6 tiden, uanset hvor længe han har været oppe. Måske de ændre sig, når han bliver ældre, måske ikke. Han blev puttet nytårsaften, da han var træt. Dvs samme tid som sædvanligt. Juleaften var han længere oppe, da han ikke virkede træt. 

Vi var bare hjemme, da vores dreng ikke trives ved at blive slæbt rundt, medmindre vi er der hvor vi skal sove. Ja, det giver lidt begrænsninger......det overlever vi nok. Nogen mener vi er pylret. Det er vi måske også. Jeg gider bare ikke ha en dårlig dag, dagen efter fordi vi har et behov for at feste. Jeg kan så alligevel ikke drikke mere end et glas eller to, da jeg stadig ammer (han er 13 mdr). 

Nu er vi så også nogle af de der forfærdelige forældre der går ind for langtidsamning, samsovning, blw osv. Ja, vi sætter vores drengs behov først. Når vi skal på ferie, så ender vi nok med at spise aftensmad tidligt og sidde på hotel værelset og spille 500, når han er puttet (eller knalde på badeværelset) . Jeg kan ikke se problemet. Han er ikke en diktator, han styre os ikke. Men vi lytter til hans behov og sætter dem højt. Han får ikke alt hvad han peger på og vi er ikke bange for at sætte grænser og sige nej. Vi gør det bare ikke ved vigtige ting, såsom søvn og tryghed. 

Jeg synes ikke du er pylret TS. Det lyder som om jeres dreng lige nu, har behov for at sove et velkendt sted og til normal tid. Måske det bliver anderledes når han bliver ældre, måske ikke. Børn er forskellige. Jeg synes det er fedt at du sætter jeres barns behov før dit eget. Han er stadig meget lille og det bliver nok nemmere med alderen.

Jeg tror jeg er en lille smule fatsvag sådan en mandag d.2.1. Efter 9 timers arbejde (forresten sammen med børn det alle havde oplevet fyrværkeri kl 24 og derfor var en smule mere pirrelige end de plejer). Men jeg forstår ikke koblingen mellem at tage til nytårsfest pg bryde sengetider på fx ferier og så langtidsamnkngnog samsovning? 

Måske jeg er er af de totalt forvirrede mennesker der giver forvirring med i barselsgave for vi sover sammen med de børn der vil og de har måtte die så længe de ville. Jeg har stort set ikke rørt alkohol de sidste 6 år, jeg fester ikke til den lyse morgen, har aldrig været på kæresteweekend og ja i det hele taget vil jeg sige at jeg nok de sidste 10 år har haft en prioritet om at være mor før alt andet. Men alligevel bryder jeg sengetider, jeg tager på ferier og familiebesøg i Italien og tager ud og spise kl 21, jeg tager mine børn med på Roskilde festival, vi tager på storbysferier hvor vi har aftaler om der også er voksenting med på programmet også, jeg har taget min 1 årige i Peters Kirken osv. Men ud fra din sammenstilling så hører det ikke sammen, jeg kan ikke både være mor med stort M, delvist spelt mor, elske samsovning og amme som de nu har lystet og også have en forventning om at familie er et fællesskab af flere individer og at disse individer nogle gange må finde kompromiser og give til fællesskabet fx holde sig vågen en halv time mere. 

En tanke jeg lige fik, hvordan pokker skal det gå op i en højere enhed når man har mere end er barn? Skal et af børnene så bøje sine rutiner og regler og ønsker for den anden, og hvem er det så? Er det den samme hver gang? Hvad når man har en 2 årig som skal sove kl 19 (jeg er forresten overrasket hvor tidligt børn sover) og måske også en på 12 der synes det er røvsygt at sidde inden for i teltet på den skønne ferie før solen overhovedet er gået ned? Hvem skal man så gøre det godt for? 

Klart der er stor forskel på om det er første eller 5. Barn og jeg var da også stræbende til det meget pylrende og mindre hysterisk med den første; hun kunne ikke sove i larm, hun skulle have sine lure - hun var så en dårlig sover og en god være vågen så det kunne vi sagtens trække, hun måtte ikke ditten og datten. Nørj hvor har jeg grint af mig selv i takt med jeg fik flere børn, for lillebror kunne fx sove i stuen mens der var 5 børn mellem 2 og 4 der legede henholdsvis orkester og fangeleg. Og sidste skud på stammen kunne endda springe lurer over hvis de store søskende skulle have en oplevelse. Og gisp han fin hånden ned i de andres slikskål lige omkring han var 1 år.... ja jeg havde ufravigelige principper lige til de blev fraveget og hvor har det bare i min familie i hvert fald været en lettelse da vi kunne fravige og gå på mavefornemmelser og på ideen om vi var er fællesskab hvor også de voksnes ønsker og behov skulle medtænkes

Vores datter på 2 har siden hun var spæd været van til at blive puttet andre steder i hendes lift, weekendseng eller i en seng som var hos dem vi besøgte. Vi har aldrig haft problemer med at putte hende, da vi gjorde det fra hun var spæd. 

Vi har haft den holdning at vi stadig ville have mulighed for at være voksne og være sociale med vores venner og familie, selvom vi fik børn.

Hvis forældrene kan skabe tryghed og ro i puttesituationen uanset hvor de skal sove, bliver det også meget nemmere at få barnet til at sove.  

lineog4 skriver:

Jeg tror jeg er en lille smule fatsvag sådan en mandag d.2.1. Efter 9 timers arbejde (forresten sammen med børn det alle havde oplevet fyrværkeri kl 24 og derfor var en smule mere pirrelige end de plejer). Men jeg forstår ikke koblingen mellem at tage til nytårsfest pg bryde sengetider på fx ferier og så langtidsamnkngnog samsovning? 

Måske jeg er er af de totalt forvirrede mennesker der giver forvirring med i barselsgave for vi sover sammen med de børn der vil og de har måtte die så længe de ville. Jeg har stort set ikke rørt alkohol de sidste 6 år, jeg fester ikke til den lyse morgen, har aldrig været på kæresteweekend og ja i det hele taget vil jeg sige at jeg nok de sidste 10 år har haft en prioritet om at være mor før alt andet. Men alligevel bryder jeg sengetider, jeg tager på ferier og familiebesøg i Italien og tager ud og spise kl 21, jeg tager mine børn med på Roskilde festival, vi tager på storbysferier hvor vi har aftaler om der også er voksenting med på programmet også, jeg har taget min 1 årige i Peters Kirken osv. Men ud fra din sammenstilling så hører det ikke sammen, jeg kan ikke både være mor med stort M, delvist spelt mor, elske samsovning og amme som de nu har lystet og også have en forventning om at familie er et fællesskab af flere individer og at disse individer nogle gange må finde kompromiser og give til fællesskabet fx holde sig vågen en halv time mere. 

En tanke jeg lige fik, hvordan pokker skal det gå op i en højere enhed når man har mere end er barn? Skal et af børnene så bøje sine rutiner og regler og ønsker for den anden, og hvem er det så? Er det den samme hver gang? Hvad når man har en 2 årig som skal sove kl 19 (jeg er forresten overrasket hvor tidligt børn sover) og måske også en på 12 der synes det er røvsygt at sidde inden for i teltet på den skønne ferie før solen overhovedet er gået ned? Hvem skal man så gøre det godt for? 

Klart der er stor forskel på om det er første eller 5. Barn og jeg var da også stræbende til det meget pylrende og mindre hysterisk med den første; hun kunne ikke sove i larm, hun skulle have sine lure - hun var så en dårlig sover og en god være vågen så det kunne vi sagtens trække, hun måtte ikke ditten og datten. Nørj hvor har jeg grint af mig selv i takt med jeg fik flere børn, for lillebror kunne fx sove i stuen mens der var 5 børn mellem 2 og 4 der legede henholdsvis orkester og fangeleg. Og sidste skud på stammen kunne endda springe lurer over hvis de store søskende skulle have en oplevelse. Og gisp han fin hånden ned i de andres slikskål lige omkring han var 1 år.... ja jeg havde ufravigelige principper lige til de blev fraveget og hvor har det bare i min familie i hvert fald været en lettelse da vi kunne fravige og gå på mavefornemmelser og på ideen om vi var er fællesskab hvor også de voksnes ønsker og behov skulle medtænkes

Min pointe var at børn er forskellige og derfor skal man ikke dømme, dem som foretrækker at putte der hvor man skal sove for natten. Nogen børn kan puttes hvor, som helst andre kan ikke. Det lyder på TS som om at hendes barn ikke bare kan puttes hvor som helst. 

Mor og meget mere skriver:

Koblingen mellem langtidsamning, samsovning og at blive hjemme/tage hjem for at putte barnet til vant tid kan jeg ikke få øje på. Jeg har forenet de to førstnævnte forhold med, ved særlige lejligheder, at lade ungerne falde i søvn i byen uden at overveje, at der skulle være en modsætning. Jeg har end ikke tænkt, at nogle af delene gjorde mig til en særlig slags forfærdelig eller ikke forfærdelig forælder - lige så lidt, som jeg tænker det om forældre, der holder strikst på sovetiderne og sovestedet. 

For mig er en 8 eller 13 mdr. gammel baby så ny - og forældrene så nye i forældrerollen - at jeg tænker, der kan ske tusind brud og ændringer på rutiner og princippet i årene, der kommer. Det er ti års ufravigelige principper om, at børnene falder i søvn i deres egen seng, jeg personligt undrer mig over og sætter spørgsmålstegn ved. Vel ville jeg synes, det var ærgerligt, hvis TS som gæst hos mig tog hjem kl. 19, men jeg forventer ikke af forældre til bittesmå børn, at de er med på de helt store rutinebrud. Ti års "undtagelsestilstand" er noget helt andet. 

Min pointe var at børn er forskellige og derfor skal man ikke dømme, dem som foretrækker at putte der hvor man skal sove for natten. Nogen børn kan puttes hvor, som helst andre kan ikke. Det lyder på TS som om at hendes barn ikke bare kan puttes hvor som helst. 

Havde vi været gæst hos dig (og skulle vi ikke sove der), så var vi taget hjem længe før kl 19. Men vi havde så også nok takket nej og spurgt om du ikke hellere ville besøge os. 

TS har et barn på 8 mdr. Så hun har vel ikke levet 10 år i undtagelses tilstand?