Sådan helt ærligt - aner det ikke. Jeg mødte min mand da jeg var 18 år gammel, han var enlig far til en dreng der lige var fyldt 3 år så livet faldt sådan at jeg levede livet som en med barn meget tidligt. Jeg kunne tage skifte mellem livet med barn og uden da vi ikke flyttede sammen før langt tid efter.
På et tidspunkt ville min mand (den gang jo kæreste) købe ny bil og ved ikke hvorfor det foranledigede snakken om børn, men det stod klart for mig at jeg ikke ville et forhold hvor der ikke skulle børn og han skulle tænke om han ville det. Han besluttede han ville mig og også livet med fælles børn (jeg ville have to), og så talte vi ikke mere om det.
Vi havde såmænd nok stadig siddet uden fælles børn hvis ikke jeg på Roskilde festival havde glemt mine p piller og blev gravid med vores datter. Om jeg ville børn eller ej var egentlig ikke et spørgsmål for jeg var blevet gravid og så var det sådan. Livet har ville det så er blevet til 4 fælles børn hvor af den ene desværre blev født med et hjerte der betød hendes liv blev meget kort. Jeg nyder at være mor, siden vores datter døde har det at være mor været i fokus.
Nu er det så 10 år siden hun døde, og jeg kan se jeg satte en masse på stand by for at være mor med stoet M. Min datter på 13 taler om at forfølge sine drømme fx med arbejde og spørger mig hvad jeg synes og hvad jeg gjorde og jeg kan jo så erkende for mig selv jeg parkerede drømmene for mig selv og min karriere for drømmen for at være mor. Er jeg gået glip af noget, jo det er jeg, men jeg har fået noget andet. Hvis livet er som en lagkage så kan man jo pynte den på forskellig vis og det bliver en fantastisk kage med alle slags pynt, jeg valgte mor pyntet, men er sikker på jeg også ville have et fantastisk liv hvis jeg havde karriere pyntet.
Mit valg var ikke særlig bevidst, havde ikke mange tanker bag men var alligevel et ønske
Anmeld
Citér