Jeg har egentlig aldrig drømt om børn - eller nødvendigvis tænkt at jeg skulle have mine egne biologiske.
Men manden i mit liv ville for alt i verden have børn - hans egne - og efter en 5-8 år sammen med ham begyndte jeg selv at få lyst. Ikke fra den ene dag til den anden, men sådan snigende. Første måned efter smidt prævention blev jeg dog helt lettet over at få menstruation, så jeg havde lidt mere tid at løbe på.
Det viste sig at vi skulle få mere end almindelig svært ved at få børn - tre år, tre graviditeter udenfor livmoderen, en abort, utallige IUI og IVF. Trangen til at blive mor var til sidst næsten ubærlig.
I dag er vores datter 8 måneder og jeg fortryder ikke at vi ikke startede noget før - jeg er bare glad for at vi ikke vidste hvor svært det ville blive. Jeg er en langt mere rolig og selvsikker mor nu, end jeg havde været for nogle år tilbage.
Anmeld
Citér