At takle et svært forhold til ens mor?

Hej damer

Jeg har lige valgt at være anonym til dette indlæg, da det er lidt følsomt emne for mig.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra jer der har et svært, dårligt, distanceret eller lignende forhold til jeres mor, hvordan i takler det? Både i forhold til jer selv, men også i forhold til jeres børn.

I må gerne springe min lange beskrivelse af mit forhold til min mor over og bare svare på det ovenover. Jeg har bare lige brug for at lette hjertet

Jeg spørger fordi, at mit eget forhold til min mor ikke er så godt. Men det er samtidig for kompliceret til at kunne kaldes for dårligt. Kort fortalt har hun nogle psykiske problemer, blandt andet en del angst og så blev hun på et tidspunkt diagnoseret som maniodepressiv. Jeg har har aldrig været tæt på hende og vil beskrive mit forhold til hende som distanceret. Der er utrolig mange ting jeg ikke bryder mig om ved min mor. Hun har den "evne" altid at få mig til at føle mig meget lille og mindre værd, end jeg normalt føler til hverdag. Det skyldes i høj grad den måde hun taler til mig på (hun gør det dog også til alle andre, jeg er så bare hendes datter, så det påvirker nok mig anderledes) Det er tit i en bebrejdende, fordomsfuld og lidt nedladende tone. Det er dog endnu værre over for min lillebror der stadig bor hjemme. Hun er overhovedet ikke klar over det selv, og jeg tror ikke at det er noget hun kan lave om på, fordi det er en del af hendes personlighed. På mange måder er hun lidt som et barn og har tit brug for at andre synes alt er synd for hende, hun tager også hurtigt ting enormt personligt. 

Det der især er svært for mig at takle er, at vi jo er en familie. Jeg besøger hende, min bror og min papfar (som jeg i øvrigt har et fantastisk forhold til) ca. en gang om måneden. Så jeg kan ikke bare tage afstand fra hende. Men nu er jeg gravid og har det så svært med hende i forhold til det.. der er mange tanker som fylder hos mig. Jeg er altid helt drænet når jeg har besøgt dem. Og så tanken om at mit barn får hende til mormor, tanken om at jeg kunne finde på at være på samme måde som hende over for mit barn - det er det værste. At jeg skulle få mit barn til at føle sig mindre værd og uelsket

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ønsker jeg nogen gange at jeg ikke havde kontakt med hende. At hun var død. Det er virkelig skrækkeligt at skrive, fordi samtidig ønsker jeg også bare det bedste for hende. Jeg ville jo ønske hun var "normal" og velfungerende, men faktum er at jeg ikke elsker hende. Og det er hårdt for mig når hun er min familie og når jeg har "forpligtelser" over for hende som datter. Jeg har så mange gange ønsket, at jeg havde en mor som alle andre. Jeg er heldigvis så uendelig heldig at have en fantastisk kæreste, som har en enorm kærlig og dejlig familie.

Kram til dig. 

Jeg har også en lidt speciel mor. 

Og der er desværre ikke så meget man kan gøre ved ens mor.  Men man kan arbejde med sig selv. 

Jeg prøver at tænke noget i stil med, at tingene er på hovedet nu. hun er jo mormor nu, ligesom din mormor var. altså en, der ikke har et ansvar for dit barn. når dit barn bliver ældre og måske (måske ikke!) påvirket af din mor , så må du sige, at mormor er også gammel og lidt fjollet eller lignende. når dit barn bliver endnu ældre, så kan du forklare den rigtige sammenhæng. 

Anonym skriver:

Hej damer

Jeg har lige valgt at være anonym til dette indlæg, da det er lidt følsomt emne for mig.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra jer der har et svært, dårligt, distanceret eller lignende forhold til jeres mor, hvordan i takler det? Både i forhold til jer selv, men også i forhold til jeres børn.

I må gerne springe min lange beskrivelse af mit forhold til min mor over og bare svare på det ovenover. Jeg har bare lige brug for at lette hjertet

Jeg spørger fordi, at mit eget forhold til min mor ikke er så godt. Men det er samtidig for kompliceret til at kunne kaldes for dårligt. Kort fortalt har hun nogle psykiske problemer, blandt andet en del angst og så blev hun på et tidspunkt diagnoseret som maniodepressiv. Jeg har har aldrig været tæt på hende og vil beskrive mit forhold til hende som distanceret. Der er utrolig mange ting jeg ikke bryder mig om ved min mor. Hun har den "evne" altid at få mig til at føle mig meget lille og mindre værd, end jeg normalt føler til hverdag. Det skyldes i høj grad den måde hun taler til mig på (hun gør det dog også til alle andre, jeg er så bare hendes datter, så det påvirker nok mig anderledes) Det er tit i en bebrejdende, fordomsfuld og lidt nedladende tone. Det er dog endnu værre over for min lillebror der stadig bor hjemme. Hun er overhovedet ikke klar over det selv, og jeg tror ikke at det er noget hun kan lave om på, fordi det er en del af hendes personlighed. På mange måder er hun lidt som et barn og har tit brug for at andre synes alt er synd for hende, hun tager også hurtigt ting enormt personligt. 

Det der især er svært for mig at takle er, at vi jo er en familie. Jeg besøger hende, min bror og min papfar (som jeg i øvrigt har et fantastisk forhold til) ca. en gang om måneden. Så jeg kan ikke bare tage afstand fra hende. Men nu er jeg gravid og har det så svært med hende i forhold til det.. der er mange tanker som fylder hos mig. Jeg er altid helt drænet når jeg har besøgt dem. Og så tanken om at mit barn får hende til mormor, tanken om at jeg kunne finde på at være på samme måde som hende over for mit barn - det er det værste. At jeg skulle få mit barn til at føle sig mindre værd og uelsket

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ønsker jeg nogen gange at jeg ikke havde kontakt med hende. At hun var død. Det er virkelig skrækkeligt at skrive, fordi samtidig ønsker jeg også bare det bedste for hende. Jeg ville jo ønske hun var "normal" og velfungerende, men faktum er at jeg ikke elsker hende. Og det er hårdt for mig når hun er min familie og når jeg har "forpligtelser" over for hende som datter. Jeg har så mange gange ønsket, at jeg havde en mor som alle andre. Jeg er heldigvis så uendelig heldig at have en fantastisk kæreste, som har en enorm kærlig og dejlig familie.

Jeg har også en mor med både fysiske og psykiske udfordringer, som gør at vores forhold er lidt svært. 

Jeg plejer at tage "pause" fra min mor, når det er for meget. Derudover så tager jeg ofte forholdsregler.

Min mor er rigtig dårlig til at holde aftaler, så vi regner aldrig med hun kommer. Det betyder, at vi aldrig fortæller mit barn, at min mor kommer før hun rent faktisk er på vej. Dette gør alle mine søskende, fordi børnene bliver så skuffet - især når det næsten sker hver gang.

Derudover tager jeg altid forholdsregler i forhold til nogle forskellige ting. Jeg kender til, hvordan hun er, og derfor handler jeg ud fra det. 

Jeg ville også ønske, at min mor var normal, og hun var som andre, og hun bare kunne gøre tingene uden at det skulle gøre vores forhold kompliceret. 

MEN så vil jeg så sige, at hun faktisk er verdens bedste mormor, når hun er der for mit barn. Hun er der 120 procent når hun er sammen med sine børnebørn, og alle forguder hende. Så det kan godt være, at din mor bliver verdens bedste mormor, selvom jeres forhold er kompliceret.

Anonym skriver:

Hej damer

Jeg har lige valgt at være anonym til dette indlæg, da det er lidt følsomt emne for mig.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra jer der har et svært, dårligt, distanceret eller lignende forhold til jeres mor, hvordan i takler det? Både i forhold til jer selv, men også i forhold til jeres børn.

I må gerne springe min lange beskrivelse af mit forhold til min mor over og bare svare på det ovenover. Jeg har bare lige brug for at lette hjertet

Jeg spørger fordi, at mit eget forhold til min mor ikke er så godt. Men det er samtidig for kompliceret til at kunne kaldes for dårligt. Kort fortalt har hun nogle psykiske problemer, blandt andet en del angst og så blev hun på et tidspunkt diagnoseret som maniodepressiv. Jeg har har aldrig været tæt på hende og vil beskrive mit forhold til hende som distanceret. Der er utrolig mange ting jeg ikke bryder mig om ved min mor. Hun har den "evne" altid at få mig til at føle mig meget lille og mindre værd, end jeg normalt føler til hverdag. Det skyldes i høj grad den måde hun taler til mig på (hun gør det dog også til alle andre, jeg er så bare hendes datter, så det påvirker nok mig anderledes) Det er tit i en bebrejdende, fordomsfuld og lidt nedladende tone. Det er dog endnu værre over for min lillebror der stadig bor hjemme. Hun er overhovedet ikke klar over det selv, og jeg tror ikke at det er noget hun kan lave om på, fordi det er en del af hendes personlighed. På mange måder er hun lidt som et barn og har tit brug for at andre synes alt er synd for hende, hun tager også hurtigt ting enormt personligt. 

Det der især er svært for mig at takle er, at vi jo er en familie. Jeg besøger hende, min bror og min papfar (som jeg i øvrigt har et fantastisk forhold til) ca. en gang om måneden. Så jeg kan ikke bare tage afstand fra hende. Men nu er jeg gravid og har det så svært med hende i forhold til det.. der er mange tanker som fylder hos mig. Jeg er altid helt drænet når jeg har besøgt dem. Og så tanken om at mit barn får hende til mormor, tanken om at jeg kunne finde på at være på samme måde som hende over for mit barn - det er det værste. At jeg skulle få mit barn til at føle sig mindre værd og uelsket

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ønsker jeg nogen gange at jeg ikke havde kontakt med hende. At hun var død. Det er virkelig skrækkeligt at skrive, fordi samtidig ønsker jeg også bare det bedste for hende. Jeg ville jo ønske hun var "normal" og velfungerende, men faktum er at jeg ikke elsker hende. Og det er hårdt for mig når hun er min familie og når jeg har "forpligtelser" over for hende som datter. Jeg har så mange gange ønsket, at jeg havde en mor som alle andre. Jeg er heldigvis så uendelig heldig at have en fantastisk kæreste, som har en enorm kærlig og dejlig familie.

Hejsa jeg har også et anderledes forhold til min mor end de fleste. Vi har ikke den der tætte kontakt. Af flere omgange har vi haft mistet kontakten til hinanden . Sidste jul fik jeg en ordenlig sviner af hende og blev bebrejdet at det var min skyld , at hun havde det skidt. At jeg ødelagde alles liv. Jeg gør ikke tingene godt nok og vi får aldrig en tæt kontakt. Hvilket gør vores forhold svært. Prøver at have hende i mit lov men det er svært og har endnu ikke fundet en balance hvor jeg ikke bliver påvirket.

Anonym skriver:

Kram til dig. 

Jeg har også en lidt speciel mor. 

Og der er desværre ikke så meget man kan gøre ved ens mor.  Men man kan arbejde med sig selv. 

Jeg prøver at tænke noget i stil med, at tingene er på hovedet nu. hun er jo mormor nu, ligesom din mormor var. altså en, der ikke har et ansvar for dit barn. når dit barn bliver ældre og måske (måske ikke!) påvirket af din mor , så må du sige, at mormor er også gammel og lidt fjollet eller lignende. når dit barn bliver endnu ældre, så kan du forklare den rigtige sammenhæng. 

 

Må sige jeg er uenig. Selvom man får afvide: mormor er gammel, fjollet what ever, så hør det ondt når ens bedsteforældre snakker grimt til en. Når man hele tiden er det "andet" barnebarn man ser af pligt

Anonym skriver:

Hej damer

Jeg har lige valgt at være anonym til dette indlæg, da det er lidt følsomt emne for mig.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra jer der har et svært, dårligt, distanceret eller lignende forhold til jeres mor, hvordan i takler det? Både i forhold til jer selv, men også i forhold til jeres børn.

I må gerne springe min lange beskrivelse af mit forhold til min mor over og bare svare på det ovenover. Jeg har bare lige brug for at lette hjertet

Jeg spørger fordi, at mit eget forhold til min mor ikke er så godt. Men det er samtidig for kompliceret til at kunne kaldes for dårligt. Kort fortalt har hun nogle psykiske problemer, blandt andet en del angst og så blev hun på et tidspunkt diagnoseret som maniodepressiv. Jeg har har aldrig været tæt på hende og vil beskrive mit forhold til hende som distanceret. Der er utrolig mange ting jeg ikke bryder mig om ved min mor. Hun har den "evne" altid at få mig til at føle mig meget lille og mindre værd, end jeg normalt føler til hverdag. Det skyldes i høj grad den måde hun taler til mig på (hun gør det dog også til alle andre, jeg er så bare hendes datter, så det påvirker nok mig anderledes) Det er tit i en bebrejdende, fordomsfuld og lidt nedladende tone. Det er dog endnu værre over for min lillebror der stadig bor hjemme. Hun er overhovedet ikke klar over det selv, og jeg tror ikke at det er noget hun kan lave om på, fordi det er en del af hendes personlighed. På mange måder er hun lidt som et barn og har tit brug for at andre synes alt er synd for hende, hun tager også hurtigt ting enormt personligt. 

Det der især er svært for mig at takle er, at vi jo er en familie. Jeg besøger hende, min bror og min papfar (som jeg i øvrigt har et fantastisk forhold til) ca. en gang om måneden. Så jeg kan ikke bare tage afstand fra hende. Men nu er jeg gravid og har det så svært med hende i forhold til det.. der er mange tanker som fylder hos mig. Jeg er altid helt drænet når jeg har besøgt dem. Og så tanken om at mit barn får hende til mormor, tanken om at jeg kunne finde på at være på samme måde som hende over for mit barn - det er det værste. At jeg skulle få mit barn til at føle sig mindre værd og uelsket

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ønsker jeg nogen gange at jeg ikke havde kontakt med hende. At hun var død. Det er virkelig skrækkeligt at skrive, fordi samtidig ønsker jeg også bare det bedste for hende. Jeg ville jo ønske hun var "normal" og velfungerende, men faktum er at jeg ikke elsker hende. Og det er hårdt for mig når hun er min familie og når jeg har "forpligtelser" over for hende som datter. Jeg har så mange gange ønsket, at jeg havde en mor som alle andre. Jeg er heldigvis så uendelig heldig at have en fantastisk kæreste, som har en enorm kærlig og dejlig familie.

Mine forældre har ingen psykiske lidelser - de har bare prioriteret sig selv og alt andet fremfor mig, og så har de skændtes flere gange hver dag, hvilket ikke blev skjult. Jeg flyttede som 15-årig og i mange år havde jeg kun sporadisk kontakt, ved højtider m.v.

I starten af 30'erne blev jeg gravid - og så vendte bøtten. De forguder deres børnebørn, alle 4, det er deres højeste prioritet, og selvom det cementerer alt det svigt, jeg oplevede (der var også andre betingelser dengang), så er jeg lykkelig for deres dedikation i dag.

Vi er stadig ikke i et normalt forældre-barn-forhold, men jeg sætter dagsordenen nu, og det er mine regler, så på den måde lader jeg det ikke styre mig......og det mangler du - kære trådstarter - i den grad, du lader det fylde alt for meget. 

Tag styring med dit liv i stedet for at følge andre!!

Sprit25 skriver:

Må sige jeg er uenig. Selvom man får afvide: mormor er gammel, fjollet what ever, så hør det ondt når ens bedsteforældre snakker grimt til en. Når man hele tiden er det "andet" barnebarn man ser af pligt

Uden tvivl. Men det er en måde at tackle det...som alternativ til at cutte forbindelsen eller lignende. og man kan jo ikke ændre på andre mennesker

Babs12 skriver:

Uden tvivl. Men det er en måde at tackle det...som alternativ til at cutte forbindelsen eller lignende. og man kan jo ikke ændre på andre mennesker

Det kan man ikke. Men nogle gange er alternativet det bedste

Jeg har en meget 'almindelig' mor, som jeg har et rimeligt 'normalt' forhold til. Almindeligvis er vi kærlige, hjælpsomme og omsorgsfulde overfor hinanden. Ind imellem trykker vi på hinandens knapper (hvis du spørger mig, er det hendes skyld fordi hun begynder at opdrage på mig (jeg er 42!!!)). 

Da jeg ventede min søn, blev jeg som mange andre meget optaget af min barndom og min relation til mine forældre. Der var episoder fra min barndom, der pludselig stod så klart for mig igen. Ikke noget vildt dramatisk, men en god anledning til at tænke over hvilken mor, jeg ville være, og hvilken barndom jeg ville forsøge at give min søn, hvilke værdier skulle være ledelys i vores hjem. Det var ind imellem smertefuldt (fordi jeg også mentalt fravalgte ting fra min barndom og besluttede, at det skal ikke være en del af min søns opvækst) men en god forberedelse til at blive mor.

Har du nogen i dit liv, som du kan tale med om det? Det kan blive et godt afsæt for at skabe et stærkt fundament for din nye lille familie. Du har lige nu et klart billede af den mor, du ikke vil være. Brug det til at skabe en klar model for hvilken mor du vil være. Det vil hjælpe dig til at føle dig sikrere på, at du ikke gentager din mors handlemønstre.

Tak for alle jeres svar, det betyder virkelig meget. Bare det at i selv fortæller hvad i gør eller har gjort, jeg  tager det hele til mig. Så selvom jeg ikke lige får svaret alle, så læser jeg bestemt det hele

Grunden til at jeg lavede indlægget er fordi jeg først og fremmest "kun" har to veninder med børn, og ingen af dem har problemer med deres mor som jeg har. Så jeg savner tit at kunne spejle mig i nogle andre og andres erfaringer. Det kan hurtigt blive meget forvirrende hvad der er "rigtigt" og "forkert" at gøre ift. til forældreforholdet.