BienBlomsten skriver:
Tror du har helt ret, og det handler også om at turde/øve sig i at slippe kontrollen 
Der vil altid være uvisse ting i fremtiden.
Jeg står lige nu og danser, fordi jeg har fået svar på ALLE mine blodprøver og ALLE svar var gode Det er et skridt nærmere
Vi er håbefulde. Vi fik nyt håb til samtalen med Jens på trianglen, fordi han var ærlig omkring processerne men også optimist. Tror at i sådanne forløb er der i hvert parforhold nemme og mindre nemme dage, og nøglen er kommunikation
Vi har købt rækkehus som vi overtager her til januar, så det er meget rat at vi har et projekt, der kræver vores opmærksomhed. Nogle tror at fordi vi skal flytte så tænker vi slet ikke på barn men egentligt bekræfter vores glæde ved at flytte i rækkehus hele tiden at bliver et dejligt sted at få barn
Har I fortalt til andre at I skal på Trianglen? og hvor meget indvier I andre i?
Jeg håber I får en god oplevelse på trianglen
Ja netop. Lige pt. er mine følelser lidt blandet. Tænker positivt, og er utrolig spændt på i morgen, men samtidig er der de små bekymringer, der sniger sig frem af og til 
Ej, hvor lyder det dog dejligt. Er glad på jeres vegne at blodprøverne var gode
Det vil jeg give dig helt ret i, det er utrolig vigtigt med kommunikation. Vi snakker også meget om hvordan vi hver især har det, og hvad vi tænker omkring hele forløbet. Vi glæder os frem for alt.
Det må være lækkert at skulle flytte. Jeg har personligt ikke noget imod at flytte, og vi ville også gerne flytte men pt. er muligheden ikke til det - men det skal nok komme 
Vi tænker også på hvordan det vil være at opfostre et barn hvor vi bor nu, og vi regner med maks at blive her 1-1½ år før vi vil flytte. Børn fylder og vores lille lejlighed er der ikke plads til et barn der vokser stærk hehe Det er godt at I tænker på fremtiden, med bolig og det hele. Stort tillykke med jeres ny hus.
Vi startede egentlig projekt baby for over et år siden, men det blev udsat da jeg brækkede foden, og det endte med at jeg skulle opereres. Derfor er vi "først" begyndt igen her for nyligt. For et års tid siden fortalte vi det til vores forældre, og vi var utrolig spændte. De spurgte en del ind til hvordan og hvornår. Det sørgelige var så det med min fod, og at det hele blev sat på pause. De spørger stadig af og til hvornår fordi min fod nu er helet.
Denne gang har vi dog valgt at holde det for os selv. Af og til brander vi efter at fortælle dem det og snakke med dem om det, men vi vil gerne have at det bliver en overraskelse, når det endelig sker. Det er også lidt presset vi gerne vil slippe for, når en I familien ved det så ved alle det pludseligt og skulle holde dem opdateret med det hele er ikke noget vi vil. Hvis det ikke lykkedes sådan inden for de første par forsøg, kan det godt være vi fortæller vores forældre at vi har været igang med behandling, men vi krydser fingre 
og håber at det lykkedes Vi må være optimistiske.
