Min svigerfamilie og køkkenhygiejne

Anonym skriver:

Det kender jeg alt for godt, og det er bare en SÅ svær situation. Her er svigermor en moderne kvinde på alle måder, men hun har bare elendig hygiejne i et køkken. 

Gammelt, muggent mad i køleskabet, parterer kylling på samme skærebræt som grøntsager og tørrer så bare lige af med en karklud.. som vel og mærke bare bliver skyllet og så brugt til alt andet. Det er SÅ klamt.

Min kæreste har som barn og ung haft massive maveproblemer og har været til alverdens undersøgelser.. pudsigt nok stoppede det, da vi flyttede sammen, og han kom væk fra mors køkken. Ahem.

Vi blev dog enige om, at vi blev nødt til at sige noget på en pæn måde. Vores barns helbred frem for alt. Det er primært min kæreste, der siger fra, men nej, hun tager det ikke pænt. Hun føler sig kritiseret og tager det meget personligt. Vi har dog stadig et rigtigt godt forhold til hende, selvom hun synes, vi er sippede.

Hun er nu til dels stoppet, når vi er der. Hun vil jo gerne have, at vi føler os velkome. Og på en eller anden måde er det vel også kun fair over for dem, at man siger til så de har muligheden for at ændre det. I dag laver vi primært mad, når vi er på besøg. Men vi tager nye klude, osv. fordi vi ikke stoler på hygiejnen ved det gamle.

Så sent som i sidste weekend havde hendes hundehvalp lavet en lort på gulvet. Helt fint og normalt, men hun tørrer den op med en klud, som hun blot lader ligge i vasken. Samme vask som hun fx renser kartofler i. Så ulækkert. Da min kæreste ville tage en ny klud, så skal vi jo straks høre, at hun jo havde skyllet den, og ja, så kommer en mindre konflikt.. men min datter skal altså IKKE have tørret sin højstol af med den klud. Så noglemte gange bliver man jo nødt til at tage konflikten..

Ja, der var ikke mange råd.. vi kæmper også. Ikke andet end at sige det så blidt som muligt. Og ja, så er man sippet.. men sådan må det være. Børns helbred først. De kan ikke selv sige noget.

Uh ja, kan godt høre I står i en meget lignende situation. Og helt enig i, at børnenes helbred kommer før alt andet. Det er også derfor situationen har ændret sig efter jeg er blevet gravid. Før tog vi bare chancen og minimerede madindtaget, men det er ikke så simpelt nu... 

Tror ligesom hos jer også at det ender i en samtale, hvor mine svigerforældre bliver stødt og synes vi er snerpede, men ender med at respektere, at det er sådan vi har det.  Men ej, hvor det strider imod mine principper at sige, hvordan andre folk skal opføre sig i deres eget hjem. Her "går det dog ud over" alle, så vi bliver jo nødt til det.

Mor og meget mere skriver:

Jeg synes, du lyder som en skøn og betænksom svigerdatter med stor respekt for dine svigerforældre! Cadeau for dét. 

Jeg forstår til fulde udfordringen og frygten for at såre og støde, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan man lige serverer sådan en melding på en hensynsfuld måde. Som mor til voksne og halvvoksne unger med skiftende kærester, så kan jeg dog sige med sikkerhed, at jeg ville blive stødt, hvis en svigersøn/-datter troppede op med pjecer el. print fra nettet som argumentation/bevisførelse - det lugter af "Det her er altså almen viden!" og signalerer også, at vi ikke bare kan tale om tingene - der skal dokumentation og forberedt bevisførelse med. 

Til gengæld ville jeg ønske mig, at mine egne unger og ikke deres kærester var i stand til at sige til mig, at "Mor - er du klar over, at det er bakteriefælder, når du gør sådan?" - vi mødre kan som oftest tage imod lidt af hvert fra egne børn, så kunne du ikke bede din mand tage den med sin mor? Ikke som dit talerør, men han må da også kunne se problematikken. 

Tusind tak. Jeg er også meget glad for mine svigerforældre og er også min svigerfars yndlings, (hæhæ.. han var vist altid ønsket sig en datter og så har vi ovenikøbet samme uddannelse). 

Jeg tænker også, at vi bliver nødt til at holde det evidensbaserede lidt væk og så prøve at snakke om følelser i stedet. Så bliver det nok knap så stødende. 

I øvrigt kan jeg godt høre, at det i mine svar lyder som om, at det er mig, der vil tage snakken. Det er det ikke. Det kommer min kæreste helt sikkert til, da det er hans familie. Han har bare en masse følelser i klemme (jf. at han er det eneste ikke biologiske barn i familien), der gør, at han på en måde er "overforsigtig" og derfor har brug for noget støtte/gode input fra mig. Og han synes bestemt at problemet er mindst lige så stort som jeg synes.