Jeg er ved at gå kold over min bonusdatter

Sandbjerg skriver:

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

Det lyder desværre som min søn da han var 4-5 år. Efter bruddet med hans far havde jeg kun samvær fra tirsdag eftermiddag til onsdag morgen, så jeg havde stort set ingen regler.

Da jeg fandt sammen med min kæreste, og vi flyttede sammen begyndte han at sætte regler, og da vi senere fik hveranden weekend, så satte vi flere regler.

For hver gang vi har strammet op på reglerne har han haft et par dage/weekender hvor han har synes at min kæreste er dum, men når det kommer til stykket foretrækker han faktisk min kæreste.

Sandbjerg skriver:

Ja det har masser af tid uden mig. De var sammen fra tirsdag til fredag uden mig hvor de også holder en fridag og ellers erdet ofte sådan at jeg er med en halv eller hel dag i weekenden og ellers er de alene. Jeg har stor forståelse og respekt for at de skal have tid alene og det taler min kæreste og jeg også om. 

Angående det med selv at sige noget, så sagde jeg noget til det der med at smække havedøren og så for hun ind på sit værelse og var sur og sagde at hun aldrig ville være sammen med mig igen. Hun reagere enormt voldsomt når hun ikke får sin vilje. Så jeg kan godt forstå, at min kæreste ikke altid gider at tage kampen, men som tingene er lige nu så bestemmer hun godt nok meget og får lov til alt alt for meget. Hvis det stod til mig var der ikke slik og kage i hverdagen. Kun  i weekenden og ved særlige lejligheder, man rejser sig ikke fra bordet før man er færdig med at spise, man spiser op, osv osv. Alt snurre rundt om hende og vi kan dårligt have en samtale fordi hun skal have opmærksomhed. Jeg ved sgu ikke om jeg forventer mig for meget af en 4-årig eller hvad der er galt, men hold nu op jeg skal godt nok sluge nogle kameler...

 

Jeg tror det vil være rigtig godt for dig, at kigge dine principper lidt efter i sømmene. Hvorfor skal barnet spise op?  Er der tidspunkter, hvor det ikke behøver at spise op? Hvad hvis det er mæt? Ikke kan lide maden? Osv. 

Herhjemme havde jeg også en idé om, at mine børn skulle spise deres mad! (Vel at mærke inden jeg fik børn ) Men jeg fandt efterhånden ud af, at det var en dårlig vane jeg havde med fra mit barndomshjem og at det snarere var et princip for princippets skyld, mere end det reelt set var noget jeg havde tænkt over og havde en god grund til at gennemføre. Det giver ligesom bare ikke så meget mening at stopfodre sine børn med aftensmad, når de ikke er sultne, bare fordi at "nu er det jo hældt op på tallerkenen!" Og hvad så? Overvej om dine principper er nogle du har af en grund eller om de bare er der...

Derudover vil jeg sige; ja, du forventer for meget af en 4-årig! Der er knald på, de ER behovsstyrede og de søger grænser. Det er helt almindelig opførsel du beskriver dér og jeg tror sådan set bare din korte lunte bunder i, at det ikke er dit eget barn. Og det er der ikke noget unaturligt i. Du vil helt sikkert opleve at dine grænser rykker sig, når du en dag står med dit eget barn i armene. 

Det er klart, hvis hun går over dine personlige grænser, såsom at hive op i dit tøj, kaste mad efter dig eller lignende, skal du selvfølgelig sige fra. Men ellers vil jeg sige du skal være lidt mere large 

Vh. Paddehatten 

Sandbjerg skriver:

Ja det har masser af tid uden mig. De var sammen fra tirsdag til fredag uden mig hvor de også holder en fridag og ellers erdet ofte sådan at jeg er med en halv eller hel dag i weekenden og ellers er de alene. Jeg har stor forståelse og respekt for at de skal have tid alene og det taler min kæreste og jeg også om. 

Angående det med selv at sige noget, så sagde jeg noget til det der med at smække havedøren og så for hun ind på sit værelse og var sur og sagde at hun aldrig ville være sammen med mig igen. Hun reagere enormt voldsomt når hun ikke får sin vilje. Så jeg kan godt forstå, at min kæreste ikke altid gider at tage kampen, men som tingene er lige nu så bestemmer hun godt nok meget og får lov til alt alt for meget. Hvis det stod til mig var der ikke slik og kage i hverdagen. Kun  i weekenden og ved særlige lejligheder, man rejser sig ikke fra bordet før man er færdig med at spise, man spiser op, osv osv. Alt snurre rundt om hende og vi kan dårligt have en samtale fordi hun skal have opmærksomhed. Jeg ved sgu ikke om jeg forventer mig for meget af en 4-årig eller hvad der er galt, men hold nu op jeg skal godt nok sluge nogle kameler...

 

Jeg har selv en datter på 4, der er MEGET dramatisk. Ved den mindste modgang er man 'den dummeste mor i verden' og det er 'den værste dag i verden' - alt sammen akkompagneret af skrig og skrål og smækken med dørene. Kors, mand!, hun kan kun opdrages af én, der har født hende og elsker hende højt! Alle andre ville jo opgive og sende hende på kostskole... I en alderaf 4.

Du er udfordret af at være et perifert menneske uden rettigheder i forhold til opdragelse - og jeres forhold er uden den helt betingelsesløse mor-barn-kærlighed. Det er vanskeligt!

Du og din kæreste er nødt til at finde fælles fodslag, men du må jo gerne sige fra, når hun er smaskirriterende. For eksempel dét med døren eller handskerummet: 'Du Emilie, det er en ret irriterende lyd, kunne du finde på noget andet at lave?' Og man skal sige fra INDEN man bliver vred.

Dét med måltidet skal du lade ligge. De færreste 4 årige spiser op eller sidder stille særligt længe. 

Tak for alle jeres svar. Det er virkelig virkelig rart at høre om andre folks oplevelser og holdninger. 

Angående maden, så er mit største problem at hun får lov til at spise slik og kage 1-2 timer inden aftensmaden og så kan hun selvfølgelig ikke spise noget mad og så bliver hun moody fordi hendes blodsukker er nede og og så vågner hun tidligt fordi hun jo er skrupsulten. En dårlig cirkel. De gange hvor hun bare får grøntsagsstænger inden maden, hvis hun er sulten, der spiser hun massevis af mad og er glad og mæt. 

Jeh tror jeg skal få en længere line i forhold til det med krudt i røven og ikke kunne sidde stille på stolen under maden. Tak fordi I har åbent mine øjne på den front. 

For hold nu kæft hvor skal der sluges nogle kameler når man har en bonus. Jeg synes godt nok det er svært. Det er en gave, men hold nu kæft det er også svært

Sandbjerg skriver:

Tak for alle jeres svar. Det er virkelig virkelig rart at høre om andre folks oplevelser og holdninger. 

Angående maden, så er mit største problem at hun får lov til at spise slik og kage 1-2 timer inden aftensmaden og så kan hun selvfølgelig ikke spise noget mad og så bliver hun moody fordi hendes blodsukker er nede og og så vågner hun tidligt fordi hun jo er skrupsulten. En dårlig cirkel. De gange hvor hun bare får grøntsagsstænger inden maden, hvis hun er sulten, der spiser hun massevis af mad og er glad og mæt. 

 

Jeh tror jeg skal få en længere line i forhold til det med krudt i røven og ikke kunne sidde stille på stolen under maden. Tak fordi I har åbent mine øjne på den front. 

For hold nu kæft hvor skal der sluges nogle kameler når man har en bonus. Jeg synes godt nok det er svært. Det er en gave, men hold nu kæft det er også svært

Jeg synes det sværeste ved at være bonus og komme ind i livet hvor han var 3 år, var jeg ikke var vokset sammen med ham. Jeg gik fra at være mig med meninger om børn men ingen praksis til pludselig at skulle forholde mig til et lille individ på 3 år der var som 3 årige er flest og med sin egen lille personlighed. 

Havde du kendt den formodentlig skønne pige fra den dag hun var født ville du kende hendes personlighed, du ville vide hvornår hun reelt var sur og hvornår du overskred hendes grænser, du ville også kende til hendes små rutiner fx med mad, du ville vide hvornår hun var træt, hvornår det var leg og hvornår det var fordi hun ville have en reaktion osv. Jeg kender mine børn ned til mindste kvadratcentimeter, jeg ved hvornår de skal have noget at spise for ikke at blive "dumme", jeg ved hvornår jeg skal stoppe en leg med døren inden den udvikler sig, jeg ved hvornår de har brug for jeg hjælper dem med at finde ro osv. 

For mig lyder det som en lille pige, der skal finde sin og ikke mindst din rolle i denne nye familie, hun skal finde ud hvor far er, hvordan far er, hvad siger du, hvornår gør du????? Når I er sammen er det stadig på besøgsstadiet og puha mine unger kan også være rædselsfulde når vi er besøgene eller vi har besøgene for så har jeg ikke samme overblik, rutinerne ændrer sig osv - men de er også dybt charmerende (synes moren). 

Jeg tror frem for at finde en masse fejl som du vil pointere så skal I tale om rutiner når I flytter sammen: hvordan skal måltiderne være, hvilken rytme har I der hjemme; spiser i aftensmad kl? Har i fredagsslik osv. I skal jo skabe jeres families rytme, men lige nu er du kun en gæst og skal jo så egentlig ikke begynde at opdrage og lave rytme. Så tal fremtid, tal hvordan drømmer I OL jeres familie og ikke om handskerummet og is kl 9.30 (ups mine kan også få en is kl 9.30 bare fordi det er lidt fedt at bryde reglerne)

Sandbjerg skriver:

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

Den dårlige samvittighed nager nok hos farmand... i bliver nødt til at få talt om tingene inden i flytter sammen og være nogenlunde på linje med hinanden. Ikke kun i ord også i handling! Min ex er også meget eftergivende overfor sine to piger fra tidligere forhold. Han sagde altid at han ville sætte langt flere grænser når han fik et barn han havde hver dag. men da barnet så var der havde han godt nok svært ved at overholde det. Så skal man sidde og se på at ens egne børn får lov til ting som f.eks. At spise slik en hverdag, fordi det gjorde storesøstrnene når de var her. Tale i et grimt sprog til hinanden, ikke rydde op efter sig selv osv. Osv. Du skal være sikker på, at jeres værdier er nogenlunde ens inden i flytter sammen og får børn. Og så skal samarbejdets med biomor helst være i top.               Held og lykke

Nu er jeg hverken bonusmor/ (eller mor), men har set med på sidelinien, når andre har skulle balancere den utrolig svære rolle!

Lige gyldigt hvad andre synes er rigtig eller forkert opdragelse, så er det vigtigt i dit og din partners forhold, at i bliver mere enige i forhold til opdragelse! Lur mig om I ikke vil stå i samme situation med et fælles barn.

Lige en ekstra tanke (fordi jeg holder af tvshowet DR.phil) Han har haft emnet i programmet, og hans teori er, at hvis bonusbarnet er mellem 0-5år når man finder sammen, så kan/må man gerne have en opdragende rolle i barnet liv. Dvs. du skal selvfølgelig nok optræde mere varsomt end en bioforælder, men du vil stadig være en vigtig opdragende forælder i barnets liv.

mange hilsner fra mig 

Sandbjerg skriver:

Tak for alle jeres svar. Det er virkelig virkelig rart at høre om andre folks oplevelser og holdninger. 

Angående maden, så er mit største problem at hun får lov til at spise slik og kage 1-2 timer inden aftensmaden og så kan hun selvfølgelig ikke spise noget mad og så bliver hun moody fordi hendes blodsukker er nede og og så vågner hun tidligt fordi hun jo er skrupsulten. En dårlig cirkel. De gange hvor hun bare får grøntsagsstænger inden maden, hvis hun er sulten, der spiser hun massevis af mad og er glad og mæt. 

 

Jeh tror jeg skal få en længere line i forhold til det med krudt i røven og ikke kunne sidde stille på stolen under maden. Tak fordi I har åbent mine øjne på den front. 

For hold nu kæft hvor skal der sluges nogle kameler når man har en bonus. Jeg synes godt nok det er svært. Det er en gave, men hold nu kæft det er også svært

Det er pisse svært med bonusbørn. Har selv en. Og ja det er rigtig hvad de andre siger, man bliver klogere når man får sit eget.

men vil gerne lige rose dig, synes det er så flot at du tager det til dig. Man ser nemlig ofte det modsatte at bonusmor slet ikke kan se det, bitcher videre og faktisk opføre sig mere barnligt end barnet. Er sikker på i får et dejligt bonusforhold til hinanden ❤️

Hvor længe har I været sammen? 

Jeg skriver lidt om min erfaring når jeg har puttet min søn. Har været igennem det samme nemlig. 

Sandbjerg skriver:

Hej alle

Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1,5 år. Vi bor ikke sammen og han har et barn fra tidligere forhold. Vi er begge i start 30erne og taler om at få et fælles barn. Jeg er ofte sammen med ham og barnet og kender barnet rigtig godt. 

Men puuuuhaaa... efter at have tilbragt et par dage stammen med min kæreste og hans datter er jeg ved at få pip! Jeg har simpelthen så svært ved at være i selskab med dem i længere tid af gangen fordi jeg synes at min bonusdatter får lov til alt alt for meget. Der er nærmest ingen grænser for hvad hun må. Hun er 4 år. Han lever efter den der "hvis det gør ondt så finder hun ud af det når hun slår sig". Så fx i morges går hun rundt med et tændt starinlys, puster det ud og fortsætter med at gå rundt med det med flydende starin i og min kæreste siger intet. Jeg er ved at bide min tung over for ikke at sige noget. Eller fx at min bonusdatter farer ind og ud mellem stue og have konstant og hele tiden og smækker med terrassedøren, hiver og flår i dørhåndtaget og han siger ingenting. Eller i bilen når hun sidder og åbner og lukker handskerummet med fødderne konstant i 40 minutter. Jeg kan slet ikke holde det ud. 

En anden ting er også, at min kæreste er meget eftergivende i forhold til ting min bonus spørger om. I morges ville hun gerne have en strepsil fordi han gik og spise en. Han sagde at man skulle være seks år for at få en strepsil, men at hun kunne få en is i stedet. Så hun fik en is kl. 9.30 i morges. Og efter frokost fik hun bolsje og en halv romkugle. Og hun spiser naturligvis minimalt til måltiderne fordi hun er fyldt op med slik og kage. Og under måltiderne rejser hun sig 20-30 gange og "skal liiiiige hente noget hun har glemt...", kravler rundt og skaber sig og spiser ingenting. Jeg føler at hun diktere alting og i dag måtte jeg ikke komme med på legepladsen pludselig og han er bare sådan "Det er helt i orden, så tager far og XXX bare derhen". Hun er enebarn og skilsmissebarn og det kan man efterhånden godt mærke på hende og jeg er gået fra at synes at hun er virkelig dejlig at være sammen med til at på sådan en weekend får nok og bliver i kanon dårligt humør og stadig er det. Min kæreste kan selvfølgelig mærke det på mig, men jeg siger ingenting til ham om det. Nu er min kæreste og bonus taget hjem og der går noget tid før jeg ser bonus igen og min kærester kommer hjem til mig uden hende i aften og jeg ved simpelthen ikke om jeg kan lade vær med af sige noget og om jeg kan få det konstruktivt ud fordi jeg er så irriteret. 

Hvad siger I til ovenstående? Er jeg bare ikke vant til en 4-årig og overreagere eller hvad tænker i? 

Knus fra en træt bonusmor som bare gerne vil have det godt med kæreste+bonus

Jeg ville personligt blive vandvittig hvis min datter rendte frem og tilbage mens vi spiste! Når vi spiser så sidder man ved bordet og ellers er man færdig. Og hvis hun lige så gerne vil have grøntsager inden aftensmaden, så ser jeg ingen grund til at give hende slik. Men der er vi jo forskellige  

jeg tænker at du skal vælge dine kampe med omhu og tage et par punkter der er de vigtigste for dig, så han ikke bare får det hele serveret og sidder med en følelse af at alt er galt. 

Og så ville jeg nok sætte mig ned og få talt godt igennem hvordan l hver især ser opdragelse når l flytter sammen og når l får et fælles barn, for det dur jo ikke at bonus må alt og at jeres fælles barn har en masse grænser. En 4 årig tester grænser og det er opslidende! Vores datter på3,5 er også ved at drive mig til vandvid nogle dage, men sådan er det. 

Når alt det er sagt så har man bare forskellige grænser også selvom det er et fælles barn. Jeg bliver også nogle gange helt utrolig træt af at min kæreste ikke sætter de grænser for vores datter, som jeg synes er nødvendige, og han synes nogle gange jeg er for hård. Men sådan er det jo når man er to forskellige mennesker.