Jeg føler mig snydt

Jeg føler mig snydt, på en måde ihvertfald 

før jeg blev gravid med min 1 barn, glædede jeg jeg mig. Graviditeten blev et helvede, med konstant kvalme og opkast hurtigt efterfulgt af bækkenløsning og derefter svangerskabsforgiftning. Det endte i en igangsættelse før tid, i et frygteligt forløb, veer som ikke blev stabile eller endte i presseveer, og til sidst i et akut kejsersnit. 

Bagefter var vi lang tid indlagt hvor jeg var syg stadig af svangerskabsforgiftning og kæmpede med en amning der endte efter flere måneder i helvede hvor jeg på ingen måde havde noget eer nærmede sig nok. 

Har fået flere børn siden, og trods jeg har gjort alt, kæmpet osv har jeg hver gang endt i frygtelige indlæggelses forløb, kejsersnit og endt med børn på flaske 

jeg ville sådan ønske jeg 100% følte mig ærlig når jeg siger. Jeg har også født mine børn selvom de kom med kejsersnit, mine børn har haft de bedste forudsætninger trods flaske og graviditeten var en skøn ventetid 

men sandheden er at graviditeterne var et nødvendigt onde, for at få mine skønne unger, fødslen jeg så gerne ville opleve fik jeg aldrig, og trods store anstrengelser hver gang fik jeg på ingen måde hygge amning, og sket ikke et ammeforløb til mine unger

jeg fik ingen af delene og føler mig så ked af eet over eet. Føler mig snydt og føler mig ramt af ammemødrene når der lige pointeres at det bare er det bedste og jeg burde ha gjort mere, det er naturligt eller de særlige øjeblikke jeg har prøvet at dele lige skulle ødelægges af, de kan vi amme mødte også og flaske er noget møg kommentarer. Kommentarer om de smukke fødsler, drømme fødsler og de hårde fødsler hvor mødre sidder stolte over deres formåen imens jeg ikke har ofret og bare har maven fået skåret op og så var det overstået, trods store smerter, blødninger og den ene gang en infektion 

Jeg ville sådan ønske jeg ikke sad med disse følelser, at det hele ikke havde været sådan og hvorfor det ved alle mine unger, skulle være sådan, at ikke noget gik som jeg brændende ønskede når jeg har kæmpet og ofret. Det er især sprunget op da min veninde efter en nem graviditet, dog lidt trels den sidste uge op til, fik sin drømmefødsel og amningen bare gik fantastisk fra dag 1 med masser af mælk, kun lige enkelte problemer om natten. Jeg er så glad på hendes vegne og samvitig ville jeg ønske jeg bare havde oplevet en brøkdel. Ikke atsidde med problemer efter traumatisk fødselsforløb, og følt mig snydt for alt, hvad jeg havde glædet mig til i den process at blive og være mor

jeg elsker mine unger og der er så meget jeg er taknemmelig for og alt det andet jeg kan opleve nu de alle er større. Men hvor det dog gør så ondt i mit hjerte ikke at ha oplevet de ting og fået lidt medvind og bonus for at yde og kæmpe. Føler mig snydt for guleroden pg ved ikke hvordan jeg kan arbejde med det, for at finde fred med det. Føler smerten hver gang emne om graviditet, fødsel, amning osv kommer op 

Anonym skriver:

Jeg føler mig snydt, på en måde ihvertfald 

før jeg blev gravid med min 1 barn, glædede jeg jeg mig. Graviditeten blev et helvede, med konstant kvalme og opkast hurtigt efterfulgt af bækkenløsning og derefter svangerskabsforgiftning. Det endte i en igangsættelse før tid, i et frygteligt forløb, veer som ikke blev stabile eller endte i presseveer, og til sidst i et akut kejsersnit. 

Bagefter var vi lang tid indlagt hvor jeg var syg stadig af svangerskabsforgiftning og kæmpede med en amning der endte efter flere måneder i helvede hvor jeg på ingen måde havde noget eer nærmede sig nok. 

Har fået flere børn siden, og trods jeg har gjort alt, kæmpet osv har jeg hver gang endt i frygtelige indlæggelses forløb, kejsersnit og endt med børn på flaske 

jeg ville sådan ønske jeg 100% følte mig ærlig når jeg siger. Jeg har også født mine børn selvom de kom med kejsersnit, mine børn har haft de bedste forudsætninger trods flaske og graviditeten var en skøn ventetid 

men sandheden er at graviditeterne var et nødvendigt onde, for at få mine skønne unger, fødslen jeg så gerne ville opleve fik jeg aldrig, og trods store anstrengelser hver gang fik jeg på ingen måde hygge amning, og sket ikke et ammeforløb til mine unger

jeg fik ingen af delene og føler mig så ked af eet over eet. Føler mig snydt og føler mig ramt af ammemødrene når der lige pointeres at det bare er det bedste og jeg burde ha gjort mere, det er naturligt eller de særlige øjeblikke jeg har prøvet at dele lige skulle ødelægges af, de kan vi amme mødte også og flaske er noget møg kommentarer. Kommentarer om de smukke fødsler, drømme fødsler og de hårde fødsler hvor mødre sidder stolte over deres formåen imens jeg ikke har ofret og bare har maven fået skåret op og så var det overstået, trods store smerter, blødninger og den ene gang en infektion 

 

Jeg ville sådan ønske jeg ikke sad med disse følelser, at det hele ikke havde været sådan og hvorfor det ved alle mine unger, skulle være sådan, at ikke noget gik som jeg brændende ønskede når jeg har kæmpet og ofret. Det er især sprunget op da min veninde efter en nem graviditet, dog lidt trels den sidste uge op til, fik sin drømmefødsel og amningen bare gik fantastisk fra dag 1 med masser af mælk, kun lige enkelte problemer om natten. Jeg er så glad på hendes vegne og samvitig ville jeg ønske jeg bare havde oplevet en brøkdel. Ikke atsidde med problemer efter traumatisk fødselsforløb, og følt mig snydt for alt, hvad jeg havde glædet mig til i den process at blive og være mor

jeg elsker mine unger og der er så meget jeg er taknemmelig for og alt det andet jeg kan opleve nu de alle er større. Men hvor det dog gør så ondt i mit hjerte ikke at ha oplevet de ting og fået lidt medvind og bonus for at yde og kæmpe. Føler mig snydt for guleroden pg ved ikke hvordan jeg kan arbejde med det, for at finde fred med det. Føler smerten hver gang emne om graviditet, fødsel, amning osv kommer op 

 

noget der sårer mest har været at i stedet for opbakning og hvor de fleste får ros og hvor sej man er, fik jeg negative kommentarer, at jeg nok ikke kunne klare det alligevel, at kejsersnit er en nem løsning, ikke har ofret, alle sådanne ting, som bare gør så ondt når jeg netop bla sad med veer og ilt maske og skulle have epiduralen lagt, sidee stille krummet over 1 time ved 2 kejsersnit med smerter da de ikke kunne få spinalen lagt og lægerne var ved at opgive før mig hvor jeg nægtede da alternativet var fuld narkose. Gør så ondt at se andre få ros og opbakning og ikke selv modtage støtte

Anonym skriver:

Jeg føler mig snydt, på en måde ihvertfald 

før jeg blev gravid med min 1 barn, glædede jeg jeg mig. Graviditeten blev et helvede, med konstant kvalme og opkast hurtigt efterfulgt af bækkenløsning og derefter svangerskabsforgiftning. Det endte i en igangsættelse før tid, i et frygteligt forløb, veer som ikke blev stabile eller endte i presseveer, og til sidst i et akut kejsersnit. 

Bagefter var vi lang tid indlagt hvor jeg var syg stadig af svangerskabsforgiftning og kæmpede med en amning der endte efter flere måneder i helvede hvor jeg på ingen måde havde noget eer nærmede sig nok. 

Har fået flere børn siden, og trods jeg har gjort alt, kæmpet osv har jeg hver gang endt i frygtelige indlæggelses forløb, kejsersnit og endt med børn på flaske 

jeg ville sådan ønske jeg 100% følte mig ærlig når jeg siger. Jeg har også født mine børn selvom de kom med kejsersnit, mine børn har haft de bedste forudsætninger trods flaske og graviditeten var en skøn ventetid 

men sandheden er at graviditeterne var et nødvendigt onde, for at få mine skønne unger, fødslen jeg så gerne ville opleve fik jeg aldrig, og trods store anstrengelser hver gang fik jeg på ingen måde hygge amning, og sket ikke et ammeforløb til mine unger

jeg fik ingen af delene og føler mig så ked af eet over eet. Føler mig snydt og føler mig ramt af ammemødrene når der lige pointeres at det bare er det bedste og jeg burde ha gjort mere, det er naturligt eller de særlige øjeblikke jeg har prøvet at dele lige skulle ødelægges af, de kan vi amme mødte også og flaske er noget møg kommentarer. Kommentarer om de smukke fødsler, drømme fødsler og de hårde fødsler hvor mødre sidder stolte over deres formåen imens jeg ikke har ofret og bare har maven fået skåret op og så var det overstået, trods store smerter, blødninger og den ene gang en infektion 

 

Jeg ville sådan ønske jeg ikke sad med disse følelser, at det hele ikke havde været sådan og hvorfor det ved alle mine unger, skulle være sådan, at ikke noget gik som jeg brændende ønskede når jeg har kæmpet og ofret. Det er især sprunget op da min veninde efter en nem graviditet, dog lidt trels den sidste uge op til, fik sin drømmefødsel og amningen bare gik fantastisk fra dag 1 med masser af mælk, kun lige enkelte problemer om natten. Jeg er så glad på hendes vegne og samvitig ville jeg ønske jeg bare havde oplevet en brøkdel. Ikke atsidde med problemer efter traumatisk fødselsforløb, og følt mig snydt for alt, hvad jeg havde glædet mig til i den process at blive og være mor

jeg elsker mine unger og der er så meget jeg er taknemmelig for og alt det andet jeg kan opleve nu de alle er større. Men hvor det dog gør så ondt i mit hjerte ikke at ha oplevet de ting og fået lidt medvind og bonus for at yde og kæmpe. Føler mig snydt for guleroden pg ved ikke hvordan jeg kan arbejde med det, for at finde fred med det. Føler smerten hver gang emne om graviditet, fødsel, amning osv kommer op 

 

noget der sårer mest har været at i stedet for opbakning og hvor de fleste får ros og hvor sej man er, fik jeg negative kommentarer, at jeg nok ikke kunne klare det alligevel, at kejsersnit er en nem løsning, ikke har ofret, alle sådanne ting, som bare gør så ondt når jeg netop bla sad med veer og ilt maske og skulle have epiduralen lagt, sidee stille krummet over 1 time ved 2 kejsersnit med smerter da de ikke kunne få spinalen lagt og lægerne var ved at opgive før mig hvor jeg nægtede da alternativet var fuld narkose. Gør så ondt at se andre få ros og opbakning og ikke selv modtage støtte

ÅÅhh for pokker da en omgang du har været igennem! Og hvad er da det for nogle mødre der er så flabede at fortælle dig at du ikke har kæmpet nok? Hvis de ikke har været i dine sko, kan de bare lukke r.... for at sige det pænt! 

Jeg synes du er så sej og ikke mange snupper 3 stk graviditet og fødsel med de forløb du har været igennem! 

Har du talt med nogle om det tab du føler? Nogle veninder, din mand, din mor eller andre? Jeg tror det er vigtigt at få fortalt igen og igen og evt få nogle uvildige at snakke med? Du skal i hvert fald have det bearbejdet! 

Kæmpe kram til dig 

Anonym skriver:

Jeg føler mig snydt, på en måde ihvertfald 

før jeg blev gravid med min 1 barn, glædede jeg jeg mig. Graviditeten blev et helvede, med konstant kvalme og opkast hurtigt efterfulgt af bækkenløsning og derefter svangerskabsforgiftning. Det endte i en igangsættelse før tid, i et frygteligt forløb, veer som ikke blev stabile eller endte i presseveer, og til sidst i et akut kejsersnit. 

Bagefter var vi lang tid indlagt hvor jeg var syg stadig af svangerskabsforgiftning og kæmpede med en amning der endte efter flere måneder i helvede hvor jeg på ingen måde havde noget eer nærmede sig nok. 

Har fået flere børn siden, og trods jeg har gjort alt, kæmpet osv har jeg hver gang endt i frygtelige indlæggelses forløb, kejsersnit og endt med børn på flaske 

jeg ville sådan ønske jeg 100% følte mig ærlig når jeg siger. Jeg har også født mine børn selvom de kom med kejsersnit, mine børn har haft de bedste forudsætninger trods flaske og graviditeten var en skøn ventetid 

men sandheden er at graviditeterne var et nødvendigt onde, for at få mine skønne unger, fødslen jeg så gerne ville opleve fik jeg aldrig, og trods store anstrengelser hver gang fik jeg på ingen måde hygge amning, og sket ikke et ammeforløb til mine unger

jeg fik ingen af delene og føler mig så ked af eet over eet. Føler mig snydt og føler mig ramt af ammemødrene når der lige pointeres at det bare er det bedste og jeg burde ha gjort mere, det er naturligt eller de særlige øjeblikke jeg har prøvet at dele lige skulle ødelægges af, de kan vi amme mødte også og flaske er noget møg kommentarer. Kommentarer om de smukke fødsler, drømme fødsler og de hårde fødsler hvor mødre sidder stolte over deres formåen imens jeg ikke har ofret og bare har maven fået skåret op og så var det overstået, trods store smerter, blødninger og den ene gang en infektion 

 

Jeg ville sådan ønske jeg ikke sad med disse følelser, at det hele ikke havde været sådan og hvorfor det ved alle mine unger, skulle være sådan, at ikke noget gik som jeg brændende ønskede når jeg har kæmpet og ofret. Det er især sprunget op da min veninde efter en nem graviditet, dog lidt trels den sidste uge op til, fik sin drømmefødsel og amningen bare gik fantastisk fra dag 1 med masser af mælk, kun lige enkelte problemer om natten. Jeg er så glad på hendes vegne og samvitig ville jeg ønske jeg bare havde oplevet en brøkdel. Ikke atsidde med problemer efter traumatisk fødselsforløb, og følt mig snydt for alt, hvad jeg havde glædet mig til i den process at blive og være mor

jeg elsker mine unger og der er så meget jeg er taknemmelig for og alt det andet jeg kan opleve nu de alle er større. Men hvor det dog gør så ondt i mit hjerte ikke at ha oplevet de ting og fået lidt medvind og bonus for at yde og kæmpe. Føler mig snydt for guleroden pg ved ikke hvordan jeg kan arbejde med det, for at finde fred med det. Føler smerten hver gang emne om graviditet, fødsel, amning osv kommer op 

 

Jeg kan sagtens forstå dine følelser. Jeg har alt i alt været heldig med mine to forløb. Men der er altid noget man kunne have fået som man ikke fik. Hos mig er det at opgive amning med førstefødte da han tabte sig, at han havde kolik de første 4 mdr. At nr. 2 sov elendigt om natten fra han var 8mdr. Til 2 år. Så slemt at jeg fik stress. Men livet er jo ikke retfærdigt! I gamle dage ville du sandsynligvis være død under fødslen som så mange kvinder gjorde. At føde er jo ikke en tilegnet egenskab. Nogle er heldige andre ikke. Og så synes jeg godt nok du har nogle elendige venner hvis de siger den slags ting!

tarkoflen skriver:

ÅÅhh for pokker da en omgang du har været igennem! Og hvad er da det for nogle mødre der er så flabede at fortælle dig at du ikke har kæmpet nok? Hvis de ikke har været i dine sko, kan de bare lukke r.... for at sige det pænt! 

Jeg synes du er så sej og ikke mange snupper 3 stk graviditet og fødsel med de forløb du har været igennem! 

Har du talt med nogle om det tab du føler? Nogle veninder, din mand, din mor eller andre? Jeg tror det er vigtigt at få fortalt igen og igen og evt få nogle uvildige at snakke med? Du skal i hvert fald have det bearbejdet! 

Kæmpe kram til dig 

Tak, har snakket med nærmeste familie og veninder, men de har ikke rigtig noget at sige eller har støttet i nogle af de 4 forløb. Wrap lykkelig for mine børn, men mine veninder har alle født alm, kunnet amme osv så de kan ikke rogtog sætte sig ind i det så den blev hurtigt lukket. Prøvede at snakke med min mand og han fik bla sagt han ikke troede på jeg kunne klare at føde selv, senere sagde han godt nok at det ikke var sådan ment men at det bla var fordi jeg var så syg pga svangerskabsforgiftningen, men det gør stadig så ondt 

Roselil skriver:

Jeg kan sagtens forstå dine følelser. Jeg har alt i alt været heldig med mine to forløb. Men der er altid noget man kunne have fået som man ikke fik. Hos mig er det at opgive amning med førstefødte da han tabte sig, at han havde kolik de første 4 mdr. At nr. 2 sov elendigt om natten fra han var 8mdr. Til 2 år. Så slemt at jeg fik stress. Men livet er jo ikke retfærdigt! I gamle dage ville du sandsynligvis være død under fødslen som så mange kvinder gjorde. At føde er jo ikke en tilegnet egenskab. Nogle er heldige andre ikke. Og så synes jeg godt nok du har nogle elendige venner hvis de siger den slags ting!

Jeg kan godt følge dig, men at jeg ud af 4 børn alle gange har måtte igennem de samme ting. Bare fordi jeg i gamle dage ville være død, og derfor er taknemmelig for dagens teknologi ændrer desværre bare ikke på at jeg er ked af at det ikke gik anderledes og de ting jeg slet ikke fik lov at opleve, vi har også haft problemer med kolik osv osv men lige omkring før, under og den første tid efter fødsel er nogle af de ting som fylder, da ud over skønne og levende børn hvilket jo er eet vigtigste, slet ikke opnåede noget af det som betød noget for mig. 

Anonym skriver:

Tak, har snakket med nærmeste familie og veninder, men de har ikke rigtig noget at sige eller har støttet i nogle af de 4 forløb. Wrap lykkelig for mine børn, men mine veninder har alle født alm, kunnet amme osv så de kan ikke rogtog sætte sig ind i det så den blev hurtigt lukket. Prøvede at snakke med min mand og han fik bla sagt han ikke troede på jeg kunne klare at føde selv, senere sagde han godt nok at det ikke var sådan ment men at det bla var fordi jeg var så syg pga svangerskabsforgiftningen, men det gør stadig så ondt 

Selvom dine veninder ikke har oplevet noget lignende, så burde de da kunne lytte, spørge ind og være opmærksomme på dig og hvordan du har det med det? 

Har du talt med din sp eller jm om hvordan det har været? Ellers var det måske en ide? Nogen skal du i hvert fald få snakket med og det skal være en der kan være der for dig!

tarkoflen skriver:

Selvom dine veninder ikke har oplevet noget lignende, så burde de da kunne lytte, spørge ind og være opmærksomme på dig og hvordan du har det med det? 

Har du talt med din sp eller jm om hvordan det har været? Ellers var det måske en ide? Nogen skal du i hvert fald få snakket med og det skal være en der kan være der for dig!

Jeg har ingen jm da min yngste fir længst er født og har derfor ingen sp mere heller. Min sp var opmærksom trods det stod i min journal hjalp det ikke pga underbemanding. Blev derfor ofte glemt på sygehuset under flere vagter, negligeret og måtte være den som ofrede for at være sød ved de andre indlagte, pga mangel på personale og plads osv. Efter sidste graviditet fik jeg tilbudt hjælp men mist i processen blev min kontaktperson sygemeldt og det hele gik i stå. Er nu i udredning ved psykiatrien og har åbenbart vist sig at det hele har gjort jeg er hårdere ramt end først antaget. Så jeg kæmper men er en lang process. Min sp var helt ny og kørte meget efter bogen, bad mig om råd og havde meget travlt med vores sexliv og snakkede uden om når jeg ville have hjælp til mine følelser omkring det hele  

Anonym skriver:

Jeg kan godt følge dig, men at jeg ud af 4 børn alle gange har måtte igennem de samme ting. Bare fordi jeg i gamle dage ville være død, og derfor er taknemmelig for dagens teknologi ændrer desværre bare ikke på at jeg er ked af at det ikke gik anderledes og de ting jeg slet ikke fik lov at opleve, vi har også haft problemer med kolik osv osv men lige omkring før, under og den første tid efter fødsel er nogle af de ting som fylder, da ud over skønne og levende børn hvilket jo er eet vigtigste, slet ikke opnåede noget af det som betød noget for mig. 

Jeg kan sagtens forstå dig. Men det ændrer jo ikke noget. Naturen er som naturen er. Så selvom dine følelser er ganske naturlige så er det jo bare noget man bliver nødt til at leve med. Og det der dine veninder siger med at kæmpe osv. Skid hul i det. Hvad pokker ved de hvad du har været igennem. Og skal vi virkelig ud i en konkurrence om hvem der har haft det hårdest?