Det er svært at diskutere med min kæreste

Jeg skriver lidt i frustration, efter en diskussion med min kæreste. Det er på ingen måder et skænderi, bare ren diskussion vil jeg understrege. Jeg oplever når jeg diskuterer emner med min kæreste, hvor vi er uenige (der er desværre en del) at så reagerer han meget "lukket" overfor mig, altså hvor han ikke prøver at sætte sig ind i hvordan jeg ser tingene.  Jeg prøver rigtig meget at sige "Jeg forstår godt at du føler... tænker.. siger sådan" for at skabe en god dialog hvor jeg gerne vil prøve at forstå hvorfor han tænker som han gør. Det går bare ikke den anden vej, så når jeg prøver at forklare årsagen til at jeg tænker som jeg gør, så møder jeg bare en mur. Han prøver aldrig at forstå mig, men er forsvarende over for sine egne synspunkter, og jeg kan næsten blive helt ked af det, fordi stemningen bliver så dårlig, på trods af mine forsøg på en god dialog.

Den første gang vi havde en stor diskussion, var ved valget sidste år. Jeg er rød, han er blå og vi havde ikke før det diskuteret politik. Det endte så i en stor diskussion om værdipolitik og hvad vi hver især troede på, især mht. flygtninge. Stemningen blev enormt dårlig, og jeg endte med at græde fordi jeg var så ked af vores forskellige holdninger der bare gik total imod hinanden. Det løsnede stemningen og jeg tror det gik op for ham hvor meget det påvirkede mig. Men siden da, har det altid været sådan at når vi diskutere ting vi er uenige i, så bliver jeg efterladt med følelsen af på ingen måder at være forstået. Og jeg er samtidig ked af at den distance det, for mit vedkommende, skaber mellem os. Jeg undgår derfor for det meste at diskutere med ham, men vi endte så ud i en for en times tid siden, som handlede om hvorfor han var for dåb i kirke og jeg var imod (har termin til start maj). Igen er jeg efterladt med en følelse af distance til ham, fordi diskussionen slutter med at han ikke rigtig siger mere og jeg sidder og føler at han slet ikke forstår mig. 

Har i nogen gode råd, erfaringer eller lignende? I skal bare være ærlige og sige hvis det er mig der reagerer forkert på noget. Jeg vil så gerne løse det,  fordi jeg er bange for at det kun bliver værre i fremtiden jo længere tid vi har været sammen. Jeg elsker ham, men vi er også meget forskellige.

Anonym skriver:

Jeg skriver lidt i frustration, efter en diskussion med min kæreste. Det er på ingen måder et skænderi, bare ren diskussion vil jeg understrege. Jeg oplever når jeg diskuterer emner med min kæreste, hvor vi er uenige (der er desværre en del) at så reagerer han meget "lukket" overfor mig, altså hvor han ikke prøver at sætte sig ind i hvordan jeg ser tingene.  Jeg prøver rigtig meget at sige "Jeg forstår godt at du føler... tænker.. siger sådan" for at skabe en god dialog hvor jeg gerne vil prøve at forstå hvorfor han tænker som han gør. Det går bare ikke den anden vej, så når jeg prøver at forklare årsagen til at jeg tænker som jeg gør, så møder jeg bare en mur. Han prøver aldrig at forstå mig, men er forsvarende over for sine egne synspunkter, og jeg kan næsten blive helt ked af det, fordi stemningen bliver så dårlig, på trods af mine forsøg på en god dialog.

Den første gang vi havde en stor diskussion, var ved valget sidste år. Jeg er rød, han er blå og vi havde ikke før det diskuteret politik. Det endte så i en stor diskussion om værdipolitik og hvad vi hver især troede på, især mht. flygtninge. Stemningen blev enormt dårlig, og jeg endte med at græde fordi jeg var så ked af vores forskellige holdninger der bare gik total imod hinanden. Det løsnede stemningen og jeg tror det gik op for ham hvor meget det påvirkede mig. Men siden da, har det altid været sådan at når vi diskutere ting vi er uenige i, så bliver jeg efterladt med følelsen af på ingen måder at være forstået. Og jeg er samtidig ked af at den distance det, for mit vedkommende, skaber mellem os. Jeg undgår derfor for det meste at diskutere med ham, men vi endte så ud i en for en times tid siden, som handlede om hvorfor han var for dåb i kirke og jeg var imod (har termin til start maj). Igen er jeg efterladt med en følelse af distance til ham, fordi diskussionen slutter med at han ikke rigtig siger mere og jeg sidder og føler at han slet ikke forstår mig. 

Har i nogen gode råd, erfaringer eller lignende? I skal bare være ærlige og sige hvis det er mig der reagerer forkert på noget. Jeg vil så gerne løse det,  fordi jeg er bange for at det kun bliver værre i fremtiden jo længere tid vi har været sammen. Jeg elsker ham, men vi er også meget forskellige.

 

Et råd: parterapi. 

Havde I ikke ventet et barn, kunne I måske nøjes med at sige farvel og tak for denne gang. Men nu når O venter en lille en, skylder I ham/hende at give jeres familie en chance. 

Vivienne skriver:

Et råd: parterapi. 

Havde I ikke ventet et barn, kunne I måske nøjes med at sige farvel og tak for denne gang. Men nu når O venter en lille en, skylder I ham/hende at give jeres familie en chance. 

Jeg er slet ikke ude i at gå fra ham, jeg elsker ham højt og han elsker mig rigtig højt. Der er meget der fungerer rigtig godt for os, det her gør bare ikke

Jeg tror parterapi er for "voldsomt" for mig lige nu, jeg vil hellere prøve at løse det selv til at starte med. Tror min kæreste ville få et kæmpe chok hvis jeg kom og sagde at nu skulle vi i terapi. Men når det så er sagt, så vil jeg gerne tage i mod "terapeutiske råd" hvis man kan sige det sådan.

Min egen løsning er at konfrontere ham med det og sige at jeg føler han ikke kan forstå mine synspunkter. Men jeg har ikke helt fået mod til det endnu.

Anonym skriver:

Jeg skriver lidt i frustration, efter en diskussion med min kæreste. Det er på ingen måder et skænderi, bare ren diskussion vil jeg understrege. Jeg oplever når jeg diskuterer emner med min kæreste, hvor vi er uenige (der er desværre en del) at så reagerer han meget "lukket" overfor mig, altså hvor han ikke prøver at sætte sig ind i hvordan jeg ser tingene.  Jeg prøver rigtig meget at sige "Jeg forstår godt at du føler... tænker.. siger sådan" for at skabe en god dialog hvor jeg gerne vil prøve at forstå hvorfor han tænker som han gør. Det går bare ikke den anden vej, så når jeg prøver at forklare årsagen til at jeg tænker som jeg gør, så møder jeg bare en mur. Han prøver aldrig at forstå mig, men er forsvarende over for sine egne synspunkter, og jeg kan næsten blive helt ked af det, fordi stemningen bliver så dårlig, på trods af mine forsøg på en god dialog.

Den første gang vi havde en stor diskussion, var ved valget sidste år. Jeg er rød, han er blå og vi havde ikke før det diskuteret politik. Det endte så i en stor diskussion om værdipolitik og hvad vi hver især troede på, især mht. flygtninge. Stemningen blev enormt dårlig, og jeg endte med at græde fordi jeg var så ked af vores forskellige holdninger der bare gik total imod hinanden. Det løsnede stemningen og jeg tror det gik op for ham hvor meget det påvirkede mig. Men siden da, har det altid været sådan at når vi diskutere ting vi er uenige i, så bliver jeg efterladt med følelsen af på ingen måder at være forstået. Og jeg er samtidig ked af at den distance det, for mit vedkommende, skaber mellem os. Jeg undgår derfor for det meste at diskutere med ham, men vi endte så ud i en for en times tid siden, som handlede om hvorfor han var for dåb i kirke og jeg var imod (har termin til start maj). Igen er jeg efterladt med en følelse af distance til ham, fordi diskussionen slutter med at han ikke rigtig siger mere og jeg sidder og føler at han slet ikke forstår mig. 

Har i nogen gode råd, erfaringer eller lignende? I skal bare være ærlige og sige hvis det er mig der reagerer forkert på noget. Jeg vil så gerne løse det,  fordi jeg er bange for at det kun bliver værre i fremtiden jo længere tid vi har været sammen. Jeg elsker ham, men vi er også meget forskellige.

 

Der er nogen der mener de har ret uanset hvad andre mener og siger.

Min lillebror er sådan nogen gange holder jeg fast på mit og andre gange siger jeg bare du få ret og jeg få fred.

Selv nå det er ting jeg har ret i og finder ting på nettet der viser det samme som jeg siger så har han alle mulig undskyldninger for at han har ret.

Heldigvis bor jeg ikke sammen med ham

Men nu til dit problem. 

Jeg tænker om hvis du snakker med ham om det igen dagen efter vil han så stadig ikke lytte?

Og ellers syntes jeg du skal fortælle ham at det gør dig ked af det nå han ikke lytter til dig og samtidig fortælle ham at det er ikke fordi han skal give dig ret men at du bare ønsker at han skal lytte til hvad du også har at sige. For det er jo ikke sikkert at han såre dig med vilje.

Hvad med at I begge har taletid? Først har han taletid og derefter har du. Ved det virker barnligt, men så kan det være at han vil give sig tid til at lytte. Og hvis han ikke vil lade dig tale, så synes jeg, at du skal være ærlig og sige at det sårer dig, at han lukker af. Det er vigtigt at "dreje den om mod dig selv", altså tale ud fra dine følelser, så han ikke føler at du peger fingre og taler nedladende til ham 

helle85 skriver:

Der er nogen der mener de har ret uanset hvad andre mener og siger.

Min lillebror er sådan nogen gange holder jeg fast på mit og andre gange siger jeg bare du få ret og jeg få fred.

Selv nå det er ting jeg har ret i og finder ting på nettet der viser det samme som jeg siger så har han alle mulig undskyldninger for at han har ret.

Heldigvis bor jeg ikke sammen med ham

 

Men nu til dit problem. 

Jeg tænker om hvis du snakker med ham om det igen dagen efter vil han så stadig ikke lytte?

Og ellers syntes jeg du skal fortælle ham at det gør dig ked af det nå han ikke lytter til dig og samtidig fortælle ham at det er ikke fordi han skal give dig ret men at du bare ønsker at han skal lytte til hvad du også har at sige. For det er jo ikke sikkert at han såre dig med vilje.

Tak for dit svar

Åh ja, det det der med hvem der har ret kan også være frustrerende. De diskussioner kan dog også være lidt lettere, fordi man (som regel) kan komme frem til et korrekt svar. 

Det er sværere med diskussioner hvor det handler om holdninger og ikke facts. Og det er de diskussioner som er problematiske for min kæreste og jeg. 

Jeg har ikke prøvet at tage diskussionerne op igen dagen efter, men den her diskussion vi havde i dag med dåb, har vi haft før jeg blev gravid. Jeg åbnede så op for det igen idag, fordi det nu er noget vi rent faktisk skal forholde os til. Det plejer ikke at ændre noget, om det bliver diskuteret igen. 

Dit sidste råd er rigtig godt, og det er også det jeg hælder til selv. Fordi jeg ved godt, at hvis jeg ønskede at ændre hans holdninger, så kunne vi ikke være sammen. Men det gør jeg lige præcis ikke, jeg ønsker bare at han vil forstå mig, som jeg prøver at forstå ham.

LenaChristina skriver:

Hvad med at I begge har taletid? Først har han taletid og derefter har du. Ved det virker barnligt, men så kan det være at han vil give sig tid til at lytte. Og hvis han ikke vil lade dig tale, så synes jeg, at du skal være ærlig og sige at det sårer dig, at han lukker af. Det er vigtigt at "dreje den om mod dig selv", altså tale ud fra dine følelser, så han ikke føler at du peger fingre og taler nedladende til ham 

God ide, tak   Det er heldigvis ikke sådan, at han afbryder mig eller hele tiden taler. Faktisk virker det oftere som om han ikke gider diskutere det, hvor han på den måde "lukker af". Så hvis jeg siger min holdning, han siger hans, jeg svarer noget nyt - så siger han ikke mere, indtil jeg igen siger noget.

Jeg er meget påpasselig med ikke at gøre det personlig mod ham, og prøver virkelig at forklare hvordan jeg tænker og hvorfor jeg gør det for ikke at være imod ham. 

Men jeg tror egentlig jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at sige lige ud til ham, at jeg bliver ked af det når han ikke anerkender mine holdninger og følelser, når vi diskuterer. Eller hvert fald at det er sådan jeg oplever det, det er jo ikke sikkert han overhovedet opfatter at det er et problem.

Jeg tror, at du skal overveje og formulere for dig selv en begrundelse, som du kan forklare ham. Fx at I kommer til at træffe mange beslutninger sammen og skulle indgå mange kompromisser (bøje jer mod hinanden) og hvilken betydning, det har for dig at være blevet hørt på dine overvejelser for at være i stand til at indgå et kompromis. Og så vil det være godt at bruge et eller to eksempler på den type af beslutninger - dåb er et fint eksempel. Det er en enkeltstående begivenhed, men (tro mig) I kommer jo snart til at have hundredevis af diskussioner om bordmanerer, oprydning, sengetider, skærmtid, osv. Osv. Det er vigtigt for dig, at I har lyttet til hinandens overvejelser, inkl. at han har anerkendt dine bevæggrunde. 

Jeg tror også som de andre, at et 'regelsæt' eller en skabelon kan være en ide i begyndelsen.

Hej !

Åh hvor jeg kender det,  vil selv  så gerne forstås i mine følelser og behov.

Det ,der ofte går skævt i kommunikationen er når følelser og behov ikke bliver hørt af partneren. Det tolker vi ofte, jeg bliver ikke forstået.

Det behøver ikke være sandheden.

Dine følelser og behov er dine, dem behøver han ikke forstå, blot lytte til. Anderkend du har følelserne.Empati skal der til.

Tæl til ti er lig med empati, først til dig og så til ham.

Lyt til dig selv, hvor ked af det du er, hvor meget du gerne ville forstås.  Træk vejret dybt og mærk hvor roen kommer i din krop. Du forstår dine følelser, det er det vigtige.

 Han behøver ikke forstå, blot anerkende du har dem.

Når du er klar på din banehalvdel ,kan du lytte til ham og I kan mødes i et kompromis.

Der er  masser  af  bøger, hvordan i kan bedre jeres kommunikation.

Held og lykke med  jeres fremtidige gode  snakke.

For mig lyder det som om I begge vil have jeres meninger igennem og have den anden over på sin side. Tror bare i må blive enige om at I hver især har en mening og holdning og det ikke er den samme. Mht.  Dåb.  Jeg var total ligeglad med om vores søn skulle døbes,  men det betød meget for min kæreste og så bøjede jeg mig altså,  tror også du selv er nødt til at bøje dig. 

Synes det er lidt vildt at forslå parterapi,  min kæreste og jeg diskuterer også meget og heftigt,  det synes jeg da er sundt nok i et forhold?