Loa skriver:
Bider mærke i at du skriver at du skriver at hvis hun var ulykkelig og trist, så ville du selvfølgelig kunne rumme det. Det synes jeg godt nok er lidt trist. At du ville kunne rumme hvis hun var ulykkelig men ikke når hun er lykkelig og glad. 
Hvis det er fordi det går dig selv dårligt, ville jeg nok også kontakte hende og sige at jeg var ked af at jeg ikke var god til at rumme hendes lykke, når jeg selv ikke havde det sådan.
Om det er overdrevet eller ej fra hendes side, synes jeg egentlig er irrelevant. Hvad hvis hun vitterligt er så lykkelig og glad. Så synes jeg godt nok det er synd at stille spørgsmålstegn ved om hun ikke bare overdriver.
Jeg kan godt se, det kan lyde sådan som du læser/forstår det. Jeg uddyber, hvad jeg mener: Jeg kan selvfølgelig godt rumme, at hun er jublende lykkelig. Det er jeg glad for! Det er de mange lykke-beskeder, hendes behov for at fortælle det hele tiden, jeg har det svært med. Når folk er i krise og dybt ulykkelige, er det for mig forståeligt, hvis de "råber" om hjælp, om så klokken tre om natten - og så vil jeg være der. Jeg har nok bare ikke forståelse for, at man på samme måde har brug for over længere tid og på daglig basis at "råbe", at man er lykkelig, og at livet er perfekt. Jeg forventer nok, at mennesker, der er i overskud, i højere grad end folk i krise kan hvile i det og være i det uden hele tiden at råbe "Se, se!" - egentlig forventer jeg nok også, at de er i stand til at stikke en finger i jorden og fornemme/vise interesse for, hvordan andre går og har det. Efter tyve "Jeg har det godt!, Jeg har det fantastisk!", er det så ikke forventeligt med et "Hvad med dig/jer?"
Sat på spidsen, så ville alt altid handle om mig og mine følelser, hvis jeg både i medgang og modgang kun var i stand til at fortælle om og fokusere på, hvordan JEG havde det lige nu. Jeg tror altså også, at du i meget højere grad ville vise rummelighed og omsorg for fx en nær kollega, der sad og græd og var i krise i en periode end overfor én, der mange gange dagligt krævede din opmærksomhed for at fortælle, at hendes liv var perfekt, og at hun var SÅ lykkelig. Er det ikke sådan generelt?
Jeg tror ikke, hun overdriver noget. Hun er meget ægte i sine følelser og føler generelt meget stærkt. Det er antallet af beskeder, det indsnævrede fokus på hende og lykken, der er for meget for mig.
