Stadig trist...

michella80 skriver:

Hmmm ja jeg skrev jo her den anden dag at amningen var slut og at jeg var ked af det....
Jeg har hele tiden sagt at når amningen var slut skulle jeg bare gå amok i chokolade og cola for det har givet hende ondt i maven. Nu har jeg bare slet ikke lyst til det for det virkeliggør bare at jeg ikke kan mere... Ville så gerne. Jeg tror simpelthen det er fordi at nu tænker jeg at hun ikke længere SKAL have mad af mig. Alle kan tage sig af hende og jeg har aftalt med Casper at han først måtte begynde at give hende flaske når jeg ikke ammede mere (har ammet og suppleret med flaske til sidst), men jeg føler bare ikke jeg er klar til at "give hende fra mig". Ved godt det er skørt, men jeg nyder bare så meget den stund vi har når jeg giver hende mad og jeg har egentlig nydt at hun var afhængig af mig i den situation. Har andre haft det på samme måde???

Og lige et helt andet spørgsmål: Har I erfaring med de sutteflasker der hedder MAM? Jeg bruger dem og er glade for dem. Sutten der er i nu er til 2mdr og der er en anden sut fra 3mdr, men er hullet da større eller mindre? Jeg vil nemlig ikke skifte hvis det er større

God dag til jer alle

Jeg har ammet mine to store børn uden problemer, men med Clara måtte jeg supplere med flaske allerede da hun var tre uger og da hun var tre måneder ammede jeg slet ikke længere.
Jeg var så ulykkelig. Jeg tudede i flere dage og følte at jeg slet ikke havde nogen berettigelse som mor og kvinde hvis jeg ikke engang kunne amme mit barn.
Men da vi havde givet flaske i nogle uger og jeg opdagede at jeg kunne gå på toilettet eller i bad eller bare et hurtigt smut i brugsen uden at skulle tænke over mad tider blev jeg egentlig ret glad for det. At min mand kunne overtage bare et enkelt måltid om dagen var fantastisk.
Vi gik meget op i at det kun var os der gav hende flaske. Det var meget vigtigt for mig at hendes tilknytning til os ikke blev forstyrret af andre udefrakommende. 
Jeg var meget bekymret for hendes tilknytning til mig, og om hun ville tage skade når hun skulle forholde sig til både mig og sin far som primærpersoner på en gang. Men hun er nu 8 mdr og virker ikke til at have taget skade
Jeg syntes hun har samme tætte forhold til sin far som hendes to søstre havde i samme alder. Og jeg kan helt klart mærke at jeg er bedre til at trøste end min mand. Jeg tager det som et udtryk for at jeg jo stadig er den der er her i hverdagen og at min mand godt nok har givet hende flaske en del gange. Men jeg er her 24 timer i døgnet og kender hende stadig bedre end nogen anden gør.

Jeg bruger andre flasker end mam, men dem jeg har bliver hullerne større med barnets alder.

Tak for alle jeres dejlige svar. Jeg sagde til Casper i går at jeg ikke følte mig klar til at give hende fra mig... Jeg ved ikke rigtig om han forstod det for han grinede lidt, men sagde at det var ok. Jeg tror bare han glæder sig helt vildt til at jeg også "giver ham lov" og nu har jeg trukket i land igen... Har lidt ondt af ham, men jeg tror lige jeg skal vænne mig til den nye situation.... Og ja jeg vil heller ikke have andre til at give hende mad. Nu her i morgen skal hun døbes og der er sikkert mange der gerne vil, men jeg har besluttet at jeg går afsides med hende og giver hende mad så hun får ro til at spise.
Jeg er glad for at høre at det ikke gør noget at manden giver mad i forhold til forholdet mellem mor og barn. Det er jo også bare fordi jeg føler vi er i en slags symbiose som jeg ABSOLUT ikke er klar til at give fra mig. Total egotripper, men jeg kan bare ikke gøre for det. Hun er jo også Caspers barn.... Åh det er svært altså...

michella80 skriver:

Tak for alle jeres dejlige svar. Jeg sagde til Casper i går at jeg ikke følte mig klar til at give hende fra mig... Jeg ved ikke rigtig om han forstod det for han grinede lidt, men sagde at det var ok. Jeg tror bare han glæder sig helt vildt til at jeg også "giver ham lov" og nu har jeg trukket i land igen... Har lidt ondt af ham, men jeg tror lige jeg skal vænne mig til den nye situation.... Og ja jeg vil heller ikke have andre til at give hende mad. Nu her i morgen skal hun døbes og der er sikkert mange der gerne vil, men jeg har besluttet at jeg går afsides med hende og giver hende mad så hun får ro til at spise.
Jeg er glad for at høre at det ikke gør noget at manden giver mad i forhold til forholdet mellem mor og barn. Det er jo også bare fordi jeg føler vi er i en slags symbiose som jeg ABSOLUT ikke er klar til at give fra mig. Total egotripper, men jeg kan bare ikke gøre for det. Hun er jo også Caspers barn.... Åh det er svært altså...

Det er godt at du kan være ærlig omkring dine følelser, i snakken med din mand/kærste. Det er supersvært at give slip men før eller siden skal man igennem det. Men det giver ofte sig selv når barnet begynder at kravle, gå og udvilke sig. I det lange løb er det til gavn for både mor at barn at andre også kan få tilknytning til barnet. Min egen erfaring er at det er sværest med første barn og jeg gætter på at dette er dit første

Tillykke med barnedåben i morgen. 
Vi bildte familien ind at sundhedsplejersken havde sagt at det kun var mig og min mand der måtte give hende mad, netop fordi jeg var så bekymret for tilknytningen mellem mig og Clara. Det argument accepterede de med en smule protest, men det var nemmere for os at stå fast når vi havde sundhedsplejersken som undskyldning.

Berith

finkedinke skriver:



Det er godt at du kan være ærlig omkring dine følelser, i snakken med din mand/kærste. Det er supersvært at give slip men før eller siden skal man igennem det. Men det giver ofte sig selv når barnet begynder at kravle, gå og udvilke sig. I det lange løb er det til gavn for både mor at barn at andre også kan få tilknytning til barnet. Min egen erfaring er at det er sværest med første barn og jeg gætter på at dette er dit første

Tillykke med barnedåben i morgen. 
Vi bildte familien ind at sundhedsplejersken havde sagt at det kun var mig og min mand der måtte give hende mad, netop fordi jeg var så bekymret for tilknytningen mellem mig og Clara. Det argument accepterede de med en smule protest, men det var nemmere for os at stå fast når vi havde sundhedsplejersken som undskyldning.

Berith

Ja det er rigtigt gættet. Hun er min første... Hi hi... min lille pus....
Ja jeg er sgu ligeglad med hvor sure folk bliver. Det er jeg ved at vænne mig til. Folk kan ikke altid forstå at hun kommer FØR dem men sådan er det. Hun kommer før alle andre (også før mig jo, så hvorfor skulle hun ikke komme før deres behov) Så det må de sgu finde sig i. Hi hi hi...