What to do!

Sagen er den at jeg er uplanlagt gravid med min kæreste igennem 2 år. Vi bor sammen og har hund, lejlighed og bil og er begge under uddannelse. Han tog "nyheden" meget voldsomt og det har påvirket os meget begge to. Jeg har tidligere fået en abort med min eks kæreste, den her abort slog mig helt ud og jeg tænker stadig på hvad det kunne have været blevet til den dag i dag og jeg fortryder så inderligt at jeg udsatte mig selv for den oplevelse. Der af har jeg også altid sagt til min kæreste at hvis jeg blev gravid så fik jeg ikke en abort. Det ønsker han nu alligevel, men ved godt at jeg beholder det. Har dog sagt at jeg ikke vil tvinge ham til at være der og at det var hans valg, han har dog så meget ansvar at han ikke kan løbe fra sit eget barn og vil være der. Men det er en hård beslutning! Jeg ønsker ikke at tvinge et barn ned over hovedet på min kæreste, men jeg ved med mig selv at en abort er udelukket, så hellere blive alene mor, selv om det ikke er drømmescenariet. Men der er ikke nogle af os der er uskyldige her og vi har begge et ansvar og vi ville sagtens kunne klare det! Det barn vil få alt verdens kærlighed også fra familie og venner og de støtter os lige meget hvad, hvilket er betryggende for mig! Er der nogen der har været i sådan en situation og blev positivt overrasket? Det er jo ikke lige fordi der er den store glæde ved den her graviditet lige nu, det er hårdt og vi har begge grædt meget.. 

Hvorfor vil han ikke have det? handler om at han slet ikke vil have børn eller at det ikke er det rigtige tidspunkt?

Hvis det handler om at det ikke er det "rigtige" tidspunkt, så tror jeg at det bliver det. Vedmindre at der er nogle helt konkrete ting som gør, at det vil være dumt at få barn for jer nu, så synes jeg bestemt heller ikke du skal have en abort, når du gerne vil have barnet. Der er sjældent et rigtigt tidspunkt at få børn i, og man finder løsninger på det meste, når barnet kommer. Hvor gamle er i?

Jeg blev gravid for 11 uger siden med min kæreste som jeg har været kærester med i ca. 2,5 år. Min veninde fik barn med sin kæreste da de havde været sammen i 1,5 år.

Jeg tror at jeg prøver at forstå, hvorfor din kæreste er så meget i mod det, især hvis han ligefrem vil gå fra dig hvis du beholder det?

Nel skriver:

Hvorfor vil han ikke have det? handler om at han slet ikke vil have børn eller at det ikke er det rigtige tidspunkt?

Hvis det handler om at det ikke er det "rigtige" tidspunkt, så tror jeg at det bliver det. Vedmindre at der er nogle helt konkrete ting som gør, at det vil være dumt at få barn for jer nu, så synes jeg bestemt heller ikke du skal have en abort, når du gerne vil have barnet. Der er sjældent et rigtigt tidspunkt at få børn i, og man finder løsninger på det meste, når barnet kommer. Hvor gamle er i?

Jeg blev gravid for 11 uger siden med min kæreste som jeg har været kærester med i ca. 2,5 år. Min veninde fik barn med sin kæreste da de havde været sammen i 1,5 år.

Jeg tror at jeg prøver at forstå, hvorfor din kæreste er så meget i mod det, især hvis han ligefrem vil gå fra dig hvis du beholder det?

Vi er begge 23 når baby kommer til verden og han når at slutte sin første uddannelse (bachelor). Men mangler så 2 år på den efterfølgende uddannelse.  Han ser bare at det ikke det er det rigtige tidspunkt fordi han tænker meget på sin karriere og tror at han kommer til at blive bundet på hænder og fødder. Men samtidig snakker han om at vi sagtens kunne få børn om 2-3 år og jeg føler bare ikke man skal vælge et barn fra fordi det kommer uplanlagt og tidspunket ikke er rigtigt og han måske ikke er klar. Jeg tror det er de færreste der lige står og siger at de er fuldstændig klar?  Han har sagt at han ikke går fra mig, men at han slet ikke ønsker det her barn og det er jo hårdt at have tanken om at han slet ikke ønsker vores fællesbarn og det er jo en frygtelig tanke man skal leve med resten af livet når man ser på sit barn, at det ikke var ønsker af far. Men jeg har aldrig tænkt på at skulle få en abort og jeg ved min kærlighed vil række mere end nok for det her lille væsen. Derudover tror jeg det skræmmer ham og at han er bange for at man vil gå fra hinanden. Hvad hans venner tænker og om hans karriere bliver ødelagt.. tak for dit svar ❤️ 

Anonym skriver:

Vi er begge 23 når baby kommer til verden og han når at slutte sin første uddannelse (bachelor). Men mangler så 2 år på den efterfølgende uddannelse.  Han ser bare at det ikke det er det rigtige tidspunkt fordi han tænker meget på sin karriere og tror at han kommer til at blive bundet på hænder og fødder. Men samtidig snakker han om at vi sagtens kunne få børn om 2-3 år og jeg føler bare ikke man skal vælge et barn fra fordi det kommer uplanlagt og tidspunket ikke er rigtigt og han måske ikke er klar. Jeg tror det er de færreste der lige står og siger at de er fuldstændig klar?  Han har sagt at han ikke går fra mig, men at han slet ikke ønsker det her barn og det er jo hårdt at have tanken om at han slet ikke ønsker vores fællesbarn og det er jo en frygtelig tanke man skal leve med resten af livet når man ser på sit barn, at det ikke var ønsker af far. Men jeg har aldrig tænkt på at skulle få en abort og jeg ved min kærlighed vil række mere end nok for det her lille væsen. Derudover tror jeg det skræmmer ham og at han er bange for at man vil gå fra hinanden. Hvad hans venner tænker og om hans karriere bliver ødelagt.. tak for dit svar ❤️ 

Jeg kan godt se at i er lidt unge og at det derfor kan skræmme ham, allerede at skulle være far nu. Det er jo en stor forandring, ingen tvivl om det. Men barn er ingen hindring for ens karriere, slet ikke som mand (siger jeg, fordi det ikke er ham der skal amme når barnet kommer og han kan vælge ikke at tage noget barsel) Der er netop mange som lige pludselig står med en positiv test i hånden, og skal forholde sig til at det altså ikke liiige var nu de havde regnet med at få børn. Det var heller ikke planlagt for mig, ej heller den veninde jeg omtalte før. 

Det er rigtig synd og ærgerligt, at i har så forskellige følelser omkring at beholde barnet, også at han frygter så mange ting i forbindelse med det (at i går fra hinanden, hvad vennerne vil sige m.m.) Det vil sikkert være godt for ham at få talt det igennem.

Jeg ved dog, at nogle fædre som ikke har ønsket barnet i starten, har ændret sig når de faktisk kom til verden. Så jeg tror ikke du nødvendigvis på forhånd kan vide om dit barn vil være uønsket af din kæreste, når det kommer til verden. Der er trods alt også lige nogle måneder at vende sig til tanken i  

Håber uanset hvad, det bedste for jer. Det er træls situation at stå i

Nel skriver:

Jeg kan godt se at i er lidt unge og at det derfor kan skræmme ham, allerede at skulle være far nu. Det er jo en stor forandring, ingen tvivl om det. Men barn er ingen hindring for ens karriere, slet ikke som mand (siger jeg, fordi det ikke er ham der skal amme når barnet kommer og han kan vælge ikke at tage noget barsel) Der er netop mange som lige pludselig står med en positiv test i hånden, og skal forholde sig til at det altså ikke liiige var nu de havde regnet med at få børn. Det var heller ikke planlagt for mig, ej heller den veninde jeg omtalte før. 

Det er rigtig synd og ærgerligt, at i har så forskellige følelser omkring at beholde barnet, også at han frygter så mange ting i forbindelse med det (at i går fra hinanden, hvad vennerne vil sige m.m.) Det vil sikkert være godt for ham at få talt det igennem.

Jeg ved dog, at nogle fædre som ikke har ønsket barnet i starten, har ændret sig når de faktisk kom til verden. Så jeg tror ikke du nødvendigvis på forhånd kan vide om dit barn vil være uønsket af din kæreste, når det kommer til verden. Der er trods alt også lige nogle måneder at vende sig til tanken i  

Håber uanset hvad, det bedste for jer. Det er træls situation at stå i

Ja og mange tak! Jeg forstår ham jo udemærket godt, men flere af mine veninder har også børn også uplanlagt og de vil da ikke have ønsket det anderledes nu de har dem. Og jeg har set ham sammen med min venindes børn så mange gange og han vil uden tvivl blive den bedste far, han har hjertet på det rette sted. Han bliver den første til at skulle være far i hans vennekreds og det er måske også ret skræmmende og hvad vil de sige osv. 

Vi har snakket med vores forældre vær i sær og de vil uden tvivl være der og støtte os igennem det hele. Det der også er hårdt lige nu, er at vi virker til at være så langt fra hinanden og vi skubber lidt hinanden væk. Dog kan vi sagtens snakke sammen. Men jeg håber det vender og bliver bedre med tiden 

Tja, jeg ville godt nok også have det svært med, at få et barn, hvis jeg ikke var klar. Jeg synes du prøver at tale det lidt ned i dit indlæg, i og med, at du vurderer at han "sagtens kan klare det", men i bund og grund har din kæreste altså ret - man bliver bundet på hænder og fødder og kan slet ikke de samme ting, som før man fik barn.
Og den kan jeg altså godt forstå er svær at sluge, når man ikke selv har valgt det til.

Nu har du jo valgt at beholde barnet, og så er der jo ikke så meget mere at sige til det - det er helt og holdent din beslutning. Men jeg synes du skal give din kæreste plads til at være ked af det og sur og hvad han nu ellers føler og ikke forvente, at han skal udvise samme glæde over graviditeten som dig.

Hvis I begge gerne stadig vil forholdet, ville jeg nok også vælge at få et par sessioner hos en parterepeut. For at være sikre på, at I begge to føler jer hørt af den anden part og lægge nogle strategier for, hvordan det her skal komme til at fungere.

Og til sidst lige en sidebemærkning, for jeg synes altid folk siger, at når først barnet er der så fortryder man ikke:
Jeg kender en fyr, som tod i samme situation som din kæreste for nogle år siden - hun blev gravid og valgte at beholde barnet til trods for, at han ikke ønskede at blive far. De er stadig sammen og han er virkelig en god far for det her barn, meget ansvarlig, omsorgsfuld og involveret i barnets liv. Men hvis man spørger ham, om han så ikke er glad for at kæresten i sin tid valgte barnet til, så er han slet ikke i tvivl - han elsker selvfølgelig barnet højt, men han fortryder hver eneste dag, at han er blevet far. Det var bare ikke det liv han ønskede sig, og det er udelukkende pligtfølelse, der får ham til at blive i det.

Så det er altså ikke alle mænd, der bare vender på en tallerken og bliver glade for at have fået barnet, når først det er der. Jeg håber selvfølgelig ikke, at det bliver tilfældet for din kæreste.

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg er uplanlagt gravid med min kæreste igennem 2 år. Vi bor sammen og har hund, lejlighed og bil og er begge under uddannelse. Han tog "nyheden" meget voldsomt og det har påvirket os meget begge to. Jeg har tidligere fået en abort med min eks kæreste, den her abort slog mig helt ud og jeg tænker stadig på hvad det kunne have været blevet til den dag i dag og jeg fortryder så inderligt at jeg udsatte mig selv for den oplevelse. Der af har jeg også altid sagt til min kæreste at hvis jeg blev gravid så fik jeg ikke en abort. Det ønsker han nu alligevel, men ved godt at jeg beholder det. Har dog sagt at jeg ikke vil tvinge ham til at være der og at det var hans valg, han har dog så meget ansvar at han ikke kan løbe fra sit eget barn og vil være der. Men det er en hård beslutning! Jeg ønsker ikke at tvinge et barn ned over hovedet på min kæreste, men jeg ved med mig selv at en abort er udelukket, så hellere blive alene mor, selv om det ikke er drømmescenariet. Men der er ikke nogle af os der er uskyldige her og vi har begge et ansvar og vi ville sagtens kunne klare det! Det barn vil få alt verdens kærlighed også fra familie og venner og de støtter os lige meget hvad, hvilket er betryggende for mig! Er der nogen der har været i sådan en situation og blev positivt overrasket? Det er jo ikke lige fordi der er den store glæde ved den her graviditet lige nu, det er hårdt og vi har begge grædt meget.. 

 

Sikke en øv situation, når nu din kæreste ikke ønsker barnet. Jeg har ikke stået i den situation, da vores datter var planlagt og vi begge ønskede barn, og vi var dengang hhv. 22 og 23. Jeg studerede og min kæreste var under uddannelse. Han blev færdig 6 måneder efter vores datter kom til verden og min kæreste er også meget karrierer mand, men det er gået så GODT. Han har fuld fart på karrieren og vi har siden købt et dejligt hus sammen og venter nu den næste 

Der er næsten aldrig et rigtigt tidspunkt og få børn på, så længe man har et stabilt liv og en økonomi som kan bære et barn og styr på uddannelse og job. Det har i tydeligvis. Men han er bange lige nu og det er der mange der er, når man pludselig skal til at være forældre. Men det går over i mange tilfælde, fordi så snart barnet kommer så ligger det helt naturligt til en. 

Held og lykke med det hele

Anonym skriver:

Tja, jeg ville godt nok også have det svært med, at få et barn, hvis jeg ikke var klar. Jeg synes du prøver at tale det lidt ned i dit indlæg, i og med, at du vurderer at han "sagtens kan klare det", men i bund og grund har din kæreste altså ret - man bliver bundet på hænder og fødder og kan slet ikke de samme ting, som før man fik barn.
Og den kan jeg altså godt forstå er svær at sluge, når man ikke selv har valgt det til.

Nu har du jo valgt at beholde barnet, og så er der jo ikke så meget mere at sige til det - det er helt og holdent din beslutning. Men jeg synes du skal give din kæreste plads til at være ked af det og sur og hvad han nu ellers føler og ikke forvente, at han skal udvise samme glæde over graviditeten som dig.

Hvis I begge gerne stadig vil forholdet, ville jeg nok også vælge at få et par sessioner hos en parterepeut. For at være sikre på, at I begge to føler jer hørt af den anden part og lægge nogle strategier for, hvordan det her skal komme til at fungere.

Og til sidst lige en sidebemærkning, for jeg synes altid folk siger, at når først barnet er der så fortryder man ikke:
Jeg kender en fyr, som tod i samme situation som din kæreste for nogle år siden - hun blev gravid og valgte at beholde barnet til trods for, at han ikke ønskede at blive far. De er stadig sammen og han er virkelig en god far for det her barn, meget ansvarlig, omsorgsfuld og involveret i barnets liv. Men hvis man spørger ham, om han så ikke er glad for at kæresten i sin tid valgte barnet til, så er han slet ikke i tvivl - han elsker selvfølgelig barnet højt, men han fortryder hver eneste dag, at han er blevet far. Det var bare ikke det liv han ønskede sig, og det er udelukkende pligtfølelse, der får ham til at blive i det.

Så det er altså ikke alle mænd, der bare vender på en tallerken og bliver glade for at have fået barnet, når først det er der. Jeg håber selvfølgelig ikke, at det bliver tilfældet for din kæreste.

Så enig. Jeg kender en der fik det fjerde barn planlagt. Konen insisterede han ville ikke. De er ikke samme idag

Tja, jeg ville godt nok også have det svært med, at få et barn, hvis jeg ikke var klar. Jeg synes du prøver at tale det lidt ned i dit indlæg, i og med, at du vurderer at han "sagtens kan klare det", men i bund og grund har din kæreste altså ret - man bliver bundet på hænder og fødder og kan slet ikke de samme ting, som før man fik barn.
Og den kan jeg altså godt forstå er svær at sluge, når man ikke selv har valgt det til.

Nu har du jo valgt at beholde barnet, og så er der jo ikke så meget mere at sige til det - det er helt og holdent din beslutning. Men jeg synes du skal give din kæreste plads til at være ked af det og sur og hvad han nu ellers føler og ikke forvente, at han skal udvise samme glæde over graviditeten som dig.

Hvis I begge gerne stadig vil forholdet, ville jeg nok også vælge at få et par sessioner hos en parterepeut. For at være sikre på, at I begge to føler jer hørt af den anden part og lægge nogle strategier for, hvordan det her skal komme til at fungere.

Og til sidst lige en sidebemærkning, for jeg synes altid folk siger, at når først barnet er der så fortryder man ikke:
Jeg kender en fyr, som tod i samme situation som din kæreste for nogle år siden - hun blev gravid og valgte at beholde barnet til trods for, at han ikke ønskede at blive far. De er stadig sammen og han er virkelig en god far for det her barn, meget ansvarlig, omsorgsfuld og involveret i barnets liv. Men hvis man spørger ham, om han så ikke er glad for at kæresten i sin tid valgte barnet til, så er han slet ikke i tvivl - han elsker selvfølgelig barnet højt, men han fortryder hver eneste dag, at han er blevet far. Det var bare ikke det liv han ønskede sig, og det er udelukkende pligtfølelse, der får ham til at blive i det.

Så det er altså ikke alle mænd, der bare vender på en tallerken og bliver glade for at have fået barnet, når først det er der. Jeg håber selvfølgelig ikke, at det bliver tilfældet for din kæreste.

Enig. Så enig. 

Jeg synes det er så synd at trække et barn ned over hovedet på en mand, som absolut ikke ønsker det, og så er der ikke rigtigt nogen anerkendelse fra TS om, at manden jo går gennem en form for sorgprocess. 

Han bliver jo frarøvet det liv, han havde planlagt, og skal pludselig tage stilling til bleskift, barnevogn, vugge, en masse nye udgifter, manglende søvn osv. 

Det kan kun give nogle skår i tilliden og nok også i kærligheden, at man på den måde bliver far, selv om man klart siger at man ikke er klar. 

Det var helt sikkert også noget jeg ville tage fat i allerede nu, hvis jeres forhold skal klare sig helt igennem det. 

Anonym skriver:

Ja og mange tak! Jeg forstår ham jo udemærket godt, men flere af mine veninder har også børn også uplanlagt og de vil da ikke have ønsket det anderledes nu de har dem. Og jeg har set ham sammen med min venindes børn så mange gange og han vil uden tvivl blive den bedste far, han har hjertet på det rette sted. Han bliver den første til at skulle være far i hans vennekreds og det er måske også ret skræmmende og hvad vil de sige osv. 

Vi har snakket med vores forældre vær i sær og de vil uden tvivl være der og støtte os igennem det hele. Det der også er hårdt lige nu, er at vi virker til at være så langt fra hinanden og vi skubber lidt hinanden væk. Dog kan vi sagtens snakke sammen. Men jeg håber det vender og bliver bedre med tiden 

Fordi man ikke siger det højt, så kan man sagtens stå mandag nat kl 3.30, når barnet skriger på 3 time, og du får 2 timers søvn, inden du skal være klar til forlæsning, og tænke, "fuck. Jeg skulle have ventet til jeg var færdiguddannet/klar til minus søvn/whatever". 

Nogle ting siger man bare ikke højt, og det handler ikke om at man fortryder sine børn, men om at man ville ønske at man havde fået dem under andre omstændigheder.

og jeg synes i den grad, at du skylder din kæreste at give ham plads til at være skide bange for hvad der kommer til at ske, og du skal nok også være klar til at rumme at han ikke kommer til at glæde sig undervejs. 

Selvfølgelig kommer han til at elske barnet, uden tvivl. Men jeres forhold skal jo også helst være intakt.