Min søn taler meget grimt og...

...har tendens til at flippe fuldstændig skråt 

Jeg synes han er svær at tackle og jeg bliver ofte ked af det og når han er kommet i seng græder jeg. Han taler virkelig grimt. F*ck dig og jeg hader dig, Jeg smadre dig, Jeg flækker dig og i den dur. Sproget er blevet så slemt efter han startede i o.klasse/SFO i sommer.

Jeg vil også nævne at han er rigtig sød, omsorgsfuld, klog osv. Men jeg synes det dårlige overskygger det hele. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: Gid jeg aldrig havde fået dig. Han kan være så led og så strid. Vi går meget op i herhjemme at man taler ordentlig til hinanden. Hans lillesøster kopiere ham selvfølgelig engang i mellem men hun er slet ikke som ham og jeg ved godt man ikke kan og skal samligne. Vores søn har altid være en mundfuld. Jeg elsker ham overalt men jeg har simpelthen dage hvor jeg slet slet ikke kan rumme ham og hans. Han høre ikke efter 6 ud af 10 gange. Konsekvenser, samtale, anderkendelse m.m INTET virker. Hvad fanden skal jeg/vi gøre?

Når han passes ude så får vi altid af vide han er fantastisk og klog og sød omsorgsfuld høre efter osv. Og så gakker han helt ud når han kommer hjem. I skolen og SFO fortæller De at han er en god og dejlig dreng.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke få lov at opleve noget mere af det?! Er det bare sådan at være forældre? Jeg ved godt man ikke skal være ens børns bedste venner, men jeg ønsker noget mere respekt. Det går værst ud over mig som mor. Til gengæld er det også mig han går til når han virkelig er ked osv. Nogle gode råd?

Jeg er virkelig ødelagt over det og ønsker ikke at være en lortemor der skælder ud hele tiden. Jeg tror det dårlige overskygger det gode.... for vi har altså også rigtig rigtig mange gode stunder. Det er ikke det. Men hvad pokker skal jeg stille op? Er så ked af det. 

Anonym skriver:

...har tendens til at flippe fuldstændig skråt 

Jeg synes han er svær at tackle og jeg bliver ofte ked af det og når han er kommet i seng græder jeg. Han taler virkelig grimt. F*ck dig og jeg hader dig, Jeg smadre dig, Jeg flækker dig og i den dur. Sproget er blevet så slemt efter han startede i o.klasse/SFO i sommer.

Jeg vil også nævne at han er rigtig sød, omsorgsfuld, klog osv. Men jeg synes det dårlige overskygger det hele. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: Gid jeg aldrig havde fået dig. Han kan være så led og så strid. Vi går meget op i herhjemme at man taler ordentlig til hinanden. Hans lillesøster kopiere ham selvfølgelig engang i mellem men hun er slet ikke som ham og jeg ved godt man ikke kan og skal samligne. Vores søn har altid være en mundfuld. Jeg elsker ham overalt men jeg har simpelthen dage hvor jeg slet slet ikke kan rumme ham og hans. Han høre ikke efter 6 ud af 10 gange. Konsekvenser, samtale, anderkendelse m.m INTET virker. Hvad fanden skal jeg/vi gøre?

Når han passes ude så får vi altid af vide han er fantastisk og klog og sød omsorgsfuld høre efter osv. Og så gakker han helt ud når han kommer hjem. I skolen og SFO fortæller De at han er en god og dejlig dreng.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke få lov at opleve noget mere af det?! Er det bare sådan at være forældre? Jeg ved godt man ikke skal være ens børns bedste venner, men jeg ønsker noget mere respekt. Det går værst ud over mig som mor. Til gengæld er det også mig han går til når han virkelig er ked osv. Nogle gode råd?

Jeg er virkelig ødelagt over det og ønsker ikke at være en lortemor der skælder ud hele tiden. Jeg tror det dårlige overskygger det gode.... for vi har altså også rigtig rigtig mange gode stunder. Det er ikke det. Men hvad pokker skal jeg stille op? Er så ked af det. 

Hold op med at "skælde ud".. modstand avler modstand. Ignorer det grimme sprog og sæt fokus på noget andet. Noget han er god til.. Det er sikkert en fase han skal igennem, og det går over.. 

Når mit barn siger "grimme" ord, så spørger jeg om hun ved hvad det betyder. Det gør hun som oftest ikke. Så fortæller jeg det, og overdriver som regel lidt, så bliver hun helt chokeret og benytter ikke længere ordet.  

Fx hvis sagde hun en dag "Jeg knepper dig" og der fortalte jeg så at det betyder at "Jeg putter min tissemand i din tissekone" og hun var noget chokeret.. men det virkede.. 

sessen1984 skriver:

Hold op med at "skælde ud".. modstand avler modstand. Ignorer det grimme sprog og sæt fokus på noget andet. Noget han er god til.. Det er sikkert en fase han skal igennem, og det går over.. 

Når mit barn siger "grimme" ord, så spørger jeg om hun ved hvad det betyder. Det gør hun som oftest ikke. Så fortæller jeg det, og overdriver som regel lidt, så bliver hun helt chokeret og benytter ikke længere ordet.  

Fx hvis sagde hun en dag "Jeg knepper dig" og der fortalte jeg så at det betyder at "Jeg putter min tissemand i din tissekone" og hun var noget chokeret.. men det virkede.. 

 

Jeg synes faktisk vi gør lige som du beskriver. Og jeg "skælder" heller ikke så meget men fortæller at jeg ikke vil have det sprog herhjemme. Men tænker jeg måske som du siger skal ignorer det og så når han gøre noget godt så fremhæve det.

Nu er det så sjældent at min datter siger grimme ord til mig men når hun gør, siger jeg det er i orden hun synes jeg er dum, grim, fed og hvad hun ellers siger men jeg vil ikke høre på det, da det gør mig ked af det, så må hun gå på værelset og skælde ud derinde og komme ud igen, når hun synes vi skal kramme og hygge os igen. Nogen gange er hun ude igen meget hurtigt og andre gange går der lidt tid men det virker meget godt her hos os og så snakker vi om det bagefter. Hun er 7 år. Og til at starte med var hun som en olm tyr, fordi hun ikke havde troet jeg mente det, så har måttet bære hende derind men efter 5 gange ca, så var det til en side. Fortæller hende jeg altid er klar på en krammer og meget gerne vil snakke om tingene, når hun er faldet ned igen. Skal ikke gøre mig klog på det men det at hun bliver hørt i hvorfor hun synes jeg er uretfærdig og selvom jeg ikke bøjer mig og giver hende fx dessert før aftensmaden, så har det gjort en kæmpe forskel.  Tror at hun kan mærke jeg respektere hendes meninger. 

Leneur skriver:

Nu er det så sjældent at min datter siger grimme ord til mig men når hun gør, siger jeg det er i orden hun synes jeg er dum, grim, fed og hvad hun ellers siger men jeg vil ikke høre på det, da det gør mig ked af det, så må hun gå på værelset og skælde ud derinde og komme ud igen, når hun synes vi skal kramme og hygge os igen. Nogen gange er hun ude igen meget hurtigt og andre gange går der lidt tid men det virker meget godt her hos os og så snakker vi om det bagefter. Hun er 7 år. Og til at starte med var hun som en olm tyr, fordi hun ikke havde troet jeg mente det, så har måttet bære hende derind men efter 5 gange ca, så var det til en side. Fortæller hende jeg altid er klar på en krammer og meget gerne vil snakke om tingene, når hun er faldet ned igen. Skal ikke gøre mig klog på det men det at hun bliver hørt i hvorfor hun synes jeg er uretfærdig og selvom jeg ikke bøjer mig og giver hende fx dessert før aftensmaden, så har det gjort en kæmpe forskel.  Tror at hun kan mærke jeg respektere hendes meninger. 

Det vil jeg helt klart prøve at tage til mig. Tak for input!

Anonym skriver:

...har tendens til at flippe fuldstændig skråt 

Jeg synes han er svær at tackle og jeg bliver ofte ked af det og når han er kommet i seng græder jeg. Han taler virkelig grimt. F*ck dig og jeg hader dig, Jeg smadre dig, Jeg flækker dig og i den dur. Sproget er blevet så slemt efter han startede i o.klasse/SFO i sommer.

Jeg vil også nævne at han er rigtig sød, omsorgsfuld, klog osv. Men jeg synes det dårlige overskygger det hele. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: Gid jeg aldrig havde fået dig. Han kan være så led og så strid. Vi går meget op i herhjemme at man taler ordentlig til hinanden. Hans lillesøster kopiere ham selvfølgelig engang i mellem men hun er slet ikke som ham og jeg ved godt man ikke kan og skal samligne. Vores søn har altid være en mundfuld. Jeg elsker ham overalt men jeg har simpelthen dage hvor jeg slet slet ikke kan rumme ham og hans. Han høre ikke efter 6 ud af 10 gange. Konsekvenser, samtale, anderkendelse m.m INTET virker. Hvad fanden skal jeg/vi gøre?

Når han passes ude så får vi altid af vide han er fantastisk og klog og sød omsorgsfuld høre efter osv. Og så gakker han helt ud når han kommer hjem. I skolen og SFO fortæller De at han er en god og dejlig dreng.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke få lov at opleve noget mere af det?! Er det bare sådan at være forældre? Jeg ved godt man ikke skal være ens børns bedste venner, men jeg ønsker noget mere respekt. Det går værst ud over mig som mor. Til gengæld er det også mig han går til når han virkelig er ked osv. Nogle gode råd?

Jeg er virkelig ødelagt over det og ønsker ikke at være en lortemor der skælder ud hele tiden. Jeg tror det dårlige overskygger det gode.... for vi har altså også rigtig rigtig mange gode stunder. Det er ikke det. Men hvad pokker skal jeg stille op? Er så ked af det. 

Et godt udgangspunkt vil vel være at finde ud af HVORFOR han taler så grimt? Fordi han er vred ja, men hvor kommer vreden fra? Er det bare fordi han ikke må få slik på en onsdag, eller stikker der noget dybere bag?

Jeg synes det er vigtigt at holde fast i at det er okay at være vred - men at man skal finde gode måder at få vreden ud på.

Det lyder måske lidt fjollet, men hvad med at komme med et helt konkret fysisk alternativ? Købe en boksebold til ham og hver gang han har lyst til at kalde jer grimme ting, kan han slå og sparke på den i stedet. 

Hvordan er jeres holdning til bandeord generelt? Er de bandlyst derhjemme? Min søn må sige fuck og pis og sgu alt det han vil - så længe han ikke siger det til eller om andre mennesker. Vi lærer ham at der er forskel på at sige "fuck, det gør ondt" (det må man gerne hjemme hos os) og "fuck dig" (det må man IKKE).

Det er jo meget normalt at børns frustrationer går ud over de mennesker som de føler sig tryggest hos - nemlig forældrene. Selvom det kan være pissehårdt.

Derudover har jeg hørt flere andre tale om at det er et problem der eskalerer når børnene starter i skole. Man skal heller ikke negligere massesuggestionens magt. 

Hvad med at tage ham i hånden og gå ind på hans værelse når han taler grimt? Sig noget i dur med "herinde må du taler lige så grimt som du har lyst til og når du så er færdig er du velkommen inde hos os igen", og simpelthen være meget konsekvent i at ude i fællesskabet taler vi ordenligt til hinanden. Jeg tror nemlig ikke at forbud hjælper, men at hvis man fratager ham muligheden for at de en reaktion så går det nok ret hurtigt over.

Puha jeg føler med dig... Det er altså også nogle virkelig slemme og grimme gloser til et så lille barn! Min på 8 kunne højest finde på at sige jeg var dum - men hun er heldigvis blevet bedre til at sige undskyld og arbejde med sit temperament.

Men jeg er virkelig en skrap mor, hvis jeg føler mit barn opfører sig helt urimeligt. Så er det ned på værelset og så bliver man der indtil manniannsige undskyld og snakke pænt. Og hvis det gentager sig, og jeg ikke føler hun har lært noget af konsekvensen, så bliver der frataget privilegier. Eks. mobil, iPad, ugentlig ridning osv.

Det lyder meget hårdt på skrift Men hun har et utrolig iltert temperament, som hun har brug for faste rammer til at styre... Og det hjælper virkelig på hende...

En anden ting er at vurdere de andre børn han leger med i skole og SFO, for hvis det er det naturlige sprog de har i den gruppe han er i, så er det de andres forældre du også får brug for at snakke med

Anonym skriver:

...har tendens til at flippe fuldstændig skråt 

Jeg synes han er svær at tackle og jeg bliver ofte ked af det og når han er kommet i seng græder jeg. Han taler virkelig grimt. F*ck dig og jeg hader dig, Jeg smadre dig, Jeg flækker dig og i den dur. Sproget er blevet så slemt efter han startede i o.klasse/SFO i sommer.

Jeg vil også nævne at han er rigtig sød, omsorgsfuld, klog osv. Men jeg synes det dårlige overskygger det hele. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: Gid jeg aldrig havde fået dig. Han kan være så led og så strid. Vi går meget op i herhjemme at man taler ordentlig til hinanden. Hans lillesøster kopiere ham selvfølgelig engang i mellem men hun er slet ikke som ham og jeg ved godt man ikke kan og skal samligne. Vores søn har altid være en mundfuld. Jeg elsker ham overalt men jeg har simpelthen dage hvor jeg slet slet ikke kan rumme ham og hans. Han høre ikke efter 6 ud af 10 gange. Konsekvenser, samtale, anderkendelse m.m INTET virker. Hvad fanden skal jeg/vi gøre?

Når han passes ude så får vi altid af vide han er fantastisk og klog og sød omsorgsfuld høre efter osv. Og så gakker han helt ud når han kommer hjem. I skolen og SFO fortæller De at han er en god og dejlig dreng.

Jeg tænker hvorfor kan jeg ikke få lov at opleve noget mere af det?! Er det bare sådan at være forældre? Jeg ved godt man ikke skal være ens børns bedste venner, men jeg ønsker noget mere respekt. Det går værst ud over mig som mor. Til gengæld er det også mig han går til når han virkelig er ked osv. Nogle gode råd?

Jeg er virkelig ødelagt over det og ønsker ikke at være en lortemor der skælder ud hele tiden. Jeg tror det dårlige overskygger det gode.... for vi har altså også rigtig rigtig mange gode stunder. Det er ikke det. Men hvad pokker skal jeg stille op? Er så ked af det. 

Jeg har 2 drenge, tvillinger på snart 6år  med et lignende sprog, og de høre heller ikke efter. Jeg ved ikke om din søn har tablet/iPad? Men her hjælper det at minimere brugen af tablet til meget lidt, og bliver der snakket grimt så bliver den fjernet igen. De ser for meget på youtube med utroligt grimt sprog, og jeg vil bare ikke have de ser det. Her bliver de fysisk flyttet ind på værelset hvis de ikke går når de bliver bedt om det, hvis de snakker grimt eller er alt for vilde i stuen omkring lillebror. Jeg har fundet ud af at jeg er nødt til at trække vejret meget dybt og tage det heeelt roligt selvom jeg tit har flegnet fuldstændig, slået i bordet og smækket med døren, råbt og skreget at nu var det fandeme nok og nu stopper i!! Ulempen ved tvillinger  der er bare dobbelt+ fordi de gejler hinanden op til et helt utåleligt og uden for rækkevidde niveau! 

Men hold ud og beløn når han klare det godt.