Jeg havde en ret kraftig blødning en uge efter nakkefoldsscanning. Jeg vågnede kl. 24.00 ved at jeg troede at jeg havde tisset i sengen, jeg får så falmet mig ud på toilettet i mørket og kan dårligt sætte mig ned, da jeg har så mange smerter. Da jeg rejser mig op igen, er hele toiletkummen fuldstændig smurt ind i frisk blod. Jeg får så slæbt mig tilbage til sove værelset, ligger mig på tværs i fodenden og får grædende vækket min mand. Han tænder så lyset og det jeg troede var tis, var også blod. Vi får ringet til vagtlægen, og skal vente en hel time før vi kan få en tid. Jeg hyler stadigvæk non stop. Da vi så endelig kommer ind til vagtlægen, siger han: Du er højst sandsynligt ved at abortere. Jeg er igennem hele forløbet fuldstændig grædefærdig. Og bliver så sendt hjem og sove, også måtte vi pænt komme igen til en scanning næste dag. For ikke at skrive en alt for laaang roman om hvad der mere gik galt ( fra sygehuset side af) så viste det sig at vores lille datter var meget aktiv og nærmest ikke ville ligge stille da vi endelig blev scannet. Vi var så overbeviste om at vi havde mistet hende, og det var den mest forfærdelig nat for både min mand og jeg. Hvorfor jeg blødte det kunne de ikke sige med sikkerhed, men til kønsscanningen et par uger efter, kunne hun se at der lå rester af blod. Hun fortalte så også at det skulle ud på den ene eller anden måde. Kort derefter blødte jeg igen, en ikea tur kunne åbenbart fremprovokere det. Også blødte jeg igen en dag da jeg ordnede have, men de sidste to gange var det gammelt blod der kom ud. Og jeg var faktisk slet ikke i tvivl da det var overstået. Mit normale udflåd vendte tilbage. Jeg fik besked på at slappe af og ikke overanstrenge mig, da jordemoderen ikke kunne se nogen grund til at fremprovokere det sidste blod i at komme ud. De mener det var et bristet blodkar men de er ikke sikre.
For at slutte af på en god måde, så er jeg nu 29+2 og vores dejlige datter ligger lige nu inde i min mave og holder en fest
Anmeld
Citér