Bopælsret

Hej jeg en fyr i midten af 20'erne

Jeg er sammen med en som er i starten af 20erne 

Hun har et barn på snart 2 

Og så har vi et fælles barn på 4 mdr.

Han får mme modermælk erstatning 

Når men til sagen.

Vores forhold er ikke ligefrem gul og grønne skove.

Jeg går i skole. 

Hun har barsel.

Hun foretager sig ikke noget hjemme udover at passe børnene. Så ikke noget rengøring.

Hun siger tit til mig når jeg kommer hjem fra skole at hun har haft en hård dag og at hun har været stresset. 

For mig lyder det som hun ikke kan overskue det helt.

Hendes ungdom har ikke været god voldelig papfar og sprut

Hun har været fjernet hjemmefra 

Hendes netværk består af hendes mor og lillebror og så min store familie.

Men nu går jeg og tænker på at gå fra hende.

For der slet ikke noget kærlighed fra min side af til hende. 

Det eneste jeg glæder mig til er at komme hjem til min søn.

Men hvordan vil min chance være for at få bopælsret over min søn? 

Håber nogen kan rådgive mig 

Vi begge vil kæmpe for ham.

Tror godt hun ved hun ikke kan tage ordentlig vare over 2 børn på engang i over længere tid. 

Max 1 dag vil kun kunne klare at være helt alene med 2 børn 

Men hun vil selvfølgelig ikke indrømme det.

Anonym skriver:

Hej jeg en fyr i midten af 20'erne

Jeg er sammen med en som er i starten af 20erne 

Hun har et barn på snart 2 

Og så har vi et fælles barn på 4 mdr.

Han får mme modermælk erstatning 

Når men til sagen.

Vores forhold er ikke ligefrem gul og grønne skove.

Jeg går i skole. 

Hun har barsel.

Hun foretager sig ikke noget hjemme udover at passe børnene. Så ikke noget rengøring.

Hun siger tit til mig når jeg kommer hjem fra skole at hun har haft en hård dag og at hun har været stresset. 

For mig lyder det som hun ikke kan overskue det helt.

 

Hendes ungdom har ikke været god voldelig papfar og sprut

Hun har været fjernet hjemmefra 

Hendes netværk består af hendes mor og lillebror og så min store familie.

Men nu går jeg og tænker på at gå fra hende.

For der slet ikke noget kærlighed fra min side af til hende. 

Det eneste jeg glæder mig til er at komme hjem til min søn.

 

Men hvordan vil min chance være for at få bopælsret over min søn? 

Håber nogen kan rådgive mig 

Vi begge vil kæmpe for ham.

Tror godt hun ved hun ikke kan tage ordentlig vare over 2 børn på engang i over længere tid. 

Max 1 dag vil kun kunne klare at være helt alene med 2 børn 

Men hun vil selvfølgelig ikke indrømme det.

 

Nu kender jeg jer ikke, men kunne hun have en fødselsdepression? 

Jeg fik ikke en fødselsdepression men har fået depression nu, det startede omkring da min datter blev 2 og jeg har godt nok heller ikke altid haft overskud til at stå med begge børn og rengøring af hus osv. Slet ikke efter vi flyttede hvor vi hverken har plads til tørretumbler eller opvasker. 

Det er ihvertfald værd at tage med, jeg synes det er forholdsvist tidligt at begynde at overveje at smutte, det er kun 4 mdr siden hun fødte. Det er ihvertfald min personlige holdning. 

Oven i det, skriver du jo ikke noget om at du gør en indsats med fx at hjælpe med noget derhjemme eller at du har prøvet at snakke med hende? 

For mig er det en stor hjælp hvis bare min kæreste gider at støvsuge for mig, så har jeg bare lidt mere overskud til noget andet. 

Jeg hjælper rigtig meget til hjemme . 

Står op halv 6 hvor den lille vågner gover mad skifter ble osv når jeg kommer hjem får hun lov til at slap af resten af dagen .

Hun skal måske kun lige lave aftensmad. 

Hvor jeg leger med de små giver mad til baby og sammen tid skal jeg gå og gøre rent.

Det også mig som skal handle ind.

Jeg laver faktisk meget hjemme. 

Og ja 4 mdr efter fødslen er tideligt men synes bare ikke jeg kan holde ud at komme hjem efter 7 til 8 timer og se der fsktisk ikke er sket noget overhovedet og at når jeg så går igang med at gøre rent st hun sidder på sin røv uden at hjælpe 

Og har snakkede mrd hende om det. 

Så holder det måske 1 uge så kan jeg sige det igen

Anonym skriver:

Hej jeg en fyr i midten af 20'erne

Jeg er sammen med en som er i starten af 20erne 

Hun har et barn på snart 2 

Og så har vi et fælles barn på 4 mdr.

Han får mme modermælk erstatning 

Når men til sagen.

Vores forhold er ikke ligefrem gul og grønne skove.

Jeg går i skole. 

Hun har barsel.

Hun foretager sig ikke noget hjemme udover at passe børnene. Så ikke noget rengøring.

Hun siger tit til mig når jeg kommer hjem fra skole at hun har haft en hård dag og at hun har været stresset. 

For mig lyder det som hun ikke kan overskue det helt.

 

Hendes ungdom har ikke været god voldelig papfar og sprut

Hun har været fjernet hjemmefra 

Hendes netværk består af hendes mor og lillebror og så min store familie.

Men nu går jeg og tænker på at gå fra hende.

For der slet ikke noget kærlighed fra min side af til hende. 

Det eneste jeg glæder mig til er at komme hjem til min søn.

 

Men hvordan vil min chance være for at få bopælsret over min søn? 

Håber nogen kan rådgive mig 

Vi begge vil kæmpe for ham.

Tror godt hun ved hun ikke kan tage ordentlig vare over 2 børn på engang i over længere tid. 

Max 1 dag vil kun kunne klare at være helt alene med 2 børn 

Men hun vil selvfølgelig ikke indrømme det.

 

Jeg har ingen erfaring med at gå fra hinanden når der er børn involveret, så jeg er ikke ekspert, men jeg tvivler meget på at du vil kunne få bopælsret over så lille et barn. Jeg tror at det bedste du vil kunne få er samvær nogle timer ad gangen et par gange om ugen.

Hvad jeg ellers mener om dig efter at have læst dit indlæg, må jeg vist hellere parkere til et andet tidspunkt, hvor jeg føler mig mere diplomatisk.

Altså med baby og et barn på to år kan jeg da godt forstå hun ikke når rengøring. 

Sådan er det altså det første stykkf tid. Det er hårdt at "passe" børn, selvom det også er skønt. 

Men jeg synes det er enormt tarveligt at du vælger at få barn med din kæreste med den bagage og netværk hun nu har, for så at bruge det imod hende. Jeg kan så fortælle dig at det er ligegyldigt, sålænge børnene trives og udvikler sig som de skal. 

Her klarer vi husholdning sammen. Den ene leger med børnene mens den anden ordner. Der er også dage hvor vi siger , fuck det, og bare hygger med børnene og så ordner vi når de er blevet lagt eller måske først dagen efter.

Så måske når du kommer hjem, så kan I starte med en kop kaffe, et mellemnåltid til børnene og lige hyggesnakker lidt. Og måske aftaler hvad der skal ordnes, så kan du tage børnene mens hun ordner. 

Det kan også være I skal snakke om den store skal i vuggestue så hun kan få lidt mere overskud. 

uanset synes jeg det er en bagatel at ville splitte sin familie, fordi hun ikke lige får støvsuget eller vasket op. De første tre år er pisse hårde, men det klarer man sammen og støtter hinanden hvor man kan. 

Anonym skriver:

Jeg hjælper rigtig meget til hjemme . 

Står op halv 6 hvor den lille vågner gover mad skifter ble osv når jeg kommer hjem får hun lov til at slap af resten af dagen .

Hun skal måske kun lige lave aftensmad. 

Hvor jeg leger med de små giver mad til baby og sammen tid skal jeg gå og gøre rent.

Det også mig som skal handle ind.

Jeg laver faktisk meget hjemme. 

Og ja 4 mdr efter fødslen er tideligt men synes bare ikke jeg kan holde ud at komme hjem efter 7 til 8 timer og se der fsktisk ikke er sket noget overhovedet og at når jeg så går igang med at gøre rent st hun sidder på sin røv uden at hjælpe 

Og har snakkede mrd hende om det. 

Så holder det måske 1 uge så kan jeg sige det igen

Der sket noget - hun har skiftet bleer, lavet mad, givet mad, trøstet, underholdt, leget, puttet børn, givet omsorg, givet opmærksomhed. Alt dette er ikke "ikke en skid". 

Kort og godt er din chance for at få bopælen ualmindelig lille.

Der ud over lyder du ikke som om,du har den fjerneste ide,om hvad det vil sige at passe børn.

Her bliver der heller ikke ryddet op,og gjort rent hver dag.

Hånden på hjertet lyder du som et meget tarveligt menneske,og måske vil du gøre din kærste en kæmpe tjeneste,ved at forlade hende,for det kan hun da gøre bedre.

Anonym skriver:

Hej jeg en fyr i midten af 20'erne

Jeg er sammen med en som er i starten af 20erne 

Hun har et barn på snart 2 

Og så har vi et fælles barn på 4 mdr.

Han får mme modermælk erstatning 

Når men til sagen.

Vores forhold er ikke ligefrem gul og grønne skove.

Jeg går i skole. 

Hun har barsel.

Hun foretager sig ikke noget hjemme udover at passe børnene. Så ikke noget rengøring.

Hun siger tit til mig når jeg kommer hjem fra skole at hun har haft en hård dag og at hun har været stresset. 

For mig lyder det som hun ikke kan overskue det helt.

 

Hendes ungdom har ikke været god voldelig papfar og sprut

Hun har været fjernet hjemmefra 

Hendes netværk består af hendes mor og lillebror og så min store familie.

Men nu går jeg og tænker på at gå fra hende.

For der slet ikke noget kærlighed fra min side af til hende. 

Det eneste jeg glæder mig til er at komme hjem til min søn.

 

Men hvordan vil min chance være for at få bopælsret over min søn? 

Håber nogen kan rådgive mig 

Vi begge vil kæmpe for ham.

Tror godt hun ved hun ikke kan tage ordentlig vare over 2 børn på engang i over længere tid. 

Max 1 dag vil kun kunne klare at være helt alene med 2 børn 

Men hun vil selvfølgelig ikke indrømme det.

 

Det var da et ret trist indlæg.

Din kæreste tager sig af et lille spædbarn og en 2-årig. Et lille spædbarn alene kræver al ens opmærksomhed, hele dage lang, suger al den energi og overskud man overhovedet har i sig, plus der en 2-årig der også kræver man er på konstant. Det er da ikke underligt din kæreste er træt.  Det er noget der dræner alle kræfter, psykisk og mentalt.

Da min datter var så lille (og der var kun en), var der dage hvor jeg var så træt da min kæreste endelig kunne komme hjem og tage over, at jeg satte mig ned, og ikke engang orkede at tage fat i fjernbetjening og tænde tv'et, selv om den lå lige ved siden af. For man giver al sin kærlighed, energi, omsorg, opmærksomhed og bekymringer til sådan et lille barn. At din kæreste er så træt og stresset, kunne måske vidne om at hun faktisk giver hele sig selv til sine børn. Og det skal hun straffes for?

Jeg var og er så heldig, at jeg har en kæreste, der arbejder fuldtid, med overarbejde, på et stressende job, hvor han har ansvar, men som alligevel forstår hvad det vil sige at have et barn. Da vores datter var lille, hjalp han alt hvad han kunne. Det var ham der købte ind, og lavede mad, og tog babyen om aftenen, så jeg kunne genoplade noget af energien - for så at være den bedste mor jeg kunne være for vores fælles guldklump. Og han har godt nok fået masser af grå hår nu, den dejlige mand.

Synes du virkelig skal tænke dig om. Du går og tænker på at tage det vigtigste dit barn har - hans mor fra ham, fordi du synes din kæreste er doven?! Du vil vende op og ned på de to børns verden, for altid. Ja, man kan bestemme sig for at man vil gå, fordi ens forhold ikke er så fedt som det var - men ikke når man har valgt at blive forældre. Så skylder du godt nok din familie at kæmpe alt hvad du overhovedet kan - være sikker på, der absolut ikke er andet i hele verden som du kan gøre for at bevare familien, støtte dit barns mor, og dermed være den bedste far du kan være. Hvis din kæreste er stresset, afkræftet osv., så må du træde til, og holde ud. 

Jeg håber du vil tænke dig godt og grundigt om. Et lille barn er super hårdt, men det bliver bedre. Vælger man at blive forældre, så må man acceptere, at der også kommer udfordrende og hårde tider, som man skal igennem sammen.

At du gør en masse ting hjemme allerede er skønt, men du gør det jo for jer allesammens skyld, håber du vil blive ved, og få lidt mere forståelse for din kæreste og hvad hun gør som mor.

Her hjemme er det mig der skal klare stort set alt, da manden arbejde og jeg pt går hjemme.. Det skal lige siges at mine børn er noget større 3 år og 7 år. 

Der er da nogle dage hvor jeg har gjort hele lejligheden rent når manden kommer hjem.. Men der er også nogle dage hvor jeg ikke får lavet noget andet end småting.. 

Jeg går og har problemer med mine hænder, nogle dage har jeg ondt andre dage mærker jeg det ikke. 

Men det skulle da lige være min manden der der sagde jeg ikke lavede en skid! 

Jeg står med begge unger hver morgen, søger for de kommer afsted, henter igen ( nogle gange henter farmand den lille) hjem, lave lektier med den store, lege med den lille, lave mad... Først om aften hjælpes vi ad... 

Jeg synes du skulle snakke med hende og få styr på tingene i stedet for at gå fra hende, det gør måske det hele være... 

Du har da vist aldrig prøvet at være alene med to meget små børn, det skulle du måske prøve, så ville du måske få lidt mere respekt for din kærestes indsats.

Tror dine chancer er nærmest ikke eksisterende, især når jeres yngste søn er så lille.