Bekymret for niece

Jeg vil også foreslå, at du prøver at tale med din søster, evt. sammen med jeres fx mor.

Orøv at gøre det meget konkret og ikke-bebrejdende. Dvs. ikke noget med at skulle 'finde sin indre ro' (det kan/har hun tydeligvis ikke), men mere 'Jeg tror x ville have godt af st sove sin lur hjemme i fred og ro. Hvordan tror du, at I kan passe det ind i jeres hverdag? Hvad med en af dagene i weekenden?'.

Kære TS. 

Skriver lige anonymt da jeg ikke ønsker min historie skal genkendes.  

Forstår din bekymring for har selv været og er til dels stadig i det. Min bror og svigerinde er egentligt gode ressourcestæke mennesker med gode jobs - bortset fra min svigerinde har nogle psykiske problemer som er opstået pga følelsesmæssige svigt i opvæksten (ironisk nok).  De har to børn.  De skælder også meget ud (uretmæssigt), ser og anerkender ikke følelser men har samme tilgang med "irriterende unge" som din søster.  På et tidspunkt var det så slemt at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med dem og være vidne til, at min lille gulvklump (den store) blev misforstået og ikke mødt.  Vi snakkede om det i den resterende familie. Det har været en kæmpe udfordring for dem at blive forældre og at snakke børneopdragelse osv har været et sprængfarligt emne. Familien og jeg indså på det tidspunkt at hvis vi konfronterede min bror med især min svigerindes negative indflydelse (hun videregiver præcis det hun har været udsat for fordi hun ikke kender til andet), så ville de måske cutte kontakten. Og det ville betyde børnene ville miste de omsorgspersoner som bidrag med en blidere og anerkende tilgang til dem. Det ville vi ikke lade ske - både for vores og deres skyld.

Derfor blev planen i familien: Vi ville elske børnene tydeligt og i stor stil (som altid), gå foran ved stædigt at henvende os til barnet i en anerkendende og favnende tone. Altså benytte en anerkendende pædagogik og den blide tilgang med øje for følelseslivet som forældrene ikke formåede.  Både i håb om at det kunne præge børnene og veje op men i lige så høj grad i håb om at forældrene lige så langsomt ville nærmere sig vores spor. Og ved du hvad? Det har virket! Dels at min relation,  især til den store dreng,  bærer præg af at jeg giver ham noget han ikke får hjemme hvilket glæder mit hjerte at kunne give ham. Men det allerbedste er, at forældrene lige så langsomt har fundet deres vej og er blevet mere blide med øje for børnenes følelser og har rykket sig på mange punkter.  

Ville bare lige dele min erfaring som pårørende i samme situation -forstår så inderligt jeres smerte og dilemma ��

Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig reagerer yderligere hvis det er så slemt at barnets ve og vel er truet - hvornår det er det er pokkers svært at vurderer.  Jeg overvejede dengang en hotline. Mener man kan ringe til børnetelefonen som pårørende. 

Anonym skriver:

Kære TS. 

Skriver lige anonymt da jeg ikke ønsker min historie skal genkendes.  

Forstår din bekymring for har selv været og er til dels stadig i det. Min bror og svigerinde er egentligt gode ressourcestæke mennesker med gode jobs - bortset fra min svigerinde har nogle psykiske problemer som er opstået pga følelsesmæssige svigt i opvæksten (ironisk nok).  De har to børn.  De skælder også meget ud (uretmæssigt), ser og anerkender ikke følelser men har samme tilgang med "irriterende unge" som din søster.  På et tidspunkt var det så slemt at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med dem og være vidne til, at min lille gulvklump (den store) blev misforstået og ikke mødt.  Vi snakkede om det i den resterende familie. Det har været en kæmpe udfordring for dem at blive forældre og at snakke børneopdragelse osv har været et sprængfarligt emne. Familien og jeg indså på det tidspunkt at hvis vi konfronterede min bror med især min svigerindes negative indflydelse (hun videregiver præcis det hun har været udsat for fordi hun ikke kender til andet), så ville de måske cutte kontakten. Og det ville betyde børnene ville miste de omsorgspersoner som bidrag med en blidere og anerkende tilgang til dem. Det ville vi ikke lade ske - både for vores og deres skyld.

Derfor blev planen i familien: Vi ville elske børnene tydeligt og i stor stil (som altid), gå foran ved stædigt at henvende os til barnet i en anerkendende og favnende tone. Altså benytte en anerkendende pædagogik og den blide tilgang med øje for følelseslivet som forældrene ikke formåede.  Både i håb om at det kunne præge børnene og veje op men i lige så høj grad i håb om at forældrene lige så langsomt ville nærmere sig vores spor. Og ved du hvad? Det har virket! Dels at min relation,  især til den store dreng,  bærer præg af at jeg giver ham noget han ikke får hjemme hvilket glæder mit hjerte at kunne give ham. Men det allerbedste er, at forældrene lige så langsomt har fundet deres vej og er blevet mere blide med øje for børnenes følelser og har rykket sig på mange punkter.  

Ville bare lige dele min erfaring som pårørende i samme situation -forstår så inderligt jeres smerte og dilemma ��

Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig reagerer yderligere hvis det er så slemt at barnets ve og vel er truet - hvornår det er det er pokkers svært at vurderer.  Jeg overvejede dengang en hotline. Mener man kan ringe til børnetelefonen som pårørende. 

Godt i tog hånd om problemet på sådan en fin måde