bare lyt på mig, se mig!

Hej Kvinder Jeg bliver bare nød til at høre om nogle kan genkende hvad jeg skriver. Jeg føler mig så alene! Jeg føler mig simpelhen så taget forgivet, så trådt på, så dårligt behandlet. Vi har en lille dreng på 11 måneder og jeg står helt alene med ansvaret. Jeg lever i et parforhold, vi er faktisk gift. Det her har stået på længe, men er bare blvet så fyldt op! nu skriver jeg nogle eksempler bare på de sidste 3 dage, så i kan få et billede af hvad der forgår. fredag: min fødselsdag. Min dage startede godt (dog med hans ego, vi skulle op kl 5 30 fordi han skulle køre "måske" på arbejde) men fair nok, fik en hyggelig morgen. Han skyndte sig ud af døren kl lidt over 6 iført slap af tøj, allerede der viste jeg at det overhovet ikke handlet om hans arbejde. Jeg aflevere så vores søn i vuggestue, skynder mig hjem, gør rent til fødselsdag om aftenen, laver det første mad. Skynder mig ned igen og henter ham (opstart face i vug). ringer til min mand fra bilen, og han havde ikke været på arbejde, istedet var han kørt ned på vores båd og sejlet rundt med nogle venner. Jeg spiser frokost inde i byen med min lillebror og hans kæreste, skylder mig hjem igen. ligger min søn til at sove igen imens jeg har 2 timer til at lave det sidste mad. jeg ringer så igen for at høre hvornår han er hjemme og om han kan tage kage med hjem til gæsterne, da jeg ringer sidder han og drikker med de samme venner inden han skal i tivoli med sit arbejde, han smider så røret på da jeg siger at han skal være hjemme kl 17 fordi der kommer gæsterne og han skal komme i pæn stand (altså ikke stiv). Han forsætter sit ego og jeg forsætter min jeg gør alt liv. kl 17 ringer han og snakker i øst og vest. han spørger mig, skal jeg tag toget hjem eller taxa. ud over det siger han ordret, (det er fint nok jeg lige kommer hjem nu, men efter din fødselsdag tager jeg altså tilbage til festen).. Hvorfor tænker han ikke på mig??????? Lørdag: jeg står op kl 7 som altid (min mand har ikke en ENESTE gang i 11 måneder taget vores søn og stået op med ham. ikke en eneste! men når det så er sagt var det en af de dage at jeg holder fast i, det var en udemærket god dag. Vi havde familie aften hygge, dog var hans ven her også. søndag: jeg vågner igen kl 5 45 med vores søn, vi går så en tur os alle 3 (eller det vil sige, min mand er kun på sin telefon). kl 14 siger han at han skal til træning. han går altså igen. og det ender med han først er hjemme kl 21 om aftenen, han skulle også lige se fodbold. idag mandag: han vågner kl 11, der har jeg jo været vågen i mange timer. om natten har vores søn brækket sig, så han var syg også om morgen. min mand tager så pænt tøj på igen, jeg bliver uvenner med ham fordi jeg kender ham. hvad skal han nu lave? jeg fortæller at jeg har brug for tid idag til mig selv fordi jeg skal ha styr på en masse ting. Jo mere samtalen udvikler sig, jo mere tid siger han at han skal bruge på at lave hvad? han bror som ikke gider arbejde kommer så forbi og de tager afsted. han kommer først hjem for en time siden. en gang idag har jeg snakket med ham der var han ude og spise frokost i rundsted. Hvor er mit liv? hvor er min tid? hvor er jeg? Jeg ved (håber ikke han er mig utro) men han kunne sgu lige så godt være det. Han er aldrig til stede. Jeg føler mig ikke set! han siger med egne ord at han ikke kan finde sig i rollen som far, men han giver det heller ikke et forsøg. Når jeg siger til han at så fravælg os, som fortæller han jo hvor meget han elsker vores søn og han ikke kan undvære os, truer mig med at jeg aldrig kommer til at finde en ny mand og jeg ligeså godt kan droppe det, jeg skal ikke ha nye mand. Som om jeg bare skal stå model til at få hans liv til at give mening men i baggrunden!! Det her er jo bare eksempler på de sidste dage. Det her er hverdag. vi skulle en måned på ferie, han endte med at sende mig og barnet afsted alene, det siger bare lidt om det. alle dage møder han når han vil, men der er 8 ud af 10 dage hvor han arbejder til kl 21. hvor jeg tænker, for at se din søn og få en familie det at fungere hvorfor fanden tager du så ikke på arbejde som alle andre du arbejder med kl 7, så du kan komme hjem kl 17 30 og ha samvær med din søn og mig. Jeg kan ikke regne med hvor han er, og arbejder han virkelig idag eller er det fornøjelse at jeg sidder alene her til aften?. Han kommer selv fra en familie hvor far er alko og mor har svigtet fordi hun brugte tid på alko far og tog mod de tæv han både gav hende og børnene. Da vi fandt sammen snakkede vi ikke om andet ind at vi skulle skabe en familie hvor svigt og afskrivelse ikke skulle være der. I starten var jeg hans lys, han drøm om det der var bedre. Han tager hverken stoffer, drikker elller fester for meget (det må jeg give ham) men jeg føler at jeg bliver svigtet hverdag fordi han fravælger os, fordi han aldrig ser mig, tager hensyn eller i det hele taget spørger hvordan jeg har det! Jeg elsker mit liv som familie. Men jeg er ved at rådne op fordi jeg leger familie med mig selv. Det skal også siges at jeg er kommet ind i en ond spiral hvor jeg er vred på ham, føler mig så svigtet, at jeg ændre humør hvergang han vader ind af døren fordi han kommer hjem med overskud, jeg har arbejdet fra 6 til sen aften ALENE! alt husligt, tøjvask, leg, bad, mad, spisetid, oprydning, sovetider, indkøb, ALT!!!! Har i andre bare en drøm af en mand? Er der ikke bare en der kan dele alene følelsen med mig?

Har han ikke et arbejde?

Han lyder ekstremt barnlig og umoden, og skulle måske ikke have været hverken i et forhold eller far på nuværende tidspunkt.

Jeg gad i hvert fald ikke spilde min tid på sådan en type, for synes da godt nok det er nogle meget trælse eksempler på hans opførsel du kommer med. 

Hvis du er led og ked af ham og hans opførsel, så kommer jeres dreng også til at mærke det på et tidspunkt....

Det er sindssygt svært for mig og forestille sådan en mand! Det er altså ikke normalt. Han er virkelig ikke særlig rar overfor dig... En knytnæve ville nok ikke være en dårlig ide... Ej... 

Du skal tag dit barn og gå fra ham. Skab dig er værdigt liv for Jer. Stå op og være glad, vær din egen lykkesmed. Brug ikke et liv på en som ikke vil se dig glad. 

Nogle gange er tingene bare ikke som man håbede. Men så må kan rydde vejen og skabe nye veje og kører ud på nye eventyr... 

 

Pas på dig selv, han gør det nemlig ikke... 

Held og lykke...

CD skriver:

Hej Kvinder Jeg bliver bare nød til at høre om nogle kan genkende hvad jeg skriver. Jeg føler mig så alene! Jeg føler mig simpelhen så taget forgivet, så trådt på, så dårligt behandlet. Vi har en lille dreng på 11 måneder og jeg står helt alene med ansvaret. Jeg lever i et parforhold, vi er faktisk gift. Det her har stået på længe, men er bare blvet så fyldt op! nu skriver jeg nogle eksempler bare på de sidste 3 dage, så i kan få et billede af hvad der forgår. fredag: min fødselsdag. Min dage startede godt (dog med hans ego, vi skulle op kl 5 30 fordi han skulle køre "måske" på arbejde) men fair nok, fik en hyggelig morgen. Han skyndte sig ud af døren kl lidt over 6 iført slap af tøj, allerede der viste jeg at det overhovet ikke handlet om hans arbejde. Jeg aflevere så vores søn i vuggestue, skynder mig hjem, gør rent til fødselsdag om aftenen, laver det første mad. Skynder mig ned igen og henter ham (opstart face i vug). ringer til min mand fra bilen, og han havde ikke været på arbejde, istedet var han kørt ned på vores båd og sejlet rundt med nogle venner. Jeg spiser frokost inde i byen med min lillebror og hans kæreste, skylder mig hjem igen. ligger min søn til at sove igen imens jeg har 2 timer til at lave det sidste mad. jeg ringer så igen for at høre hvornår han er hjemme og om han kan tage kage med hjem til gæsterne, da jeg ringer sidder han og drikker med de samme venner inden han skal i tivoli med sit arbejde, han smider så røret på da jeg siger at han skal være hjemme kl 17 fordi der kommer gæsterne og han skal komme i pæn stand (altså ikke stiv). Han forsætter sit ego og jeg forsætter min jeg gør alt liv. kl 17 ringer han og snakker i øst og vest. han spørger mig, skal jeg tag toget hjem eller taxa. ud over det siger han ordret, (det er fint nok jeg lige kommer hjem nu, men efter din fødselsdag tager jeg altså tilbage til festen).. Hvorfor tænker han ikke på mig??????? Lørdag: jeg står op kl 7 som altid (min mand har ikke en ENESTE gang i 11 måneder taget vores søn og stået op med ham. ikke en eneste! men når det så er sagt var det en af de dage at jeg holder fast i, det var en udemærket god dag. Vi havde familie aften hygge, dog var hans ven her også. søndag: jeg vågner igen kl 5 45 med vores søn, vi går så en tur os alle 3 (eller det vil sige, min mand er kun på sin telefon). kl 14 siger han at han skal til træning. han går altså igen. og det ender med han først er hjemme kl 21 om aftenen, han skulle også lige se fodbold. idag mandag: han vågner kl 11, der har jeg jo været vågen i mange timer. om natten har vores søn brækket sig, så han var syg også om morgen. min mand tager så pænt tøj på igen, jeg bliver uvenner med ham fordi jeg kender ham. hvad skal han nu lave? jeg fortæller at jeg har brug for tid idag til mig selv fordi jeg skal ha styr på en masse ting. Jo mere samtalen udvikler sig, jo mere tid siger han at han skal bruge på at lave hvad? han bror som ikke gider arbejde kommer så forbi og de tager afsted. han kommer først hjem for en time siden. en gang idag har jeg snakket med ham der var han ude og spise frokost i rundsted. Hvor er mit liv? hvor er min tid? hvor er jeg? Jeg ved (håber ikke han er mig utro) men han kunne sgu lige så godt være det. Han er aldrig til stede. Jeg føler mig ikke set! han siger med egne ord at han ikke kan finde sig i rollen som far, men han giver det heller ikke et forsøg. Når jeg siger til han at så fravælg os, som fortæller han jo hvor meget han elsker vores søn og han ikke kan undvære os, truer mig med at jeg aldrig kommer til at finde en ny mand og jeg ligeså godt kan droppe det, jeg skal ikke ha nye mand. Som om jeg bare skal stå model til at få hans liv til at give mening men i baggrunden!! Det her er jo bare eksempler på de sidste dage. Det her er hverdag. vi skulle en måned på ferie, han endte med at sende mig og barnet afsted alene, det siger bare lidt om det. alle dage møder han når han vil, men der er 8 ud af 10 dage hvor han arbejder til kl 21. hvor jeg tænker, for at se din søn og få en familie det at fungere hvorfor fanden tager du så ikke på arbejde som alle andre du arbejder med kl 7, så du kan komme hjem kl 17 30 og ha samvær med din søn og mig. Jeg kan ikke regne med hvor han er, og arbejder han virkelig idag eller er det fornøjelse at jeg sidder alene her til aften?. Han kommer selv fra en familie hvor far er alko og mor har svigtet fordi hun brugte tid på alko far og tog mod de tæv han både gav hende og børnene. Da vi fandt sammen snakkede vi ikke om andet ind at vi skulle skabe en familie hvor svigt og afskrivelse ikke skulle være der. I starten var jeg hans lys, han drøm om det der var bedre. Han tager hverken stoffer, drikker elller fester for meget (det må jeg give ham) men jeg føler at jeg bliver svigtet hverdag fordi han fravælger os, fordi han aldrig ser mig, tager hensyn eller i det hele taget spørger hvordan jeg har det! Jeg elsker mit liv som familie. Men jeg er ved at rådne op fordi jeg leger familie med mig selv. Det skal også siges at jeg er kommet ind i en ond spiral hvor jeg er vred på ham, føler mig så svigtet, at jeg ændre humør hvergang han vader ind af døren fordi han kommer hjem med overskud, jeg har arbejdet fra 6 til sen aften ALENE! alt husligt, tøjvask, leg, bad, mad, spisetid, oprydning, sovetider, indkøb, ALT!!!! Har i andre bare en drøm af en mand? Er der ikke bare en der kan dele alene følelsen med mig?

Det lyder som om han kommer fra en dysfunktionel familie. Har han mon nogensinde lært hvordan man indgår i en familie?

 

 

Jeg viste godt da jeg skrev hvad jeres svar ville være. De få veninder jeg har tilbage siger det samme og mine forældre. Dog syns de alle sammen (undtalen mine alle tætteste, de syns han har sygkopatiske træk) jo at han er pisse charmerene og sød. Han er jo også den mest opmærksomme far når han er ude med os og der er andre der kigger på os. Jeg kalder det show off, og han ved hvad jeg mener når jeg siger det.  Jeg har så svært ved at sige slut og har jeg altid haft. Jeg har får i tiden altid fået mine kærester til at gå fra mig fordi så var det ikke så hårdt for mig (ved godt det lyder så mærkeligt). Jeg har svært ved at sige slut fordi at jeg "glemmer meget hurtigt", gør han en glædelig ting eller vi har en hygge stund, så retter det op på de 4 dage før hvor han har været den størreste narrøv. og ved det er forkert, fordi sådan her vil jeg ikke ha det. Jeg vil ha et forhold hvor mange giver og tager, arbejder sammen, støtter hinanden, snakker sammen, tager fælles ansvar! Jeg ved jo godt at mig og min søn skal ha vores egen lejlighed og ha et "roligt liv" så jeg kan give ham den opvækst med trykhed og stabilhed der skal være i et familie liv og ikke minste en glad mor. 

 

Du skal videre. Jeg levede i sådan et forhold, hvor faderen heller ikke gad tage sin del og til gengæld forlangte jeg klarede alt. Jeg kunne slet ikke kende mig selv og min søn var også påvirket af det dårlige forhold. 

CD skriver:

Hej Kvinder Jeg bliver bare nød til at høre om nogle kan genkende hvad jeg skriver. Jeg føler mig så alene! Jeg føler mig simpelhen så taget forgivet, så trådt på, så dårligt behandlet. Vi har en lille dreng på 11 måneder og jeg står helt alene med ansvaret. Jeg lever i et parforhold, vi er faktisk gift. Det her har stået på længe, men er bare blvet så fyldt op! nu skriver jeg nogle eksempler bare på de sidste 3 dage, så i kan få et billede af hvad der forgår. fredag: min fødselsdag. Min dage startede godt (dog med hans ego, vi skulle op kl 5 30 fordi han skulle køre "måske" på arbejde) men fair nok, fik en hyggelig morgen. Han skyndte sig ud af døren kl lidt over 6 iført slap af tøj, allerede der viste jeg at det overhovet ikke handlet om hans arbejde. Jeg aflevere så vores søn i vuggestue, skynder mig hjem, gør rent til fødselsdag om aftenen, laver det første mad. Skynder mig ned igen og henter ham (opstart face i vug). ringer til min mand fra bilen, og han havde ikke været på arbejde, istedet var han kørt ned på vores båd og sejlet rundt med nogle venner. Jeg spiser frokost inde i byen med min lillebror og hans kæreste, skylder mig hjem igen. ligger min søn til at sove igen imens jeg har 2 timer til at lave det sidste mad. jeg ringer så igen for at høre hvornår han er hjemme og om han kan tage kage med hjem til gæsterne, da jeg ringer sidder han og drikker med de samme venner inden han skal i tivoli med sit arbejde, han smider så røret på da jeg siger at han skal være hjemme kl 17 fordi der kommer gæsterne og han skal komme i pæn stand (altså ikke stiv). Han forsætter sit ego og jeg forsætter min jeg gør alt liv. kl 17 ringer han og snakker i øst og vest. han spørger mig, skal jeg tag toget hjem eller taxa. ud over det siger han ordret, (det er fint nok jeg lige kommer hjem nu, men efter din fødselsdag tager jeg altså tilbage til festen).. Hvorfor tænker han ikke på mig??????? Lørdag: jeg står op kl 7 som altid (min mand har ikke en ENESTE gang i 11 måneder taget vores søn og stået op med ham. ikke en eneste! men når det så er sagt var det en af de dage at jeg holder fast i, det var en udemærket god dag. Vi havde familie aften hygge, dog var hans ven her også. søndag: jeg vågner igen kl 5 45 med vores søn, vi går så en tur os alle 3 (eller det vil sige, min mand er kun på sin telefon). kl 14 siger han at han skal til træning. han går altså igen. og det ender med han først er hjemme kl 21 om aftenen, han skulle også lige se fodbold. idag mandag: han vågner kl 11, der har jeg jo været vågen i mange timer. om natten har vores søn brækket sig, så han var syg også om morgen. min mand tager så pænt tøj på igen, jeg bliver uvenner med ham fordi jeg kender ham. hvad skal han nu lave? jeg fortæller at jeg har brug for tid idag til mig selv fordi jeg skal ha styr på en masse ting. Jo mere samtalen udvikler sig, jo mere tid siger han at han skal bruge på at lave hvad? han bror som ikke gider arbejde kommer så forbi og de tager afsted. han kommer først hjem for en time siden. en gang idag har jeg snakket med ham der var han ude og spise frokost i rundsted. Hvor er mit liv? hvor er min tid? hvor er jeg? Jeg ved (håber ikke han er mig utro) men han kunne sgu lige så godt være det. Han er aldrig til stede. Jeg føler mig ikke set! han siger med egne ord at han ikke kan finde sig i rollen som far, men han giver det heller ikke et forsøg. Når jeg siger til han at så fravælg os, som fortæller han jo hvor meget han elsker vores søn og han ikke kan undvære os, truer mig med at jeg aldrig kommer til at finde en ny mand og jeg ligeså godt kan droppe det, jeg skal ikke ha nye mand. Som om jeg bare skal stå model til at få hans liv til at give mening men i baggrunden!! Det her er jo bare eksempler på de sidste dage. Det her er hverdag. vi skulle en måned på ferie, han endte med at sende mig og barnet afsted alene, det siger bare lidt om det. alle dage møder han når han vil, men der er 8 ud af 10 dage hvor han arbejder til kl 21. hvor jeg tænker, for at se din søn og få en familie det at fungere hvorfor fanden tager du så ikke på arbejde som alle andre du arbejder med kl 7, så du kan komme hjem kl 17 30 og ha samvær med din søn og mig. Jeg kan ikke regne med hvor han er, og arbejder han virkelig idag eller er det fornøjelse at jeg sidder alene her til aften?. Han kommer selv fra en familie hvor far er alko og mor har svigtet fordi hun brugte tid på alko far og tog mod de tæv han både gav hende og børnene. Da vi fandt sammen snakkede vi ikke om andet ind at vi skulle skabe en familie hvor svigt og afskrivelse ikke skulle være der. I starten var jeg hans lys, han drøm om det der var bedre. Han tager hverken stoffer, drikker elller fester for meget (det må jeg give ham) men jeg føler at jeg bliver svigtet hverdag fordi han fravælger os, fordi han aldrig ser mig, tager hensyn eller i det hele taget spørger hvordan jeg har det! Jeg elsker mit liv som familie. Men jeg er ved at rådne op fordi jeg leger familie med mig selv. Det skal også siges at jeg er kommet ind i en ond spiral hvor jeg er vred på ham, føler mig så svigtet, at jeg ændre humør hvergang han vader ind af døren fordi han kommer hjem med overskud, jeg har arbejdet fra 6 til sen aften ALENE! alt husligt, tøjvask, leg, bad, mad, spisetid, oprydning, sovetider, indkøb, ALT!!!! Har i andre bare en drøm af en mand? Er der ikke bare en der kan dele alene følelsen med mig?

Han virker både egoistisk, barnlig og uempatisk! Nu skriver du godt nok, at han ikke drikker eller fester for meget - men at han så lige vælger at gøre netop dét på din fødselsdag, fuldstændig uden hensyntagen til dig og jeres/dine gæster - det viser for mig lidt om, hvor han ligger sine prioteringer. Og I blev sendt afsted alene på sommerferie dig og sønnike? Arh, men jeg kunne slet ikke fungere i sådan et ulige forhold. Vi er allesammen forskellige pg det skal der også være plads til, det er jeg med på (har selv en kæreste hvor offroad motorcykling fylder en del af fritiden) men prioreringerne skal altså være i orden og familien skal altid komme i første række! 

Med det sagt, så er spørgsmålet om du har laddet stå til for længe? Det lyder som om, at han altid har været sådan, men at det først er nu du virkelig mærker bægeret er ved at skumme over? I så fald ville jeg sætte ham stolen for døren. Jeg ville give ham en god gammeldags "forskrækkelse" i form af en samtale hvor du sætter ord på alt det du mærker indeni. Hvor du kræver ændringer i både opførsel og prioreringer. At du forventer han tager del i den familie han selv har været med til at skabe. At du har giftet dig med en voksen mand og ikke et lille barn. Hvis ikke det kan være med til, at hjælpe på hans opførsel (og nej, der sker nok ikke en kæmpe omvæltning fra den ene dag til den anden, men måske små skridt fremad over tid og hvis du mærker han har viljen til at kæmpe kan gøre forskellen for jer) - hvis ikke der sker ændringer, så ville jeg skride. Helt ærligt - det lyder til at være drænende, udmattende, nedslidende og gammeldags træls at skulle gå i sådan en hverdag og så er spørgsmålet om det ikke ville være bedre, at være alene og bruge din energi positivt på jeres søn.

Alt held og lykke 

CD skriver:

Hej Kvinder Jeg bliver bare nød til at høre om nogle kan genkende hvad jeg skriver. Jeg føler mig så alene! Jeg føler mig simpelhen så taget forgivet, så trådt på, så dårligt behandlet. Vi har en lille dreng på 11 måneder og jeg står helt alene med ansvaret. Jeg lever i et parforhold, vi er faktisk gift. Det her har stået på længe, men er bare blvet så fyldt op! nu skriver jeg nogle eksempler bare på de sidste 3 dage, så i kan få et billede af hvad der forgår. fredag: min fødselsdag. Min dage startede godt (dog med hans ego, vi skulle op kl 5 30 fordi han skulle køre "måske" på arbejde) men fair nok, fik en hyggelig morgen. Han skyndte sig ud af døren kl lidt over 6 iført slap af tøj, allerede der viste jeg at det overhovet ikke handlet om hans arbejde. Jeg aflevere så vores søn i vuggestue, skynder mig hjem, gør rent til fødselsdag om aftenen, laver det første mad. Skynder mig ned igen og henter ham (opstart face i vug). ringer til min mand fra bilen, og han havde ikke været på arbejde, istedet var han kørt ned på vores båd og sejlet rundt med nogle venner. Jeg spiser frokost inde i byen med min lillebror og hans kæreste, skylder mig hjem igen. ligger min søn til at sove igen imens jeg har 2 timer til at lave det sidste mad. jeg ringer så igen for at høre hvornår han er hjemme og om han kan tage kage med hjem til gæsterne, da jeg ringer sidder han og drikker med de samme venner inden han skal i tivoli med sit arbejde, han smider så røret på da jeg siger at han skal være hjemme kl 17 fordi der kommer gæsterne og han skal komme i pæn stand (altså ikke stiv). Han forsætter sit ego og jeg forsætter min jeg gør alt liv. kl 17 ringer han og snakker i øst og vest. han spørger mig, skal jeg tag toget hjem eller taxa. ud over det siger han ordret, (det er fint nok jeg lige kommer hjem nu, men efter din fødselsdag tager jeg altså tilbage til festen).. Hvorfor tænker han ikke på mig??????? Lørdag: jeg står op kl 7 som altid (min mand har ikke en ENESTE gang i 11 måneder taget vores søn og stået op med ham. ikke en eneste! men når det så er sagt var det en af de dage at jeg holder fast i, det var en udemærket god dag. Vi havde familie aften hygge, dog var hans ven her også. søndag: jeg vågner igen kl 5 45 med vores søn, vi går så en tur os alle 3 (eller det vil sige, min mand er kun på sin telefon). kl 14 siger han at han skal til træning. han går altså igen. og det ender med han først er hjemme kl 21 om aftenen, han skulle også lige se fodbold. idag mandag: han vågner kl 11, der har jeg jo været vågen i mange timer. om natten har vores søn brækket sig, så han var syg også om morgen. min mand tager så pænt tøj på igen, jeg bliver uvenner med ham fordi jeg kender ham. hvad skal han nu lave? jeg fortæller at jeg har brug for tid idag til mig selv fordi jeg skal ha styr på en masse ting. Jo mere samtalen udvikler sig, jo mere tid siger han at han skal bruge på at lave hvad? han bror som ikke gider arbejde kommer så forbi og de tager afsted. han kommer først hjem for en time siden. en gang idag har jeg snakket med ham der var han ude og spise frokost i rundsted. Hvor er mit liv? hvor er min tid? hvor er jeg? Jeg ved (håber ikke han er mig utro) men han kunne sgu lige så godt være det. Han er aldrig til stede. Jeg føler mig ikke set! han siger med egne ord at han ikke kan finde sig i rollen som far, men han giver det heller ikke et forsøg. Når jeg siger til han at så fravælg os, som fortæller han jo hvor meget han elsker vores søn og han ikke kan undvære os, truer mig med at jeg aldrig kommer til at finde en ny mand og jeg ligeså godt kan droppe det, jeg skal ikke ha nye mand. Som om jeg bare skal stå model til at få hans liv til at give mening men i baggrunden!! Det her er jo bare eksempler på de sidste dage. Det her er hverdag. vi skulle en måned på ferie, han endte med at sende mig og barnet afsted alene, det siger bare lidt om det. alle dage møder han når han vil, men der er 8 ud af 10 dage hvor han arbejder til kl 21. hvor jeg tænker, for at se din søn og få en familie det at fungere hvorfor fanden tager du så ikke på arbejde som alle andre du arbejder med kl 7, så du kan komme hjem kl 17 30 og ha samvær med din søn og mig. Jeg kan ikke regne med hvor han er, og arbejder han virkelig idag eller er det fornøjelse at jeg sidder alene her til aften?. Han kommer selv fra en familie hvor far er alko og mor har svigtet fordi hun brugte tid på alko far og tog mod de tæv han både gav hende og børnene. Da vi fandt sammen snakkede vi ikke om andet ind at vi skulle skabe en familie hvor svigt og afskrivelse ikke skulle være der. I starten var jeg hans lys, han drøm om det der var bedre. Han tager hverken stoffer, drikker elller fester for meget (det må jeg give ham) men jeg føler at jeg bliver svigtet hverdag fordi han fravælger os, fordi han aldrig ser mig, tager hensyn eller i det hele taget spørger hvordan jeg har det! Jeg elsker mit liv som familie. Men jeg er ved at rådne op fordi jeg leger familie med mig selv. Det skal også siges at jeg er kommet ind i en ond spiral hvor jeg er vred på ham, føler mig så svigtet, at jeg ændre humør hvergang han vader ind af døren fordi han kommer hjem med overskud, jeg har arbejdet fra 6 til sen aften ALENE! alt husligt, tøjvask, leg, bad, mad, spisetid, oprydning, sovetider, indkøb, ALT!!!! Har i andre bare en drøm af en mand? Er der ikke bare en der kan dele alene følelsen med mig?

Det første jeg tænker er at han har en dysfunktionel personlighedsforstyrrelse (med andre ord, lidt små psykopat). De dræner en for energi og har ikke evnen empati. Derudover kommer han fra en familie, hvor der har været alkohol og svigt indeover, og han har nok aldrig lært hvordan man er en familie på den gode og sunde måde. Er du hjemmegående? Det er det indtryk jeg får nemlig.

Du skal ikke længere ligge under for ham. Du skal ud og leve et værdigt liv med nogle omkring dig, som sætter pris på dig. Man kan finde sig i meget, men man skal ikke finde sig i alt, og han byder dig for meget af det dårlige. Du fortjener at være glad, og jeres søn fortjener en glad mor. Han kan garanteret mærke de negative vibrationer i jeres hjem. 

Jeg håber du har nogle mennesker i din omgangskreds som kan støtte dig. Det virker sådan heldigvis.

Alt held og lykke til din søn og dig

Opførte din mand sig også sådan før I fik jeres søn? Min umiddelbare tanke var nemlig om han kunne lide af en fødselsdepression/efterfødselsreaktion? (Det er ca. hver 10. mand der bliver ramt af det). Et typisk tegn er nemlig at søge ud af huset og væk fra familielivet. Med hans opvækst kan der godt dukke en masse tanker op om, at kan ikke synes han fortjener en familie, selvom det ikke virker rationelt at tænke sådan. Hvis han var helt anderledes før, synes jeg at du skal prøve at få noget hjælp til ham. 

Hvis han også opførte sig på den måde som du beskriver før I blev forældre, ville jeg se at komme ud af klappen. Du har kun et liv, du fortjener at være lykkelig, og det lyder det ikke til at du er. 

Held og lykke. 

Som du selv svarer så vidste du godt hvad folk ville svare.

Jeg bider meget mærke i at du skriver at hvis du truer med at gå bliver han ked af det fordi han elsker jo jeres søn og kan ikke undværrer jer... 

Siger det ikke alt. Han vil ikke miste sin søn og du er den der får hans verden til at se perfekt ud. 

Han er typen der opfører sig som det passer ham og når du så siger fra så sørger han for 2 ting. 

1. han giver dig grund til at elske ham ved at være super sød

2. han skræmmer dig til at blive for du vil jo ikke finde nogen anden osv. 

Det er desværre meget typisk adfærd for mennesker der har lidt omsorgssvigt i barndommen. ALLE disse børn voksner op med en klar ide om at DERES børn skal ikke lide samme skæbne. Men vi må jo sande at det ikke altid lykkes. 

Din mand vil virkelig sin familie det bedste men han formår ikke at gøre det når alt kommer til alt. Intentionerne er sgu gode nok men evnerne er der bare ikke. Han har lært tidligt at man kan gøre hvad man vil ( især som mand) og som du skriver så drikker han jo ikke slemt. han ser derfor sin fars alc. problem og fjerner sig væk fra det og så er han jo lykkes. 

MEN MEN MEN du bliver nød til at indse at du KAN ikke fixe ham. Du kan ikke lave om på ham. Han skal have prof. hjælp. Men du kan ikke pådutte ham dette. Så virker det ikke. Han skal selv se der er et problem.

 

MEN hvad vigtigere er så kan du ikke tillade dig at vente på han evt. selv ser han har et problem. Du har et barn, som i den grad bliver påvirket af dette. Du slider dig op og dette ser dit barn og derved er du med til at give denne negative arv videre. Du er nød til at sige stop og komme væk derfra så du kan passe ordenligt på dig selv og dit barn. 

Hvis du ved at du er svag overfor ham ( hvad man altid er for dette er disse personer netop dygtige til) så få hjælp. Få nogle til at være hos dig og få dem til at tage din telefon når han ringer osv. ringer han fra et andet nr. så så snart du hører det er ham så giv telefonen videre. Gør ham det klart at du KUN ønsker kontakt ang. jeres søn og alt andet gider du ikke hører på. Sørg for at du ikke  er alene og bliver han det mindste smule ubehagelig så dokumenter det for guds skyld hvis det en dag skulle komme til en sag.

 

HUSK du er hans bevis på at han er bedre end sine forældre så det vil i den grad pisse ham af hvis du går, men du er nød til det både for din og din søns skyld. Det skylder du jer begge.