Hej allesammen,
Jeg har været herinde under et andet navn før, men jeg kan ikke huske min bruger 
Nå, men efter lang tid hvor jeg synes mine to børn har taget al min tid, er jeg tilbage fordi jeg står midt i mit livs sværeste beslutning og jeg har enormt meget brug for at sætte ord på det og høre jer andres mening om det, når i har læst hvad jeg har skrevet... Så måske ender det ikke med et decideret spørgsmål, og heller ikke med et decideret svar på hvad jeg gør... Men jeg har stadig brug for jeres øjne på min problemstilling;
Sagen er den, sort på hvidt, at jeg overvejer at gå fra min kæreste!
Det lyder jo simpelt, men det føles overhovedet ikke simpelt. Vi starter med lidt baggrundsinfo; jeg er 29, min kæreste 36. Vi har været sammen i 5 år og har to små børn på hhv. 3 og 1.
Jeg har ofte tænkt, at han var den forkerte at få børn med. Men da vi mødte hinanden var det hele så godt og han "solgte" sig selv godt. Vi ville begge gerne have børn og besluttede os for at flytte sammen og starte PB, da MSN jo ikke aner hvor lang tid det tager, så ville vi bare gå i gang i se hvad der skete... Jeg blev gravid med det samme og langsomt begyndte vi jo så at lære hinanden bedre at kende. Jeg synes der var mange ting jeg egentlig ikke brød mig om ved ham og enormt mange punkter hvor vi var meget forskellige, på en sådan måde at jeg godt vidste at havde jeg ikke allerede været gravid, var jeg ikke blevet hos ham!
Jeg er enormt bange for, at beg lyder snotforkælet og som om jeg giver op alt for let, jeg vil jo gøre ALT for mine børn og det er også derfor jeg ikke allerede ER gået fra ham. Men jeg synes bare at jeg nu dagligt går og bliver sur og irriteret over alt muligt og så begynder jeg bare igen at tænke om det virkelig skal være os to...
Jeg føler mig ikke elsket, set og hørt af ham, og jeg HAR sagt hvad jeg har brug for fra ham mange gange, også på en måde hvor han forstår det, for vi har en god samtale om det, men der sker bare aldrig noget herefter alligevel. Jeg føler jeg står alene med alt det praktiske omkring børn og planlægning. Også mht bolig og økonomi, indkøb og ALT sådan noget. Han er en person der bare fralægger sig ALT ansvar med det samme. Han er ekstremt doven og jeg føler jeg er nødt til at kæmpe for at få ham til at lave noget som helst. Ligemeget om det er at tage opvasken, putte et barn, oprydning, græsslåning... Det eneste han egentlignrigtig vil, er at sidde i sofaen og spille Xbox og spise slik, drikke cola og ryge smøger (han må dog ikke ryge indenfor). Og det er ingen overdrivelse, det er dét han vil og ikke andet, hvid han kan komme til det... Det er bare slet ikke sådan jeg havde ønsket mit liv med familie og børn blev. Jeg er udpræget udemenneske. Det er ikke fordi der skal ske noget hele tiden, men jeg kan godt lide at føle at jeg har lavet noget, om det så var oprydning og opvask, eller plantet noget i haven eller andet havearbejde, eller tegnet eller malet noget, repareret noget eller alt sådan noget... Det er ikke fordi han partout skal være ligesom mig, jeg har fuld forståelse for at vi alle er forskellige, men skal jeg virkelig lave det hele selv og føle mig som en anden slavepisker hvis jeg skal have ham til noget? Når jeg ikke er hjemme om aftenen, så klarer han opvask og grovoprydning selv, så han kan godt. Men hvis jeg er hjemme skal jeg jage ham ud af sofaen hele tiden for at gå hjælp og så er det altid med et ordentlig suk og irritation han rejser sig.
Jeg er bare så træt af det. Skal det virkelig være så hårdt at være i et forhold? Måske ville det hjælpe hvis mine behov for kærlighed og berøring blev opfyldt, men jeg føler slet ikke at han elsker mig...
Jeg er træt af at han lever så usundt, han børster ikke tænder og de sidste 3 år har han også tabt 3 styks, Han drikker nok i gennemsnit 1 l cola dagligt. Han vil ikke spise grøntsager og han ryger som en skorsten. Igen ved jeg jo godt at der skal være plads til forskellighed, men er det for meget at forlange eller bare ønske, at ens partner er passer på sig selv og forsøger at være et godt eksempel for ens børn? Jeg tror fuldt og fast på at børn gør som vi gør og ikke som vi siger, og han er enig, men det er så frustrerende at han så igen bare ikke gør noget. Han kunne jo gemme slikken og colaen til børnene sov...
Til slut vil jeg sige at da vi gik ind i forholdet fortalte han at han havde haft gæld de en eks, men som jeg forstod det så var det tilbagebetalt eller hvert fald snart. Det havde været 300.000kr de skyldte. Da vi så forsøger alt købe hus sammen, viser det sig at han skylder over 500.000kr væk til alle mulige kreditorer og inkassofirmaer. De begyndte også en overgang at ringe på vores dør hvilket gjorde mig enormt ked af det og utryg i mit eget hjem. Vi kan selvfølgelig ikke købe hus, fordi han er i RKI.
Jeg føler at han holder mig tilbage på mange punkter i livet enten pga gæld eller pga hans dovenskab (og han er altså virkelig doven, han laver intet hvis han kan slippe afsted med det, han forsøger hele tiden at få vores børn til at sidde stille og se fjernsyn i stedet for at hjælpe dem igang med en leg, så han selv kan slippe for at sidde på gulvet og bare sidde i sofaen og se tv eller glo på sin mobil).
Jeg er kørt så sur og så træt i det her. Jeg føler jeg står alene med alt, alt ansvar for børn, husholdning, økonomi, og alt andet man planlægger, aftaler eller skal i et forhold og med venner og familie. Jeg står alene som ejer af bil og kolonihave, fordi han ikke må eje noget.
Angående hans gæld, så har jeg forsøgt at få hjælp til ham for 1,5 år siden. Jeg kontaktede en advokat, som min mor betalte fordi hun ville hjælpe min kæreste og derigennem mig. Advokaten hjalp ham med at få styr på sin årsopgørelse og kortlagt hans gæld. Så begyndte han at betale af på noget af det, men han afdrager så lidt at hans gæld aldrig bliver betalt af. Nogle af hans små skyldnere bliver helt sikkert betalt af, men ikke de store. Han forstår slet ikke hvor alvorlig hans og (desværre) i den forlængelse, min og børnenes situation er. Han giver hvert fald ikke udtryk for at han forstår at det er alvor, det eneste han fokuserer på er at han godt gad vinde i lotto og hvilken mobil eller iPad han ville ønske han havde råd til... Jeg synes han skulle tage sig sammen og spare lidt op i stedet for bare at gå og drømme og lotto gevinster og bruge alle sine penge på smøger og cola.
Jeg er stadig forvirret. Jeg har jo elsket han en gang? Der er en side af ham jeg stadig elsker, selvom den er langt væk.
Men bliver jeg gladere uden ham? Alle mine økonomiske bekymringer forsvinder! Jeg har forsøgt at tale med ham om det og forklare på en ordentlig måde at for mig er det her alvor. Men jeg har ikke villet sige at konsekvensen ellers blev at jeg gik fra ham, for jeg tænker at dén trussel ikke er noget mandskab have hængende over sig i et forhold...
Jeg tænker tit på om jeg giver op for nemt? Men er det nok at blive i et forhold for børnene? Skal jeg ikke være lykkelig også? Mine børn gør mig lykkelig, men min kærestes måde at leve på og være på stresser mig.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis nu jeg går fra ham, hvad så hvis jeg fortryder? Hvad gør det ved mine børn at deres mor og far går fra hinanden? Er det et traume? Hvordan tackler man det?
Hvordan tackler jeg at undvære dem en gang imellem?
TAK hvis du har læst med så langt! Det er enormt følsomt så derfor også umuligt at skrive kort om :-) Jeg håber nogle kan svare, give mig råd og fortælle hvad i ville have gjort? Og også gerne hvidne har erfaring fra selv at være delebarn eller har delebørn og erfaring med at dele børn der er så små...
Tak :-)
