Når man ønsker børn, men er ramt af skizofreni

Hej.

Jeg er interesseret i at høre jeres meninger omkring dette.

Jeg er 28 år gammel, blev psykisk syg som 15 årig, medicineret som 16 årig og nu efter mange års kæmpen blev jeg stabil sidste år.

Mit største ønske har altid været at blive gift, få børn og hus med have og en hund. Lyder måske idyllisk og sådan var tanken da også da jeg som barn tænkte på denne drøm.

Idyllen blev brudt da jeg som 15 årig blev voldtaget og forsøgt myrdet på min praktikplads af en medarbejder. Jeg sagde intet til nogen og gik med hemmeligheden selv i et år, hvorefter jeg fortalte det til mine to bedste veninder. Da jeg var 16, prøvede jeg på at begå selvmord og i mange år frem kæmpede jeg med cutting og anden selvskade og flere selvmordsforsøg.

Da jeg blev 20 blev jeg diagnosticeret med skizofreni og har det også den dag i dag. Men siden 2014 begyndte jeg at kæmpe for at få det bedre og kunne i 2015 flytte i min helt egen lejlighed.

Nu hvor jeg har kæreste (og hunden) begynder jeg at drømme om at min drøm kan lade sig gøre. Jeg har prævention som gør at jeg skal vente indtil den kan tages fra. Jeg regner med jeg også skal have en laaaaang snak med en psykiater omkring al min medicin da jeg ved at en baby ikke kan tåle al den slags.

Jeg er meget sjældent dårlig nu og er ret stolt over hvor langt jeg er kommet. Vil så gerne have et "normalt" liv.

Blev chokeret da jeg fortalte et familiemedlem om min drøm, da hendes reaktion var: Jamen, du kan da ikke få børn! Du er jo skizofren!

Jeg er som sagt meget bedre og har ikke gjort nogen selvskade i flere år nu. Og jeg mener selv at kunne klare det her. Jeg tænkte projekt baby skulle gå i gang i starten af 2019.

Men hvad er jeres tanker? Lad mig høre.

Jeg er nok enig med dit familiemedlem, men på den anden side lyder tidsplanen jo fornuftig... Hvis du stadig i 2019 er stabil og ikke har været dårlig i 4 år, så måske.

Start med at tale med din psykiater.

Jeg har igennem min uddannelse læst cases og haft foredrag om/med flere personer som har været skizofrene og fået skabt sig en familie. 

Det er en diagnose, men det er absolut muligt. Det handler om den enkle person, man kan ikke skære folk over med en kam. 

Så, hvis du er stabil og din kæreste er indforstået og med på den, så kan jeg ikke se problematikken i en skizofren mor.  (og ville egentlig bare sige: du er ikke alene i den situation. Jeg kan godt finde noget læsning til dig online, hvis du er interesset) 

Din tidsplan med år 2019 er jo egentlig fin nok, men håber at du afprøver i en hvis periode hvordan du har det uden medicin, før at du kaster dig ud i en graviditet

Tænker også du skal være medicinfri i en periode og se hvordan du har det

Et lille barn kan man ikke levere tilbage hvis det alligevel ikke går så af hensyn og respekt for det lille menneske skal det være så sikkert som muligt at du ikke bliver alvorlig syg uden din medicin og at du også er så stabil at du ikke knækker on and off pga den store belastning et barn trods er især for et skrøbeligt sind så dit barn ikke skal vokse op med at være svingdørsbarn på inst eller plejefamilier. 

Din tidshorisont lyder ok ,og det at du vil snakke med fagfolk er også en god ide - så tænker at starter du der er du på vej og så må du jo så se om det kan lykkedes med tiden .

Intet barn fortjener at vokse op med en psykisk ustabil forælder.

Min mor er psykisk syg, så jeg taler af erfaring.

Jeg ved ikke så meget om den sygdom, men jeg kender til en familie, hvor faren havde diagnosen. Det gikk helt fint i en del år, men da den ældste gik i 1. Klasse kippede det helt over. Han havde flere selvmordsforsøg, og der var meget drama i hjemmet. Til sist flyttede han ud, fordi det påvirkede børnene rigtig meget.

Så vidt jeg ved, er der flere grader og varianter af sygdommen,  så fordi det skete for ham, behøver det ikke at ske for dig, men jeg tror, det er smart at du snakker med din psykiater, for når der først er et barn, så skal du klare også vanskelige perioder uden at falde tilbage. 

Jeg håber, din drøm går i oppfyllelse. 

Hej med dig! 

Kæmpe kram og hvor er du sej - på vej til at overvinde mange af symptomerne. Godt gået.

Her kommer min historie så.

Jeg har emotionel ustabil personlighedsstruktur af impulsiv type, forskellige former for angst og ængstelig personlighedsstruktur. Jeg har været uden medicin i et år og jeg har aldrig haft det bedre.

En psykisk diagnose er som at proppe folk i kasser. Og det er næsten umuligt da psykisk syge oplever symptomer så forskelligt. Lad vær med at hæng dig i din diagnose og fokuser på dine symptomer og find ud af hvornår du har det bedst - og kæmp for at have det godt i ALLE situationer i dit liv. Og det synes jeg var mega svært da jeg fik medicin. Der var det hele bare gråt :/ jeg kunne ikke finde ud af hvornår jeg havde symptomer osv. Så gad jeg ikke have piller mere og trappede ud i samarbejde med min læge og jeg har IKKE mærket noget til nogle symptomer siden! Jeg har spurgt min læge og min mentor om hvordan de ville se på det fra kommunens side hvis jeg blev gravid og de var ellevilde på mine vegne. De har jo fulgt mig i mine op og nedture og de sagde at det barn der tilkommer os (min kæreste og jeg) ville få de bedste forældre i hele verden. 

Mit største ønske om at blive mor så rigtig sort ud for 3 år siden. Nu har kæreste og jeg smidt præventionen og vi er så klar på en lille guldklump. 

Hvis du er empatisk og omsorgsfuld, ud over alle grænser, selv i de dårlige perioder er du nået rigtig langt i din drøm 

Alt held og lykke og undskyld det blev lidt langt! 

Anonym skriver:

Intet barn fortjener at vokse op med en psykisk ustabil forælder.

Min mor er psykisk syg, så jeg taler af erfaring.

Sikke noget pjat at sige. Der er forskellige grader indenfor det område. Jeg er også selv vokset op med en mor diagnosticeret med en psykisk sygdom, hun kom først i behandling da jeg var omkring 14-15 år og jeg kunne ikke ønske mig en bedre, mere omsorgsfuld, kærlig og støttende mor. OGSÅ da hun ikke var i behandling. 

Anonym skriver:

Intet barn fortjener at vokse op med en psykisk ustabil forælder.

Min mor er psykisk syg, så jeg taler af erfaring.

Og der er ingen nuancer og ingen individuelle forskelle? Det lyder, som om du lader din personlige historie påvirke din objektivitet.