Bange for hans vrede

Jeg ville foreslå ham noget terapi, hvor han lærer at tøjle sin vrede, og evt. noget parterapi, inden du løber ud af døren.

Skynd dig at skærme din datter og kom væk. Fortæl ham at du er bange for hvad han kan finde på, og at han skal søge noget hjælp. Og at du så vil overveje at prøve igen, hvis han ændrer sin adfærd.

Det er ALDRIG ok at råbe eller være fysisk over for små børn, så jeg forstår godt hun ikke vi ham! Hun er da ikke tryg ved ham

Man skal aldrig ryste et barn. Og hvis han ikke kan styre det, må der være nogen udefra der gør det for ham.

Derudover er det meget normalt for et barn i den alder at foretrække mor. Så vender det ofte når de bliver ca 18 mdr, så far kun dur. Det er ikke noget at blive fornærmet eller stødt over.

M89or skriver:

Min mand og jeg har været sammen i snart 5 år, og har en datter på lige over et år.

Vi har problemer ligesom alle andre, ting der ikke er gået som planlagt.... Jeg ville måske ikke beskrive vores forhold som særlig godt, vi har flere gange overvejet at gå fra hinanden efter vi fik vores datter.

 

Han elsker vores datter, men hun foretrækker stadig mig, og eftersom vi har brugt meget at hun ligger i hans arme og han så synger hende i søvn, så bliver hun sur når hun bliver sat hos ham. Dette går ham meget på og det er også forståeligt. Han giver ofte udtryk for at han tror at hun hader ham.

 

Hans frustrationer synes jeg dog er begyndt at tage overhånd. Han råber af hende nogle gange over det mindste og nogle gange lige ind i hovedet på hende, og han ryster hende lidt eller klapper hendes lår når han bliver vred på hende.

 

I går rystede han hende lidt og jeg nåede kun lige sødt at sige "skat" inden han vendte sig mod mig og hårdt vrissede "Jeg gjorde ikke noget forkert."

Han har få gange ytret at han er bange for at skade hende i vrede eller frustration.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for hvis jeg siger noget til ham så bliver han vred på mig, og jeg tør ikke indblande familie eller venner i det, også fordi det føles som forræderi, så jeg er bare fanget her med en mand jeg er nervøs for. 
Jeg ved ikke om det bare er mig der er over følsom eller om jeg burde flytte fra ham med vores barn.

 

Han hverken drikker eller tager stoffer. 

 

Hvad tænker I?

Mine børn kommer i første række ALTID og havde det været min mand der havde rusket et af mine børn havde jeg rusket ham herfra og til  og derefter havde jeg gået fra ham med ordene " få hjælp med din vrede". Din datter er så lille og du er den eneste der kan beskytte hende, børn er nysgerrige og gør ikke ting af ond vilje som der skal få nogen til at råbe af dem eller ryste dem etc. Du er den voksne du skal få det stoppet.Hvad sker der den dag du ikke er tilstede og klappen går ned for din mand ? Mvh 

Min mand og jeg har været sammen i snart 5 år, og har en datter på lige over et år.

Vi har problemer ligesom alle andre, ting der ikke er gået som planlagt.... Jeg ville måske ikke beskrive vores forhold som særlig godt, vi har flere gange overvejet at gå fra hinanden efter vi fik vores datter.

 

Han elsker vores datter, men hun foretrækker stadig mig, og eftersom vi har brugt meget at hun ligger i hans arme og han så synger hende i søvn, så bliver hun sur når hun bliver sat hos ham. Dette går ham meget på og det er også forståeligt. Han giver ofte udtryk for at han tror at hun hader ham.

 

Hans frustrationer synes jeg dog er begyndt at tage overhånd. Han råber af hende nogle gange over det mindste og nogle gange lige ind i hovedet på hende, og han ryster hende lidt eller klapper hendes lår når han bliver vred på hende.

 

I går rystede han hende lidt og jeg nåede kun lige sødt at sige "skat" inden han vendte sig mod mig og hårdt vrissede "Jeg gjorde ikke noget forkert."

Han har få gange ytret at han er bange for at skade hende i vrede eller frustration.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for hvis jeg siger noget til ham så bliver han vred på mig, og jeg tør ikke indblande familie eller venner i det, også fordi det føles som forræderi, så jeg er bare fanget her med en mand jeg er nervøs for. 
Jeg ved ikke om det bare er mig der er over følsom eller om jeg burde flytte fra ham med vores barn.

 

Han hverken drikker eller tager stoffer. 

 

Hvad tænker I?

Han skal søge hjælp.  intet mindre og så skal dig og barnet måske lidt på ferie. 

Du kan sige til ham det er helt normalt,  at barnet i en periode foretrækker mor eller far frem for den anden. 

Det at han selv ytre sig,  at han er bange for at gøre skade. Det er i sig selv et signal til han har behov for hjælp. Fagfolk skal der til lige der 

Det lyder til at han ikke ved at børn i denne alder er morglade. Det er jo også dig der har været på barsel med hende. Så det er ganske naturligt at hun foretrækker dig lige for tiden. 

Jeg synes I skal kontakte jeres sundhedsplejerske og han skal sætte ord på hvordan han har det, og sammen kan I sætte ord på hvordan I har det med forældrerollen. Hun kan så sammen med Jer finde ud af om der skal noget fagfolk til og hvad der ellers kan være brug for - fx noget familierådgivning ( du skrev i flere gange var ved at gå fra hinanden) 

I må være åben og ærlige for at sundhedsplejersken kan få det rette billede 

Held og lykke. Jeg håber I funder ud af det