Bange for hans vrede

Min mand og jeg har været sammen i snart 5 år, og har en datter på lige over et år.

Vi har problemer ligesom alle andre, ting der ikke er gået som planlagt.... Jeg ville måske ikke beskrive vores forhold som særlig godt, vi har flere gange overvejet at gå fra hinanden efter vi fik vores datter.

Han elsker vores datter, men hun foretrækker stadig mig, og eftersom vi har brugt meget at hun ligger i hans arme og han så synger hende i søvn, så bliver hun sur når hun bliver sat hos ham. Dette går ham meget på og det er også forståeligt. Han giver ofte udtryk for at han tror at hun hader ham.

Hans frustrationer synes jeg dog er begyndt at tage overhånd. Han råber af hende nogle gange over det mindste og nogle gange lige ind i hovedet på hende, og han ryster hende lidt eller klapper hendes lår når han bliver vred på hende.

I går rystede han hende lidt og jeg nåede kun lige sødt at sige "skat" inden han vendte sig mod mig og hårdt vrissede "Jeg gjorde ikke noget forkert."

Han har få gange ytret at han er bange for at skade hende i vrede eller frustration.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for hvis jeg siger noget til ham så bliver han vred på mig, og jeg tør ikke indblande familie eller venner i det, også fordi det føles som forræderi, så jeg er bare fanget her med en mand jeg er nervøs for. 
Jeg ved ikke om det bare er mig der er over følsom eller om jeg burde flytte fra ham med vores barn.

Han hverken drikker eller tager stoffer. 

Hvad tænker I?

KOM VÆK! intet mindre.

Hvis han selv er bange for at skade hende,  bør du være det endnu mere.

M89or skriver:

Min mand og jeg har været sammen i snart 5 år, og har en datter på lige over et år.

Vi har problemer ligesom alle andre, ting der ikke er gået som planlagt.... Jeg ville måske ikke beskrive vores forhold som særlig godt, vi har flere gange overvejet at gå fra hinanden efter vi fik vores datter.

 

Han elsker vores datter, men hun foretrækker stadig mig, og eftersom vi har brugt meget at hun ligger i hans arme og han så synger hende i søvn, så bliver hun sur når hun bliver sat hos ham. Dette går ham meget på og det er også forståeligt. Han giver ofte udtryk for at han tror at hun hader ham.

 

Hans frustrationer synes jeg dog er begyndt at tage overhånd. Han råber af hende nogle gange over det mindste og nogle gange lige ind i hovedet på hende, og han ryster hende lidt eller klapper hendes lår når han bliver vred på hende.

 

I går rystede han hende lidt og jeg nåede kun lige sødt at sige "skat" inden han vendte sig mod mig og hårdt vrissede "Jeg gjorde ikke noget forkert."

Han har få gange ytret at han er bange for at skade hende i vrede eller frustration.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for hvis jeg siger noget til ham så bliver han vred på mig, og jeg tør ikke indblande familie eller venner i det, også fordi det føles som forræderi, så jeg er bare fanget her med en mand jeg er nervøs for. 
Jeg ved ikke om det bare er mig der er over følsom eller om jeg burde flytte fra ham med vores barn.

 

Han hverken drikker eller tager stoffer. 

 

Hvad tænker I?

Du er på ingen måder overfølsom her. Det virker da foruroligende. Tror det ville være en rigtig god ide at henvende sig til nogen fagfolk/terapi. Så kan han få hjælp til sine frustrationer inden det kan eskalere. Og det kan vel ikke gå for hurtigt! 

M89or skriver:

Min mand og jeg har været sammen i snart 5 år, og har en datter på lige over et år.

Vi har problemer ligesom alle andre, ting der ikke er gået som planlagt.... Jeg ville måske ikke beskrive vores forhold som særlig godt, vi har flere gange overvejet at gå fra hinanden efter vi fik vores datter.

 

Han elsker vores datter, men hun foretrækker stadig mig, og eftersom vi har brugt meget at hun ligger i hans arme og han så synger hende i søvn, så bliver hun sur når hun bliver sat hos ham. Dette går ham meget på og det er også forståeligt. Han giver ofte udtryk for at han tror at hun hader ham.

 

Hans frustrationer synes jeg dog er begyndt at tage overhånd. Han råber af hende nogle gange over det mindste og nogle gange lige ind i hovedet på hende, og han ryster hende lidt eller klapper hendes lår når han bliver vred på hende.

 

I går rystede han hende lidt og jeg nåede kun lige sødt at sige "skat" inden han vendte sig mod mig og hårdt vrissede "Jeg gjorde ikke noget forkert."

Han har få gange ytret at han er bange for at skade hende i vrede eller frustration.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for hvis jeg siger noget til ham så bliver han vred på mig, og jeg tør ikke indblande familie eller venner i det, også fordi det føles som forræderi, så jeg er bare fanget her med en mand jeg er nervøs for. 
Jeg ved ikke om det bare er mig der er over følsom eller om jeg burde flytte fra ham med vores barn.

 

Han hverken drikker eller tager stoffer. 

 

Hvad tænker I?

Væk væk væk væk!! Ikke mindst bare en pause væk. 

Nu kan jeg ikke svare anonymt, men siger det alligevel. 

Min søns far begyndte at blive frustreret over vores søn, over følelsen af han ikke gad ham, men kun mig. Da vores søn var tre måneder, fandt jeg ud af han havde brækket et ribben og en fod. 

Og man må ALDRIG ryste et barn! Og lídt er heller ikke okay, for hvad hvis du en dag ikke er der og det tager overhånd? Skal di barn blive jerneskadet før man tager handling?

Brug din sunde fornuft. Selvom du elsker ham  så skal du passe på dig og din datter  Hvis han er sådan over for en 1 årig, hvordan bliver han så ikke når hun er 3 år, og begynder at komme i trodsalderen? Når hun bliver teenager? 

Bare det at han råber af en 1 årig får mine alarmklokker til at ringe  Vi har en dreng på 15 måneder, og hverken mig eller min mand har nogensinde råbt af ham. Vi bliver højst lidt skrappere i stemmen hvis han gør noget farligt, eller hvis han bider os eller hunden. I hvilke situationer råber han af hende?

Ham må heller aldrig ryste et barn (det ved du jo godt), og det at han ikke selv kan se at det er forkert er også et stort faresignal 

Håber du finder den rigtige løsning for jer allesammen Tænker også, at hvis i går fra hinanden skal du jo også tage stilling til samvær med ham for din datter(ved ikke hvordan sådan noget fungerer). Tænker at overvåget samvær måske er løsningen? Derfor er det måske også vigtigt at du snakker med en læge/sundhedsplejerske/kommunen omkring hvordan han er nu. Så har du nemlig sagt det højt i tilfælde af, at i går fra hinanden, og på den måde har du ligesom sikret dig en god grund til at jeres datter ikke skal på weekend ophold hos ham (hvis du ikke føler dig tryg ved, at han er alene med hende) 

Og vil også lige tilføje, at du på ingen måde er forkert på den. Du har alt ret til at være foruroliget over hans opførelse. 

Det er dit ansvar at beskytte jeres datter i dette tilfælde. 

Det eneste ansvarlige er at flytte fra ham.

AogA skriver:

Brug din sunde fornuft. Selvom du elsker ham  så skal du passe på dig og din datter  Hvis han er sådan over for en 1 årig, hvordan bliver han så ikke når hun er 3 år, og begynder at komme i trodsalderen? Når hun bliver teenager? 

Bare det at han råber af en 1 årig får mine alarmklokker til at ringe  Vi har en dreng på 15 måneder, og hverken mig eller min mand har nogensinde råbt af ham. Vi bliver højst lidt skrappere i stemmen hvis han gør noget farligt, eller hvis han bider os eller hunden. I hvilke situationer råber han af hende?

Ham må heller aldrig ryste et barn (det ved du jo godt), og det at han ikke selv kan se at det er forkert er også et stort faresignal 

Håber du finder den rigtige løsning for jer allesammen Tænker også, at hvis i går fra hinanden skal du jo også tage stilling til samvær med ham for din datter(ved ikke hvordan sådan noget fungerer). Tænker at overvåget samvær måske er løsningen? Derfor er det måske også vigtigt at du snakker med en læge/sundhedsplejerske/kommunen omkring hvordan han er nu. Så har du nemlig sagt det højt i tilfælde af, at i går fra hinanden, og på den måde har du ligesom sikret dig en god grund til at jeres datter ikke skal på weekend ophold hos ham (hvis du ikke føler dig tryg ved, at han er alene med hende) 

Bare lige et svar på det med samvær (Vær glad for du ik var i den situation ) 

Man tager ikke selv stilling til samvær. Det gør statsforvaltningen for de som ikke kan blive enige. Overvåget samvær gives også kun i sjældne tilfælde.. 

Kom væk. Det kan ikke gå for langsomt. Selvom han har rystet lidt, så er det ikke i orden! 

Tror endda jeg ville få barnet tjekket for at se om der er sket noget. 

M89or skriver:

Min mand og jeg har været sammen i snart 5 år, og har en datter på lige over et år.

Vi har problemer ligesom alle andre, ting der ikke er gået som planlagt.... Jeg ville måske ikke beskrive vores forhold som særlig godt, vi har flere gange overvejet at gå fra hinanden efter vi fik vores datter.

 

Han elsker vores datter, men hun foretrækker stadig mig, og eftersom vi har brugt meget at hun ligger i hans arme og han så synger hende i søvn, så bliver hun sur når hun bliver sat hos ham. Dette går ham meget på og det er også forståeligt. Han giver ofte udtryk for at han tror at hun hader ham.

 

Hans frustrationer synes jeg dog er begyndt at tage overhånd. Han råber af hende nogle gange over det mindste og nogle gange lige ind i hovedet på hende, og han ryster hende lidt eller klapper hendes lår når han bliver vred på hende.

 

I går rystede han hende lidt og jeg nåede kun lige sødt at sige "skat" inden han vendte sig mod mig og hårdt vrissede "Jeg gjorde ikke noget forkert."

Han har få gange ytret at han er bange for at skade hende i vrede eller frustration.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for hvis jeg siger noget til ham så bliver han vred på mig, og jeg tør ikke indblande familie eller venner i det, også fordi det føles som forræderi, så jeg er bare fanget her med en mand jeg er nervøs for. 
Jeg ved ikke om det bare er mig der er over følsom eller om jeg burde flytte fra ham med vores barn.

 

Han hverken drikker eller tager stoffer. 

 

Hvad tænker I?

Jeg ville foreslå ham en eller anden form for samtaler med lægen, en psykolog eller lignende, og få bearbejdet frustrationerne.

Den situation med at jeres datter ikke vil sidde hos far. Jeg kan udmærket forstå hans frustration, men hun ser det jo højst sandsynligt som "jeg vil ikke sove nu" og ikke som et had til far.