Anonym skriver:
Hej derude.
Jeg har brug for råd fra nogen, der hverken kender mig eller min kæreste personligt, så man får objektiv syn på det. Min kæreste og jeg har vært sammen i 8 år. 8 rigtig skønne og dejlige år med en masse oplevelser, dejlige minder og perfekte tider. Vi er det par, der sjældent skændes. Vi snakker om alt, finder en løsning sammen. Modgang har vi selvfølgelig også mødt (personlige problemer med kærestens familie). De problemer gjorde, at det var "os mod hele verden". Vi holdt sammen og blev så stærke. Mange omkring os misunder os for de stærke følelser og kærlighed selv efter så mange år. For et halvt år siden, fik vi en søn sammen. En rigtig dejlig nem dreng, der sover, som han skal. Han er dejlig glad, smilende og virkelig stille. Så hellere ingen udfordring der. Nu tænker I, hvad brokker hun sig så over og hvad ønsker hun råd til?
Gennem de 8 år, har jeg personligt med studie og job haft en masse udfordringer. Jeg har haft adskillige spise forstyrrelser, hvor jeg har taget en masse på og været overvægtig, smidt en masse kilo og været rigtig undervægtig. Jeg nåede efter en hård kamp min perfekte sunde vægt. BUM, så blev jeg gravid og jeg tog ekstrem meget på. Jeg nåede en vægt på 94 kilo. Nu 6 måneder efter er jeg nede på 81 kilo og jeg mangler at smide de 13-15 kilo. Min mand, som så mange andre mænd, tænker til tider med pikken. Hvem ønsker ikke en supermodel som kæreste? 
Ej spøg til side. Han elsker selvfølgelig, når jeg er tilfreds med min vægt og der er en masse spænding i sex livet. Dette er ikke tilfældet pt., da jeg er meget ked af min krop.
En dag har vi begge drukket og inden vi går i seng, diskuterer vi. Det ender med, at jeg giver udtryk for, at han ikke støtter mig i vægttabet. Han har et stort kærlighed til fast food og han har ofte pizza, burgere, pomfritter og den slags med på vej hjem fra arbejde. I vores diskussion går han i forsvars position og siger " Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig. Jeg vil hellere ikke ende i en situation, hvor jeg får dårlig samvittighed over at kigge på andre damer". Altså vi ved jo alle godt, at det er naturligt at kigge på modsat køn og savle engang imellem, så det er jo ikke en crime i sig selv. Jeg bliver rigtig ked af det og tager over til en veninde. Dagen efter da jeg kommer hjem, snakker vi om det og han undskylder rigtig meget. Han siger, at han var frustreret og han er ked af, at han sagde de ting, at han elsker mig og gerne vil støtte mig, hjælpe mig igennem de sidste kilo og selvfølgelig tænder han på mig og han kunne aldrig finde på at være sammen med en anden eller gå fra mig.
Nu, 3 uger efter det latterlige skænderi.. Jeg kan ikke komme over det. Jeg har haft så mange psykiske nedture, når det kommer til min vægt. Hver gang jeg ser på ham, dukker de ord frem igen "Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig." Jeg har ikke lyst til sex med ham, jeg har ikke lyst til at ligge og putte med ham og til tider har jeg lyst til at pakke mine ting og leve som alene mor med vores synd. Jeg ved godt, at for mange lyder dette overdrevet. Men for mig giver det desværre mening. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er charmerende at se på. Jeg er godt klar over, at jeg er overvægtig og det ikke er sundt. Jeg kan dog ikke komme over, at han var så streng i sine ord, når han ved, hvor følsomt et emne det er for mig.
Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gør nu og hvordan jeg skal komme over de ord. Jeg har siden 1 juni været på kostplan, trænet 4 gange i ugen (og det ved han selvfølgelig). Så han kan se, at jeg kæmper en ny kamp. Men de ord.. Det føles som et kæmpe slag og jeg føler nu, at jeg takket være ham, er 1000000 kilo fra. Hvordan ville I komme videre og komme over de ord, hvis det var jer?
