Skal jeg gå eller skal jeg blive...

Hej derude.

Jeg har brug for råd fra nogen, der hverken kender mig eller min kæreste personligt, så man får objektiv syn på det. Min kæreste og jeg har vært sammen i 8 år. 8 rigtig skønne og dejlige år med en masse oplevelser, dejlige minder og perfekte tider. Vi er det par, der sjældent skændes. Vi snakker om alt, finder en løsning sammen. Modgang har vi selvfølgelig også mødt (personlige problemer med kærestens familie). De problemer gjorde, at det var "os mod hele verden". Vi holdt sammen og blev så stærke. Mange omkring os misunder os for de stærke følelser og kærlighed selv efter så mange år. For et halvt år siden, fik vi en søn sammen. En rigtig dejlig nem dreng, der sover, som han skal. Han er dejlig glad, smilende og virkelig stille. Så hellere ingen udfordring der. Nu tænker I, hvad brokker hun sig så over og hvad ønsker hun råd til?

Gennem de 8 år, har jeg personligt med studie og job haft en masse udfordringer. Jeg har haft adskillige spise forstyrrelser, hvor jeg har taget en masse på og været overvægtig, smidt en masse kilo og været rigtig undervægtig. Jeg nåede efter en hård kamp min perfekte sunde vægt. BUM, så blev jeg gravid og jeg tog ekstrem meget på. Jeg nåede en vægt på 94 kilo. Nu 6 måneder efter er jeg nede på 81 kilo og jeg mangler at smide de 13-15 kilo. Min mand, som så mange andre mænd, tænker til tider med pikken. Hvem ønsker ikke en supermodel som kæreste? Ej spøg til side. Han elsker selvfølgelig, når jeg er tilfreds med min vægt og der er en masse spænding i sex livet. Dette er ikke tilfældet pt., da jeg er meget ked af min krop.


En dag har vi begge drukket og inden vi går i seng, diskuterer vi. Det ender med, at jeg giver udtryk for, at han ikke støtter mig i vægttabet. Han har et stort kærlighed til fast food og han har ofte pizza, burgere, pomfritter og den slags med på vej hjem fra arbejde. I vores diskussion går han i forsvars position og siger " Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig. Jeg vil hellere ikke ende i en situation, hvor jeg får dårlig samvittighed over at kigge på andre damer". Altså vi ved jo alle godt, at det er naturligt at kigge på modsat køn og savle engang imellem, så det er jo ikke en crime i sig selv. Jeg bliver rigtig ked af det og tager over til en veninde. Dagen efter da jeg kommer hjem, snakker vi om det og han undskylder rigtig meget. Han siger, at han var frustreret og han er ked af, at han sagde de ting, at han elsker mig og gerne vil støtte mig, hjælpe mig igennem de sidste kilo og selvfølgelig tænder han på mig og han kunne aldrig finde på at være sammen med en anden eller gå fra mig. 

Nu, 3 uger efter det latterlige skænderi.. Jeg kan ikke komme over det. Jeg har haft så mange psykiske nedture, når det kommer til min vægt. Hver gang jeg ser på ham, dukker de ord frem igen "Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig." Jeg har ikke lyst til sex med ham, jeg har ikke lyst til at ligge og putte med ham og til tider har jeg lyst til at pakke mine ting og leve som alene mor med vores synd. Jeg ved godt, at for mange lyder dette overdrevet. Men for mig giver det desværre mening. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er charmerende at se på. Jeg er godt klar over, at jeg er overvægtig og det ikke er sundt. Jeg kan dog ikke komme over, at han var så streng i sine ord, når han ved, hvor følsomt et emne det er for mig. 

Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gør nu og hvordan jeg skal komme over de ord. Jeg har siden 1 juni været på kostplan, trænet 4 gange i ugen (og det ved han selvfølgelig). Så han kan se, at jeg kæmper en ny kamp. Men de ord.. Det føles som et kæmpe slag og jeg føler nu, at jeg takket være ham, er 1000000 kilo fra. Hvordan ville I komme videre og komme over de ord, hvis det var jer?

Anonym skriver:

Hej derude.

Jeg har brug for råd fra nogen, der hverken kender mig eller min kæreste personligt, så man får objektiv syn på det. Min kæreste og jeg har vært sammen i 8 år. 8 rigtig skønne og dejlige år med en masse oplevelser, dejlige minder og perfekte tider. Vi er det par, der sjældent skændes. Vi snakker om alt, finder en løsning sammen. Modgang har vi selvfølgelig også mødt (personlige problemer med kærestens familie). De problemer gjorde, at det var "os mod hele verden". Vi holdt sammen og blev så stærke. Mange omkring os misunder os for de stærke følelser og kærlighed selv efter så mange år. For et halvt år siden, fik vi en søn sammen. En rigtig dejlig nem dreng, der sover, som han skal. Han er dejlig glad, smilende og virkelig stille. Så hellere ingen udfordring der. Nu tænker I, hvad brokker hun sig så over og hvad ønsker hun råd til?

Gennem de 8 år, har jeg personligt med studie og job haft en masse udfordringer. Jeg har haft adskillige spise forstyrrelser, hvor jeg har taget en masse på og været overvægtig, smidt en masse kilo og været rigtig undervægtig. Jeg nåede efter en hård kamp min perfekte sunde vægt. BUM, så blev jeg gravid og jeg tog ekstrem meget på. Jeg nåede en vægt på 94 kilo. Nu 6 måneder efter er jeg nede på 81 kilo og jeg mangler at smide de 13-15 kilo. Min mand, som så mange andre mænd, tænker til tider med pikken. Hvem ønsker ikke en supermodel som kæreste? Ej spøg til side. Han elsker selvfølgelig, når jeg er tilfreds med min vægt og der er en masse spænding i sex livet. Dette er ikke tilfældet pt., da jeg er meget ked af min krop.


En dag har vi begge drukket og inden vi går i seng, diskuterer vi. Det ender med, at jeg giver udtryk for, at han ikke støtter mig i vægttabet. Han har et stort kærlighed til fast food og han har ofte pizza, burgere, pomfritter og den slags med på vej hjem fra arbejde. I vores diskussion går han i forsvars position og siger " Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig. Jeg vil hellere ikke ende i en situation, hvor jeg får dårlig samvittighed over at kigge på andre damer". Altså vi ved jo alle godt, at det er naturligt at kigge på modsat køn og savle engang imellem, så det er jo ikke en crime i sig selv. Jeg bliver rigtig ked af det og tager over til en veninde. Dagen efter da jeg kommer hjem, snakker vi om det og han undskylder rigtig meget. Han siger, at han var frustreret og han er ked af, at han sagde de ting, at han elsker mig og gerne vil støtte mig, hjælpe mig igennem de sidste kilo og selvfølgelig tænder han på mig og han kunne aldrig finde på at være sammen med en anden eller gå fra mig. 

Nu, 3 uger efter det latterlige skænderi.. Jeg kan ikke komme over det. Jeg har haft så mange psykiske nedture, når det kommer til min vægt. Hver gang jeg ser på ham, dukker de ord frem igen "Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig." Jeg har ikke lyst til sex med ham, jeg har ikke lyst til at ligge og putte med ham og til tider har jeg lyst til at pakke mine ting og leve som alene mor med vores synd. Jeg ved godt, at for mange lyder dette overdrevet. Men for mig giver det desværre mening. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er charmerende at se på. Jeg er godt klar over, at jeg er overvægtig og det ikke er sundt. Jeg kan dog ikke komme over, at han var så streng i sine ord, når han ved, hvor følsomt et emne det er for mig. 

Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gør nu og hvordan jeg skal komme over de ord. Jeg har siden 1 juni været på kostplan, trænet 4 gange i ugen (og det ved han selvfølgelig). Så han kan se, at jeg kæmper en ny kamp. Men de ord.. Det føles som et kæmpe slag og jeg føler nu, at jeg takket være ham, er 1000000 kilo fra. Hvordan ville I komme videre og komme over de ord, hvis det var jer?

Jeg har læst dit indlæg 3 gange nu, og jeg ved sgu ikke hvad jeg skal sige, jeg vil bare så gerne give dig et stort kram, håber du kan komme over hans hårde ord, jeg ville nok have lyst til at se ham kæmpe for jeres forhold i lige så høj grad som du gør med din vægt.

Du kan starte med at forbyde ham at tage junk-good med hjem, det er sgu tarveligt at sidde og spise de. Slagt når du skal tabe dig.

Held og lykke og pas på dig selv

Anonym skriver:

Hej derude.

Jeg har brug for råd fra nogen, der hverken kender mig eller min kæreste personligt, så man får objektiv syn på det. Min kæreste og jeg har vært sammen i 8 år. 8 rigtig skønne og dejlige år med en masse oplevelser, dejlige minder og perfekte tider. Vi er det par, der sjældent skændes. Vi snakker om alt, finder en løsning sammen. Modgang har vi selvfølgelig også mødt (personlige problemer med kærestens familie). De problemer gjorde, at det var "os mod hele verden". Vi holdt sammen og blev så stærke. Mange omkring os misunder os for de stærke følelser og kærlighed selv efter så mange år. For et halvt år siden, fik vi en søn sammen. En rigtig dejlig nem dreng, der sover, som han skal. Han er dejlig glad, smilende og virkelig stille. Så hellere ingen udfordring der. Nu tænker I, hvad brokker hun sig så over og hvad ønsker hun råd til?

Gennem de 8 år, har jeg personligt med studie og job haft en masse udfordringer. Jeg har haft adskillige spise forstyrrelser, hvor jeg har taget en masse på og været overvægtig, smidt en masse kilo og været rigtig undervægtig. Jeg nåede efter en hård kamp min perfekte sunde vægt. BUM, så blev jeg gravid og jeg tog ekstrem meget på. Jeg nåede en vægt på 94 kilo. Nu 6 måneder efter er jeg nede på 81 kilo og jeg mangler at smide de 13-15 kilo. Min mand, som så mange andre mænd, tænker til tider med pikken. Hvem ønsker ikke en supermodel som kæreste? Ej spøg til side. Han elsker selvfølgelig, når jeg er tilfreds med min vægt og der er en masse spænding i sex livet. Dette er ikke tilfældet pt., da jeg er meget ked af min krop.


En dag har vi begge drukket og inden vi går i seng, diskuterer vi. Det ender med, at jeg giver udtryk for, at han ikke støtter mig i vægttabet. Han har et stort kærlighed til fast food og han har ofte pizza, burgere, pomfritter og den slags med på vej hjem fra arbejde. I vores diskussion går han i forsvars position og siger " Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig. Jeg vil hellere ikke ende i en situation, hvor jeg får dårlig samvittighed over at kigge på andre damer". Altså vi ved jo alle godt, at det er naturligt at kigge på modsat køn og savle engang imellem, så det er jo ikke en crime i sig selv. Jeg bliver rigtig ked af det og tager over til en veninde. Dagen efter da jeg kommer hjem, snakker vi om det og han undskylder rigtig meget. Han siger, at han var frustreret og han er ked af, at han sagde de ting, at han elsker mig og gerne vil støtte mig, hjælpe mig igennem de sidste kilo og selvfølgelig tænder han på mig og han kunne aldrig finde på at være sammen med en anden eller gå fra mig. 

Nu, 3 uger efter det latterlige skænderi.. Jeg kan ikke komme over det. Jeg har haft så mange psykiske nedture, når det kommer til min vægt. Hver gang jeg ser på ham, dukker de ord frem igen "Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig." Jeg har ikke lyst til sex med ham, jeg har ikke lyst til at ligge og putte med ham og til tider har jeg lyst til at pakke mine ting og leve som alene mor med vores synd. Jeg ved godt, at for mange lyder dette overdrevet. Men for mig giver det desværre mening. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er charmerende at se på. Jeg er godt klar over, at jeg er overvægtig og det ikke er sundt. Jeg kan dog ikke komme over, at han var så streng i sine ord, når han ved, hvor følsomt et emne det er for mig. 

Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gør nu og hvordan jeg skal komme over de ord. Jeg har siden 1 juni været på kostplan, trænet 4 gange i ugen (og det ved han selvfølgelig). Så han kan se, at jeg kæmper en ny kamp. Men de ord.. Det føles som et kæmpe slag og jeg føler nu, at jeg takket være ham, er 1000000 kilo fra. Hvordan ville I komme videre og komme over de ord, hvis det var jer?

Kære ts for det første skal du ha en 

for det andet. Du skriver at han ved hvor følsomt et emne det er for dig ikke? 

Er det her første gang han siger de her ting?

søde dig. Måske jeg er hård nu, men for mig at læse er det din manglende selvtillid der er et problem og ikke de ekstra kg. Og måske at det var den der trickede ham? Det er ikke fedt at gå og høre på ej jeg er også tyk, puha hvor er jeg grim, fingrene væk fra min mave, ej nu skal jeg altså også tabe mig osv. Ved ikke om det er sådan det er, men hvis du vælger at gå din vej vil du højst sandsynlig bare tage problemet med videre. Tænker også i forhold til dine spiseforstyrrelser. lær at elske dig selv, med ekstra kg eller ej og han vil synes du er noget af det frækkert.  

Jeg tog meget på i forbindelse med en hofteoperation for år tilbage. gik og brokkede mig over det og en dag da vi skulle i byen fik min kæreste nok. "Ja, du er blevet tyk. lær at holde af det eller gør noget ved det. Det der gider jeg ikke høre på mere, det er så usexet". Blev så gal at jeg blev hjemme, men manden havde jo ret..

så jeg synes du skal blive og gøre noget ved din manglende selvtillid, den er mere usund end din vægt. 

søde dig. Måske jeg er hård nu, men for mig at læse er det din manglende selvtillid der er et problem og ikke de ekstra kg. Og måske at det var den der trickede ham? Det er ikke fedt at gå og høre på ej jeg er også tyk, puha hvor er jeg grim, fingrene væk fra min mave, ej nu skal jeg altså også tabe mig osv. Ved ikke om det er sådan det er, men hvis du vælger at gå din vej vil du højst sandsynlig bare tage problemet med videre. Tænker også i forhold til dine spiseforstyrrelser. lær at elske dig selv, med ekstra kg eller ej og han vil synes du er noget af det frækkert.  

Jeg tog meget på i forbindelse med en hofteoperation for år tilbage. gik og brokkede mig over det og en dag da vi skulle i byen fik min kæreste nok. "Ja, du er blevet tyk. lær at holde af det eller gør noget ved det. Det der gider jeg ikke høre på mere, det er så usexet". Blev så gal at jeg blev hjemme, men manden havde jo ret..

så jeg synes du skal blive og gøre noget ved din manglende selvtillid, den er mere usund end din vægt. 

Anonym skriver:

Hej derude.

Jeg har brug for råd fra nogen, der hverken kender mig eller min kæreste personligt, så man får objektiv syn på det. Min kæreste og jeg har vært sammen i 8 år. 8 rigtig skønne og dejlige år med en masse oplevelser, dejlige minder og perfekte tider. Vi er det par, der sjældent skændes. Vi snakker om alt, finder en løsning sammen. Modgang har vi selvfølgelig også mødt (personlige problemer med kærestens familie). De problemer gjorde, at det var "os mod hele verden". Vi holdt sammen og blev så stærke. Mange omkring os misunder os for de stærke følelser og kærlighed selv efter så mange år. For et halvt år siden, fik vi en søn sammen. En rigtig dejlig nem dreng, der sover, som han skal. Han er dejlig glad, smilende og virkelig stille. Så hellere ingen udfordring der. Nu tænker I, hvad brokker hun sig så over og hvad ønsker hun råd til?

Gennem de 8 år, har jeg personligt med studie og job haft en masse udfordringer. Jeg har haft adskillige spise forstyrrelser, hvor jeg har taget en masse på og været overvægtig, smidt en masse kilo og været rigtig undervægtig. Jeg nåede efter en hård kamp min perfekte sunde vægt. BUM, så blev jeg gravid og jeg tog ekstrem meget på. Jeg nåede en vægt på 94 kilo. Nu 6 måneder efter er jeg nede på 81 kilo og jeg mangler at smide de 13-15 kilo. Min mand, som så mange andre mænd, tænker til tider med pikken. Hvem ønsker ikke en supermodel som kæreste? Ej spøg til side. Han elsker selvfølgelig, når jeg er tilfreds med min vægt og der er en masse spænding i sex livet. Dette er ikke tilfældet pt., da jeg er meget ked af min krop.


En dag har vi begge drukket og inden vi går i seng, diskuterer vi. Det ender med, at jeg giver udtryk for, at han ikke støtter mig i vægttabet. Han har et stort kærlighed til fast food og han har ofte pizza, burgere, pomfritter og den slags med på vej hjem fra arbejde. I vores diskussion går han i forsvars position og siger " Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig. Jeg vil hellere ikke ende i en situation, hvor jeg får dårlig samvittighed over at kigge på andre damer". Altså vi ved jo alle godt, at det er naturligt at kigge på modsat køn og savle engang imellem, så det er jo ikke en crime i sig selv. Jeg bliver rigtig ked af det og tager over til en veninde. Dagen efter da jeg kommer hjem, snakker vi om det og han undskylder rigtig meget. Han siger, at han var frustreret og han er ked af, at han sagde de ting, at han elsker mig og gerne vil støtte mig, hjælpe mig igennem de sidste kilo og selvfølgelig tænder han på mig og han kunne aldrig finde på at være sammen med en anden eller gå fra mig. 

Nu, 3 uger efter det latterlige skænderi.. Jeg kan ikke komme over det. Jeg har haft så mange psykiske nedture, når det kommer til min vægt. Hver gang jeg ser på ham, dukker de ord frem igen "Jeg kan ikke det her mere, jeg kan ikke vores forhold. Jeg tænder ikke på store piger med lavt selvtillid. Jeg tænder ikke på dig." Jeg har ikke lyst til sex med ham, jeg har ikke lyst til at ligge og putte med ham og til tider har jeg lyst til at pakke mine ting og leve som alene mor med vores synd. Jeg ved godt, at for mange lyder dette overdrevet. Men for mig giver det desværre mening. Jeg er godt klar over, at jeg ikke er charmerende at se på. Jeg er godt klar over, at jeg er overvægtig og det ikke er sundt. Jeg kan dog ikke komme over, at han var så streng i sine ord, når han ved, hvor følsomt et emne det er for mig. 

Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gør nu og hvordan jeg skal komme over de ord. Jeg har siden 1 juni været på kostplan, trænet 4 gange i ugen (og det ved han selvfølgelig). Så han kan se, at jeg kæmper en ny kamp. Men de ord.. Det føles som et kæmpe slag og jeg føler nu, at jeg takket være ham, er 1000000 kilo fra. Hvordan ville I komme videre og komme over de ord, hvis det var jer?

Får ondt i maven over at læse dit indlæg. Det ksn han simpelthen ikke være bekendt. Du har båret hans barn og har deraf taget på, men du kæmper for at komme af med de sidste kilo. Jeg aner ikke om jeg ville kunne leve med en mand som havde sagt sådan nogle hårde ord. Men nu i har barn sammen og en lang historie bag jer som du beskriver som en dejlig tid så ville jeg nok hvis jeg var dig kæmpe for at stå igennem det. 

Kram til dig.

Du skal selvfølgelig blive.

Og så skal I hjælpe hinanden med at finde gnisten igen - du skal tilgive ham de hårde ord, og han skal ikke tage fastfood med hjem! 

I er lige blevet forældre, I er kommet stærkere igennem kriser. I skal ikke gå fra hinanden over få ord sagt i fuldskab.

Min mand hører det samme igen og igen som din mand sikkert hører: jeg er ked af min krop, jeg vil gerne smide de kilo, du skal ikke røre osv. Ærligt hvis han havde sagt det samme som din mand havde jeg forstået ham. Jeg havde sikkert som dig lagt vægt på overvægten i hans sætning og "glemt" lille selvtillid. 

For skal vi være helt ærlige, er det så nemt at tænde på en der ikke kan lide sig selv? Så er det ligegyldigt om det menneske ligner forsiden af playboy eller ej. 

Er så enig med Abracadabra. 

Inden du skrev de hårde ord, som han havde sagt, beskrev du det perfekte forhold. Det, som ALLE drømmer om. Tænk på, at hvis du går fra ham, så er oddsene for at du finder noget lignende nærmest lig 0. Jeg ville blive og kæmpe for dét og alle de gode og fantastiske ting som I har sammen, og som kun I vil få sammen. 

Jeg kan samtidig godt sætte mig ind i, at når man har problemer med vægten, så glemmer man ALDRIG sådan en udtalelse. Jeg har selv været meget overvægtig, og er også ekstremt følsom omkring emnet. Men hvis han har sagt undskyld, så må du også tro på ham - og lægge det bag dig, selvom det er svært. Og han må så også vise at hvis han virkelig støtter dig i dit vægttab, så skal han også stoppe med at tage usunde ting med hjem.

Uanset udfaldet, så held og lykke med det hele og kram herfra 

Da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg at jeg godt kan relatere til det meste, selv om det nok er lidt anderledes.. undskyld det er så langt.

Jeg har kendt min kæreste i ca 14 år, vi er hinandens store kærlighed fra første blik, men har dog kun været kærester i 4 år, og har nu en datter på 2. Jeg har haft mine kampe med vægten pga pco, og tog ca 28kg på under graviditeten. Så selvtilliden, der i forvejen ikke har været god, har virkelig lidt under det. Det er nu sådan,at vi har haft lidt udfordringer - min kæreste var utro med sin eks helt i starten af vores forhold (vi har begge været sammen med vores ekser i årevis, og havde svært ved de omvæltninger der fulgte med at pludselig flytte fra dem og sammen, så jeg tilgav). Men jeg havde desværre læst en besked på hans tlf til hende, som jeg den dag i dag ønsker jeg ikke havde. På et andet tidspunkt havde han sagt en lidt kritisk ting omkring sex, som jeg tog meget værre end det var ment (han mente det faktisk pga af sine rygsmerter). Og i mit hoved smeltede de to ting sammen, så efter graviditeten, da selvtilliden var i bund, og hverdagen havde sneget sig ind på os, fyldte det lige pludselg rigtig meget hos mig. Jeg ville ikke have han skulle røre ved mig - fik nærmest tårer i øjnene hver gang, for selv om jeg havde lyst, så var der noget der bare blokerede, og tankerne om at jeg var dårlig i sengen, utiltrækkende, mens hun så ikke havde været (fjolllet ja, efter flere år), gjorde at jeg bare ikke kunne noget, og ville bare væk.

Jeg begyndte at tænke over om det nu var det her jeg ville, om jeg kunne blive ved sådan, om hvad jeg skulle gøre hvis jeg flyttede, lagde lidt teoretiske planer.. Jeg havde nævnt for ham nogle gange hvor dårligt jeg havde det, men sidste gang fortalte jeg så præcis hvad jeg tænkte, med hvor ondt det havde gjort, mine tvivl, og planer for fremtiden.. Jeg var samtidig begyndt på min egen kamp, og mangler da også kun at tabe de sidste 5kg - en kamp kun for min egen skyld, for at JEG igen kunne lide mig selv og synes jeg er lækker i MINE øjne. (f'ck ham, tænkte jeg i mine sure og triste øjeblikke, jeg gør det!)

Det jeg vil sige er, at du skal snakke med ham omkring hvordan du har det helt præcist. Med det han sagde, og med at du vil have han støtter dig i din kamp mod vægten. Han vil utvivlsom ikke miste dig. Og så skal du fokusere på dig selv og gøre det for dig selv.

Noget andet er, at når du tænker du vil væk, og måske have nogen der værdsætter dig osv.. så prøv at forestille dig at I slog op, og han kan sige han ikke elsker dig mere, for han siger det til en anden, giver hende al kærligheden. Det tænkte jeg, og det gjorde virkelig ondt, og jeg forstod jeg ikke var klar til at det skulle slutte, overhovedet. Det er kun dig selv, der kan bestemme dig for, at det skal virke, og du vil tilgive hans ord, og arbejde sammen.

Håber det giver lidt mening. Og min kæreste blev da også nogle gang træt af at høre "Ser jeg tyk ud?" "Jeg er så fed, iiih.." osv. Og man syntes han skulle kaste alt fra sig og trøste en, men i stedet blev han småirriteret og sagde "Neeeej, det er du ikke! (suk, suk)" eller "Så må du i gang med at gøre noget, hvis du selv synes det"!

Sorry, så langt..