Når det for alvor er slut andre i samme situation?

Når det for alvor er slut, andre i samme situation?


Jeg er så ulykkelig lige nu.. har aldrig følt mig mere alene, bange, utilpas og angst for jeg ikke kommer videre og ikke klare den..

Jeg har oprettet flere debatter efterhånden, om min forlovedes og jegs problemer, men vi er nu begge afklaret med vi simpelthen er for forskellige. Selvom vi altid har elsket hinanden så forbandet højt, så er vores kommunikation  blevet værre og værre. Vi har tit tænkt det bare var perioder, men der har været mange efterhånden hvor jeg tit har tænkt " nu det nu" så det aligevel gået hvor vi har måske haft 2-3 uger uden at skændes (max) mere tror jeg heller ikke der gået så.. og det over de vildeste ting og platteste ting.
Han er mega spontan/ lever til tider alt for meget i nuet og tænker ikke altid logisk. Jeg er typen der tænker mig godt om inden jeg gør ting og har mål for min fremtid og uddannelse hvilket han aldrig har vægtet højt, og skiftet fra job til job, og kan stadig stå og sige at han er klar til børn på trods af han kunne miste sir job når som helst da det tidsbegrænset. Aligevel er en uddannelse "jo overvurderet som han siger" når han har skulle lavet ansøgninger og få sine anbefalinger fra gamle jobs, har jeg bogstaveligt talt skulle, tigge og be ham om det for at få ind i hovedet på hvor vigtigt det var, at have med og det mig der har stået for havs ansøgninger tit da han ikke engang gider forsøge..

Nogle har måske lidt min debat om han anskaffede sig en hund uden jeg var inde over beslutningen, og ikke ville acceptere at jeg ikke ville acceptere det og derfor tilgav jeg det men har været et stort tillidsbrud for mig da, jeg havde gjort det klart jeg ville ha hund på et tidspunkt mrn det skulle passe ind og vi var desuden ik enige om racen..
Desuden ville jeg lyve hvis jeg sagde at vores forskellige kulturer  (Han er muslim, jeg kultur kristen) ikke også er en stor del af det.. Istarten tænkte jeg ikke over det, men længere inde i forholdet har jeg tit  haft en knude i maven når jeg tænkte på når vi fik børn.. har slået det væk med det bare er mig der bekymre mig om meget, men jeg har faktisk frygtet det på trods af han aldrig har været fanatisk i sin tro .. Men især når han er så uhyggelig spontan som han er, og ændre mening lyn hurtigt så alle de ting vi har snakket om at gå på kompromis med, ville jeg være bange for ville ændre sig når barnet kom. Vi gik fra hinanden en gang pga jeg ikke ku acceptere omskæring af en søn før han blev teenager og fik valget, og min forlovede stod HELT fast på det at det var det eneste rigtige at gøre som lille. Var overbevist om det var slut, men 2 uger efter sagde han at han ville acceptere det for min skyld. Har stadig haft det i baghovedet siden, men har valgt at stole på det han sagde indtil jeg spurgte her den anden dag, da vi faktisk lige havde gjort det forbi om det var en del af grunden.. Han sagde nej han ville ha accepteret det, men han ville lyve hvis han sagde han ikke ville have det svært med det.. og igen slog det mig bare.. Hvor ville jeg bare være bange for om han ikke ville ku acceptere det når først vi fik en søn? Selv hvis han jo så gjorde hvordan ville det, at han havde det svært med det så påvirke os og barnet?

 Derudover så har jeg tit undgået besøg hos hans forældre da jeg virkelig har haft det svært med de ikke kan særlig meget dansk, og der så tit går tyrkisk i den.. og har aldrig ku snakke med ham om det, uden det bliver taget som et angreb.. Men har tit kun kunne holde ud at sidde derhjemme i 2 timer, fordi langt over største delen af tiden er det kun tyrkisk snak. Og har ik følt hans forældre rigtig har prøvet nok, men ifølge min forlovede er det mig der ik har gjort nok. "Selv hans danske svigerinde kom jo helt fra Fyn og var begyndt på tyrkisk skole for at ku kommunikere med hans forældre som han lige fik sagt " (har af ren interesse lært mig selv nogle ord og sætninger, men jeg begynder ikke i en sprog klasse for at kunne kommunikere med mine tyrkisk  sviger forældre i Danmark.. Så synes jeg ligesom man sætter grundstenen for hvilket sprog der skal vægtes i familien hvor jeg da havde håbet det med tiden ville blive bedre med det danske.. 

Så ja.. udover de mange daglige skænderier hvor vi tit har råbt og kaldt hinanden grimme ting, og har haft en tildens til at provokere hinanden, så selvom jeg godt ved det er det rigtige og det faktisk giver mig ro i sjælen at jeg slipper for de kulturelle og religiøse problemer i fremtiden så er det så fandens hårdt.  Også med det praktiske.. nu skændes vi om hvem der får hunden og aner ikke hvor jeg skal bo.. ej men det forfærdeligt og så oven i selve bruddet. Har inderligt troet i 4 år vi var hinandens til det sidste, for uanset de dårlige tider har vi haft så mange gode stunder og kærligheden har altid været der.. Men nogle gange er kærlighed vel ikke nok   andre der går igennem det samme ? Føler mig SÅ alene og på trods af alt lortet i vores forhold har han været min bedsteven og støtte i de 4 år og kommer til at savne det inderligt

sollou skriver:

Når det for alvor er slut, andre i samme situation?


Jeg er så ulykkelig lige nu.. har aldrig følt mig mere alene, bange, utilpas og angst for jeg ikke kommer videre og ikke klare den..

Jeg har oprettet flere debatter efterhånden, om min forlovedes og jegs problemer, men vi er nu begge afklaret med vi simpelthen er for forskellige. Selvom vi altid har elsket hinanden så forbandet højt, så er vores kommunikation  blevet værre og værre. Vi har tit tænkt det bare var perioder, men der har været mange efterhånden hvor jeg tit har tænkt " nu det nu" så det aligevel gået hvor vi har måske haft 2-3 uger uden at skændes (max) mere tror jeg heller ikke der gået så.. og det over de vildeste ting og platteste ting.
Han er mega spontan/ lever til tider alt for meget i nuet og tænker ikke altid logisk. Jeg er typen der tænker mig godt om inden jeg gør ting og har mål for min fremtid og uddannelse hvilket han aldrig har vægtet højt, og skiftet fra job til job, og kan stadig stå og sige at han er klar til børn på trods af han kunne miste sir job når som helst da det tidsbegrænset. Aligevel er en uddannelse "jo overvurderet som han siger" når han har skulle lavet ansøgninger og få sine anbefalinger fra gamle jobs, har jeg bogstaveligt talt skulle, tigge og be ham om det for at få ind i hovedet på hvor vigtigt det var, at have med og det mig der har stået for havs ansøgninger tit da han ikke engang gider forsøge..

Nogle har måske lidt min debat om han anskaffede sig en hund uden jeg var inde over beslutningen, og ikke ville acceptere at jeg ikke ville acceptere det og derfor tilgav jeg det men har været et stort tillidsbrud for mig da, jeg havde gjort det klart jeg ville ha hund på et tidspunkt mrn det skulle passe ind og vi var desuden ik enige om racen..
Desuden ville jeg lyve hvis jeg sagde at vores forskellige kulturer  (Han er muslim, jeg kultur kristen) ikke også er en stor del af det.. Istarten tænkte jeg ikke over det, men længere inde i forholdet har jeg tit  haft en knude i maven når jeg tænkte på når vi fik børn.. har slået det væk med det bare er mig der bekymre mig om meget, men jeg har faktisk frygtet det på trods af han aldrig har været fanatisk i sin tro .. Men især når han er så uhyggelig spontan som han er, og ændre mening lyn hurtigt så alle de ting vi har snakket om at gå på kompromis med, ville jeg være bange for ville ændre sig når barnet kom. Vi gik fra hinanden en gang pga jeg ikke ku acceptere omskæring af en søn før han blev teenager og fik valget, og min forlovede stod HELT fast på det at det var det eneste rigtige at gøre som lille. Var overbevist om det var slut, men 2 uger efter sagde han at han ville acceptere det for min skyld. Har stadig haft det i baghovedet siden, men har valgt at stole på det han sagde indtil jeg spurgte her den anden dag, da vi faktisk lige havde gjort det forbi om det var en del af grunden.. Han sagde nej han ville ha accepteret det, men han ville lyve hvis han sagde han ikke ville have det svært med det.. og igen slog det mig bare.. Hvor ville jeg bare være bange for om han ikke ville ku acceptere det når først vi fik en søn? Selv hvis han jo så gjorde hvordan ville det, at han havde det svært med det så påvirke os og barnet?

 Derudover så har jeg tit undgået besøg hos hans forældre da jeg virkelig har haft det svært med de ikke kan særlig meget dansk, og der så tit går tyrkisk i den.. og har aldrig ku snakke med ham om det, uden det bliver taget som et angreb.. Men har tit kun kunne holde ud at sidde derhjemme i 2 timer, fordi langt over største delen af tiden er det kun tyrkisk snak. Og har ik følt hans forældre rigtig har prøvet nok, men ifølge min forlovede er det mig der ik har gjort nok. "Selv hans danske svigerinde kom jo helt fra Fyn og var begyndt på tyrkisk skole for at ku kommunikere med hans forældre som han lige fik sagt " (har af ren interesse lært mig selv nogle ord og sætninger, men jeg begynder ikke i en sprog klasse for at kunne kommunikere med mine tyrkisk  sviger forældre i Danmark.. Så synes jeg ligesom man sætter grundstenen for hvilket sprog der skal vægtes i familien hvor jeg da havde håbet det med tiden ville blive bedre med det danske.. 

Så ja.. udover de mange daglige skænderier hvor vi tit har råbt og kaldt hinanden grimme ting, og har haft en tildens til at provokere hinanden, så selvom jeg godt ved det er det rigtige og det faktisk giver mig ro i sjælen at jeg slipper for de kulturelle og religiøse problemer i fremtiden så er det så fandens hårdt.  Også med det praktiske.. nu skændes vi om hvem der får hunden og aner ikke hvor jeg skal bo.. ej men det forfærdeligt og så oven i selve bruddet. Har inderligt troet i 4 år vi var hinandens til det sidste, for uanset de dårlige tider har vi haft så mange gode stunder og kærligheden har altid været der.. Men nogle gange er kærlighed vel ikke nok   andre der går igennem det samme ? Føler mig SÅ alene og på trods af alt lortet i vores forhold har han været min bedsteven og støtte i de 4 år og kommer til at savne det inderligt

Selvom det gør ondt lige nu, så er det bedst for dig at komme væk fra ham, og det finder du også ud af med tiden.

Jeg kan da også indrømme, at jeg har været en af mange, der har haft gevaldigt ondt i panden af at sidde og slå mig selv, når jeg har læst dine indlæg, omg!  

Rockertand skriver:

Selvom det gør ondt lige nu, så er det bedst for dig at komme væk fra ham, og det finder du også ud af med tiden.

Jeg kan da også indrømme, at jeg har været en af mange, der har haft gevaldigt ondt i panden af at sidde og slå mig selv, når jeg har læst dine indlæg, omg!  

 

Kan du uddybe det sidste ?

sollou skriver:

Kan du uddybe det sidste ?

Sådan som trådene er skrevet, har jeg klart haft opfattelsen af, at det var et forhold uden respekt eller særligt megen omtanke, og hvorfor man som kvinde vil være i det, er en gåde.

Nogengange er kærligheden bare ikke nok. Og det gør fandens ondt. Jeg forlod min eks fordi vi var for forskellige, vores syn på livet og mål og drømme og familie, det kunne bare ikke gå op. Vi fandt tusind kompromiser for at blive sammen, hvilket bare endte med at ingen af os var rigtigt lykkelige. Lidt hårdt sagt, man kan få en ny kæreste, man kan aldrig få et nyt liv når man sidder gammel og grå og utilfreds og føler at man har spildt livet på at gå på kompromis med den man er. Eller var engang. Kram til dig. Er sikker på du blir glad for din beslutning i sidste ende

Rockertand skriver:

Sådan som trådene er skrevet, har jeg klart haft opfattelsen af, at det var et forhold uden respekt eller særligt megen omtanke, og hvorfor man som kvinde vil være i det, er en gåde.

Ja okay tak for svar

Det mærkeligt for på den ene side har jeg altid følt mig respekteret af ham, har aldrig mødt en fyr der har vist mig så meget kærlighed til mig, men på den anden side så i andre situationer så føler jeg tit ikke respekten har været der, og har kunne synes han er virkelig umoden og naiv på mange punkter...Han har kaldt mig unormal og utaknemmelig over jeg ik vil have børn endnu for  "det vil alle andre kvinder da! " Og har brugt det mod mig i vores diskussioner og sammenlignet med alle hans venner " For deres kone værdsætter jo deres mænd og jo vil gerne have børn".. det som om han hele tiden har troet at noget udefra ville gøre det bedre. En hund.. et barn.. Osv. Jeg kan ikke rigtig forklare hvor ulogisk han tit tænker..

Og samtidig har han mistet alt form for at tage intativ til noget husligt, har jeg også skulle tigge og be om. Selv bare at hjælpe med at dække bord eller tage en opvask AF SIG SELV.. så har da overhovedet ikke kunne overskue er barn, med både det i hovedet, hans tanker omkring arbejde og uddannelse og vores måde at tale til hinanden på. Jeg har heller ikke været perfekt. Overhovedet ikke. Jeg har altid haft et større temperament end ham, men skal love for han aligevel kan være så flabet, selv hvis det bare er en sætning han siger.. Men det glemmer han. Det altid kun min reaktion han husker, og ik baggrunden for den.

Bare noget rod ! Men det er bedst.. det er det. Bare så hårdt at indse det 

Du skal nok komme ovenpå igen. Så snart du er flyttet og får en hverdag op og køre og i ikke har kontakt på daglig basis mere så bliver det meget nemmere. 

Pris dig lykkelig for at I i det mindste ikke nåede at få børn for så havde det været sværere. 

Ang hunden så må den da vel tilgå ham. Han skaffede den uden din samtykke, så det vel hans hund? 

Selvfølgelig er det hårdt for dig. Uanset hvilke fejl og mangler jeres forhold måtte have, så har du jo følt en stor kærlighed, som du skriver (tag dig ikke af negative kommentarer). Og det føles som et kæmpe tab. Det kan godt være det lyder lidt overfladisk, men du skal nok komme over det med tiden. Du har nok ret, det er ikke altid nok med kærlighed, man kan elske flere uden at det betyder man kan leve sammen for altid. Jeg har ikke oplevet helt det samme, men gik på et tidspunkt fra en kæreste gennem 8 år, hvor vi og alle omkring os var sikre på det skulle være os. Det var dog under andre omstændigheder. Men det er hårdt, og skræmmende, man trænger nærmest med krop og sjæl at søge tilbage til det kendte og trygge, selv om man også vil væk. Det er svært med kæmpe forandringer uanset hvad. Men det skal nok gå.. 

Diosa85 skriver:

Du skal nok komme ovenpå igen. Så snart du er flyttet og får en hverdag op og køre og i ikke har kontakt på daglig basis mere så bliver det meget nemmere. 

Pris dig lykkelig for at I i det mindste ikke nåede at få børn for så havde det været sværere. 

Ang hunden så må den da vel tilgå ham. Han skaffede den uden din samtykke, så det vel hans hund? 

Jeg sagde til ham dengang at jeg kun ville gå med til at beholde hunden, kun hvis det betød det var vores begge 100 procent. Det sagde han ja til. Jeg vidste jeg ville knytte mig enormt meget til den og da det er mig der har haft hovede ansvaret for den, så føler jeg også det mig der har tiden til den. Han har absolut ikke tiden og er ikke et hjemme menneske, især ik nu når vi gået fra hinanden det 100. Han sagde han jo bare kunne betale nogle for at gå med hende når han var på sine 13 timers vagter. Den hund fortjener bedre. Så ville jeg hellere give hende væk til nogle der virkelig har tiden til den. Men det svært.. for ingen af os ved jo hvor vi skal bo.. bare rigtig uoverskueligt det hele

sollou skriver:

Jeg sagde til ham dengang at jeg kun ville gå med til at beholde hunden, kun hvis det betød det var vores begge 100 procent. Det sagde han ja til. Jeg vidste jeg ville knytte mig enormt meget til den og da det er mig der har haft hovede ansvaret for den, så føler jeg også det mig der har tiden til den. Han har absolut ikke tiden og er ikke et hjemme menneske, især ik nu når vi gået fra hinanden det 100. Han sagde han jo bare kunne betale nogle for at gå med hende når han var på sine 13 timers vagter. Den hund fortjener bedre. Så ville jeg hellere give hende væk til nogle der virkelig har tiden til den. Men det svært.. for ingen af os ved jo hvor vi skal bo.. bare rigtig uoverskueligt det hele

Ja okay det kan jeg så godt forstå.