Jeg er trist

Anonym skriver:

Jeg har på fornemmelsen at det er børnenes far der har startet sladder om mig. Der hvor jeg boede før(lille samfund tæt på hvor jeg bor nu) løj han om mig til naboerne, som jeg ellers var gode venner med. Pludselig ville ingen hilse eller tage tlf længere. Han fortalte mig selv at han havde sørget for at de ikke ville snakke mere med mig. Om det så har bredt sig til der hvor jeg bor nu, det ved jeg ikke? Men jeg har det nogen gange på fornemmelsen.

Jeg har ingen kontakt med børnenes far. Han er erklæret uegnet som far.

Jeg har en bekendt i en anden by som jeg har fortalt det til. Hun tror ikke der er andre muligheder end at jeg starter forfra i en ny by. Vi ser hinanden hver uge i forbindelse med børns sport og snakker meget sammen. Der er feriepause nu. Vi har set hinanden i fritiden også men det er gledet ud. Jeg skal tage kontakten hver gang og ofte svarer hun ikke og det må desværre være bevidst for når jeg er sammen med hende sidder hun med tlf hele tiden og svarer både opkald og beskeder. Så jeg føler lidt hun kun er sammen med mig af medlidenhed. Hun har rigtig mange venner og er sammen med dem hver dag på cafe osv.

Mht din veninde, kan det også være hårdt at være den eneste veninde nogen har. Det kan føles som et kæmpe ansvar og komme til at have en uhensigtsmæssig indvirkning på forholdet, fordi de to parter har forskelligt overskud.

Men som nogle af de andre også siger, så ville jeg faktisk virkelig overveje at flytte, hvis jeg var dig. Og gerne et stykke væk, så sladderen ikke kan "følge med". Jeg ved godt, at det er drastisk, og at dine unger vil skulle skifte institution/skole, men det går simpelthen ikke, at du skal leve helt isoleret på den måde!

Bshizzle skriver:

Jeg får helt ondt i maven af at læse dit opslag 

Og NEJ det er ikke fair at behandle dig sådan, og folk burde skamme sig ! 

Man dør ikke af at være høflig og sige 'Hej' tilbage. 

Har du prøvet at skabe kontakt til dine børns forældre? 

Evt hvis du henter dem hos deres venner? 

- Her får jeg tit en lang sludder og alt og intet. 

Ellers syntes jeg du skulle søge efter nogle nye veninder i dit nærområde eller bare nogle som ikke er rad for at køre hen til dig og få en kop kaffe eller ligende 

 

Jeg er selv den ret stille type når jeg snakker med "fremmede", men elsker når jeg får kontakt med andre forældre fra mine børns skole/bh... 

Børnene går selv til og fra hinanden og leger.

Som jeg skrev igår ved børnefødselsdagen der ville fødselarens mor jo ikke engang hilse. Fik sådan lyst til at råbe at hun og hendes barn ikke fortjente at have mit barn på besøg med sådan en arrogant attitude. -Men det gør man jo ikke. Mit barn og hendes barn leger meget sammen i skolen og mit barn har mange gange spurgt om legeaftale men når jeg ringer eller skriver til moren kan det aldrig lade sig gøre. Hverken her eller hos dem. Barnet har legeaftaler med andre. Det er synd for børnene.

Der er ikke nogen her jeg kan blive veninder med. Hvordan skal man blive veninder når den første indledende kontakt, at man hilser på hinanden, ikke er muligt?

Hvis jeg er til arrangementer i andre byer vil folk godt snakke med mig. Men efterhånden tør jeg ikke interagere med nogen. Er blevet afvist for ofte.

PUHK skriver:

Mht din veninde, kan det også være hårdt at være den eneste veninde nogen har. Det kan føles som et kæmpe ansvar og komme til at have en uhensigtsmæssig indvirkning på forholdet, fordi de to parter har forskelligt overskud.

Men som nogle af de andre også siger, så ville jeg faktisk virkelig overveje at flytte, hvis jeg var dig. Og gerne et stykke væk, så sladderen ikke kan "følge med". Jeg ved godt, at det er drastisk, og at dine unger vil skulle skifte institution/skole, men det går simpelthen ikke, at du skal leve helt isoleret på den måde!

Jeg er helt enig med dig i det første du skriver. Jeg har selv været i den omvendte situation for mange år siden. Så jeg gør alt hvad jeg kan for ikke at være "klistrende", for det er jo ikke til at holde ud. Jeg synes bare det er et ulige venskab når hun aldrig tager kontakt til mig. Så nu har jeg opgivet mht hende medmindre hun tager kontakt, netop for ikke at virke påtrængende og for at passe på mig selv.

Hun har flere gange sagt at jeg er hendes bedste veninde og den eneste hun kan snakke om alt med. Derfor synes jeg det er mærkeligt at hun aldrig ringer eller skriver? Så derfor bliver jeg tilbøjelig til at tro at det bare er noget hun siger.

Jeg har mistet al tillid til omverdenen, som du nok kan gætte ud fra det jeg skriver.

Mht at flytte. Det har jeg også haft i tankerne. Men er virkelig ked af at skulle hive et barn ud af skolen. Mit barn er dygtig og har mange venner, og er vellidt af lærerne.

Kan det virkelig passe at et samfund vha isolation skal have lov til at presse en ellers velfungerende famile ud?

Det værste er at jeg ikke har råd til at flytte. Jeg har lånt af kommunen hvor jeg bor nu og kan ikke låne til nyt, før det er betalt. Jeg er pga konkurs under gældssanering, så banklån er ikke muligt. Sidstnævnte har jeg ikke fortalt til en eneste, så hvis nogen ved det, er det fordi de har læst det i statstidende.

Jeg føler mig så fastlåst.

Jeg synes du skal spørge den næste der ignorerer dig hvad der dog sker siden at hun ikke svarer dig?? Og så spørge stille og roligt. Spørg hvad der foregår.

Ellers tag det op via børnenes lærer, at du simpelthen ikke fatter hvad der foregår. Læreren har sikkert hørt rygter hvis der er nogen, de ved som regel hvad der foregår i sådan en klasse. Så kan du i hvert fald vide hvad der foregår..

Hvis det var mig ville jeg nok tage det op hver gang jeg stødte på det, da jeg ikke ville kunne leve med sådan en opførsel omkring mig.

Jeg er simpelthen så ked af det på dine vejne. Hvor er det dog utroligt barnligt at opføre sig sådan over for andre! Og så skulle de være et godt eksempel for børnene - føj altså! 

Jeg har de samme tanker som nogle her i tråden: først og fremmest må du finde ud af hvad de rygter er, for det lyder til at der er rygter og at de er slemme. Folk må fandme (ja undskyld sproget) kunne konfrontere dig med det hvis de er så stødt af et rygte at de fryser dig ude! Og da især hvis det er startet af en far som er erklæret uegnet som far! Så kan enhver godt regne ud, hvem af forældrene der taler sandt! Spørg nogen. Måske en lærer som foreslået. Du har al ret i verden til at vide hvorfor du bliver behandlet sådan! 

Og hvis det fortsætter eller du ikke kan ryste det rygte af dig, endda hvis det er så slemt at du ikke føler, du kan være i byen mere, jamen så ville jeg flytte et godt stykke vej væk. En by fyldt med sådanne mennesker er ikke flere af dit livs år værd! 

Held og lykke. Godt du skrev herinde, for her er hverken rygter eller fordomme i spil. 

Hejsa

Hvor må det være en ensom følelse at gå med. Har du overvejet ventilen? Prøv at google. Det kunne måske godt give dig en masse, selvom der måske er lidt langt at køre. 

Jeg kan kun komme på to scenarier. Enten, som andre skriver - og du selv var inde på, at det er rygter om dig. 

Eller også tænkte jeg på, er du genert anlagt? For mange mennesker har berøringsangst over for folk, der er meget generte. Det bunder ofte i, at de bliver usikre i situationen, fordi de føler, at de står med ansvaret for samtalen. Derfor er det nemmeste for dem, at prøve at undgå situationen. Og så bliver det, meget uhensigtsmæssigt, ofte sådan, at de prøver at komme uden om at få kontakt.

Anonym skriver:

Hvad mener du med om jeg stikker af fra de andre?

Altså jeg har aldrig været på kant med loven. 

Jeg vil gerne indrømme hvis jeg gør noget forkert. Men jeg kan ikke se hvad jeg skulle have gjort?

Mente ikke kriminalitet, tænkte mere tøjstil, opførsel etc. Små ting, dumme ting der kan gøre at man virker anderledes i et lille samfund. Men kan læse, at du skriver om rygter startet af din eks. Så det er sikkert ikke det. Måske tag mod til dig og tal med lærer eller andre mere tilnærmelige og forklar dem hvad du oplever og at din eks har sat falske rygter igang. Måske kommer der noget frem så? Håber virkelig det løser sig for dig !