Jeg er trist

Jeg har ikke snakket med et andet voksent menneske i 14 dage på trods af at jeg har været til noget næsten hver dag/aften.

Jeg har en masse at byde ind med, men jeg får bare ikke chancen. Har lige været til klassearrangement i mit ene barns klasse. Størstedelen vil ikke engang sige hej til mig, de svarer mig ganske enkelt ikke. Hverken når jeg smiler og siger hej men heller ikke hvis jeg siger noget. Det føles så uendligt tomt at fortælle noget og så ingen respons at få. De begynder at snakke med hinanden om noget andet, eller også siger de ingenting, hvis de da ikke bare går væk. Jeg synes det er så uhøfligt og jeg kunne aldrig behandle nogen sådan.

I dag henter jeg mit barn fra børnefødselsdag. Siger hej og tillykke med datteren til moren og igen bliver jeg ignoreret. Hun lader simpelthen som om hun ikke ser og hører mig selvom jeg står max 1 meter fra hende og kigger på hende. Og hun står altså lige inden for døren så jeg passerer hende for at komme ind i huset.

I aften til sankt hans er det det samme. Alle undgår mig. Undgår øjebkontakt med mig for tænk hvis de fik øjenkontakt så, ja hvis det sker og jeg hilser så kigger de bare væk eller mumler hej og skynder sig videre eller skynder sig at snakke med en anden.

Når jeg har været til fællesarrangementer går jeg stort set hver gang hjem og græder. For det gør så ondt at ingen vil snakke med mig. Jeg græder også nu ved at skrive det her.

Mine børn har mange venner. Børnene vil gerne snakke med mig og de er tit herhjemme og lege. Men forældrene nej.

Det er ikke engang kun i virkeligheden jeg bliver ignoreret. Hvis jeg laver et opslag på facebook er der ingen der kommenterer og hvis jeg er heldig er der måske en enkelt der trykker "synes godt om". Det har medført at jeg ikke laver opslag mere for hvorfor skulle jeg? Det interesserer jo ikke nogen alligevel.

Jeg bor i en lille by hvor alle kender alle og det er som om at det gør det endnu værre. For jeg kender dem jo også men de vil mig bare ikke. De andre er sammen på kryds og tværs og sidder jo derfor og snakker om deres fælles oplevelser. Jeg har boet her i næsten 20 år.

Det er så tydeligt at jeg er udenfor at mine egne børn er begyndt at kommentere det. I går aftes til et arrangement sagde min søn mor hvorfor sidder du ikke sammen med de andre forældre? Ofte spørger mine børn mig også hvorfor jeg ingen venner har. Og jeg ved ikke hvad jeg skal svare dem.

Er der nogen herinde der behandler andre sådan som jeg er udsat for? Og hvis i gør hvorfor gør i så sådan?

Eller er der nogen der har nogen bud på hvad jeg gør forkert?

Det må godt nok heller ik være en særlig fed følelse, at stå med!

Har du prøvet at invitere forældrene til dine børns legekammerater på en kop kaffe, når ungerne skal lege?

Har du nogen ide om hvorfor tingene er blevet på denne måde? Vh stine

Åh nej, hvor blev jeg bare ked af at læse dit indlæg!
Som ovenstående spørger - har du nogen ide om, hvorfor de ikke vil snakke med dig? Det virker jo helt absurd!
Er der slet ingen i Jeres lille samfund, som du kan snakke med? Én som du kan spørge, hvorfor folk ikke vil snakke med dig? Ellers ville jeg spørge direkte ind til det, næste gang du oplever at blive ignoreret.
Hvad med dine børns far? Jeg går ud fra, at I ikke er sammen, siden du ikke nævner ham. Kan du snakke med ham og spørge?

Jeg får helt ondt i maven af at læse dit opslag 

Og NEJ det er ikke fair at behandle dig sådan, og folk burde skamme sig ! 

Man dør ikke af at være høflig og sige 'Hej' tilbage. 

Har du prøvet at skabe kontakt til dine børns forældre? 

Evt hvis du henter dem hos deres venner? 

- Her får jeg tit en lang sludder og alt og intet. 

Ellers syntes jeg du skulle søge efter nogle nye veninder i dit nærområde eller bare nogle som ikke er rad for at køre hen til dig og få en kop kaffe eller ligende 

Jeg er selv den ret stille type når jeg snakker med "fremmede", men elsker når jeg får kontakt med andre forældre fra mine børns skole/bh... 

Trist du har det sådan. Tænker også om der måske er mulighed for du sådan ligeud kan spørge en af dem hvorfor det forholder sig sådan? Det kunne jo være din oplevelse er anderledes end deres. Måske er det slet ikke fordi de ikke kan lide dig og ignorerer dig med vilje.. jeg ved det ikke. Jeg har f.eks. altid været ret genert og stilfærdig. Aldrig den der frembrusende type der afbryder for at sige noget. Kan faktisk ikke rigtig finde ud af at afbryde, og kan tvivle på om det jeg har at sige overhovedet er så vigtigt i et selskab. Det har gjort at jeg især i mine yngre år har oplevet at være udenfor, i de mere triste perioder tænkte jeg at folk bare ikke ville mig og jeg var ret usynlig og ligegyldig for dem. Men har også fundet ud af at det ikke nødvendigvis er rigtigt. Og hvis man prøver selv aktivt at skabe kontakt, være mere synlig, så kan det vise sig at tingene er anderledes. 

Jeg kender selvfølgelig ikke din situation, så kan jo være helt gal på den. Men håber du kan få snakket med nogle af de mennesker, der er intet galt i at spørge og fortælle hvordan du oplever det og hvordan det får dig til at føle. Der er vel en chance for det kan ændre sig til det bedre. 

StineW79 skriver:

Det må godt nok heller ik være en særlig fed følelse, at stå med!

Har du prøvet at invitere forældrene til dine børns legekammerater på en kop kaffe, når ungerne skal lege?

Har du nogen ide om hvorfor tingene er blevet på denne måde? Vh stine

Børnene går til og fra hinanden af sig selv. Har prøvet at invitere. En enkelt takker ja. Hun har desværre en psykisk sygdom, så hun er næsten to forskellige personlighedert. Nogle gange kan jeg snakke almindligt med hende men andre gange kritiserer hun mig og kommer med stikpiller om at jeg ikke er god nok.

Jeg kan kun tro at der måske går noget sladder om mig som jeg ikke ved hvad er? 

Anonym skriver:

Jeg har ikke snakket med et andet voksent menneske i 14 dage på trods af at jeg har været til noget næsten hver dag/aften.

Jeg har en masse at byde ind med, men jeg får bare ikke chancen. Har lige været til klassearrangement i mit ene barns klasse. Størstedelen vil ikke engang sige hej til mig, de svarer mig ganske enkelt ikke. Hverken når jeg smiler og siger hej men heller ikke hvis jeg siger noget. Det føles så uendligt tomt at fortælle noget og så ingen respons at få. De begynder at snakke med hinanden om noget andet, eller også siger de ingenting, hvis de da ikke bare går væk. Jeg synes det er så uhøfligt og jeg kunne aldrig behandle nogen sådan.

I dag henter jeg mit barn fra børnefødselsdag. Siger hej og tillykke med datteren til moren og igen bliver jeg ignoreret. Hun lader simpelthen som om hun ikke ser og hører mig selvom jeg står max 1 meter fra hende og kigger på hende. Og hun står altså lige inden for døren så jeg passerer hende for at komme ind i huset.

I aften til sankt hans er det det samme. Alle undgår mig. Undgår øjebkontakt med mig for tænk hvis de fik øjenkontakt så, ja hvis det sker og jeg hilser så kigger de bare væk eller mumler hej og skynder sig videre eller skynder sig at snakke med en anden.

Når jeg har været til fællesarrangementer går jeg stort set hver gang hjem og græder. For det gør så ondt at ingen vil snakke med mig. Jeg græder også nu ved at skrive det her.

Mine børn har mange venner. Børnene vil gerne snakke med mig og de er tit herhjemme og lege. Men forældrene nej.

Det er ikke engang kun i virkeligheden jeg bliver ignoreret. Hvis jeg laver et opslag på facebook er der ingen der kommenterer og hvis jeg er heldig er der måske en enkelt der trykker "synes godt om". Det har medført at jeg ikke laver opslag mere for hvorfor skulle jeg? Det interesserer jo ikke nogen alligevel.

Jeg bor i en lille by hvor alle kender alle og det er som om at det gør det endnu værre. For jeg kender dem jo også men de vil mig bare ikke. De andre er sammen på kryds og tværs og sidder jo derfor og snakker om deres fælles oplevelser. Jeg har boet her i næsten 20 år.

Det er så tydeligt at jeg er udenfor at mine egne børn er begyndt at kommentere det. I går aftes til et arrangement sagde min søn mor hvorfor sidder du ikke sammen med de andre forældre? Ofte spørger mine børn mig også hvorfor jeg ingen venner har. Og jeg ved ikke hvad jeg skal svare dem.

Er der nogen herinde der behandler andre sådan som jeg er udsat for? Og hvis i gør hvorfor gør i så sådan?

Eller er der nogen der har nogen bud på hvad jeg gør forkert?

Øv hvor lyder det trist. Stikker du ud fra de andre, kan der have været sket noget som gør at folk har taget afstand? Jeg ville aldrig ignorere nogen heller ikke folk jeg ikke er så vild med. Forstår simpelthen ikke hvordan det kan passe, at ingen hilser. Synes du må prøve at spørge de mest tilnærmelige, om der er en grund til at du ikke føler dig velkommen.

jeg ville nok flytte hvis det ikke ændrede sig. Livet er da for kort til at leve så isoleret.  Håber virkelig du finder ud af det

PUHK skriver:

Åh nej, hvor blev jeg bare ked af at læse dit indlæg!
Som ovenstående spørger - har du nogen ide om, hvorfor de ikke vil snakke med dig? Det virker jo helt absurd!
Er der slet ingen i Jeres lille samfund, som du kan snakke med? Én som du kan spørge, hvorfor folk ikke vil snakke med dig? Ellers ville jeg spørge direkte ind til det, næste gang du oplever at blive ignoreret.
Hvad med dine børns far? Jeg går ud fra, at I ikke er sammen, siden du ikke nævner ham. Kan du snakke med ham og spørge?

Jeg har på fornemmelsen at det er børnenes far der har startet sladder om mig. Der hvor jeg boede før(lille samfund tæt på hvor jeg bor nu) løj han om mig til naboerne, som jeg ellers var gode venner med. Pludselig ville ingen hilse eller tage tlf længere. Han fortalte mig selv at han havde sørget for at de ikke ville snakke mere med mig. Om det så har bredt sig til der hvor jeg bor nu, det ved jeg ikke? Men jeg har det nogen gange på fornemmelsen.

Jeg har ingen kontakt med børnenes far. Han er erklæret uegnet som far.

Jeg har en bekendt i en anden by som jeg har fortalt det til. Hun tror ikke der er andre muligheder end at jeg starter forfra i en ny by. Vi ser hinanden hver uge i forbindelse med børns sport og snakker meget sammen. Der er feriepause nu. Vi har set hinanden i fritiden også men det er gledet ud. Jeg skal tage kontakten hver gang og ofte svarer hun ikke og det må desværre være bevidst for når jeg er sammen med hende sidder hun med tlf hele tiden og svarer både opkald og beskeder. Så jeg føler lidt hun kun er sammen med mig af medlidenhed. Hun har rigtig mange venner og er sammen med dem hver dag på cafe osv.

Roselil skriver:

Øv hvor lyder det trist. Stikker du ud fra de andre, kan der have været sket noget som gør at folk har taget afstand? Jeg ville aldrig ignorere nogen heller ikke folk jeg ikke er så vild med. Forstår simpelthen ikke hvordan det kan passe, at ingen hilser. Synes du må prøve at spørge de mest tilnærmelige, om der er en grund til at du ikke føler dig velkommen.

jeg ville nok flytte hvis det ikke ændrede sig. Livet er da for kort til at leve så isoleret.  Håber virkelig du finder ud af det

Hvad mener du med om jeg stikker af fra de andre?

Altså jeg har aldrig været på kant med loven. 

Jeg vil gerne indrømme hvis jeg gør noget forkert. Men jeg kan ikke se hvad jeg skulle have gjort?

Jeg ville flytte. På en eller anden måde kan jeg godt genkende noget af det fra eget liv. Sådan skal du ikke have det! Ville virkelig overveje at flytte et godt stykke væk. Du lyder virkelig sød og sympatisk. Ærgeligt at det går sådan for dig nu. Det må ikke stå på så længe at du når at få "ar" af det.