Jeg synes selv det er vigtigere at man kan sameksistere og der er plads til alle, med åben dialog, og ikke så meget hvad der står i lejekontrakten. Jeg har da snakket med min underbo omkring mit løbebånd, og om der er tidspunkter der er til gene for hende hvis jeg bruger det. Det behøvede jeg ikke at gøre. En anden nabo sagde til mig han skulle banke noget i væggen, men ville vente for min datter sov. Selv om jeg sagde hun ikke ville vågne, men han kunne ikke få sig selv til det. Alt det indenfor tidsrum hvor vi allesammen gerne må larme ifølge reglerne, og kunne sådan set være ligeglade med hinanden.
Det er da rarest når folk ikke lever efter lejekontrakt og ordensregler, men mere hensyn og venlighed til hinanden. Naboen syntes det var problematisk lige der og gjorde det fornuftige - tog kontakt til jer og bad om en anden løsning. Men blev afvist med henvisningen til lejekontrakten og "vi må godt " indstillingen. Så var den dialog færdig. Hvad ville du føle hvis det var omvendt?
Har selv oplevet hvor øv det kan være hvis man har haft en hård dag, ens barn er syg, eller lign., og man så få lagt hende i seng endelig.. og nogen vælger at larme og hygge foran vinduerne. Man kan få lyst til at græde, og så bliver man tilmed mødt med ligegyldighed hvis man siger noget.
Virkelig flinkt af jer I valgte at flytte jer. Men kan som sagt også forstå naboens ærgerlse. Tror man måske kommer længst med forståelse og empati frem for reglementet 
Anmeld
Citér