Anonym skriver:
Wow, du lyder vildt meget som mig. Bortset fra at jeg ikke har svært ved at græde foran min kæreste, han er så bare den eneste, jeg kan græde overfor. Jeg ville gerne fortsætte mit terapiforløb og føler, at jeg har stærkt brug for det, men økonomien er bare ikke til det lige nu, hvor vi begge er under uddannelse, har børn og høj husleje. Desværre..
Jeg synes bare, det er så svært. Han er mit livs kærlighed, men jeg kan alligevel overveje at forlade ham for at spare mig selv for angsten og smerten.
I nogen perioder går det ok, i andre ikke. Hvis der opstår et eller andet. Der er fx lige nu den her pige på hans studie, som jeg synes er ret nærgående. Han siger, at de er i praktik samme sted, men de er i hver sin "klynge" i afdelingen og ses og taler ikke sammen til daglig. At de generelt kun har udvekslet lidt småord.
Alligevel var der onsdag en anden pige, der ringede for at spørge, hvordan den pige jeg skriver om havde klaret sin eksamen. Og gud hjælpe mig om den her pige, jeg har dte lidt stramt med, så ikke ringer til ham over messenger i går for at sludre - Han var dog ved at tage en lur, og tog den ikke.
Sådan noget sender mig helt i selvsving. Han siger, at han ikke aner, hvad hun vil ham. Har været helt åben for at vise mig hans messenger og siger, at han selv synes, at det er lidt underligt, at hun pludselig vil ringe til ham.
Han har aldrig været nogen kærester utro, og har absolut nultolerance overfor utroskab, men når sådan en smuk pige er i billedet, så går jeg helt i panik og i "selvbeskytter"-mode, hvor jeg får lyst til at løbe for livet, fordi jeg er bange for at blive svigtet.
Det resulterer så bare i mareridt (hele 2 stk om utroskab i nat), og ekstremt forhøjet angstniveau der gør, at jeg pt. intet kan foretage mig, fordi han er på arbejde med hende.
Og man ved jo godt i sit inderste, at det er irrationelt. Men man er jo formet af alle de svigt, det giver en grundlæggende mistænksomhed over for andre mennesker..
Det her kommer til at lyde grimt - du skal vide at det på ingen måde er ment sådan. Det er sagt med den største sympati og forståelse.
Hold op med at give andre mennesker skylden for dine problemer!!!
Du vælger ikke at stole på andre, du vælger at lade fortidens svigt definere dig, du vælger at fortsætte den destruktive adfærd, i stedet for at ændre den! Du inviterer angsten ind. Det er noget DU gør!
Og fordi det er noget DU gør mod dig selv, kan du også ændre det.
Folk vælger en specifik adfærd, fordi de får noget ud af den - hvad får du ud af din? Hvad giver det dig?
Svigt er ikke rare, men et liv i angst og mistænksomhed er i min verden meget værre. Jeg synes du skal prioritere psykologen, og begynde igen så snart du kan få råd, men der er også rigtigt meget du kan gøre selv. Begynd at tænke over din adfærd, hvad kan du ikke lide ved den? Lad være med at give andre skylden for din mistro og angst, men tag ansvar og begynd at gøre noget ved den.
Start småt, gør noget godt for andre, led efter de små sejre. Anerkend dine følelser og lad være med at være så hård ved dig selv. Det er svært at være glad, når nogen er på nakken af dig hele tiden - det gælder også dig selv. Accepter dig selv og kig på dine styrker. Skub angsten og de grimme tænker væk, og sig til dig selv at de er fjollede. List alle de positive ting i dit liv i stedet.
Tænk på svigtene i din fortid, hvorfor lader du mennesker, der har svigtet dig, styre dit liv? Så længe du lever i mistro og frygt, har de stadig magten. Du har bevist at du kan overleve svigt, det har du jo allerede gjort. Det gør ondt, men det går over - du er jo allerede stærk, du skal bare selv indse det.
Alt sammen starter med at du stopper med undskyldningerne og tager ansvar for dit eget liv.. prøv det, når først du har fået magten tilbage, bliver du glad for det ��
