jjuhl skriver:
Jeg har haft og har det til dels stadig som dig. Men det er blevet markant bedre og har ikke længere et behov for at skubbe min kæreste væk. For mig handlede det meget om at det samtidig var kombineret med en stor usikkerhed hos mig selv.
Jeg kunne vågne skrigende om natten fordi jeg genoplevede fortidens svigt, eller drømte om nye. Det var frygteligt.
Men har gennem intensiv terapi, grundet psykisk sygdom, fået bygget selvværdet op. Der er kommet større selvtillid og troen på at der er nogle mennesker der faktisk vil mig det godt.
Når det så er sagt, så følger min historie jo med mig og der skal kun små ting til før jeg føler mig svigtet. Min kæreste siger jeg det bare til, og så er den prut slået. Men hat svært ved det hos mine veninder, og dem skubber jeg så lidt væk. Kommer heldigvis selv til fornuf ret hurtigt og får taget kontakten igen, så det har ikke kostet mine mest dyrebare venskaber.
Samtidig har jeg enormt svært ved at græde foran andre incl min kæreste, og ja folk må helst ikke se mig svag. Det er et overlevelses instinkt som ligger så dybt at jeg ikke kan lægge det fra mig. Har jeg en dårlig dag, siger jeg det til min kæreste, han giver mig et kram og så får jeg ellers plads til at ligge i foster stilling eller hvad jeg ellers lige har brug for.
Skriv endelig hvis du har nogle spørgsmål
Wow, du lyder vildt meget som mig. Bortset fra at jeg ikke har svært ved at græde foran min kæreste, han er så bare den eneste, jeg kan græde overfor. Jeg ville gerne fortsætte mit terapiforløb og føler, at jeg har stærkt brug for det, men økonomien er bare ikke til det lige nu, hvor vi begge er under uddannelse, har børn og høj husleje. Desværre..
Jeg synes bare, det er så svært. Han er mit livs kærlighed, men jeg kan alligevel overveje at forlade ham for at spare mig selv for angsten og smerten.
I nogen perioder går det ok, i andre ikke. Hvis der opstår et eller andet. Der er fx lige nu den her pige på hans studie, som jeg synes er ret nærgående. Han siger, at de er i praktik samme sted, men de er i hver sin "klynge" i afdelingen og ses og taler ikke sammen til daglig. At de generelt kun har udvekslet lidt småord.
Alligevel var der onsdag en anden pige, der ringede for at spørge, hvordan den pige jeg skriver om havde klaret sin eksamen. Og gud hjælpe mig om den her pige, jeg har dte lidt stramt med, så ikke ringer til ham over messenger i går for at sludre - Han var dog ved at tage en lur, og tog den ikke.
Sådan noget sender mig helt i selvsving. Han siger, at han ikke aner, hvad hun vil ham. Har været helt åben for at vise mig hans messenger og siger, at han selv synes, at det er lidt underligt, at hun pludselig vil ringe til ham.
Han har aldrig været nogen kærester utro, og har absolut nultolerance overfor utroskab, men når sådan en smuk pige er i billedet, så går jeg helt i panik og i "selvbeskytter"-mode, hvor jeg får lyst til at løbe for livet, fordi jeg er bange for at blive svigtet.
Det resulterer så bare i mareridt (hele 2 stk om utroskab i nat), og ekstremt forhøjet angstniveau der gør, at jeg pt. intet kan foretage mig, fordi han er på arbejde med hende.
Og man ved jo godt i sit inderste, at det er irrationelt. Men man er jo formet af alle de svigt, det giver en grundlæggende mistænksomhed over for andre mennesker..
