Dagen derpå:
Jeg følte en vis form for lettelse da jeg havde talt med min mand igår, men er så tung indeni.. Han vendte tilbage til det imorges, har været sygemeldt i to dage da jeg slet ikke føler jeg kan magte at der kommer 4 børn imorgen men har også raskmeldt mig idag da to dage er "længe nok" -agtig. Kan jo af gode grunde ikke fortælle arbejdsgiver grunden til min "sygdom" denne gang, så den er under dække af noget forkølelse/halsbetændelse der udviklede sig og ikke rigtig gik væk i løbet af weekenden. Havde rigtig nok begge dele torsdag/fredag i sidste uge men var alligevel på arbejde. Jeg orker bare ikke mennesker lige nu og slet ikke deres behov.
Tror min mand tænker at fordi jeg nu har sagt det, så ser det hele meget lysere ud. Tror ikke han forstod alvoren i det jeg sagde igår, fortalte igår og kom til at tænke på at igår fik jeg sagt... Jeg tror ikke DU er lykkelig med mig, jeg tror du skulle have været sammen med en anden, jeg tror du har spildt 8 år... Jeg skulle have sagt JEG...
Idag fik jeg ordnet sygesikringsbevis, det gule og blå og mit kørekort - mistede min pung for 14 dage siden med alt i.. Rart at komme ud af huset, men da jeg så stod der i midtbyen og havde det ordnet (vi skal ud at rejse med mine forældre i juli) hvor jeg plejer at nyde at gå lidt rundt og snuse, ville jeg hellere hjem, jeg ad ikke se på menneskene, jeg ville ikke kigges på, jeg bøjede hovedet for at undgå øjenkontakt og jeg skyndte mig bare hjem med en rulle og ned under tæppet på sofaen.
inden min mand kørte idag her til aften nåede han lige at sige at min søn og jeg skal ringe til hans mor og ønske hende tillykke med fødselsdagen men jeg skulle ikke nævne noget om at jeg havde været hjemme i to dage... Da de har nok at tænke på. Det var nu heller ikke lige det der faldt mig ind, men bare tanken om at han forventer jeg nu skal ringe og synge fødselsdagssang for hans mor og sige tillykke selvom jeg imorges skrev en SMS til hende.. Jeg kan næsten ikke overskue det, selvom jeg ved det er det rigtige at gøre... Holder utroligt meget af hende, men det er altså svært at sætte den maske på hvor stemmen lyder glad... Jeg orker ikke at skulle snakke fødselsdag med hende... Det der med at lade som om man er okay... Årh... Jeg vil gerne ringe til lægen, men ved også der er ventetid og på den anden side vil jeg ikke, for jeg ved godt hvilken betydning det har for mit fremtidige arbejde hvis jeg får konstateret en depression og muligheden for at tage til en psykolog Er lig nul. Arbejdstiden er alligevel 48 timer om ugen. Og skal man ud på arbejdsmarkedet igen, så lægger en depression ret meget låg på muligheden for job i det lange løb... Syntes bare der er så meget...
Anmeld
Citér
