Kan man kun være deprimeret hvis...

.. man græder hele tiden? 

Jeg har svært ved at beskrive hvordan jeg har det.. Udover at jeg ikke rigtig er glad for noget... Som i noget som helst... Hverken min søn, min mand, mit arbejde, mit ellers elskede gospelkor, jeg kan godt anstrenge mig for at virke glad, men kender I det at man ikke rigtig helt griner oprigtigt, men mere sådan lidt... halvhjertet... Jeg er uhyre irritabel og jeg er begyndt at råbe af alt og alle. Jeg gider ikke noget, dagligsdagsgøremål bliver kun gjort fordi jeg skal, men ikke uden tænders gnislen og dybe suk. Jeg troede først at jeg bare var inde i en doven periode, men det er det slet ikke.. Jeg kan godt komme op på arbejde, men ikke uden jeg hver dag starter dagen med at ønske det bare ville være sommerferie.. Jeg føler slet ikke at noget er lykkedes for mig, selvom jeg har en dejlig dreng, er blevet uddannet, men jeg har ikke fået arbejde indenfor det felt og er gået en anden vej, jeg har ikke brilleret i mine eksamener og jeg føler ikke jeg er værdig til at være hverken mor eller det jeg er arbejdsmæssigt. Jeg er træt af min mand, min søn og allermest mig selv, forstår ikke hvorfor min mand og jeg stadigvæk er sammen... Det hele hober sig bare op og jeg tager en maske på hver dag.. Men søndag var jeg bare modløs, fuldstændig modløs... Jeg har ingen energi, jeg har ikke nævnt noget for min mand selvom han fornemmede det kraftigt igår... Hans far har lige skrevet sin sidste vilje i weekenden, da hans kræft ikke lader til at gå i sig selv eller være i bero... Der er så meget tumult på den side af familien at jeg ikke rigtig føler jeg vil sige det til ham, mest fordi jeg ikke ved om jeg ER deprimeret... Tror ikke han ville mene jeg er hvis jeg sagde det højt, men hvordan finder jeg ud af det... Tror det har været under opsejling i et par år, men har slået det hen og sørget for at tænke lyst og positivt på og sagt, det skal nok gå... Men det tror jeg ikke det gør... Tog en test, resultatet var svært deprimeret men man ved jo hvad man skal svare for at få det resultat... Så hcordan finder man ud af om man er .. Reelt er... Hvad skal jeg gøre? 

Anonym skriver:

.. man græder hele tiden? 

Jeg har svært ved at beskrive hvordan jeg har det.. Udover at jeg ikke rigtig er glad for noget... Som i noget som helst... Hverken min søn, min mand, mit arbejde, mit ellers elskede gospelkor, jeg kan godt anstrenge mig for at virke glad, men kender I det at man ikke rigtig helt griner oprigtigt, men mere sådan lidt... halvhjertet... Jeg er uhyre irritabel og jeg er begyndt at råbe af alt og alle. Jeg gider ikke noget, dagligsdagsgøremål bliver kun gjort fordi jeg skal, men ikke uden tænders gnislen og dybe suk. Jeg troede først at jeg bare var inde i en doven periode, men det er det slet ikke.. Jeg kan godt komme op på arbejde, men ikke uden jeg hver dag starter dagen med at ønske det bare ville være sommerferie.. Jeg føler slet ikke at noget er lykkedes for mig, selvom jeg har en dejlig dreng, er blevet uddannet, men jeg har ikke fået arbejde indenfor det felt og er gået en anden vej, jeg har ikke brilleret i mine eksamener og jeg føler ikke jeg er værdig til at være hverken mor eller det jeg er arbejdsmæssigt. Jeg er træt af min mand, min søn og allermest mig selv, forstår ikke hvorfor min mand og jeg stadigvæk er sammen... Det hele hober sig bare op og jeg tager en maske på hver dag.. Men søndag var jeg bare modløs, fuldstændig modløs... Jeg har ingen energi, jeg har ikke nævnt noget for min mand selvom han fornemmede det kraftigt igår... Hans far har lige skrevet sin sidste vilje i weekenden, da hans kræft ikke lader til at gå i sig selv eller være i bero... Der er så meget tumult på den side af familien at jeg ikke rigtig føler jeg vil sige det til ham, mest fordi jeg ikke ved om jeg ER deprimeret... Tror ikke han ville mene jeg er hvis jeg sagde det højt, men hvordan finder jeg ud af det... Tror det har været under opsejling i et par år, men har slået det hen og sørget for at tænke lyst og positivt på og sagt, det skal nok gå... Men det tror jeg ikke det gør... Tog en test, resultatet var svært deprimeret men man ved jo hvad man skal svare for at få det resultat... Så hcordan finder man ud af om man er .. Reelt er... Hvad skal jeg gøre? 

For mig lyder det som om at du har en svær depression. Også selvom du ikke græder. Det behøver man ikke. Det du skal gøre er at ringe til din læge som det første i morgen tidlig og få en tid hurtigst muligt. Du fortæller hvad du skriver her og så vil han højst sandsynligt henvise dig til en psykolog. 

Sygeforsikringen dækker noget af det, men du skal så selv betale resten. Hvis du er medlem af Danmark vil de dække en stor del af det. 

Men få ringet til lægen og snak med din mand. Han har ret til at vide hvordan du har det. Måske han endda kan hjælpe dig 

Man behøver ikke græde for at være deprimeret. Jeg har haft depression af flere omgange og sjældent har jeg grædt mere end normalt. Jeg synes faktisk mere jeg har følt en slags tomhed, følelsesløshed og ligegyldighed over for alting. 

Jeg kan godt forstå du synes at det er svært at få sagt til din mand. Har du eventuelt et familiemedlem eller en god veninde du kan betro dig til først? Jeg ville helt sikkert fortælle det til din mand, men måske er det en god ide at have støtte fra flere sider. Jeg ville også kontakte lægen. 

Diosa85 skriver:

For mig lyder det som om at du har en svær depression. Også selvom du ikke græder. Det behøver man ikke. Det du skal gøre er at ringe til din læge som det første i morgen tidlig og få en tid hurtigst muligt. Du fortæller hvad du skriver her og så vil han højst sandsynligt henvise dig til en psykolog. 

Sygeforsikringen dækker noget af det, men du skal så selv betale resten. Hvis du er medlem af Danmark vil de dække en stor del af det. 

Men få ringet til lægen og snak med din mand. Han har ret til at vide hvordan du har det. Måske han endda kan hjælpe dig 

Tak fordi du skrev' bægeret flød over under aftensmaden da jeg ingen appetit havde og næsten ikke ville have noget af det jeg ellers gerne spiser som en voksen mand af og min mand spurgte så efter at min irritabilitet kom til udtryk om jeg ikke havde det godt og så begyndte jeg at græde og fik fortalt det meste... Da jeg gik over med min tallerken rejste han sig op og gik over og gav mig et knus og fortalte at han ikke syntes han havde spildt 8 år, at jeg var en god mor, en god pædagog i dagligdagen, en dejlig hustru og at han ikke troede jeg ligefrem havde en depression men at vi ikke var så gode til at kommunikere og få ting sagt så det voksede sig stort indeni. Sådan en udtalelse ville jeg foretrække han ikke sagde, for så har jeg en tendens til at tænke at det nok bare var det... Jeg følte mig lettet jovist over at få det sagt, men føler også på samme tid at det må en anden afgøre - en faglig person, for han kan måske ikke rumme tanken at jeg kunne have een. Så tænker jeg må have en snak med en læge. Men tak fordi du skrev, du fik mig derhen hvor jeg skulle... 

Astoria skriver:

Man behøver ikke græde for at være deprimeret. Jeg har haft depression af flere omgange og sjældent har jeg grædt mere end normalt. Jeg synes faktisk mere jeg har følt en slags tomhed, følelsesløshed og ligegyldighed over for alting. 

Jeg kan godt forstå du synes at det er svært at få sagt til din mand. Har du eventuelt et familiemedlem eller en god veninde du kan betro dig til først? Jeg ville helt sikkert fortælle det til din mand, men måske er det en god ide at have støtte fra flere sider. Jeg ville også kontakte lægen. 

Tak fordi du deler dine tanker. Har fået sagt en masse til min mand, som jeg gik med. Har skrevet mere detaljeret i opslaget ovenover. 

Anonym skriver:

Tak fordi du skrev' bægeret flød over under aftensmaden da jeg ingen appetit havde og næsten ikke ville have noget af det jeg ellers gerne spiser som en voksen mand af og min mand spurgte så efter at min irritabilitet kom til udtryk om jeg ikke havde det godt og så begyndte jeg at græde og fik fortalt det meste... Da jeg gik over med min tallerken rejste han sig op og gik over og gav mig et knus og fortalte at han ikke syntes han havde spildt 8 år, at jeg var en god mor, en god pædagog i dagligdagen, en dejlig hustru og at han ikke troede jeg ligefrem havde en depression men at vi ikke var så gode til at kommunikere og få ting sagt så det voksede sig stort indeni. Sådan en udtalelse ville jeg foretrække han ikke sagde, for så har jeg en tendens til at tænke at det nok bare var det... Jeg følte mig lettet jovist over at få det sagt, men føler også på samme tid at det må en anden afgøre - en faglig person, for han kan måske ikke rumme tanken at jeg kunne have een. Så tænker jeg må have en snak med en læge. Men tak fordi du skrev, du fik mig derhen hvor jeg skulle... 

Godt du fik fortalt din mand det. Nu ved han hvorfan du har det. Så kan han selvfølgelig have lov at tro hvad han vil omkring hvad der er galt. Men lad en læge og psykolog bedømme hvorvidt det er depression eller "bare" dårlig kommunikation. Under alle omstændigheder er det vigtigt at du får talt med lægen. 

Er glad for jeg kunne hjælpe lidt. Håber du får styr på det hele. 

Jeg tror det er en depression. Jeg har været sygemeldt i 1,5 år med en depression. Det lyder ligesom mig. Jeg gik i behandling og har det rigtig godt den dag i dag, jeg er helt "normal". Har et andet liv med mine børn nu. Du er nød til at få talt med lægen- og så håber jeg du har en god læge som tager dig seriøst. Hvis han slår det hen, så tag til en anden og få en second opinion. Det er slet ikke nogen holdbar situation og det er ikke godt for barnet at have en mor der ikke har energi og er glad. 

Anonym skriver:

.. man græder hele tiden? 

Jeg har svært ved at beskrive hvordan jeg har det.. Udover at jeg ikke rigtig er glad for noget... Som i noget som helst... Hverken min søn, min mand, mit arbejde, mit ellers elskede gospelkor, jeg kan godt anstrenge mig for at virke glad, men kender I det at man ikke rigtig helt griner oprigtigt, men mere sådan lidt... halvhjertet... Jeg er uhyre irritabel og jeg er begyndt at råbe af alt og alle. Jeg gider ikke noget, dagligsdagsgøremål bliver kun gjort fordi jeg skal, men ikke uden tænders gnislen og dybe suk. Jeg troede først at jeg bare var inde i en doven periode, men det er det slet ikke.. Jeg kan godt komme op på arbejde, men ikke uden jeg hver dag starter dagen med at ønske det bare ville være sommerferie.. Jeg føler slet ikke at noget er lykkedes for mig, selvom jeg har en dejlig dreng, er blevet uddannet, men jeg har ikke fået arbejde indenfor det felt og er gået en anden vej, jeg har ikke brilleret i mine eksamener og jeg føler ikke jeg er værdig til at være hverken mor eller det jeg er arbejdsmæssigt. Jeg er træt af min mand, min søn og allermest mig selv, forstår ikke hvorfor min mand og jeg stadigvæk er sammen... Det hele hober sig bare op og jeg tager en maske på hver dag.. Men søndag var jeg bare modløs, fuldstændig modløs... Jeg har ingen energi, jeg har ikke nævnt noget for min mand selvom han fornemmede det kraftigt igår... Hans far har lige skrevet sin sidste vilje i weekenden, da hans kræft ikke lader til at gå i sig selv eller være i bero... Der er så meget tumult på den side af familien at jeg ikke rigtig føler jeg vil sige det til ham, mest fordi jeg ikke ved om jeg ER deprimeret... Tror ikke han ville mene jeg er hvis jeg sagde det højt, men hvordan finder jeg ud af det... Tror det har været under opsejling i et par år, men har slået det hen og sørget for at tænke lyst og positivt på og sagt, det skal nok gå... Men det tror jeg ikke det gør... Tog en test, resultatet var svært deprimeret men man ved jo hvad man skal svare for at få det resultat... Så hcordan finder man ud af om man er .. Reelt er... Hvad skal jeg gøre? 

Det der lyder som min mand da han var på vej ned... Han havnede i en dyb depression og var indlagt 6 måneder ud af vores yngste søns første 9 måneder... men han fik heller ikke hjælp i tide da han var god til at skjule det.

Så mit råd, skynd dig til lægende NU!!!

Og god bedring...

Anonym skriver:

.. man græder hele tiden? 

Jeg har svært ved at beskrive hvordan jeg har det.. Udover at jeg ikke rigtig er glad for noget... Som i noget som helst... Hverken min søn, min mand, mit arbejde, mit ellers elskede gospelkor, jeg kan godt anstrenge mig for at virke glad, men kender I det at man ikke rigtig helt griner oprigtigt, men mere sådan lidt... halvhjertet... Jeg er uhyre irritabel og jeg er begyndt at råbe af alt og alle. Jeg gider ikke noget, dagligsdagsgøremål bliver kun gjort fordi jeg skal, men ikke uden tænders gnislen og dybe suk. Jeg troede først at jeg bare var inde i en doven periode, men det er det slet ikke.. Jeg kan godt komme op på arbejde, men ikke uden jeg hver dag starter dagen med at ønske det bare ville være sommerferie.. Jeg føler slet ikke at noget er lykkedes for mig, selvom jeg har en dejlig dreng, er blevet uddannet, men jeg har ikke fået arbejde indenfor det felt og er gået en anden vej, jeg har ikke brilleret i mine eksamener og jeg føler ikke jeg er værdig til at være hverken mor eller det jeg er arbejdsmæssigt. Jeg er træt af min mand, min søn og allermest mig selv, forstår ikke hvorfor min mand og jeg stadigvæk er sammen... Det hele hober sig bare op og jeg tager en maske på hver dag.. Men søndag var jeg bare modløs, fuldstændig modløs... Jeg har ingen energi, jeg har ikke nævnt noget for min mand selvom han fornemmede det kraftigt igår... Hans far har lige skrevet sin sidste vilje i weekenden, da hans kræft ikke lader til at gå i sig selv eller være i bero... Der er så meget tumult på den side af familien at jeg ikke rigtig føler jeg vil sige det til ham, mest fordi jeg ikke ved om jeg ER deprimeret... Tror ikke han ville mene jeg er hvis jeg sagde det højt, men hvordan finder jeg ud af det... Tror det har været under opsejling i et par år, men har slået det hen og sørget for at tænke lyst og positivt på og sagt, det skal nok gå... Men det tror jeg ikke det gør... Tog en test, resultatet var svært deprimeret men man ved jo hvad man skal svare for at få det resultat... Så hcordan finder man ud af om man er .. Reelt er... Hvad skal jeg gøre? 

Du lyder meget som mig når jeg er deprimeret. Gå til lægen! Livet er for kort til at have det af h til i årevis. Dit barn fortjener også en mor der er glad. PS. Ikke for at give dig dårlig samvittighed ifh. Til din søn, men min egen depressive adfærd har jeg lært af min egen mor. Hun lod sig aldrig behandle. Det er en slem arv at efterlade...

Se at komme til lægen. Jo længere man venter jo sværere er det at komme oven på igen.