Hvordan tackler man en hidsig 3-årig, med baby??

Tak for jeres svar. Jeg har ikke læst dem alle (helt til ende).

Jeg er ked af at jeg oprettede dette indlæg.

Igen er jeg blevet bekræftet i at det ikke er et godt forum at søge nogle former for råd/hjælp.

Jeg hverken slår min datter, bærer nag, udelukker hende eller alt muligt andet i kan finde på at læse ud af mit første indlæg 

Jeg overvejede faktisk om jeg skulle lade være med at være anonym da jeg syntes mit indlæg var godt dækkende - men det var det jo overhovedet ikke, sådan som i koger suppe på det 

Tak for en øjenåbner - jeg finder et andet sted at søge løsninger på mine problemer 

Ps. Jeg negligerer ikke jeres svar - jeg sætter pris på at I tog jer tiden til at læse og skrive, jeg har bare ikke fået nok med til at I har dannet jer det rigtige billede (bare så I ikke koger suppe på den del også).

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Jeg har ikke læst dem alle (helt til ende).

Jeg er ked af at jeg oprettede dette indlæg.

Igen er jeg blevet bekræftet i at det ikke er et godt forum at søge nogle former for råd/hjælp.

Jeg hverken slår min datter, bærer nag, udelukker hende eller alt muligt andet i kan finde på at læse ud af mit første indlæg 

Jeg overvejede faktisk om jeg skulle lade være med at være anonym da jeg syntes mit indlæg var godt dækkende - men det var det jo overhovedet ikke, sådan som i koger suppe på det 

Tak for en øjenåbner - jeg finder et andet sted at søge løsninger på mine problemer 

 

Ps. Jeg negligerer ikke jeres svar - jeg sætter pris på at I tog jer tiden til at læse og skrive, jeg har bare ikke fået nok med til at I har dannet jer det rigtige billede (bare så I ikke koger suppe på den del også).

Var ellers lige i gang med at skulle svare, fået og funderet længe, men kan se at det formodentlig ikke har interesse. 

Tror egentlig ikke jeg forstår helt hvad du ville med indlægget - eller jo du ville have at vide hvordan du skal forholde dig til din 3 årige, men svarene alla: du skal finde mere tid til hende, du skal give hende et kæmpe kram så hun kan se verden ikke bryder sammen de er ikke brugbare. Derfor kan jeg ikke give et svar for mit umiddelbare svar er at det er en ændring hos dig og på situationen fx finde mere tid hvor du kan sidde på gulvet og lege med hende uden baby mm. Jeg kan ikke se at der skal ske ændringer fx med stjernekort, opdragelse, irettesættelse mm. For når du skriver hun er som sig selv i børnehaven, så er det i hjemmet der skal ske ændringer ikke med hende men med rammerne, de voksne osv

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Jeg har ikke læst dem alle (helt til ende).

Jeg er ked af at jeg oprettede dette indlæg.

Igen er jeg blevet bekræftet i at det ikke er et godt forum at søge nogle former for råd/hjælp.

Jeg hverken slår min datter, bærer nag, udelukker hende eller alt muligt andet i kan finde på at læse ud af mit første indlæg 

Jeg overvejede faktisk om jeg skulle lade være med at være anonym da jeg syntes mit indlæg var godt dækkende - men det var det jo overhovedet ikke, sådan som i koger suppe på det 

Tak for en øjenåbner - jeg finder et andet sted at søge løsninger på mine problemer 

 

Ps. Jeg negligerer ikke jeres svar - jeg sætter pris på at I tog jer tiden til at læse og skrive, jeg har bare ikke fået nok med til at I har dannet jer det rigtige billede (bare så I ikke koger suppe på den del også).

Du er velkommen til at skrive privat hvis du har lyst, vores datter reagerer faktisk meget ligesom din og gjorde hun også tildels inden lillebror kom dog er det eskaleret meget voldsomt lige pludselig og her har det heller ikke noget med at hun ikke får opmærksomhed osv for det gør hun. Vi har prøvet nogle forskellige tiltag som vi er blevet rådet til af professionelle og det har hjulpet lidt men slet ikke nok så nu har vi sat hele møllen igang så vi forhåbentlig kan nå at ændre det inden skolestart om 2 år. 

Er dit barn altid passet hjemme, i institutionen eller??

Måske en legestue kunne være en ide, så hun til dagligt er sammen med jævnalderne,  som er på hendes niveau. 

Du kan ikke magte at passe to børn, som situationen er nu, så noget skal ændres. Måske i kan hyre lidt hjælp nogle timer i ny og næ, hvor baby passes af en ung pige. Der kan sagtens gå 2-3 timer mellem babys måltider. Især når det kun drejer sig om nogle gange. Så kan du tage på skovtur, legeplads eller lign med din datter.

Hun trives ikke nu, og jeg kan godt forstå du er desperat.  Men at få professionel rådgivning er ikke at at tabe kampen, men netop at vinde den. Så du er en bedre mor med mere overskud og så begge dine børn trives. For det er ikke umuligt,  men det kræver et stort arbejde med ændringer

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Jeg har ikke læst dem alle (helt til ende).

Jeg er ked af at jeg oprettede dette indlæg.

Igen er jeg blevet bekræftet i at det ikke er et godt forum at søge nogle former for råd/hjælp.

Jeg hverken slår min datter, bærer nag, udelukker hende eller alt muligt andet i kan finde på at læse ud af mit første indlæg 

Jeg overvejede faktisk om jeg skulle lade være med at være anonym da jeg syntes mit indlæg var godt dækkende - men det var det jo overhovedet ikke, sådan som i koger suppe på det 

Tak for en øjenåbner - jeg finder et andet sted at søge løsninger på mine problemer 

 

Ps. Jeg negligerer ikke jeres svar - jeg sætter pris på at I tog jer tiden til at læse og skrive, jeg har bare ikke fået nok med til at I har dannet jer det rigtige billede (bare så I ikke koger suppe på den del også).

Jeg er glad for du fik en øjenåbner. Det bekræfter blot det jeg altid tænker om denne side, nemlig at hvor er det rart at man altid kan få et godt råd fra mennesker der ikke har følelser i klemme, og som gør det helt gratis alene ud fra ønsket om at hjælpe andre.

Nogen gange har jeg skrevet noget herinde, som stort set alle er uenige i. Det får mig ikke umiddelbart til at ændre holdning, men det får mig alligevel til at tænke en ekstra gang.

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Jeg har ikke læst dem alle (helt til ende).

Jeg er ked af at jeg oprettede dette indlæg.

Igen er jeg blevet bekræftet i at det ikke er et godt forum at søge nogle former for råd/hjælp.

Jeg hverken slår min datter, bærer nag, udelukker hende eller alt muligt andet i kan finde på at læse ud af mit første indlæg 

Jeg overvejede faktisk om jeg skulle lade være med at være anonym da jeg syntes mit indlæg var godt dækkende - men det var det jo overhovedet ikke, sådan som i koger suppe på det 

Tak for en øjenåbner - jeg finder et andet sted at søge løsninger på mine problemer 

 

Ps. Jeg negligerer ikke jeres svar - jeg sætter pris på at I tog jer tiden til at læse og skrive, jeg har bare ikke fået nok med til at I har dannet jer det rigtige billede (bare så I ikke koger suppe på den del også).

Jeg forstår godt, at du er et følsomt sted lige nu, og derfor måske reagerer som du gør, men jeg synes godt nok, at det er helt vildt ærgerligt, at folk er så søde at sidde og bruge tid på at hjælpe og rådgive dig, og så får vi en sviner retur. Jeg har lige siddet og læst tråden igen, og ikke et eneste svar til dig har været groft formuleret, nedladende eller lignende. Tvært imod sender folk dig kram, og kommer med ærlige råd til din situation.

Det er rigtig svært at erkende, at man selv kan spille en rolle i de problemer, der er med ens børn. Men det er jo naturligt - Og alle oplever det! Alle kan have perioder, hvor deres børn er ekstra på tværs, og så bremser man op og opdager, at hov... Passer det ikke også med, at man selv var i en periode, hvor man var ekstra presset på arbejde og ikke havde det store overskud og rummelighed?

Jeg skrev det før og skriver det igen: Det er aldrig en skam at bede om hjælp! Men det der er ærgerligt er, hvis man bliver så fanget i sin problemer, at man mister overblikket over den rolle, man selv spiller. Du beder om råd, du fortæller, hvad du har gjort indtil videre, og du fortæller hvordan du har det. At du har opdraget på en måde, som måske ikke var så hensigtsmæssig er jo ikke en kritik af dig som person eller mor. Man handler på baggrund af de præmisser, man har med sig.

Hvis nu man er opdraget med selv at blive sendt på værelset, når man var på tværs, og det er det man kender, så er det jo ikke så mærkeligt, at man gør det samme, når man selv får børn. Og i sådan en situation er det bestemt ingen skam at finde ud af, at der måske var andre metoder, der var mere hensigtsmæssige. Du er jo fanget i din situation og din frustration, en frustration de fleste forældre kender, og så har man nogen gange brug for friske øjne. Og vi andre er ikke perfekte - Men erfaring og viden kan gøre, at man kan hjælpe andre.

Da jeg fik mit første barn, havde jeg ikke gået på mit studie ret længe og havde derfor ikke meget viden den vej. Jeg havde heller ikke haft spædbørn inde på livet, så jeg var på bar bund. Så da min sundhedsplejerske sagde til mig, at jeg skulle lade være med at tage min datter op, når hun græd, fordi det gav hende dårlige vaner, så lyttede jeg til at begynde med. Jeg vidste jo ikke bedre! Godt nok føltes det ikke rart, men det var jo det eneste, jeg vidste, at jeg "burde".

Det har jeg ikke problemer med at erkende i dag var uhensigtsmæssigt. Men jeg skammer mig ikke, for jeg vidste ikke, hvad der var bedst. Nu ved jeg anderledes, særligt på baggrund af det fag, jeg er i, og i dag ville jeg handle anderledes. Med det prøver jeg at sige: Jeg har sgu heller ikke været den perfekte mor altid, og jeg er det i hvert fald stadig ikke!

I virkeligheden ville det ikke være særlig sundt for vores børn, hvis vi aldrig lavede fejl. Børn må meget gerne lære, at voksne også nogen gange kommer til at gøre nogle ting, som ikke er hensigtsmæssige, og det kan vi lære dem ved at undskylde og taler med dem om vores fejl. Man skal ikke være perfekt. Man skal bare være nok.

Men nok bliver man jo heller ikke, hvis man ikke er parat til at se indad og arbejde med de sider af sig selv, som kunne bruge lidt finpudsning. Og det er vigtigt, at man - når man har ramt bunden med overskud - tør række ud efter hjælp. For der er så mange før dig, der har stået der, og det bliver man/du absolut ikke et ringere menneske af. Men jeg vil håbe for dig, at du får modet til at række en hånd ud, og at du - når følelserne har lagt sig lidt - kan læse alle de fine svar, du har fået i denne tråd med nye øjne. For folk prøver faktisk bare at hjælpe dig. Ikke høvle dig ned

Anonymor skriver:

Jeg forstår godt, at du er et følsomt sted lige nu, og derfor måske reagerer som du gør, men jeg synes godt nok, at det er helt vildt ærgerligt, at folk er så søde at sidde og bruge tid på at hjælpe og rådgive dig, og så får vi en sviner retur. Jeg har lige siddet og læst tråden igen, og ikke et eneste svar til dig har været groft formuleret, nedladende eller lignende. Tvært imod sender folk dig kram, og kommer med ærlige råd til din situation.

Det er rigtig svært at erkende, at man selv kan spille en rolle i de problemer, der er med ens børn. Men det er jo naturligt - Og alle oplever det! Alle kan have perioder, hvor deres børn er ekstra på tværs, og så bremser man op og opdager, at hov... Passer det ikke også med, at man selv var i en periode, hvor man var ekstra presset på arbejde og ikke havde det store overskud og rummelighed?

Jeg skrev det før og skriver det igen: Det er aldrig en skam at bede om hjælp! Men det der er ærgerligt er, hvis man bliver så fanget i sin problemer, at man mister overblikket over den rolle, man selv spiller. Du beder om råd, du fortæller, hvad du har gjort indtil videre, og du fortæller hvordan du har det. At du har opdraget på en måde, som måske ikke var så hensigtsmæssig er jo ikke en kritik af dig som person eller mor. Man handler på baggrund af de præmisser, man har med sig.

Hvis nu man er opdraget med selv at blive sendt på værelset, når man var på tværs, og det er det man kender, så er det jo ikke så mærkeligt, at man gør det samme, når man selv får børn. Og i sådan en situation er det bestemt ingen skam at finde ud af, at der måske var andre metoder, der var mere hensigtsmæssige. Du er jo fanget i din situation og din frustration, en frustration de fleste forældre kender, og så har man nogen gange brug for friske øjne. Og vi andre er ikke perfekte - Men erfaring og viden kan gøre, at man kan hjælpe andre.

Da jeg fik mit første barn, havde jeg ikke gået på mit studie ret længe og havde derfor ikke meget viden den vej. Jeg havde heller ikke haft spædbørn inde på livet, så jeg var på bar bund. Så da min sundhedsplejerske sagde til mig, at jeg skulle lade være med at tage min datter op, når hun græd, fordi det gav hende dårlige vaner, så lyttede jeg til at begynde med. Jeg vidste jo ikke bedre! Godt nok føltes det ikke rart, men det var jo det eneste, jeg vidste, at jeg "burde".

Det har jeg ikke problemer med at erkende i dag var uhensigtsmæssigt. Men jeg skammer mig ikke, for jeg vidste ikke, hvad der var bedst. Nu ved jeg anderledes, særligt på baggrund af det fag, jeg er i, og i dag ville jeg handle anderledes. Med det prøver jeg at sige: Jeg har sgu heller ikke været den perfekte mor altid, og jeg er det i hvert fald stadig ikke!

I virkeligheden ville det ikke være særlig sundt for vores børn, hvis vi aldrig lavede fejl. Børn må meget gerne lære, at voksne også nogen gange kommer til at gøre nogle ting, som ikke er hensigtsmæssige, og det kan vi lære dem ved at undskylde og taler med dem om vores fejl. Man skal ikke være perfekt. Man skal bare være nok.

Men nok bliver man jo heller ikke, hvis man ikke er parat til at se indad og arbejde med de sider af sig selv, som kunne bruge lidt finpudsning. Og det er vigtigt, at man - når man har ramt bunden med overskud - tør række ud efter hjælp. For der er så mange før dig, der har stået der, og det bliver man/du absolut ikke et ringere menneske af. Men jeg vil håbe for dig, at du får modet til at række en hånd ud, og at du - når følelserne har lagt sig lidt - kan læse alle de fine svar, du har fået i denne tråd med nye øjne. For folk prøver faktisk bare at hjælpe dig. Ikke høvle dig ned

Et flot svar, men også et svært svar. For netop det at turde tage skridtet og bede om hjælp er måske noget at de sværeste som forælder. 

Jeg har selv rådgivet så mange forældre til at opsøge forskellig slags hjælp især anonym rådgivning hos familieafsnittet. Men pludselig stod jeg der selv med en datter jeg ikke kunne hjælpe, jeg var ikke nok, jeg kunne ikke klare det en mor skulle kunne. 

Den vej op til rådgivningen føltes som enormt lang og som at løbe et marathon løb og i de ti minutter jeg sad og ventede var jeg ved at gå min vej tusind gange. Men hold da op de 60 minutter de bedste 60 minutter jeg har givet ud i mit liv, egentlig ikke så mange råd, mest bare en der lyttede og forsikrede mig om jeg med få værktøjer kunne blive nok. Jeg gik der ud fra et helt livs bekymringer lettere og kunne være nok og hjælpe min datter gennem krisen. Jeg kunne nøjes med de 60 minutter men var helt parat til mange flere sessioner hvis det var nødvendigt, men for mig var der bare et lille skub der var behov for.