Hvordan tackler man en hidsig 3-årig, med baby??

(ADVARSEL: laaaaangt indlæg)

Det holder ikke i længden, og jeg er fuldstændig smadret - fysisk og mentalt!
Min store pige er umulig - som i Umulig at være sammen med. Alt er galt, både det man gør og det man ikke gør, det man siger og det man ikke siger osv. Jeg VED GODT at hun er 3 år.....!
Det har aldrig været et "problem" i den forstand at jeg ikke har kunne håndtere det tidligere. Hun har altid haft temperament og sådan er det bare.
Men nu - jeg er alene med baby på 7 uger og hende 95 % af tiden, og hun reagerer konstant. Hun slår selvom jeg sidder med baby, hun sparker til bord og stole og hvad der ellers er i nærheden, hun kaster med ALT, hun hiver i mig....
Jeg har forsøgt at tale med hende (selvfølgelig!), men det har ingen effekt. Hun forstår det ikke, og hun tror at hun bare kan skabe sig og så sige undskyld, så er alt godt.
Jeg har forsøgt at ignorere når hun gør nogle af de ting, men så kommer det dertil hvor hun begynder at slå eller skubbe når jeg sidder med baby, for at få min opmærksomhed.
Lige pt tager jeg hende og sætter hende ned på værelset. Nogle gange kommer hun selv ud, andre gange går jeg ned og henter hende. Men det er jo bare slet ikke holdbart.
Jeg indrømmer også at mit temperament alt for ofte løber af med mig - jeg er for hård ved hende!! 
Men jeg kan ikke det samme som før, med baby på armen. Og hun gør selvfølgelig oprør (kan ikke tage sko og tøj på og af, kan ikke komme op på toilettet, vil ikke børste tænder og rede hår, vil ikke i bad, er sulten så snart jeg sætter mig med baby osv.).
Jeg aner overhovedet ikke hvordan jeg skal komme igennem det her. Vi kan ikke komme nogle steder - jeg tør ikke! Hun stikker af eller ødelægger noget hvis hun ikke får sin vilje, er jeg sikker på.
Og min dårlige samvittighed kommer op til overfladen hver aften når hun er blevet puttet (hvilket heller ikke er smertefrit!!), og jeg bare tuder i sengen fordi jeg ville ønske jeg havde været sødere og mere overbærende......
Som det ser ud lige nu er det ikke en mulighed at faren kan komme mere hjem - hans arbejde er afhængigt af ham og det er mange mennesker det vil gå ud over. Han vil gerne forstå og prøver, men det er jo bare ikke det samme som at jeg sidder i det alene....
Hvad gør jeg??

Anonym skriver:

(ADVARSEL: laaaaangt indlæg)

Det holder ikke i længden, og jeg er fuldstændig smadret - fysisk og mentalt!
Min store pige er umulig - som i Umulig at være sammen med. Alt er galt, både det man gør og det man ikke gør, det man siger og det man ikke siger osv. Jeg VED GODT at hun er 3 år.....!
Det har aldrig været et "problem" i den forstand at jeg ikke har kunne håndtere det tidligere. Hun har altid haft temperament og sådan er det bare.
Men nu - jeg er alene med baby på 7 uger og hende 95 % af tiden, og hun reagerer konstant. Hun slår selvom jeg sidder med baby, hun sparker til bord og stole og hvad der ellers er i nærheden, hun kaster med ALT, hun hiver i mig....
Jeg har forsøgt at tale med hende (selvfølgelig!), men det har ingen effekt. Hun forstår det ikke, og hun tror at hun bare kan skabe sig og så sige undskyld, så er alt godt.
Jeg har forsøgt at ignorere når hun gør nogle af de ting, men så kommer det dertil hvor hun begynder at slå eller skubbe når jeg sidder med baby, for at få min opmærksomhed.
Lige pt tager jeg hende og sætter hende ned på værelset. Nogle gange kommer hun selv ud, andre gange går jeg ned og henter hende. Men det er jo bare slet ikke holdbart.
Jeg indrømmer også at mit temperament alt for ofte løber af med mig - jeg er for hård ved hende!! 
Men jeg kan ikke det samme som før, med baby på armen. Og hun gør selvfølgelig oprør (kan ikke tage sko og tøj på og af, kan ikke komme op på toilettet, vil ikke børste tænder og rede hår, vil ikke i bad, er sulten så snart jeg sætter mig med baby osv.).
Jeg aner overhovedet ikke hvordan jeg skal komme igennem det her. Vi kan ikke komme nogle steder - jeg tør ikke! Hun stikker af eller ødelægger noget hvis hun ikke får sin vilje, er jeg sikker på.
Og min dårlige samvittighed kommer op til overfladen hver aften når hun er blevet puttet (hvilket heller ikke er smertefrit!!), og jeg bare tuder i sengen fordi jeg ville ønske jeg havde været sødere og mere overbærende......
Som det ser ud lige nu er det ikke en mulighed at faren kan komme mere hjem - hans arbejde er afhængigt af ham og det er mange mennesker det vil gå ud over. Han vil gerne forstå og prøver, men det er jo bare ikke det samme som at jeg sidder i det alene....
Hvad gør jeg??

Får noget professionel hjælp, kontakt kommunen og få en familievejleder på banen. Jeg er selv i det nu og valgte at ta fat i børnehaven, vores datter er 4 år og det er eskaleret voldsomt det sidste halve år. Vi fik i samarbejde afviklet et møde med kommunen og fra på mandag starter vi op, vi har fået en familiebehandler som skal støtte og råde os til hvordan vi tackler hende, for vi skal ha stoppet hendes adfærd inden hun skal i skole ellers får hun det endnu sværere end hun har det nu. Så skal hun i noget legeterapi for at finde ud af hvorfor hun reagerer som hun gør, da hverken os forældre eller børnehaven kan se en rød tråd i hendes udbrud, det kan komme pludseligt ud af den blå luft og så bliver hun tosset. Det er ingen skam at bede om hjælp, tværtimod. Og kommunen går ikke ind og fjerner ens barn fordi man beder om hjælp.

Mange børn reagerer når de får mindre søskende.  Har ingen guldkorn, jeg nød blot at gå hjemme med baby mens de store var i børnehaven og nyde deres dag derhenne. For os handlede det om at dagene ikke ændrede sig væsentligt.  Selvfølgelig kunne de møde senere og hentes tidligt i forhold når jeg var på arbejde.

Men rutiner som de kendte dem, var i hvert fald vigtigst. At vi hver især brugte tid på de store, som vi gjorde før baby kom ind i billedet. Men huske der også skal være babytid,  hvor der pusles i ro, nyder samværet,  øjenkontakten,  mm.

Anonym skriver:

(ADVARSEL: laaaaangt indlæg)

Det holder ikke i længden, og jeg er fuldstændig smadret - fysisk og mentalt!
Min store pige er umulig - som i Umulig at være sammen med. Alt er galt, både det man gør og det man ikke gør, det man siger og det man ikke siger osv. Jeg VED GODT at hun er 3 år.....!
Det har aldrig været et "problem" i den forstand at jeg ikke har kunne håndtere det tidligere. Hun har altid haft temperament og sådan er det bare.
Men nu - jeg er alene med baby på 7 uger og hende 95 % af tiden, og hun reagerer konstant. Hun slår selvom jeg sidder med baby, hun sparker til bord og stole og hvad der ellers er i nærheden, hun kaster med ALT, hun hiver i mig....
Jeg har forsøgt at tale med hende (selvfølgelig!), men det har ingen effekt. Hun forstår det ikke, og hun tror at hun bare kan skabe sig og så sige undskyld, så er alt godt.
Jeg har forsøgt at ignorere når hun gør nogle af de ting, men så kommer det dertil hvor hun begynder at slå eller skubbe når jeg sidder med baby, for at få min opmærksomhed.
Lige pt tager jeg hende og sætter hende ned på værelset. Nogle gange kommer hun selv ud, andre gange går jeg ned og henter hende. Men det er jo bare slet ikke holdbart.
Jeg indrømmer også at mit temperament alt for ofte løber af med mig - jeg er for hård ved hende!! 
Men jeg kan ikke det samme som før, med baby på armen. Og hun gør selvfølgelig oprør (kan ikke tage sko og tøj på og af, kan ikke komme op på toilettet, vil ikke børste tænder og rede hår, vil ikke i bad, er sulten så snart jeg sætter mig med baby osv.).
Jeg aner overhovedet ikke hvordan jeg skal komme igennem det her. Vi kan ikke komme nogle steder - jeg tør ikke! Hun stikker af eller ødelægger noget hvis hun ikke får sin vilje, er jeg sikker på.
Og min dårlige samvittighed kommer op til overfladen hver aften når hun er blevet puttet (hvilket heller ikke er smertefrit!!), og jeg bare tuder i sengen fordi jeg ville ønske jeg havde været sødere og mere overbærende......
Som det ser ud lige nu er det ikke en mulighed at faren kan komme mere hjem - hans arbejde er afhængigt af ham og det er mange mennesker det vil gå ud over. Han vil gerne forstå og prøver, men det er jo bare ikke det samme som at jeg sidder i det alene....
Hvad gør jeg??

Min personlige mening er, at børn kun opfører sig på den måde, hvis de ikke får deres behov opfyldt.

Så der må være noget hun mangler. Alenetid med mor/far? Motion? At hun også er førsteprioritet, og ikke altid skal vente fordi babys behov skal opfyldes.

Jeg synes ikke det lyder optimalt at faren er meldt ud af familien 95% af tiden, fordi ellers fungerer hans arbejdsplads ikke. Lige nu fungerer hans familie ikke, er det bedre?

Hvis du ikke kan klare det selv, og faren ikke vil omprioritere, så må du få hjælp udefra. Få nogen til at tage sig af babyen, gå tur med barnevogn, skifte ble, lege på gulvet osv, så du kan have fuld fokus på din store pige. Det fortjener hun. Hun skaber sig ikke, hun mangler opmærksomhed.

loop skriver:

Min personlige mening er, at børn kun opfører sig på den måde, hvis de ikke får deres behov opfyldt.

Så der må være noget hun mangler. Alenetid med mor/far? Motion? At hun også er førsteprioritet, og ikke altid skal vente fordi babys behov skal opfyldes.

Jeg synes ikke det lyder optimalt at faren er meldt ud af familien 95% af tiden, fordi ellers fungerer hans arbejdsplads ikke. Lige nu fungerer hans familie ikke, er det bedre?

Hvis du ikke kan klare det selv, og faren ikke vil omprioritere, så må du få hjælp udefra. Få nogen til at tage sig af babyen, gå tur med barnevogn, skifte ble, lege på gulvet osv, så du kan have fuld fokus på din store pige. Det fortjener hun. Hun skaber sig ikke, hun mangler opmærksomhed.

Jeg er enig.

Kære TS det lyder rigtig hårdt, men farmand er nødt til at komme på banen. Jeres store (lille) datter skriger på hjælp og opmærksomhed... 

Far er udsendt - det kan ikke ændres lige nu..

Han er 100 % på når han er hjemme.

Jeg gør alt hvad jeg kan for at give min store pige alene-tid. Det er umuligt at give nøjagtig det samme som før baby kom.

Hun er en stor del af alt herhjemme, og hun får ofte min opmærksomhed før baby, selvom baby måske er ked. Jeg prioriterer at hun ser at hun er lige så vigtig som før baby kom.

Jeg kan godt se at hun beder om opmærksomhed, og det skal hun selvfølgelig ha'. Men jeg har ikke mere end én af mig selv som skal deles mellem begge piger. Det ville være det samme hvis far ikke var i billedet overhovedet...

Jeg tror ikke jeg er klar til at bede om professionel hjælp - hun trives rigtig fint i børnehave og sammen med andre.

Vi har ikke familie i nærheden, og venner ganske få som selv står i deres eget rod....

Egentlig har jeg også mest lyst til at løse det her alene. Det er jo mig der er problemet, ikke mine børn. Jeg kunne bare godt bruge nogle råd til hvordan jeg kan gribe det an...

Måske jeg overtolker ,men jeg kan ikke lide sætningen "Jeg er for hård ved hende"

Den sætning siger mig at det har taget overhånd og du er nødt til at bede om proff hjælp.

Hun kalder på dig via hendes opførsel - hun siger hun vil dig og savner dig men ved ikke hvordan hun skal sige det så hun gør alt det "forkerte" for så reagerer du.

Det er ikke holdbart og du bliver nødt til at få noget hjælp inden hun tager skade.

Man kan kontakte kommunens familierådgivning anonymt og få  5 samtaler hvor du kan få nogen til at lytte og råde.

Vi oplevede det samme da vi fik et familiemedlem i pleje dog var det plejebarnet der reagerede med vrede /sorg og bed blandt andet vores datter på 5 og vores søn på 1½ år.

Vi fik rigtig god hjælp og støtte og redskaber til at takle både ham men også forebygge at vores egne børn ville begynde at reagere negativt på omvæltningen i vores fam.

Skældud og udelukkelse er ikke vejen frem det skaber kun mere vrede og gør en lille 3 årig ulykkelig og frustreret.

Hun reagere sådan fordi hun mangler alenetid med sin mor.. Min søn reagerede også med meget vrede imod mig da han blev storebror... Det er så vigtig at du får tod til at være alene med hende . Læs en bog, se en film osv når baby sover. Tag hende med ud at handle udenbaby .. Det behøver ikke være noget vildt eller i flere timer.. Det der tæller er at hun er alene med dig lidt.. Det tog en del uger før min søn blev sig selv igen så hold ud selvom det er mega hårdt.. Prøv at forestil dig at din mand kom hjem med en dame en dag pg sagde at nu skulle i deles om ham....sådan har din datter det og det kræver altdånoget tilvænning 

desiden er jeg enig med de andre i at det ikke er holdbart at du er så meget alene når din datter har det sådan - far må hjælpe til om ikke andet nu i den periode jeres datter virkelig har brug for det

kram til dig

Jeg er enig i, at du skal have fat i noget professionel hjælp, for det lyder til du er ude hvor du ikke længere kan bunde. Det betyder ikke, at du er en dårlig mor, men at du bare er brugt nu!

Jeg har ikke tid til at skrive en masse lige nu, men du får to konkrete råd:

- Du skriver, at hun bare forventer alt er okay, når hun siger undskyld. Selvfølgelig skal du tilgive hende, når hun siger undskyld. Ved ikke at tilgive, ved at bære nag, så bærer du konflikten videre og eskalerer mængden af konflikter.

- Din datter mangler sin mor, og du straffer hende ved at sætte hende ude for fællesskabet, når du sender hende på værelset. Du signalerer, at hun ikke er nok som hun er, fordi du kun ønsker hendes selskab og nærhed når hun er sit bedste selv.

- Jeg tænker du overvurderer, hvad en 3-årige er i stand til at forstå. En 3-årig har endnu slet ikke forstået, at mor har sine egne tanker og følelser, og derfor opleves det for et barn i den alder som en kæmpe frustration, når mor handler i modstrid med barnets ønsker. Det er du nødt til at rumme, ikke straffe. Ved at rumme og anerkende, lærer du langsomt dit barn, at jeres ønsker ikke altid matcher, og at det er okay. 

- børn lærer at regulere deres følelser gennem deres primære omsorgspersoner. Så hvis du er i et kaos af følelser, så mister dit barn også muligheden for støtte til følelsesregulering. 

Jeg tror, du har behov for støtte.  Det er ikke en skam at række ud efter hjælp - det er en skam at lade være 

Anonym skriver:

Far er udsendt - det kan ikke ændres lige nu..

Han er 100 % på når han er hjemme.

Jeg gør alt hvad jeg kan for at give min store pige alene-tid. Det er umuligt at give nøjagtig det samme som før baby kom.

Hun er en stor del af alt herhjemme, og hun får ofte min opmærksomhed før baby, selvom baby måske er ked. Jeg prioriterer at hun ser at hun er lige så vigtig som før baby kom.

Jeg kan godt se at hun beder om opmærksomhed, og det skal hun selvfølgelig ha'. Men jeg har ikke mere end én af mig selv som skal deles mellem begge piger. Det ville være det samme hvis far ikke var i billedet overhovedet...

Jeg tror ikke jeg er klar til at bede om professionel hjælp - hun trives rigtig fint i børnehave og sammen med andre.

Vi har ikke familie i nærheden, og venner ganske få som selv står i deres eget rod....

Egentlig har jeg også mest lyst til at løse det her alene. Det er jo mig der er problemet, ikke mine børn. Jeg kunne bare godt bruge nogle råd til hvordan jeg kan gribe det an...

 

Hvornår er DU klar til at få noget hjælp? For du siger at DU ikke er klar. Hvor går grænsen? Hvis din datter kunne svare, hvad ville hun så sige? Tænk hvis du kunne få lidt professionel hjælp så jeres samvær og indbyrdes forhold kunne blive godt igen? Og inden hun begynder at vise tegn på mistrivsel i bh. Det handler jo ikke om, at der bliver skrevet journal over hverken dig el. din datter men mere at du får nogle værktøjer til hvordan du håndterer hende bedst i de nye rammer I nu lever under efter lillesøster er kommet. 

En anden ting er også, at hvis hun begynder at "give sin lillesøster skylden" så er det MEGA svært at ændre på de følelser fremadrettet. Og det kommer til at præge deres forhold. Tænk hvis det kunne undgåes ved at acceptere at der er brug for lidt hjælp?

Kram til dig