Jeg er gravid. Min mand tager det ikke seriøst.

Hej skønne damer, evt mænd..

Jeg har et lille problem, som overskriften nok hentyder..

Jeg er 18 år gammel og manden min er 20 år.. Jeg bliver student lige om lidt og manden er færdig uddannet slagter og har et super job.. Vi bor begge to fortsat hjemme.. Vi har kendt hinanden i 2,5 år og været kærester i næsten 2 år..

Nu er jeg blevet gravid.. Planlagt. Vi aftalte at jeg smed p-pillerne også så vi hvad der skete ved det.. Vi har begge altid gerne ville have børn tidligt, men han virker ikke klar til det.

 

Eftersom at vi stadig bor hjemme, så kræver det en stor indsats at finde en lejlighed inden baby kommer til.. Økonomien syntes jeg ikke er dårlig, men vi har begge nogen dumme små lån.. Kæresten har en lidt dyr bil osv.. Jeg har lagt et fornuftigt budget, MEN.. Barselspenge er jo ikke det vildeste.. Så jeg kommer til at have en del mindre en manden.. Han mener at det er fair, at dele de fælles udgifter lige op. Det betyder, at han har 3500,- til sig selv om måneden til sjov og ballade og jeg har kun 200,-. Efter min mening på ingen måde fair.. Han har 10 forskellige krav til en lejlighed og ja jeg er bare glad for at få en.. Han ønsker ikke at tage barsel, hvilket jeg har accepteret, men jeg har dog sat kravet, at jeg vil starte på uddannelse igen Januar 18. Jeg har termin Januar 17. Ikke nok med at han er egoistisk, så er han sidst fødte med en hønemor.. Hun løber efter ham derhjemme med støvsuger og opvaske børster.. Da jeg lærte ham at kende vidste han ikke hvordan man brugte en støvsuger . Vi bor hjemme hos mig og han laver ingenting! Han smider tøjet på gulvet og stiller tallerknerne i vindueskarmen også forventer han bare at nogen kommer og rydder op for ham .. Jeg er ved at blive skør.. Vores forhold har altid været on and OFF og helt ærligt, så ved jeg ikke om vi kan klare et barn.. Eller om han kan.. Han har sagt at han ikke vil have et skilsmisse barn, så hvis vi går fra hinanden, så vil han ikke have noget med det at gøre...

 

Jeg fik i en tidlig alder en abort og jeg gør det aldrig igen.. Jeg bliver helt dårlig ved tanken.. Og kan slet ikke magte at skulle gøre det igen. 

 

Så hvad gør jeg? Kan man vende sådan en mand? Eller kæmper jeg en kamp jeg i forvejen har tabt?

Anonym skriver:

Hej skønne damer, evt mænd..

Jeg har et lille problem, som overskriften nok hentyder..

Jeg er 18 år gammel og manden min er 20 år.. Jeg bliver student lige om lidt og manden er færdig uddannet slagter og har et super job.. Vi bor begge to fortsat hjemme.. Vi har kendt hinanden i 2,5 år og været kærester i næsten 2 år..

Nu er jeg blevet gravid.. Planlagt. Vi aftalte at jeg smed p-pillerne også så vi hvad der skete ved det.. Vi har begge altid gerne ville have børn tidligt, men han virker ikke klar til det.

 

Eftersom at vi stadig bor hjemme, så kræver det en stor indsats at finde en lejlighed inden baby kommer til.. Økonomien syntes jeg ikke er dårlig, men vi har begge nogen dumme små lån.. Kæresten har en lidt dyr bil osv.. Jeg har lagt et fornuftigt budget, MEN.. Barselspenge er jo ikke det vildeste.. Så jeg kommer til at have en del mindre en manden.. Han mener at det er fair, at dele de fælles udgifter lige op. Det betyder, at han har 3500,- til sig selv om måneden til sjov og ballade og jeg har kun 200,-. Efter min mening på ingen måde fair.. Han har 10 forskellige krav til en lejlighed og ja jeg er bare glad for at få en.. Han ønsker ikke at tage barsel, hvilket jeg har accepteret, men jeg har dog sat kravet, at jeg vil starte på uddannelse igen Januar 18. Jeg har termin Januar 17. Ikke nok med at han er egoistisk, så er han sidst fødte med en hønemor.. Hun løber efter ham derhjemme med støvsuger og opvaske børster.. Da jeg lærte ham at kende vidste han ikke hvordan man brugte en støvsuger . Vi bor hjemme hos mig og han laver ingenting! Han smider tøjet på gulvet og stiller tallerknerne i vindueskarmen også forventer han bare at nogen kommer og rydder op for ham .. Jeg er ved at blive skør.. Vores forhold har altid været on and OFF og helt ærligt, så ved jeg ikke om vi kan klare et barn.. Eller om han kan.. Han har sagt at han ikke vil have et skilsmisse barn, så hvis vi går fra hinanden, så vil han ikke have noget med det at gøre...

 

Jeg fik i en tidlig alder en abort og jeg gør det aldrig igen.. Jeg bliver helt dårlig ved tanken.. Og kan slet ikke magte at skulle gøre det igen. 

 

Så hvad gør jeg? Kan man vende sådan en mand? Eller kæmper jeg en kamp jeg i forvejen har tabt?

Ehm.... 

Jeg gætter på at han altid har været som han er mht oprydning mv?

så hvad får dig til at tro at det lige ændrer sig?

i har endnu ikke boet sammen - on off kæresteri, og så smider i præventionen for at se hvad der sker? På trods af at manden tydeligvis ikke er voksen nok til opgaven, og du er overbevist om at han ikke er klar?!

jeg lyder nok som en sur gammel mokke, men helt ærligt? Hvad tænker i på? Det er ikke en plastik dukke man kan smide ud når det ikke er sjovt og rosenrødt længere...

virkeligt uovervejet...

hvad har i tænkt jer? 

Hvis du synes abort var hårdt. Så vent til du står med en baby med en uduelig far. DET er hårdt. Ikke kun for dig, men også for barnet. Los ham i røven, kræv fælles økonomi- hvis du bære hans barn og skal gennemgå den mest smertefulde fysiske smerte i verden, dit underliv skal sønderrives for at føde hans barn og han vil end ikke dele sin løn med dig? Ej det er sku ik helt fair når i nu begge har planlagt barnet. Bortset fra det så tvivler jeg på jeres forudsete budget holder, det er dyrt at ha barn og der er altid 117 ting man lige mangler de første par år selv om man troede man havde tænkt på alt. Og så nytter det ik faren ik vil betale og baby skal sulte fordi dine 200kr gik til en æske mælkeerstatning i onsdags og du først får løn igen om 23 dage. Snak med ham. Be om noget rådgivning for unge forældre hos sp eller lægen eller hvor det er man får det. Få hjælp til at banke ind i knoppen på ham at i skal lege voksne mennesker nu. 

HVIS denne historie er sand, er det særdeles bekymrende. 

• At PLANLÆGGE en teenagegraviditet på et on-and-off-forhold, hvor I ikke har en bolig.
• Jeres forestillinger omkring økonomi. 
• Jeres forestillinger om samarbejdet, når I går fra hinanden. 

Du skal enten blive voksen NU eller få en abort og vente nogle år med at lege voksen.

(Hvis du bor hos dine forældre, kan du måske få hjælp af dem, hvis du vil gennemføre graviditeten. Du har brug for meget hjælp og støtte, hvis det skal gå godt.)

Først, du siger i begge bor hjemme og at hans mor render efter ham med støvsuger og opvaskebørst, MEN i bor hjemme hos dine forældre? 

Ved du hvor han bor? Hos dig eller sine forældre?

at smide p pillerne, og se hvad der sker, virker meget umodent af jer begge, når du selv syntes at barselsdagpenge er et lille beløb, du ikke har fast job/uddannelse, du har fået en abort og ikke vil have det igen, men du bliver sindssyg af din kæreste med nogle småting han Gør, så burde du da allerede der, være voksen/moden nok, til at sige at børn overhoved ikke kan komme på tale. 

Og da selv ikke i et on / off  forhold? Læser dit indlæg, som at du tror du er moden og voksen, men ærligt.. så syntes jeg du virker som den der er mindst voksen. 

Det er af den grund, at mange ting vidste du på forhånd, men alligevel vælger du at smide ppillern selvom du faktisk er utilfreds med alt ved din kæreste? 

Så er det ikke noget særligt voksent valg du selv har været med til at træffe. 

sorry

Anonym skriver:

Hej skønne damer, evt mænd..

Jeg har et lille problem, som overskriften nok hentyder..

Jeg er 18 år gammel og manden min er 20 år.. Jeg bliver student lige om lidt og manden er færdig uddannet slagter og har et super job.. Vi bor begge to fortsat hjemme.. Vi har kendt hinanden i 2,5 år og været kærester i næsten 2 år..

Nu er jeg blevet gravid.. Planlagt. Vi aftalte at jeg smed p-pillerne også så vi hvad der skete ved det.. Vi har begge altid gerne ville have børn tidligt, men han virker ikke klar til det.

 

Eftersom at vi stadig bor hjemme, så kræver det en stor indsats at finde en lejlighed inden baby kommer til.. Økonomien syntes jeg ikke er dårlig, men vi har begge nogen dumme små lån.. Kæresten har en lidt dyr bil osv.. Jeg har lagt et fornuftigt budget, MEN.. Barselspenge er jo ikke det vildeste.. Så jeg kommer til at have en del mindre en manden.. Han mener at det er fair, at dele de fælles udgifter lige op. Det betyder, at han har 3500,- til sig selv om måneden til sjov og ballade og jeg har kun 200,-. Efter min mening på ingen måde fair.. Han har 10 forskellige krav til en lejlighed og ja jeg er bare glad for at få en.. Han ønsker ikke at tage barsel, hvilket jeg har accepteret, men jeg har dog sat kravet, at jeg vil starte på uddannelse igen Januar 18. Jeg har termin Januar 17. Ikke nok med at han er egoistisk, så er han sidst fødte med en hønemor.. Hun løber efter ham derhjemme med støvsuger og opvaske børster.. Da jeg lærte ham at kende vidste han ikke hvordan man brugte en støvsuger . Vi bor hjemme hos mig og han laver ingenting! Han smider tøjet på gulvet og stiller tallerknerne i vindueskarmen også forventer han bare at nogen kommer og rydder op for ham .. Jeg er ved at blive skør.. Vores forhold har altid været on and OFF og helt ærligt, så ved jeg ikke om vi kan klare et barn.. Eller om han kan.. Han har sagt at han ikke vil have et skilsmisse barn, så hvis vi går fra hinanden, så vil han ikke have noget med det at gøre...

 

Jeg fik i en tidlig alder en abort og jeg gør det aldrig igen.. Jeg bliver helt dårlig ved tanken.. Og kan slet ikke magte at skulle gøre det igen. 

 

Så hvad gør jeg? Kan man vende sådan en mand? Eller kæmper jeg en kamp jeg i forvejen har tabt?

Det lyder da HELT hul i hovedet at I bevidst har arbejdet på at blive gravid, når du selv skriver, at du ikke ved om I og "han" kan klare et barn?? Hvad pokker tænker I dog på? I lyder på ingen måde til at være klar til at blive forældre - godt nok en vanvittig opførsel!!! 

Anonym skriver:

Hej skønne damer, evt mænd..

Jeg har et lille problem, som overskriften nok hentyder..

Jeg er 18 år gammel og manden min er 20 år.. Jeg bliver student lige om lidt og manden er færdig uddannet slagter og har et super job.. Vi bor begge to fortsat hjemme.. Vi har kendt hinanden i 2,5 år og været kærester i næsten 2 år..

Nu er jeg blevet gravid.. Planlagt. Vi aftalte at jeg smed p-pillerne også så vi hvad der skete ved det.. Vi har begge altid gerne ville have børn tidligt, men han virker ikke klar til det.

 

Eftersom at vi stadig bor hjemme, så kræver det en stor indsats at finde en lejlighed inden baby kommer til.. Økonomien syntes jeg ikke er dårlig, men vi har begge nogen dumme små lån.. Kæresten har en lidt dyr bil osv.. Jeg har lagt et fornuftigt budget, MEN.. Barselspenge er jo ikke det vildeste.. Så jeg kommer til at have en del mindre en manden.. Han mener at det er fair, at dele de fælles udgifter lige op. Det betyder, at han har 3500,- til sig selv om måneden til sjov og ballade og jeg har kun 200,-. Efter min mening på ingen måde fair.. Han har 10 forskellige krav til en lejlighed og ja jeg er bare glad for at få en.. Han ønsker ikke at tage barsel, hvilket jeg har accepteret, men jeg har dog sat kravet, at jeg vil starte på uddannelse igen Januar 18. Jeg har termin Januar 17. Ikke nok med at han er egoistisk, så er han sidst fødte med en hønemor.. Hun løber efter ham derhjemme med støvsuger og opvaske børster.. Da jeg lærte ham at kende vidste han ikke hvordan man brugte en støvsuger . Vi bor hjemme hos mig og han laver ingenting! Han smider tøjet på gulvet og stiller tallerknerne i vindueskarmen også forventer han bare at nogen kommer og rydder op for ham .. Jeg er ved at blive skør.. Vores forhold har altid været on and OFF og helt ærligt, så ved jeg ikke om vi kan klare et barn.. Eller om han kan.. Han har sagt at han ikke vil have et skilsmisse barn, så hvis vi går fra hinanden, så vil han ikke have noget med det at gøre...

 

Jeg fik i en tidlig alder en abort og jeg gør det aldrig igen.. Jeg bliver helt dårlig ved tanken.. Og kan slet ikke magte at skulle gøre det igen. 

 

Så hvad gør jeg? Kan man vende sådan en mand? Eller kæmper jeg en kamp jeg i forvejen har tabt?

Jeg er desværre nok lidt enig med resten af flokken.Men når det så er sagt så bliver du nødt til at overveje fra start om du kan klare at Være enlig mor, eller du kan klare at have 2 små børn (baby + forkælet kæreste ).Ang. økonomi - få hjælp af nogle med en god sund økonomi, forældre er ikke altid de bedste - og så må din kæreste indse at hvis I skal Være en familie så er der ikke plads til at nogen af jer har 3500 kr. til sig selv om måneden. Jeg håber du tænker dig rigtig grundigt om og tager en meget alvorlig snak med din kæreste.

HVORFOR vælger du en graviditet når der er så mange utilfredsstillende faktorer????? 

I bor ikke engang sammen? Synes du ikke det ville være en idé at prøve af inden i fik et barn??? 

Undskyld men nogle gange korser jeg mig godt nok over hvad folk tænker på......

Ikke specielt gennemtænkt. I er virker som to store børn. Der er mange drenge der ikke har lært at rydde op efter sig. .. Men det er også et stort tegn på umodenhed. Han udtalelse om ikke at ville have skilsmissebarn  er også ekstremt umoden. Så hvis moren ikke vil mig så kan relationen til barnet smides væk..?

Det er også meget umodent at planlægge en graviditet med en kæreste du ved er endnu mere umoden end dig selv. Hvis han har en mor der rydder op efter sig ... Forventer du så virkelig at han stepper up og nurser og passer barn..? Vi har nu to på 2,5 år og 6 år - Man er konstant servicefunktion når de er vågne - bleskift, hente mad, hente drikke, hente fra legeaftaler, aftale legeaftaler m.m. For ikke at tale om hvis barnet er sygt. 

I har aldrig prøvet at bo sammen..? Det er vel det første skridt man bør afprøve som minimum..?

I har truffet et umodent valg - men lad være med at lade det gå ud over jeres barn. Der er stor sandsynlighed for at barnet kommer til at vokse op med en mor uden særlig mange penge og en far som ikke ønsker ham/hende. Træf et modent valg og få en abort.. Og så beskyt jer indtil I er mere modne. I virker på ingen måde parate til ansvaret!

 

Kære du

Jeg skal forsøge om jeg kan komme med et par råd til den situation som I har sat jer i. Det er nogle hårde kommentarer du allerede har fået - men det er fordi de ting du skriver, godt kan virke bekymrende for udefrakommende.

Jeg er sådan set enig i alle bekymringerne. Der er mange røde lamper der blinker, når jeg læser det du skriver. Hvis ikke det skal ende rigtig kedeligt for både dig, ham og et eventuelt barn er I nødt til at tage ansvar og søge noget hjælp og vejledning allerede nu.

For I får brug for det, når I som to halvstore børn bor hjemme, har rod i økonomien og er uenige om så basale ting som hjemlige  opgaver. Jeg bliver bekymret for om jeres forventninger til hvad det vil sige at skulle varetage forældreopgaven, er realistiske.

Start med en grundig snak med hvert hold forældre - fortæl om planer, bekymringer og hvordan I vil gribe det an. Bed om deres hjælp. Ring derpå til egen læge og bed om tid til en samtale. Kontakt Mødrehjælpens rådgivning, som er vandt til henvendelser fra unge gravide i forskellige svære situationer og bed dem om vejledning. 

Vigtigst af alt - tag i mod hjælp og lyt til dem som ved mere end jer selv. Om du skal have en abort vil jeg ikke råde - den beslutning er ikke min. Men overvejer for pokker alle scenarier grundigt, inden I træffer valg, der ikke kan laves om.

Held og lykke med det hele!