Anonym skriver:
Jeg har i lang tid, måske flere år enda forsøgt at lade som om at jeg har det fint med at være alene. Men igår og endnu mere idag har jeg indset at det har jeg ikke.
Jeg har 3 "veninder", men ikke nogen jeg vil kalde rigtige veninder. Den ene er svær og snakke med, og hun får mig til at føle at jeg ikke er god nok. den anden er let at snakke med, men hun ringer kun når hun har problemer hun har brug for at snakke om. Det er som om hun ikke vil lytte på mit.
Den tredje har jeg ikke kendt så længe, men jeg troede vi havde noget der kunne udvikle sig. Vi ses 1 gang om ugen (nogen gange mere)enten privat eller ude. Vi kan snakke om alt.
I morgen skal jeg til forundersøgelse til operation. Der er ingen ud over mig selv der ved det. Havde virkelig brug for en at snakke med omkring det, og gerne en der ville tage med mig, for jeg er så nervøs. Skrev og ringede til nr 3. Hun sidder altid med sin tlf også når vi er sammen, men de gange jeg har haft brug for at snakke tager hun den ikke, svarer meget kortfattet på facebook. Jeg skrev på facebook om hun kunne snakke, og hun svarede selvfølgelig, du kan altid ringe min ven. Men hun tog den ikke.
Et af spørgsmålene på de papirer jeg skulle udfylde til operationen var "har du nogen der kan hjælpe dig efter operationen", og der måtte jeg jo sætte kryds ved nej. Jeg har grædt i flere timer nu.
Jeg har ingen. Hvor er det bare trist. Jeg synes selv at jeg er et godt menneske. Positiv, let at snakke med. Hvorfor er der ingen der vil være veninde med mig? Hvad gør jeg forkert?
Til fællesarrangementer på skole osv har jeg heller ingen at snakke med. Jeg har altid følelsen af at de andre ikke gider mig. Jeg har svært ved at starte en samtale, men hvis andre starter har jeg let ved at snakke. Så jeg sidder og føler mig så alene selvom jeg er omgivet af en masse mennesker. Jeg har prøvet at bidrage til samtalen, men for det meste bliver jeg ignoreret. Har prøvet at gentage højere(i tilfælde af de ikke havde hørt mig), men ingen respons. Jeg sidder tit og får lyst til at rejse mig og spørge "hvorfor ignorerer i mig?". Men jeg tør ikke, for tænk hvis de også ignorerede dette. Jeg tænker egentlig at de ikke er værd at blive kede af det over når de behandler mig sådan. Men det er bare så forfærdeligt at sidde helt alene altid.
Jeg er med i flere grupper på facebook, der skriver jeg lidt engang i mellem. Ellers læser jeg hvad andre skriver. Bliver glad når nogen svarer for det er den eneste voksenkontakt jeg får på en dag. Det samme herinde. Jeg svarer engang imellem og mange er enig med mig, og har samme holdning. Altså er jeg ikke en freak.
Jeg beklager hvis det er rodet at læse, men jeg var nødt til at komme ud med mine tanker og jeg har ingen at snakke med i virkeligheden.
Skal tidligt op i morgen, men jeg kan ikke stoppe med at græde så hvordan skal jeg få sovet.
Tak fordi du gad læse det. Giv mig gerne nogen kommentarer med på vejen.
Jeg bliver sgu helt trist på dine, mine og alle de andre i denne tråd.
Hvorfor er vi nogle som bare er skæve i samfundet? At alle vi mødet har nok i sig selv?
Jeg er desværre også fra øen, men du må meget gerne skrive til mig.
Hvis jeg ikke svare med det samme er det ikke fordi jeg ikke vil - men har 4 børn og en mand med depression - så læsning af beskeder sker som regel inden sengetid, når jeg vågner eller en fredelig stund på toilettet 
Jeg glæder mig meget til at høre fra dig.
