Ensom

Jeg har i lang tid, måske flere år enda forsøgt at lade som om at jeg har det fint med at være alene. Men igår og endnu mere idag har jeg indset at det har jeg ikke.

Jeg har 3 "veninder", men ikke nogen jeg vil kalde rigtige veninder. Den ene er svær og snakke med, og hun får mig til at føle at jeg ikke er god nok. den anden er let at snakke med, men hun ringer kun når hun har problemer hun har brug for at snakke om. Det er som om hun ikke vil lytte på mit.

Den tredje har jeg ikke kendt så længe, men jeg troede vi havde noget der kunne udvikle sig. Vi ses 1 gang om ugen (nogen gange mere)enten privat eller ude. Vi kan snakke om alt. 

I morgen skal jeg til forundersøgelse til operation. Der er ingen ud over mig selv der ved det. Havde virkelig brug for en at snakke med omkring det, og gerne en der ville tage med mig, for jeg er så nervøs. Skrev og ringede til nr 3. Hun sidder altid med sin tlf også når vi er sammen, men de gange jeg har haft brug for at snakke tager hun den ikke, svarer meget kortfattet på facebook. Jeg skrev på facebook om hun kunne snakke, og hun svarede selvfølgelig, du kan altid ringe min ven. Men hun tog den ikke.

Et af spørgsmålene på de papirer jeg skulle udfylde til operationen var "har du nogen der kan hjælpe dig efter operationen", og der måtte jeg jo sætte kryds ved nej. Jeg har grædt i flere timer nu.

Jeg har ingen. Hvor er det bare trist. Jeg synes selv at jeg er et godt menneske. Positiv, let at snakke med. Hvorfor er der ingen der vil være veninde med mig? Hvad gør jeg forkert?

Til fællesarrangementer på skole osv har jeg heller ingen at snakke med. Jeg har altid følelsen af at de andre ikke gider mig. Jeg har svært ved at starte en samtale, men hvis andre starter har jeg let ved at snakke. Så jeg sidder og føler mig så alene selvom jeg er omgivet af en masse mennesker. Jeg har prøvet at bidrage til samtalen, men for det meste bliver jeg ignoreret. Har prøvet at gentage højere(i tilfælde af de ikke havde hørt mig), men ingen respons. Jeg sidder tit og får lyst til at rejse mig og spørge "hvorfor ignorerer i mig?". Men jeg tør ikke, for tænk hvis de også ignorerede dette. Jeg tænker egentlig at de ikke er værd at blive kede af det over når de behandler mig sådan. Men det er bare så forfærdeligt at sidde helt alene altid.

Jeg er med i flere grupper på facebook, der skriver jeg lidt engang i mellem. Ellers læser jeg hvad andre skriver. Bliver glad når nogen svarer for det er den eneste voksenkontakt jeg får på en dag. Det samme herinde. Jeg svarer engang imellem og mange er enig med mig, og har samme holdning. Altså er jeg ikke en freak.

Jeg beklager hvis det er rodet at læse, men jeg var nødt til at komme ud med mine tanker og jeg har ingen at snakke med i virkeligheden.

Skal tidligt op i morgen, men jeg kan ikke stoppe med at græde så hvordan skal jeg få sovet.

Tak fordi du gad læse det. Giv mig gerne nogen kommentarer med på vejen.

Av. Den gjorde ondt at læse. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige udover at nok mange har det ligesom dig. Jeg kan selv genkende meget af det. Her spekulerer jeg selv meget over det, at jeg bor det fineste sted, har alt- men mangler i den grad venner. Sad i dag alene med mit barn ved en pool i varmen og kiggede på alle de mødre, der har et fællesskab gennem et par år. Jeg sidder altid få meter fra dem - men mutters alene. Jeg har haft masser af venner men de er faldet fra nu hvor jeg har børn. Ingen af de tidligere  venner har børn, selvom de er 38-45.. 

Jeg håber det kommer via babyaktiviteterne. 

Da jeg ikke havde børn havde jeg god succes med at finde venner gennem fritidsinteresser. Meldte mig ind i et politisk parti, frivilligt arbejde- det hjalp altsammen. Nu står jeg dog lidt fastlåst med lille baby. Men ja, det hjælper nok ikke ret meget- men der er bare så mange flere end du tror der har det på samme måde som dig!!!

Jeg synes du lyder som en utrolig sød kvinde! 

Ved du hvad.. Venskaber går begge veje. Hvad er venskabet værd, hvis dine såkaldte veninder ikke vil prioritere dig. Der skal være plads til begge to i et venskab. 

Du skal ikke lade dig nøjes, heller ikke med venskaber. 

Har du en kæreste? Børn? Jeg tænker, at det har du jo nok siden du har fundet vej frem til denne side. 

Hvad med at prøve at arrangere noget legeaftale, og så se om du ikke falder i snak med en af de andre forældre? 

Eller en fritidsaktivitet?

Og du er bestemt ikke alene! 

Ensomhed er desværre meget udbredt.. Også for unge 

Der var en reklame herinde tidligere med en hjemmeside hvor man kunne søge veninder. Det må da lige være noget for dig?  Held og lykke med jagten, gode venner/veninder er guld værd og noget alle burde ha 

Det lyder rigtigt nok ikke så om dine veninder er særligt gode til at spørge ind til dig.. Det bør gå begge veje og jeg er ked af at læse at du føler dig så overset. Jeg kan godt genkende det med at blive ignoreret, og det er en rigtigt træls følelse. 

Har du ikke noget familie, der kan hjælpe dig ifm operationen? En mor eller søskende evt? 

Jeg håber du finder ud af det med dine veninder, nogle gange skal man selv åbne op før andre ser hvad man går og døjer med  måske hvis du tager en samtale med en af dem eller flere om hvordan du har det, kan der være de er der for dig, selvom du troede anderledes. Internetforbindelser er også ganske gode og mange føler det på samme måde, når de søger kontakr online. Jeg synes det er en god start til at føle lidt kontakt og måske kan disse venskaber ende med en kop kaffe  

Held og lykke med det hele og så håber jeg du finder nogen til at være der for dig efter operationen 

Anonym skriver:

Jeg har i lang tid, måske flere år enda forsøgt at lade som om at jeg har det fint med at være alene. Men igår og endnu mere idag har jeg indset at det har jeg ikke.

Jeg har 3 "veninder", men ikke nogen jeg vil kalde rigtige veninder. Den ene er svær og snakke med, og hun får mig til at føle at jeg ikke er god nok. den anden er let at snakke med, men hun ringer kun når hun har problemer hun har brug for at snakke om. Det er som om hun ikke vil lytte på mit.

Den tredje har jeg ikke kendt så længe, men jeg troede vi havde noget der kunne udvikle sig. Vi ses 1 gang om ugen (nogen gange mere)enten privat eller ude. Vi kan snakke om alt. 

I morgen skal jeg til forundersøgelse til operation. Der er ingen ud over mig selv der ved det. Havde virkelig brug for en at snakke med omkring det, og gerne en der ville tage med mig, for jeg er så nervøs. Skrev og ringede til nr 3. Hun sidder altid med sin tlf også når vi er sammen, men de gange jeg har haft brug for at snakke tager hun den ikke, svarer meget kortfattet på facebook. Jeg skrev på facebook om hun kunne snakke, og hun svarede selvfølgelig, du kan altid ringe min ven. Men hun tog den ikke.

Et af spørgsmålene på de papirer jeg skulle udfylde til operationen var "har du nogen der kan hjælpe dig efter operationen", og der måtte jeg jo sætte kryds ved nej. Jeg har grædt i flere timer nu.

Jeg har ingen. Hvor er det bare trist. Jeg synes selv at jeg er et godt menneske. Positiv, let at snakke med. Hvorfor er der ingen der vil være veninde med mig? Hvad gør jeg forkert?

Til fællesarrangementer på skole osv har jeg heller ingen at snakke med. Jeg har altid følelsen af at de andre ikke gider mig. Jeg har svært ved at starte en samtale, men hvis andre starter har jeg let ved at snakke. Så jeg sidder og føler mig så alene selvom jeg er omgivet af en masse mennesker. Jeg har prøvet at bidrage til samtalen, men for det meste bliver jeg ignoreret. Har prøvet at gentage højere(i tilfælde af de ikke havde hørt mig), men ingen respons. Jeg sidder tit og får lyst til at rejse mig og spørge "hvorfor ignorerer i mig?". Men jeg tør ikke, for tænk hvis de også ignorerede dette. Jeg tænker egentlig at de ikke er værd at blive kede af det over når de behandler mig sådan. Men det er bare så forfærdeligt at sidde helt alene altid.

Jeg er med i flere grupper på facebook, der skriver jeg lidt engang i mellem. Ellers læser jeg hvad andre skriver. Bliver glad når nogen svarer for det er den eneste voksenkontakt jeg får på en dag. Det samme herinde. Jeg svarer engang imellem og mange er enig med mig, og har samme holdning. Altså er jeg ikke en freak.

Jeg beklager hvis det er rodet at læse, men jeg var nødt til at komme ud med mine tanker og jeg har ingen at snakke med i virkeligheden.

Skal tidligt op i morgen, men jeg kan ikke stoppe med at græde så hvordan skal jeg få sovet.

Tak fordi du gad læse det. Giv mig gerne nogen kommentarer med på vejen.

Jeg har ikke mange " veninder " faktisk ganske få. Så kan kende lidt af hvad du skriver. Jeg er så dårlig til at komme i kontakt med folk , jeg ikke kender. Holder mig gerne for mig selv , tvivlen om at være god nok gør det svært i sociale sammenhæng. Jeg skal gerne være tryg ved folk før jeg slapper af. Kram til dig. 

Nu har jeg faktisk aldrig skrevet herinde før, men den her bliver jeg nødt til at svare på. 

Du er ikke alene. Jeg har det på samme måde som dig og på trods af vuggestue med min ældste og aktiviteter så er det stadig sådan for mig. 

Jeg føler mig ikke god til at smalltalke fordi jeg aldrig føler det bliver taget godt imod. Jeg er nok desværre en af dem der ofte ender med at være mere personlig end hvad samtalen lige holder til.

Jeg selv er rigtig dårlig til tlf snak. Jeg vil rigtig gerne være der hvis der er behov for at snakke, men jeg hader simpelthen at snakke i tlf fordi klappen går ned. Det har for mig også været en faktor i venskaber. 

Men du er i hvert fald ikke alene  og jeg håber det går/er gået godt til din forundersøgelse.

Anonym skriver:

Jeg har i lang tid, måske flere år enda forsøgt at lade som om at jeg har det fint med at være alene. Men igår og endnu mere idag har jeg indset at det har jeg ikke.

Jeg har 3 "veninder", men ikke nogen jeg vil kalde rigtige veninder. Den ene er svær og snakke med, og hun får mig til at føle at jeg ikke er god nok. den anden er let at snakke med, men hun ringer kun når hun har problemer hun har brug for at snakke om. Det er som om hun ikke vil lytte på mit.

Den tredje har jeg ikke kendt så længe, men jeg troede vi havde noget der kunne udvikle sig. Vi ses 1 gang om ugen (nogen gange mere)enten privat eller ude. Vi kan snakke om alt. 

I morgen skal jeg til forundersøgelse til operation. Der er ingen ud over mig selv der ved det. Havde virkelig brug for en at snakke med omkring det, og gerne en der ville tage med mig, for jeg er så nervøs. Skrev og ringede til nr 3. Hun sidder altid med sin tlf også når vi er sammen, men de gange jeg har haft brug for at snakke tager hun den ikke, svarer meget kortfattet på facebook. Jeg skrev på facebook om hun kunne snakke, og hun svarede selvfølgelig, du kan altid ringe min ven. Men hun tog den ikke.

Et af spørgsmålene på de papirer jeg skulle udfylde til operationen var "har du nogen der kan hjælpe dig efter operationen", og der måtte jeg jo sætte kryds ved nej. Jeg har grædt i flere timer nu.

Jeg har ingen. Hvor er det bare trist. Jeg synes selv at jeg er et godt menneske. Positiv, let at snakke med. Hvorfor er der ingen der vil være veninde med mig? Hvad gør jeg forkert?

Til fællesarrangementer på skole osv har jeg heller ingen at snakke med. Jeg har altid følelsen af at de andre ikke gider mig. Jeg har svært ved at starte en samtale, men hvis andre starter har jeg let ved at snakke. Så jeg sidder og føler mig så alene selvom jeg er omgivet af en masse mennesker. Jeg har prøvet at bidrage til samtalen, men for det meste bliver jeg ignoreret. Har prøvet at gentage højere(i tilfælde af de ikke havde hørt mig), men ingen respons. Jeg sidder tit og får lyst til at rejse mig og spørge "hvorfor ignorerer i mig?". Men jeg tør ikke, for tænk hvis de også ignorerede dette. Jeg tænker egentlig at de ikke er værd at blive kede af det over når de behandler mig sådan. Men det er bare så forfærdeligt at sidde helt alene altid.

Jeg er med i flere grupper på facebook, der skriver jeg lidt engang i mellem. Ellers læser jeg hvad andre skriver. Bliver glad når nogen svarer for det er den eneste voksenkontakt jeg får på en dag. Det samme herinde. Jeg svarer engang imellem og mange er enig med mig, og har samme holdning. Altså er jeg ikke en freak.

Jeg beklager hvis det er rodet at læse, men jeg var nødt til at komme ud med mine tanker og jeg har ingen at snakke med i virkeligheden.

Skal tidligt op i morgen, men jeg kan ikke stoppe med at græde så hvordan skal jeg få sovet.

Tak fordi du gad læse det. Giv mig gerne nogen kommentarer med på vejen.

Det kunne næsten have været mig der skrev det der! Tre veninder, en kan man snakke med, en kan man ikke og den 3 har for mange meningee og holdninger at ens ikke bliver hørt. Savner utrolig meget nogle at kunne snakke med når den lille sover!

Anonym skriver:

Jeg har i lang tid, måske flere år enda forsøgt at lade som om at jeg har det fint med at være alene. Men igår og endnu mere idag har jeg indset at det har jeg ikke.

Jeg har 3 "veninder", men ikke nogen jeg vil kalde rigtige veninder. Den ene er svær og snakke med, og hun får mig til at føle at jeg ikke er god nok. den anden er let at snakke med, men hun ringer kun når hun har problemer hun har brug for at snakke om. Det er som om hun ikke vil lytte på mit.

Den tredje har jeg ikke kendt så længe, men jeg troede vi havde noget der kunne udvikle sig. Vi ses 1 gang om ugen (nogen gange mere)enten privat eller ude. Vi kan snakke om alt. 

I morgen skal jeg til forundersøgelse til operation. Der er ingen ud over mig selv der ved det. Havde virkelig brug for en at snakke med omkring det, og gerne en der ville tage med mig, for jeg er så nervøs. Skrev og ringede til nr 3. Hun sidder altid med sin tlf også når vi er sammen, men de gange jeg har haft brug for at snakke tager hun den ikke, svarer meget kortfattet på facebook. Jeg skrev på facebook om hun kunne snakke, og hun svarede selvfølgelig, du kan altid ringe min ven. Men hun tog den ikke.

Et af spørgsmålene på de papirer jeg skulle udfylde til operationen var "har du nogen der kan hjælpe dig efter operationen", og der måtte jeg jo sætte kryds ved nej. Jeg har grædt i flere timer nu.

Jeg har ingen. Hvor er det bare trist. Jeg synes selv at jeg er et godt menneske. Positiv, let at snakke med. Hvorfor er der ingen der vil være veninde med mig? Hvad gør jeg forkert?

Til fællesarrangementer på skole osv har jeg heller ingen at snakke med. Jeg har altid følelsen af at de andre ikke gider mig. Jeg har svært ved at starte en samtale, men hvis andre starter har jeg let ved at snakke. Så jeg sidder og føler mig så alene selvom jeg er omgivet af en masse mennesker. Jeg har prøvet at bidrage til samtalen, men for det meste bliver jeg ignoreret. Har prøvet at gentage højere(i tilfælde af de ikke havde hørt mig), men ingen respons. Jeg sidder tit og får lyst til at rejse mig og spørge "hvorfor ignorerer i mig?". Men jeg tør ikke, for tænk hvis de også ignorerede dette. Jeg tænker egentlig at de ikke er værd at blive kede af det over når de behandler mig sådan. Men det er bare så forfærdeligt at sidde helt alene altid.

Jeg er med i flere grupper på facebook, der skriver jeg lidt engang i mellem. Ellers læser jeg hvad andre skriver. Bliver glad når nogen svarer for det er den eneste voksenkontakt jeg får på en dag. Det samme herinde. Jeg svarer engang imellem og mange er enig med mig, og har samme holdning. Altså er jeg ikke en freak.

Jeg beklager hvis det er rodet at læse, men jeg var nødt til at komme ud med mine tanker og jeg har ingen at snakke med i virkeligheden.

Skal tidligt op i morgen, men jeg kan ikke stoppe med at græde så hvordan skal jeg få sovet.

Tak fordi du gad læse det. Giv mig gerne nogen kommentarer med på vejen.

De fleste kommuner har tilbud for ensomme unge og måske også for voksne, nu ved jeg ikke hvor gammel du er eller hvor du bor. Men det kan være det kan hjælpe dig med at få lidt mere selvtillid - for selvfølgelig er der nogen der vil være venner med dig. 

Du må ikke pille dig selv ned. 

Men du er i hvertfald ikke alene, der er mange unge mennesker der føler sig ensomme , måske endda selvom de har mange venner. 

Hvis du ønsker at møde nye mennesker kan du også melde dig til et kreativt kursus eller en hold sport - det kan være du møder veninden, som du klikker perfekt med. 

Mht dine 3 nuværende veninder så kræv den opmærksomhed du fortjener, fortæl dem; hallo jeg er her også og har faktisk brug for at du lytter til mig! Hvis de er rigtige veninder så gør de ..