Hvad gør det ved en'?

Bebsen skriver:

Som du selv skriver, så kan sådanne svigt resultere i at man som voksen er usikker, over-følsom, mangler selvtillid og selvværd... 

For mig resulterede mine svigt i at jeg bla skubber mennesker væk, venner, veninder, familie, tætte relationer... Forventinger kan jeg ikke klare - jeg går i baglås, lukker ned... Svigt påvirker psyken, men hvordan man reagerer er meget individuelt, selvom vi 2 blev udsat for de samme svigt, ville vores reaktioner ikke være ens...

 Jeg var selv tidlig voksen og havde en døv forælder, der nu er død, han drak... Det gav mange svigt og ja jeg bliver aldrig som "de andre børn", men jo ældre jeg bliver, jo bedre accepterer jeg mig selv og sætter pris på mig selv og hvad jeg er god til. Og så har jeg gået i terapi i mange år 

Misforstå mig ikke men er "glad" for at høre at jeg ikke var/er alene. 

MummiT skriver:

Jeg kan kun anbefale at komme til psykolog og få bearbejdet alt det du har oplevet. Jeg har selv været ude for lidt af hvert med en alkoholiker far der begik selvmord da jeg var 7. På det tidspunkt havde jeg dog ikke set ham i 2 år. Efterfølgende har jeg været deprimeret af flere omgange og blandt andet været selvskadende.

Jeg er dog så heldig at min mor har støttet mig igennem det hele og jeg har flere gange gået til psykolog.  Det har gjort at jeg i dag kender mig selv rigtig godt, og er god til at bearbejde alt det der foregår inden i mig. Jeg er blevet en selvsikker og glad ung kvinde der hviler i mig selv, selvom jeg som teenager var suicidal, og ikke havde meget selvværd. 

Dernæst kæmpe kram til dig, det er ikke nemt at slås med 

Inderst inde ved jeg godt at samtaler med en psykolog ville være rigtig godt men det afholder mig fra at gøre det da det koster for mange penge end hvad jeg har råd til. Men ja...bearbejdet alle de ting har jeg nok ikke fået gjort...

Spirrevip skriver:

Jeg kan kun anbefale psykolog.

Jeg har en "far" som har fået konstateret dyssocial personlighedsforstyrrelse (psykopati), og det har ødelagt mig fuldstændig at vokse op i det og være i det i 13 år. Jeg kom i plejefamilie, da min mor også var blevet ødelagt fuldstændig til atomer af det, og vi kæmper stadig. Derudover begik min farfar selvmord i 2009 mens jeg var i huset, så det udløste en række psykiske sygdomme som depression, angst, mv. 

Efter 3 1/2 års psykologhjælp med samtaler hver uge det første halvandet år og hver anden den resterende tid, er jeg ovenpå og jeg har det rigtig godt, på trods af at han stadig stalker mig og jeg stadig kæmper en del med min angst. Psykologhjælp hjælper en så meget, jeg kan kun anbefale det. Især fordi man bare skal have bearbejdet traumer fra ens barn- og ungdom, for at kunne få det godt igen. 

Puha...det lyder enormt hårdt det du har været igennem! Stort kram til dig! 

Ja du kan tro det hænger sammen jeg har selv været meget igennem og en psykolog er guld når man har mange tanker. Jeg må i drømme efter alt jeg har været igennem alt det jeg har snakket med en psykolog om osv så er jeg blevet stærk. Jeg er selv 29 har lige afsluttet min uddannelse som jeg aldrig troede jeg ville få jeg er så stolt og jeg kan klare meget mere ind jeg troede 

Lilott skriver:

Jeg tror sagtens at det kan hænge sammen. Jeg er ligesom dig usikker, har meget lav selvtillid og meget let til tårer. Og så har jeg meget svært ved at få nye venner - jeg har faktisk ingen venner som har kendt mig i over to år. 

Jeg har også haft en hård barndom med en far der drak - og endte med at dø af det. Mine forældre har altid fortalt mig at jeg var et uheld og har aldrig vist interesse for mig - hvis der fx var opvisning af skuespil i de små klasser vidste jeg at jeg ikke kunne have en rolle fordi vi alligevel ikke kom når det skulle vises. 

Ligesom dig syntes jeg også det var pinligt med en alkoholiker som forælder, og den dag i dag lyver jeg stadig ofte om hvordan min far egentlig døde. 

Jeg lukker altid af når min svigerfamilie spørger ind til mit liv før de kom ind i billedet. Jeg kan mærke at jeg ikke har lyst til at tale om det og få sat ord på alle de dårlige minder. 

Hvis du føler dig tilpas med at tale om det, synes jeg du skal gøre det. Jeg tror det kan hjælpe på mange måder, og jeg ville ønske at jeg selv var klar til at lukke nogen helt ind

Stort kram til dig også! Jeg er ikke i tvivl om at psykolog hjælp er vejen frem, men det er dyrt og det har jeg bare ikke råd til desværre.

sscm skriver:

Der er ingen tvivl om det hænger sammen....

 

Og jeg ved hvordan du har det,  kæmpe kram herfra 

Mange tak!

B&J skriver:

Ja du kan tro det hænger sammen jeg har selv været meget igennem og en psykolog er guld når man har mange tanker. Jeg må i drømme efter alt jeg har været igennem alt det jeg har snakket med en psykolog om osv så er jeg blevet stærk. Jeg er selv 29 har lige afsluttet min uddannelse som jeg aldrig troede jeg ville få jeg er så stolt og jeg kan klare meget mere ind jeg troede 

Hvor dejligt for dig! 

Anonym skriver:

Puha...det lyder enormt hårdt det du har været igennem! Stort kram til dig! 

Mange tak. Jeg har valgt ikke dvæle ved det, og det gør ikke så ondt længere. Det er blot en del af hvem jeg er, og ikke noget der skal stoppe mig i at leve 

Stort kram til dig også 

Anonym skriver:

Ja, det har jeg men da jeg ved det er dyrt at gå til psykolog så er det det der afholder mig fra at gøre det. 

Altså jeg har fået tilbudt næsten gratis hjælp gennem distrikt psykiatrien, det er min læge der henviste mig. Men jeg er bare ikke klar. Var til en for samtale hvor jeg fik åbnet op for nogle sår jeg har helet med en mur af selvironi og provokation, og jeg er slet ikke klar til at slippe mit "jeg" til fordel for et nyt. Men måske det var en ide for dig at snakke med lægen og hører dine muligheder? Du virker til gerne at ville åbne op og give slip. Hvilket vist er første skridt.