Hvad gør det ved en'?

Jeg har oplevet lidt af hvert som barn. I mit voksne liv som 28 årig er jeg meget usikker, har ingen selvtillid eller selvværd, tror ikke på mig selv og er meget følsom (har meget let til tårer). Samtidig er jeg også meget konfliktsky. 

Men jeg voksede op som enebarn med en mor som hørehæmmet. Jeg var ikke planlagt. Min far døde da jegvar 13 år og lige pludselig skulle jeg være den "voksne" da min mor ikke kunne kommunikere med andre voksne mennesker og hun vidste ikke mange ting. Det var altid min far der ordnede alle ting. Så jeg stod der som 13 årig og skulle være en slags tolk for min mor og tage telefonen når den ringede. Jeg fik så en voksenven fra kommunen der kom ca 1 gang i ugen og var sammen med mig og nogle gange også hvor min mor var med. Efter min fars død begyndte min mor at drikke og hun fik tit mig til at købe øl for hende. (Altså da jeg var ældre) Og jeg havde også fået et arbejde ved den lokale købmand hvor min mor tit kom mens jeg sad ved kassen og købte øl. Jeg kan huske at jeg syntes det var enormt pinligt og flovt. Min mor bearbejdede også mig for min fars død. Hun mente at jeg havde været for hård over for ham. Samtidig så kunne min mor også finde på at true med at drukne sig selv ude i søen. Jeg kan egentlig ikke huske hvorfor men jeg kan huske at jeg tryglede min mor om at lade være. Min mor var tit fuld. Også til juleaften og nytår og jeg fandt hende nogle gange siddende op at f.eks køkkenskabene nærmest bevidstløs af fuldskab. Jeg kan huske at jeg ruskede og ruskede i hende og græd og græd for jeg var jeg bange for at hun skulle dø for mig eller hvad der ellers kunne ske med hende. 

Den dag idag er hun ædru og jeg har et ok forhold til hende men det er ikke et dybt og kærligt mor og datter forhold. Jeg kommer og besøger hende nogle gange med mine børn og hun kommer også til fødselsdage og jul men mere er der heller ikke i det. 

Hvad gør det ved en' som voksen når man som barn (teenager) oplever sådanne ting?? Giver det mening med det øverste som jeg har skrevet?? Jeg har tit tænkt om de mon hænger sammen??

Tak på forhånd og fordi du/I læste med! 

Det kan virkelig bare fucke ens psyke op hvis man er under psykisk press hvilket du jo i den grad har været i barndommen, har du overvejet at starte til psykiater eller psykolog for at få det bearbejdet og blive stærkere og komme videre? 

Anonym skriver:

Jeg har oplevet lidt af hvert som barn. I mit voksne liv som 28 årig er jeg meget usikker, har ingen selvtillid eller selvværd, tror ikke på mig selv og er meget følsom (har meget let til tårer). Samtidig er jeg også meget konfliktsky. 

Men jeg voksede op som enebarn med en mor som hørehæmmet. Jeg var ikke planlagt. Min far døde da jegvar 13 år og lige pludselig skulle jeg være den "voksne" da min mor ikke kunne kommunikere med andre voksne mennesker og hun vidste ikke mange ting. Det var altid min far der ordnede alle ting. Så jeg stod der som 13 årig og skulle være en slags tolk for min mor og tage telefonen når den ringede. Jeg fik så en voksenven fra kommunen der kom ca 1 gang i ugen og var sammen med mig og nogle gange også hvor min mor var med. Efter min fars død begyndte min mor at drikke og hun fik tit mig til at købe øl for hende. (Altså da jeg var ældre) Og jeg havde også fået et arbejde ved den lokale købmand hvor min mor tit kom mens jeg sad ved kassen og købte øl. Jeg kan huske at jeg syntes det var enormt pinligt og flovt. Min mor bearbejdede også mig for min fars død. Hun mente at jeg havde været for hård over for ham. Samtidig så kunne min mor også finde på at true med at drukne sig selv ude i søen. Jeg kan egentlig ikke huske hvorfor men jeg kan huske at jeg tryglede min mor om at lade være. Min mor var tit fuld. Også til juleaften og nytår og jeg fandt hende nogle gange siddende op at f.eks køkkenskabene nærmest bevidstløs af fuldskab. Jeg kan huske at jeg ruskede og ruskede i hende og græd og græd for jeg var jeg bange for at hun skulle dø for mig eller hvad der ellers kunne ske med hende. 

Den dag idag er hun ædru og jeg har et ok forhold til hende men det er ikke et dybt og kærligt mor og datter forhold. Jeg kommer og besøger hende nogle gange med mine børn og hun kommer også til fødselsdage og jul men mere er der heller ikke i det. 

Hvad gør det ved en' som voksen når man som barn (teenager) oplever sådanne ting?? Giver det mening med det øverste som jeg har skrevet?? Jeg har tit tænkt om de mon hænger sammen??

Tak på forhånd og fordi du/I læste med! 

Jeg har en veninde hvis mor var/er alkoholiker. Hun har været rigtig glad for http://tuba.dk/, måske det kunne være noget for dig

Anonym skriver:

Jeg har oplevet lidt af hvert som barn. I mit voksne liv som 28 årig er jeg meget usikker, har ingen selvtillid eller selvværd, tror ikke på mig selv og er meget følsom (har meget let til tårer). Samtidig er jeg også meget konfliktsky. 

Men jeg voksede op som enebarn med en mor som hørehæmmet. Jeg var ikke planlagt. Min far døde da jegvar 13 år og lige pludselig skulle jeg være den "voksne" da min mor ikke kunne kommunikere med andre voksne mennesker og hun vidste ikke mange ting. Det var altid min far der ordnede alle ting. Så jeg stod der som 13 årig og skulle være en slags tolk for min mor og tage telefonen når den ringede. Jeg fik så en voksenven fra kommunen der kom ca 1 gang i ugen og var sammen med mig og nogle gange også hvor min mor var med. Efter min fars død begyndte min mor at drikke og hun fik tit mig til at købe øl for hende. (Altså da jeg var ældre) Og jeg havde også fået et arbejde ved den lokale købmand hvor min mor tit kom mens jeg sad ved kassen og købte øl. Jeg kan huske at jeg syntes det var enormt pinligt og flovt. Min mor bearbejdede også mig for min fars død. Hun mente at jeg havde været for hård over for ham. Samtidig så kunne min mor også finde på at true med at drukne sig selv ude i søen. Jeg kan egentlig ikke huske hvorfor men jeg kan huske at jeg tryglede min mor om at lade være. Min mor var tit fuld. Også til juleaften og nytår og jeg fandt hende nogle gange siddende op at f.eks køkkenskabene nærmest bevidstløs af fuldskab. Jeg kan huske at jeg ruskede og ruskede i hende og græd og græd for jeg var jeg bange for at hun skulle dø for mig eller hvad der ellers kunne ske med hende. 

Den dag idag er hun ædru og jeg har et ok forhold til hende men det er ikke et dybt og kærligt mor og datter forhold. Jeg kommer og besøger hende nogle gange med mine børn og hun kommer også til fødselsdage og jul men mere er der heller ikke i det. 

Hvad gør det ved en' som voksen når man som barn (teenager) oplever sådanne ting?? Giver det mening med det øverste som jeg har skrevet?? Jeg har tit tænkt om de mon hænger sammen??

Tak på forhånd og fordi du/I læste med! 

Som du selv skriver, så kan sådanne svigt resultere i at man som voksen er usikker, over-følsom, mangler selvtillid og selvværd... 

For mig resulterede mine svigt i at jeg bla skubber mennesker væk, venner, veninder, familie, tætte relationer... Forventinger kan jeg ikke klare - jeg går i baglås, lukker ned... Svigt påvirker psyken, men hvordan man reagerer er meget individuelt, selvom vi 2 blev udsat for de samme svigt, ville vores reaktioner ikke være ens...

 Jeg var selv tidlig voksen og havde en døv forælder, der nu er død, han drak... Det gav mange svigt og ja jeg bliver aldrig som "de andre børn", men jo ældre jeg bliver, jo bedre accepterer jeg mig selv og sætter pris på mig selv og hvad jeg er god til. Og så har jeg gået i terapi i mange år 

Jeg kan kun anbefale at komme til psykolog og få bearbejdet alt det du har oplevet. Jeg har selv været ude for lidt af hvert med en alkoholiker far der begik selvmord da jeg var 7. På det tidspunkt havde jeg dog ikke set ham i 2 år. Efterfølgende har jeg været deprimeret af flere omgange og blandt andet været selvskadende.

Jeg er dog så heldig at min mor har støttet mig igennem det hele og jeg har flere gange gået til psykolog.  Det har gjort at jeg i dag kender mig selv rigtig godt, og er god til at bearbejde alt det der foregår inden i mig. Jeg er blevet en selvsikker og glad ung kvinde der hviler i mig selv, selvom jeg som teenager var suicidal, og ikke havde meget selvværd. 

Dernæst kæmpe kram til dig, det er ikke nemt at slås med 

Jeg kan kun anbefale psykolog.

Jeg har en "far" som har fået konstateret dyssocial personlighedsforstyrrelse (psykopati), og det har ødelagt mig fuldstændig at vokse op i det og være i det i 13 år. Jeg kom i plejefamilie, da min mor også var blevet ødelagt fuldstændig til atomer af det, og vi kæmper stadig. Derudover begik min farfar selvmord i 2009 mens jeg var i huset, så det udløste en række psykiske sygdomme som depression, angst, mv. 

Efter 3 1/2 års psykologhjælp med samtaler hver uge det første halvandet år og hver anden den resterende tid, er jeg ovenpå og jeg har det rigtig godt, på trods af at han stadig stalker mig og jeg stadig kæmper en del med min angst. Psykologhjælp hjælper en så meget, jeg kan kun anbefale det. Især fordi man bare skal have bearbejdet traumer fra ens barn- og ungdom, for at kunne få det godt igen. 

Jeg tror sagtens at det kan hænge sammen. Jeg er ligesom dig usikker, har meget lav selvtillid og meget let til tårer. Og så har jeg meget svært ved at få nye venner - jeg har faktisk ingen venner som har kendt mig i over to år. 

Jeg har også haft en hård barndom med en far der drak - og endte med at dø af det. Mine forældre har altid fortalt mig at jeg var et uheld og har aldrig vist interesse for mig - hvis der fx var opvisning af skuespil i de små klasser vidste jeg at jeg ikke kunne have en rolle fordi vi alligevel ikke kom når det skulle vises. 

Ligesom dig syntes jeg også det var pinligt med en alkoholiker som forælder, og den dag i dag lyver jeg stadig ofte om hvordan min far egentlig døde. 

Jeg lukker altid af når min svigerfamilie spørger ind til mit liv før de kom ind i billedet. Jeg kan mærke at jeg ikke har lyst til at tale om det og få sat ord på alle de dårlige minder. 

Hvis du føler dig tilpas med at tale om det, synes jeg du skal gøre det. Jeg tror det kan hjælpe på mange måder, og jeg ville ønske at jeg selv var klar til at lukke nogen helt ind

Rauw skriver:

Det kan virkelig bare fucke ens psyke op hvis man er under psykisk press hvilket du jo i den grad har været i barndommen, har du overvejet at starte til psykiater eller psykolog for at få det bearbejdet og blive stærkere og komme videre? 

Ja, det har jeg men da jeg ved det er dyrt at gå til psykolog så er det det der afholder mig fra at gøre det. 

Pikku Myy skriver:

Jeg har en veninde hvis mor var/er alkoholiker. Hun har været rigtig glad for http://tuba.dk/, måske det kunne være noget for dig

Tak. Det vil jeg kigge nærmere på.

Anonym skriver:

Jeg har oplevet lidt af hvert som barn. I mit voksne liv som 28 årig er jeg meget usikker, har ingen selvtillid eller selvværd, tror ikke på mig selv og er meget følsom (har meget let til tårer). Samtidig er jeg også meget konfliktsky. 

Men jeg voksede op som enebarn med en mor som hørehæmmet. Jeg var ikke planlagt. Min far døde da jegvar 13 år og lige pludselig skulle jeg være den "voksne" da min mor ikke kunne kommunikere med andre voksne mennesker og hun vidste ikke mange ting. Det var altid min far der ordnede alle ting. Så jeg stod der som 13 årig og skulle være en slags tolk for min mor og tage telefonen når den ringede. Jeg fik så en voksenven fra kommunen der kom ca 1 gang i ugen og var sammen med mig og nogle gange også hvor min mor var med. Efter min fars død begyndte min mor at drikke og hun fik tit mig til at købe øl for hende. (Altså da jeg var ældre) Og jeg havde også fået et arbejde ved den lokale købmand hvor min mor tit kom mens jeg sad ved kassen og købte øl. Jeg kan huske at jeg syntes det var enormt pinligt og flovt. Min mor bearbejdede også mig for min fars død. Hun mente at jeg havde været for hård over for ham. Samtidig så kunne min mor også finde på at true med at drukne sig selv ude i søen. Jeg kan egentlig ikke huske hvorfor men jeg kan huske at jeg tryglede min mor om at lade være. Min mor var tit fuld. Også til juleaften og nytår og jeg fandt hende nogle gange siddende op at f.eks køkkenskabene nærmest bevidstløs af fuldskab. Jeg kan huske at jeg ruskede og ruskede i hende og græd og græd for jeg var jeg bange for at hun skulle dø for mig eller hvad der ellers kunne ske med hende. 

Den dag idag er hun ædru og jeg har et ok forhold til hende men det er ikke et dybt og kærligt mor og datter forhold. Jeg kommer og besøger hende nogle gange med mine børn og hun kommer også til fødselsdage og jul men mere er der heller ikke i det. 

Hvad gør det ved en' som voksen når man som barn (teenager) oplever sådanne ting?? Giver det mening med det øverste som jeg har skrevet?? Jeg har tit tænkt om de mon hænger sammen??

Tak på forhånd og fordi du/I læste med! 

Der er ingen tvivl om det hænger sammen....

Og jeg ved hvordan du har det,  kæmpe kram herfra