Parterapi

Anonym skriver:

Men hvad sagde han ved parterapeuten? Syntes han også det var en god ide at han skulle arrangere noget hver uge?

Ud fra det du skriver er det jo givet at der er nød til at ske et eller andet, om det er at redde forholdet eller gå hver til sit. Ellers tror jeg du ender med at blive bitter over at have spildt dit liv på ham, for barnets skyld.

Men jeg tænker også på, hvad er der sket? Har altid været sådan? Eller var han stor charmør i starten?

Du skriver at han fungerer fint socialt. Hvad laver han så sammen med sine venner? Har i fælles venner?

Jeg har aldrig før hørt om en parterapeut, der har rådet den ene til at gå. Formålet med parterapi er jo, at parret skal finde fælles løsninger i samarbejde med parterapeuten. Ikke at parterapeuten skal diktere hvad der skal ske, og da slet ikke tage parti for den ene af parterne.

Ja, det synes han. Det var han helt med på, at han skulle gøre. 

Han skulle gøre noget aktivt, og det var han helt med på.

Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad der er sket eller hvornår det præcist er sket. Han har aldrig været god til at tale om følelser, eller en decideret storcharmør. 

Men han er bare stoppet med at gøre en indsats. Han ser ikke problemerne, vil tale om dem eller er rent mentalt til stede når han er hjemme. 

Han bruger enormt meget tid på facebook. Hver gang jeg kigger på ham, så har han den telefon i hånden.

Han er en utrolig flot fyr som styrketræner og spiller fodbold. 

Han er meget aktiv.

Han ses vel med drengene 1-2 gange om ugen, hvor de ser film, griller, spiller fodbold, ryger vandpibe eller taler om alt og ingenting. 

Ja, vi har fælles venner. Forstået på den måde, at han er blevet venner med nogle af mine veninders mænd, og jeg er blevet veninder med nogle af hans venners koner.

parterapeuten har heller ikke rådet mig til at gå fra ham, men til at flytte, så jeg kan få noget luft, og så min kæreste måske ville komme til at savne mig, så han ville være nødt til at gøre noget aktivt for at se mig.

han skal bare sige et eller andet. Gøre et eller andet. Men der sker intet.

Anonym skriver:

Jeg er en person der har stort behov for omsorg. Min mand har slet ikke samme behov. Den største gave du kan give ham er en dag i fred foran computeren. 

Tro mig jeg har stået hvor du står. Jeg gav og gav omsorg og min mand kunne ikke forstå at det at lade ham værre var lige så hårdt som når han hyggede med mig.

vi fik også hjælp og vi lærte at se forskellene og værdsætte hinandens forskelle. 

Jeg lærte at det ikke kun var ham der skulle gøre en indsats. Det skulle jeg også. Jeg skulle også nærme mig ham ved at skrue ned for forventningerne til et mere realistisk niveau. 

Vi fandt ud af at lave kompromis. Eks. Har jeg overgivet mig og spiller computer med ham. Spillet sagde mig ikke noget men det samvær og hygge vi har vil jeg ikke undvære og man bliver jo også suet ind i spillet så nu er det sjovt. Og han sidder og ser tøsse film med mig. Før ville jeg have forlangt mere men nu nyder jeg bare det. MEN det havde aldrig duet hvis jeg havde dikteret det. Vi skulle hver især nå til erkendelsen og metoden. 

Jeg syntes desværre jeg læser en masse om at han skal gøre en indsats, men på intet tidspunkt står der noget om din indsats. Syntes ærlig talt ikke det lyder som en god prof. Terapeut. Har aldrig hørt om en før der bare diktere den ene har 100% ret og makker den anden ikke ret så skal man bare flytte. En terapaut skal jo netop hjælpe jer med at finde midten og ikke flytte den ene 100% til den anden.. 

Så hvor er dine øvelser og din indsats hvor du nærmer dig ham?? Hvor er dine mega svære ting at skulle? Hvis du vil tvinge en sådan radikal ændring ind over ham så ender han bare med at være ulykkelig og gå.

 

og en lille info. Blot fordi man "fungere" socialt kan man godt have en depression. Min mand var fjern hjemme. Men var vi ude var han glad, hyggede mm. Han søgte at komme ud blandt andre. Men hjemme gik det galt. Han havde en depression ( læge diagnostiseret ) Når han var ude havde han maske på og hjemme orkede han ikke.. Når han var ude kunne han " glemme" det sorte hul og lade som om alt var ok. Det var hans frirum. Så bedøm ikke om han har det skidt eller ej- ud fra om han er social. Og tro mig min mand nægtede alt om at noget var galt før han ramte bunden selv.. 

Men en depression betyder at han intet magter og så vil de krav du stiller virke mega uoverskuelige 

Det er en meget anerkendt terapeut vi går hos, så jo, han er skam meget professionel. 

Det er ikke bare et tilfældigt navn fra telefonbogen, og vi har tidligere besøgt terapeuten for 1,5 år siden, hvor vi havde en konflikt som var gået i hårdknude, og den hjalp terapeuten os med at løse. 

Der er jo på intet tidspunkt været tale om, at terapeuten har sagt at jeg skal gå fra min kæreste. 

Han har sagt, at hvis min kæreste ikke gør noget aktivt NU, så synes han at jeg skal flytte og få noget luft. 

Det ville måske også gøre, at min kæreste ville savne mig, og at han ville være nødt til at gøre noget aktivt for at se mig. 

Jeg fortalte helt åbent, at jeg overvejer at flytte, og på intet tidspunkt sagde min kæreste at han synes jeg skulle blive. Der var bare tavshed.

kun direkte adspurgt af terapeuten svarede han, at han da helst ville have at jeg blev boende. 

Man skal trække det ud af ham.. Han er ikke bange for at miste mig. Han virker fuldkommen ligeglad. 

Jeg kan gå gennem stuen med underbukser på hovedet, og jeg tror ikke han ville opdage det. 

Det sidste år har jeg prøvet at tale med ham, lade ham være, give plads, prøve at nærme mig ham, prøvet at leve mit eget sociale liv, prøvet at inddrage ham, prøvet at råbe ham op. Men han er så fraværende, og det akutte problem lige nu, er at hvis min kæreste ikke aktivt viser, at han vil det her forhold, så er jeg nødt til at fysisk fjerne mig, for det dræner mig totalt at leve med en, som ikke har en mening om noget, ikke gider og bare sidder med sin telefon i hånden.

derfor har der ikke været tale om, at jeg skal gøre noget LIGE NU. 

Lige nu skal min kæreste vise at han vil det her forhold. I det mindste bare sige det. Men han siger intet. Han lader som ingenting. 

Han har ikke en depression.

Anonym skriver:

Kære dig, 

Jeg har stået i præcist samme situation som dig, dog uden børn.

Jeg var gift med mit livs største kærlighed - troede jeg dengang. 

Efter et par år begyndte han at opføre sig som din mand. Han var ligeglad, egoistisk (gjorde kun det, han syntes var sjovt, glemte helt at spørge mig), og til sidst talte vi slet ikke sammen mere. Når vi talte, så endte det altid i en diskussion. 

Men en dag sagde jeg til ham at jeg forlader ham. Først troede han ikke på mig, men da jeg begyndte at pakke mine ting, skete der noget med ham. Han tiggede mig om at blive, han skulle nok ændre sig. Min forudsætning var at vi skulle til terapi. Han sagde at han ville gøre alt det jeg ønsker, jeg skulle bare blive hos ham. (Vi havde talt om terapi før, men han mente at det bare et spild af tid og penge). 

Vi begyndte i parterapi og det gik godt de første par uger. Han tog sig sammen. 

Vores parterapeut var en mand, der var specialist på området og en af de bedste i området. 

Parterapeuten var meget neutral og fik os begge til at indse vores fejl. Dog kunne min ex-mand ikke tåle at høre, at han også fejlede big time i vores ægteskab. 

Efter noget tid, begyndte han at komme med undskyldninger for, hvorfor han ikke kunne komme til parterapi. Arbejdet var altid i vejen. 

Da jeg så begyndte at brokke mig over det, kom det frem at han synes at parterapi er noget lort og at han ikke har brug for at blive "opdraget" af en hjernevasker. 

Så gik vi ellers tilbage til den gamle måde at leve på. Han var ligeglad.............. 

Jeg følte mig bare mere om mere tom indeni. 

En morgen vågnede jeg med "hey, jeg har også lov til at leve mit liv og være lykkelig". Det slog mig pludseligt, at jeg havde brugt et halvt år på at vare ulykkelig og vente på at min drømmeland lagde mærke til mig. Og så brød jeg sammen. Jeg græd uafbrudt i 2 dage. Jeg ringede til parterapeuten og han gav mig en akuttid hos ham. 

Jeg kom ind til samtale hos ham og snakkede om mine følelser. Jeg fortalte ham, at jeg havde nået min grænse. Jeg kunne ikke mere. 

Jeg kom hjem og pakkede mine ting. Han var ligeglad. Reagerede nærmest ikke. 

Jeg flyttede ind hos mine forældre. Efter nogle dage ringede han og spurgte hvornår jeg havde tænkt mig at komme tilbage. Jeg sagde aldrig. 

Det var meget hårdt i hvert fald det første år. Jeg skulle starte forfra med det hele. Købe lejlighed, lære at bo alene igen, osv. 

Der gik også et år inden vi blev skilt for han ville ikke skrive under før min advokat kontaktede ham. 

Et par år senere snakkede jeg med min ex-mand. Han fortalte mig, at han var overbevist om at jeg ville komme tilbage. Jeg havde jo truet med at gå en gang før og jeg blev. Det troede han også ville ske den anden gang. Han fortrød at have været ligeglad og fraværende. Fortrød at han har mistet sin "drømmekvinde". Tilbød endda at vi skulle finde sammen igen. 

Jeg sagde bare til ham, at jeg håber at han har lært noget af vores ægteskab og at han passer bedre på sin næste kæreste. 

 

Så kære TS, jeg har desværre ikke en "happy ending" historie til dig. 

I mit tilfælde er jeg glad for at have givet ham en anden chance for at bevise mig at han aldrig ændrer sig. Havde jeg ikke givet ham chance nr. 2, så havde jeg altid undret mig hvad nu hvis... 

Derfor fortryder jeg ikke et sekund, at jeg gik fra ham. 

Idag lever jeg sammen med en mand på 4. År, som er 100% modsætning til min ex. Nu er mit liv værd at leve. Jeg har aldrig været lykkeligere. Jeg føler mig respekteret og værdsat. 

Mit eneste råd er, at du skal følge din mavefornemmelse. Du vil selv kunne mærke, når du har fået nok. Og så er der ingen vej tilbage. 

Desværre vil din mand først indse det, når det er for sent. Men det er så hans livs lektion. 

Parterapeuten sagde til mig, at mænd har en tendens til at blive dovne når de bliver gift. De får en ølmave, går i bad sjældnere, glemmer at købe blomster til konen, osv. Og det er simpelthen fordi at de føler at "nu er hun min og hun går ingen steder"-agtigt efter at være blevet gift. 

I mit tilfælde har han ret. 

Jeg ønsker dig det bedste og husk "after rain comes the sun" 

Tak. Det ramte vist lige hovedet på sømmet  

Jeg synes jo bare, at han burde gøre et eller andet.. Sige et eller andet. Vi har trods alt et lille barn sammen, så om ikke andet, så forsøge for vores barns skyld.

Hvis han ikke gider, så kan han jo bare sige det. Men det er vel også det han fortæller med denne her larmende tavshed.

Anonym skriver:

Tak. Det ramte vist lige hovedet på sømmet  

Jeg synes jo bare, at han burde gøre et eller andet.. Sige et eller andet. Vi har trods alt et lille barn sammen, så om ikke andet, så forsøge for vores barns skyld.

Hvis han ikke gider, så kan han jo bare sige det. Men det er vel også det han fortæller med denne her larmende tavshed.

Jeg ved godt det er hårdt og jeg er ked af at jeg ikke kunne fortælle dig en historie med en bedre slutning. 

Men bare husk, at det går over. Og tænk på at dit barn har det bedre af at have to separerede, men lykkelige forældre end to frustrerede gifte forældre. 

Du skal ikke tage min historie som et hint til at gå fra ham.

Jeg understreger igen, at du skal lytte til din mavefornemmelse. Du ved selv bedst hvordan du har det. 

Knus. 

Anonym skriver:

Jeg ved godt det er hårdt og jeg er ked af at jeg ikke kunne fortælle dig en historie med en bedre slutning. 

Men bare husk, at det går over. Og tænk på at dit barn har det bedre af at have to separerede, men lykkelige forældre end to frustrerede gifte forældre. 

Du skal ikke tage min historie som et hint til at gå fra ham.

Jeg understreger igen, at du skal lytte til din mavefornemmelse. Du ved selv bedst hvordan du har det. 

 

Knus. 

Ja, det ved jeg. 

Det ligger mig bare så fjernt, at være så fraværende. Jeg synes ikke selv, at jeg forventer frygteligt meget af ham. 

En sød SMS i ny og næ, en fødselsdagsgave, at han også køber mælk til mig og ikke kun sig selv, at han svarer når jeg taler til ham og at han lægger sin telefon lidt, og ser mig. At han gider!

jeg beder ham jo ikke om Månen. 

Men ja, vi er vist grundlæggende meget forskellige. Jeg har så ondt i maven overfor vores barn. Det er så ærgeligt.

jeg må se hvad der sker den næste uges tid.

Anonym skriver:

Ja, det ved jeg. 

Det ligger mig bare så fjernt, at være så fraværende. Jeg synes ikke selv, at jeg forventer frygteligt meget af ham. 

En sød SMS i ny og næ, en fødselsdagsgave, at han også køber mælk til mig og ikke kun sig selv, at han svarer når jeg taler til ham og at han lægger sin telefon lidt, og ser mig. At han gider!

jeg beder ham jo ikke om Månen. 

Men ja, vi er vist grundlæggende meget forskellige. Jeg har så ondt i maven overfor vores barn. Det er så ærgeligt.

jeg må se hvad der sker den næste uges tid.

I know. Kan huske hvordan det føltes. 

Har du spurgt ham om han har overvejet hvordan han ville have med at være "weekend-far"? Har I talt om at gå hver til sit?

Hvad siger han?

Anonym skriver:

I know. Kan huske hvordan det føltes. 

Har du spurgt ham om han har overvejet hvordan han ville have med at være "weekend-far"? Har I talt om at gå hver til sit?

Hvad siger han?

Han kommenterer det ikke, hvis jeg spørger. 

Han siger bare at det ihvertfald ikke er ham der skal flytte. Andet siger han ikke. Det er som at løbe panden mod en mur.

I tilfælde af et split, så vil han ikke kun blive weekend far. Han er en fantastisk far, så jeg kunne godt forestille mig, at det ville blive 10/6. Noget i den stil.

Anonym skriver:

Han kommenterer det ikke, hvis jeg spørger. 

Han siger bare at det ihvertfald ikke er ham der skal flytte. Andet siger han ikke. Det er som at løbe panden mod en mur.

I tilfælde af et split, så vil han ikke kun blive weekend far. Han er en fantastisk far, så jeg kunne godt forestille mig, at det ville blive 10/6. Noget i den stil.

Hvordan er han en fantastisk far?

En far der hele tiden er fraværende på grund af sin telefon og ikke svarer mor når hun siger noget, det er for mig et dårligt forbillede.

Den opførsel han har giver han videre til jeres barn, medmindre han skifter mellem to forskellige personligheder, så barnet ikke ser/hører det.

Nu ved jeg ikke hvor gammelt barnet er, men husk nu at de opfatter langt mere end det vi tror. Som du selv skriver kan de fornemme den dårlige stemning.

Jeg forstår ikke du kan holde det ud en dag mere. Han er jo ligeglad. Hvis han var intreseret i at gøre en indsats, så havde han gjort det.

Jeg synes ikke du skal spørge ham. I har jo lavet en aftale ved terapeuten, og han er voksen, ikke et lille barn.

Anonym skriver:

Hvordan er han en fantastisk far?

En far der hele tiden er fraværende på grund af sin telefon og ikke svarer mor når hun siger noget, det er for mig et dårligt forbillede.

Den opførsel han har giver han videre til jeres barn, medmindre han skifter mellem to forskellige personligheder, så barnet ikke ser/hører det.

Nu ved jeg ikke hvor gammelt barnet er, men husk nu at de opfatter langt mere end det vi tror. Som du selv skriver kan de fornemme den dårlige stemning.

Jeg forstår ikke du kan holde det ud en dag mere. Han er jo ligeglad. Hvis han var intreseret i at gøre en indsats, så havde han gjort det.

Jeg synes ikke du skal spørge ham. I har jo lavet en aftale ved terapeuten, og han er voksen, ikke et lille barn.

Du har ret. Jeg skal ikke komme med undskyldninger for ham mere.

Anonym skriver:

Han kommenterer det ikke, hvis jeg spørger. 

Han siger bare at det ihvertfald ikke er ham der skal flytte. Andet siger han ikke. Det er som at løbe panden mod en mur.

I tilfælde af et split, så vil han ikke kun blive weekend far. Han er en fantastisk far, så jeg kunne godt forestille mig, at det ville blive 10/6. Noget i den stil.

Det lyder desværre præcist som min ex-mand 

 Og du har endda fundet dig i det i et år. Jeg syns et halvt år for mig var mere end nok. Du har squ nerver  

uanset hvad du beslutter dig for, ønsker jeg dig held og lykke.