Parterapi

Hej herinde.

Min kæreste igennem 3 år og jeg er begyndt i parterapi.
Det var min idé, men min kæreste synes det var en god idé.

Vi har haft det skidt igennem det sidste år. Jeg har manglet omsorg, opmærksomhed og engagement fra min kæreste.
Han har levet i sin egen bobel og helt overset mig. Jeg har forsøgt at tale med ham om det flere gange, men han siger ikke noget.
Det virker ikke til at han er bange for at miste mig, og det sagde jeg også til terapeuten.
De sidste par måneder er jeg begyndt at trække mig fra ham. Vi har sjældent sex, og jeg bruger mere tid på mit sociale liv med veninder.
Jeg føler at jeg er blomstret op igen, jo mere afstand jeg tager til ham.

Vi var hos parterapeuten for første gang sidste fredag, hvor vi talte om mange ting.
Min kæreste synes egentlig, at vi havde det fint nok men bare manglede den sidste lille gnist.

Jeg fortalte derimod, at jeg overvejer at flytte lidt og få lidt luft.

Det korte af det lange er, at parterapeuten sagde til min kæreste, at han skal planlægge noget vi skal én gang om ugen.
Det kan være bowling, skøjteløb, se en film i bio, gå en tur, bare et eller andet. Ham og jeg.
Han skulle gøre en indsats NU for at vise noget engagement, og for at vi kan komme tættere på hinanden, og så jeg kan mærke nogle følelser igen.

Det var han helt med på. Det ville han gerne.
Vi har en ny tid igen om 14 dage, og jeg spurgte terapeuten om hvad han synes jeg skulle gøre, hvis min kæreste ikke gjorde noget aktivt.
Han synes jeg så skulle flytte.

Der er intet sket. Min kæreste har intet planlagt eller nævnt omkring aftalen eller samtalen.
Det er som om vi slet ikke har været hos parterapeuten.

Skal jeg påtale det overfor min kæreste? Afvente og se?
Jeg vil være meget ked af, at skulle flytte fra ham, men vores barn kan tydeligt mærke, at mor er frustreret.

Manden er jo tydeligvis ligeglad. Øv altså.

Råd modtages med kyshånd.

Gud hvor spooky. Det var helt det samme her. Jeg er så bare flyttet. Fik simpelthen nok, et forhold dør hvis det kun er den ene der forsøger. Men nu ved jeg at det var det rette for os. Vi gør ikke hinanden lykkelige, vi passede ikke sammen som par og har for forskellige forventninger til parforhold og samliv og har altid haft det. Jeg ved selfølgelig ikke hvad der er det rigtige for dig/ jer. Ville bare sige jeg selv har stået der. 

Jeg syntes det er en ret hård udmelding at hvis din kæreste ikke makker ret skal du flytte. Samtidig syntes jeg godt nok det er meget at din kæreste skal planlægge noget for at vise engagement men hvor er dine øvelser hvor du nærmer dig ham? Kærlighed handler om kompromis men her virker det som om det kun er ham der skal makke ret i hvad du har brug for.. 

MEN du er jo nød til at beslutte om du vil lytte til råd fra psykologen/ terapeuten eller ej.. Også når det er mega svært..

du skal overveje om du vil kunne leve med din kæreste som personen er nu.. Man kan tilpasse sig og mødes på midten, men hvis der skal laves SÅ meget om på en person for st forholdet virker så virker det jo reelt set ikke. Din kæreste vil jo ikke være lykkelig hvis han mister sig selv som person for at være som du ønsker og det samme omvendt. Så skal du måske overveje om I kan gøre hinanden lykkelige uden at den ene lider tab af personlighed.,

Jeg syntes det er hårdt at sige at din kæreste er ligeglad.. Det er slet ikke sikkert han er ligeglad. Han føler nok bare kærlighed på en anden måde end du gør.. 

Personligt ville jeg tage en snak med kæresten og fortælle at der er gået over en uge og hører om der er en grund til intet er sket og hører om personen reelt mener at det er noget der ville kunne overholdes.. Og så ville jeg tage den tunge beslutning derfra. Måske skulle I planlægge en dag SAMMEN så det hele ikke er hans ansvar.. 

Anonym skriver:

Hej herinde.

Min kæreste igennem 3 år og jeg er begyndt i parterapi.
Det var min idé, men min kæreste synes det var en god idé.

Vi har haft det skidt igennem det sidste år. Jeg har manglet omsorg, opmærksomhed og engagement fra min kæreste.
Han har levet i sin egen bobel og helt overset mig. Jeg har forsøgt at tale med ham om det flere gange, men han siger ikke noget.
Det virker ikke til at han er bange for at miste mig, og det sagde jeg også til terapeuten.
De sidste par måneder er jeg begyndt at trække mig fra ham. Vi har sjældent sex, og jeg bruger mere tid på mit sociale liv med veninder.
Jeg føler at jeg er blomstret op igen, jo mere afstand jeg tager til ham.

Vi var hos parterapeuten for første gang sidste fredag, hvor vi talte om mange ting.
Min kæreste synes egentlig, at vi havde det fint nok men bare manglede den sidste lille gnist.

Jeg fortalte derimod, at jeg overvejer at flytte lidt og få lidt luft.

Det korte af det lange er, at parterapeuten sagde til min kæreste, at han skal planlægge noget vi skal én gang om ugen.
Det kan være bowling, skøjteløb, se en film i bio, gå en tur, bare et eller andet. Ham og jeg.
Han skulle gøre en indsats NU for at vise noget engagement, og for at vi kan komme tættere på hinanden, og så jeg kan mærke nogle følelser igen.

Det var han helt med på. Det ville han gerne.
Vi har en ny tid igen om 14 dage, og jeg spurgte terapeuten om hvad han synes jeg skulle gøre, hvis min kæreste ikke gjorde noget aktivt.
Han synes jeg så skulle flytte.

Der er intet sket. Min kæreste har intet planlagt eller nævnt omkring aftalen eller samtalen.
Det er som om vi slet ikke har været hos parterapeuten.

Skal jeg påtale det overfor min kæreste? Afvente og se?
Jeg vil være meget ked af, at skulle flytte fra ham, men vores barn kan tydeligt mærke, at mor er frustreret.

Manden er jo tydeligvis ligeglad. Øv altså.

Råd modtages med kyshånd.

Jeg synes, du skal spørge ham, hvad han fik ud af samtalen hos parterapeuten. Hvad bed han særligt mærke i, hvad har han forstået, at def kom ud af samtalen, vil han gerne derhen igen, hvorfor (ikke)/hvad skal I have ud af det, osv. 

Fortæl ham, hvad du fik ud af det, hvordan du forstår jeres situation.

Anonym skriver:

Jeg syntes det er en ret hård udmelding at hvis din kæreste ikke makker ret skal du flytte. Samtidig syntes jeg godt nok det er meget at din kæreste skal planlægge noget for at vise engagement men hvor er dine øvelser hvor du nærmer dig ham? Kærlighed handler om kompromis men her virker det som om det kun er ham der skal makke ret i hvad du har brug for.. 

MEN du er jo nød til at beslutte om du vil lytte til råd fra psykologen/ terapeuten eller ej.. Også når det er mega svært..

du skal overveje om du vil kunne leve med din kæreste som personen er nu.. Man kan tilpasse sig og mødes på midten, men hvis der skal laves SÅ meget om på en person for st forholdet virker så virker det jo reelt set ikke. Din kæreste vil jo ikke være lykkelig hvis han mister sig selv som person for at være som du ønsker og det samme omvendt. Så skal du måske overveje om I kan gøre hinanden lykkelige uden at den ene lider tab af personlighed.,

Jeg syntes det er hårdt at sige at din kæreste er ligeglad.. Det er slet ikke sikkert han er ligeglad. Han føler nok bare kærlighed på en anden måde end du gør.. 

 

Personligt ville jeg tage en snak med kæresten og fortælle at der er gået over en uge og hører om der er en grund til intet er sket og hører om personen reelt mener at det er noget der ville kunne overholdes.. Og så ville jeg tage den tunge beslutning derfra. Måske skulle I planlægge en dag SAMMEN så det hele ikke er hans ansvar.. 

Problematikken er, at han aldrig kommer på banen. 

Han siger intet og er nærmest gået i stå. Han har ingen depression og fungerer fint på arbejdet og socialt. 

Han er bare på ingen måde engageret i vores forhold. Han siger intet.

forestil dig, at være sammen med en, som er ligeglad. Det er så hårdt aldrig at mærke omsorg og kærlighed, især når man prøver at give det, og vedkommende så gerne tager imod.

Det lyder måske hårdt, men jeg har prøvet i et år at tale med ham, og prøvet at lade være med at tale for at give plads til ham. Men der sker intet. 

Han synes vi har det fint, men det er jo heller ikke ham der mangler omsorg. Han bemærker ikke når jeg er ked af det, glad eller sur. 

Du har helt sikkert ret i, at man ikke bør ændre sig så man slet ikke kan genkende sig selv, men jeg synes også, at man bør gøre en indsats, især når der er børn involveret. 

Om ikke andet så bare forsøge.

L-mor skriver:

Jeg synes, du skal spørge ham, hvad han fik ud af samtalen hos parterapeuten. Hvad bed han særligt mærke i, hvad har han forstået, at def kom ud af samtalen, vil han gerne derhen igen, hvorfor (ikke)/hvad skal I have ud af det, osv. 

Fortæl ham, hvad du fik ud af det, hvordan du forstår jeres situation.

Det var en god idé. Tak! 

Anonym skriver:

Problematikken er, at han aldrig kommer på banen. 

Han siger intet og er nærmest gået i stå. Han har ingen depression og fungerer fint på arbejdet og socialt. 

Han er bare på ingen måde engageret i vores forhold. Han siger intet.

forestil dig, at være sammen med en, som er ligeglad. Det er så hårdt aldrig at mærke omsorg og kærlighed, især når man prøver at give det, og vedkommende så gerne tager imod.

 

Det lyder måske hårdt, men jeg har prøvet i et år at tale med ham, og prøvet at lade være med at tale for at give plads til ham. Men der sker intet. 

Han synes vi har det fint, men det er jo heller ikke ham der mangler omsorg. Han bemærker ikke når jeg er ked af det, glad eller sur. 

 

Du har helt sikkert ret i, at man ikke bør ændre sig så man slet ikke kan genkende sig selv, men jeg synes også, at man bør gøre en indsats, især når der er børn involveret. 

Om ikke andet så bare forsøge.

Men hvad sagde han ved parterapeuten? Syntes han også det var en god ide at han skulle arrangere noget hver uge?

Ud fra det du skriver er det jo givet at der er nød til at ske et eller andet, om det er at redde forholdet eller gå hver til sit. Ellers tror jeg du ender med at blive bitter over at have spildt dit liv på ham, for barnets skyld.

Men jeg tænker også på, hvad er der sket? Har altid været sådan? Eller var han stor charmør i starten?

Du skriver at han fungerer fint socialt. Hvad laver han så sammen med sine venner? Har i fælles venner?

Jeg har aldrig før hørt om en parterapeut, der har rådet den ene til at gå. Formålet med parterapi er jo, at parret skal finde fælles løsninger i samarbejde med parterapeuten. Ikke at parterapeuten skal diktere hvad der skal ske, og da slet ikke tage parti for den ene af parterne.

Anonym skriver:

Problematikken er, at han aldrig kommer på banen. 

Han siger intet og er nærmest gået i stå. Han har ingen depression og fungerer fint på arbejdet og socialt. 

Han er bare på ingen måde engageret i vores forhold. Han siger intet.

forestil dig, at være sammen med en, som er ligeglad. Det er så hårdt aldrig at mærke omsorg og kærlighed, især når man prøver at give det, og vedkommende så gerne tager imod.

 

Det lyder måske hårdt, men jeg har prøvet i et år at tale med ham, og prøvet at lade være med at tale for at give plads til ham. Men der sker intet. 

Han synes vi har det fint, men det er jo heller ikke ham der mangler omsorg. Han bemærker ikke når jeg er ked af det, glad eller sur. 

 

Du har helt sikkert ret i, at man ikke bør ændre sig så man slet ikke kan genkende sig selv, men jeg synes også, at man bør gøre en indsats, især når der er børn involveret. 

Om ikke andet så bare forsøge.

Jeg er en person der har stort behov for omsorg. Min mand har slet ikke samme behov. Den største gave du kan give ham er en dag i fred foran computeren. 

Tro mig jeg har stået hvor du står. Jeg gav og gav omsorg og min mand kunne ikke forstå at det at lade ham værre var lige så hårdt som når han hyggede med mig.

vi fik også hjælp og vi lærte at se forskellene og værdsætte hinandens forskelle. 

Jeg lærte at det ikke kun var ham der skulle gøre en indsats. Det skulle jeg også. Jeg skulle også nærme mig ham ved at skrue ned for forventningerne til et mere realistisk niveau. 

Vi fandt ud af at lave kompromis. Eks. Har jeg overgivet mig og spiller computer med ham. Spillet sagde mig ikke noget men det samvær og hygge vi har vil jeg ikke undvære og man bliver jo også suet ind i spillet så nu er det sjovt. Og han sidder og ser tøsse film med mig. Før ville jeg have forlangt mere men nu nyder jeg bare det. MEN det havde aldrig duet hvis jeg havde dikteret det. Vi skulle hver især nå til erkendelsen og metoden. 

Jeg syntes desværre jeg læser en masse om at han skal gøre en indsats, men på intet tidspunkt står der noget om din indsats. Syntes ærlig talt ikke det lyder som en god prof. Terapeut. Har aldrig hørt om en før der bare diktere den ene har 100% ret og makker den anden ikke ret så skal man bare flytte. En terapaut skal jo netop hjælpe jer med at finde midten og ikke flytte den ene 100% til den anden.. 

Så hvor er dine øvelser og din indsats hvor du nærmer dig ham?? Hvor er dine mega svære ting at skulle? Hvis du vil tvinge en sådan radikal ændring ind over ham så ender han bare med at være ulykkelig og gå.

og en lille info. Blot fordi man "fungere" socialt kan man godt have en depression. Min mand var fjern hjemme. Men var vi ude var han glad, hyggede mm. Han søgte at komme ud blandt andre. Men hjemme gik det galt. Han havde en depression ( læge diagnostiseret ) Når han var ude havde han maske på og hjemme orkede han ikke.. Når han var ude kunne han " glemme" det sorte hul og lade som om alt var ok. Det var hans frirum. Så bedøm ikke om han har det skidt eller ej- ud fra om han er social. Og tro mig min mand nægtede alt om at noget var galt før han ramte bunden selv.. 

Men en depression betyder at han intet magter og så vil de krav du stiller virke mega uoverskuelige 

Man bliver simpelthen nødt til at være to til tango. Jeg bliver altid lidt småbitter, når jeg hører om de forhold hvor det er gået helt i stå. Man kan så nemt komme til at føle sog totalt ligegyldig. 

Jeg synes faktisk det er fint af parterapeuten at sige, at din mand skal arrangere noget. Det er da for pokker ikke for meget forlangt? Det kunne jo være, at I rent faktisk kom til at hygge jer helt vildt og med tiden finde gnisten igen, fordi I indimellem har den tid med hinanden, som er så vigtig. 

Det kan også være, at I kommer til st sidde og stirre på hinanden og ikke ane, hvad I skal tale om. Men så er I jo et skridt nærmere at gå fra hinanden. Jeg tror på, at man skal ud af det daglige trummerum engang imellem for at finde ud af, hvad og om man har noget sammen. 

Men til sagen. Jeg ville vente til tiden er rendt ud. Og så ville heg konfrontere ham. Fortælle ham, st han vist ikke ønsker at I får det bedre. 

Anonym skriver:

Hej herinde.

Min kæreste igennem 3 år og jeg er begyndt i parterapi.
Det var min idé, men min kæreste synes det var en god idé.

Vi har haft det skidt igennem det sidste år. Jeg har manglet omsorg, opmærksomhed og engagement fra min kæreste.
Han har levet i sin egen bobel og helt overset mig. Jeg har forsøgt at tale med ham om det flere gange, men han siger ikke noget.
Det virker ikke til at han er bange for at miste mig, og det sagde jeg også til terapeuten.
De sidste par måneder er jeg begyndt at trække mig fra ham. Vi har sjældent sex, og jeg bruger mere tid på mit sociale liv med veninder.
Jeg føler at jeg er blomstret op igen, jo mere afstand jeg tager til ham.

Vi var hos parterapeuten for første gang sidste fredag, hvor vi talte om mange ting.
Min kæreste synes egentlig, at vi havde det fint nok men bare manglede den sidste lille gnist.

Jeg fortalte derimod, at jeg overvejer at flytte lidt og få lidt luft.

Det korte af det lange er, at parterapeuten sagde til min kæreste, at han skal planlægge noget vi skal én gang om ugen.
Det kan være bowling, skøjteløb, se en film i bio, gå en tur, bare et eller andet. Ham og jeg.
Han skulle gøre en indsats NU for at vise noget engagement, og for at vi kan komme tættere på hinanden, og så jeg kan mærke nogle følelser igen.

Det var han helt med på. Det ville han gerne.
Vi har en ny tid igen om 14 dage, og jeg spurgte terapeuten om hvad han synes jeg skulle gøre, hvis min kæreste ikke gjorde noget aktivt.
Han synes jeg så skulle flytte.

Der er intet sket. Min kæreste har intet planlagt eller nævnt omkring aftalen eller samtalen.
Det er som om vi slet ikke har været hos parterapeuten.

Skal jeg påtale det overfor min kæreste? Afvente og se?
Jeg vil være meget ked af, at skulle flytte fra ham, men vores barn kan tydeligt mærke, at mor er frustreret.

Manden er jo tydeligvis ligeglad. Øv altså.

Råd modtages med kyshånd.

Kære dig, 

Jeg har stået i præcist samme situation som dig, dog uden børn.

Jeg var gift med mit livs største kærlighed - troede jeg dengang. 

Efter et par år begyndte han at opføre sig som din mand. Han var ligeglad, egoistisk (gjorde kun det, han syntes var sjovt, glemte helt at spørge mig), og til sidst talte vi slet ikke sammen mere. Når vi talte, så endte det altid i en diskussion. 

Men en dag sagde jeg til ham at jeg forlader ham. Først troede han ikke på mig, men da jeg begyndte at pakke mine ting, skete der noget med ham. Han tiggede mig om at blive, han skulle nok ændre sig. Min forudsætning var at vi skulle til terapi. Han sagde at han ville gøre alt det jeg ønsker, jeg skulle bare blive hos ham. (Vi havde talt om terapi før, men han mente at det bare et spild af tid og penge). 

Vi begyndte i parterapi og det gik godt de første par uger. Han tog sig sammen. 

Vores parterapeut var en mand, der var specialist på området og en af de bedste i området. 

Parterapeuten var meget neutral og fik os begge til at indse vores fejl. Dog kunne min ex-mand ikke tåle at høre, at han også fejlede big time i vores ægteskab. 

Efter noget tid, begyndte han at komme med undskyldninger for, hvorfor han ikke kunne komme til parterapi. Arbejdet var altid i vejen. 

Da jeg så begyndte at brokke mig over det, kom det frem at han synes at parterapi er noget lort og at han ikke har brug for at blive "opdraget" af en hjernevasker. 

Så gik vi ellers tilbage til den gamle måde at leve på. Han var ligeglad.............. 

Jeg følte mig bare mere om mere tom indeni. 

En morgen vågnede jeg med "hey, jeg har også lov til at leve mit liv og være lykkelig". Det slog mig pludseligt, at jeg havde brugt et halvt år på at vare ulykkelig og vente på at min drømmeland lagde mærke til mig. Og så brød jeg sammen. Jeg græd uafbrudt i 2 dage. Jeg ringede til parterapeuten og han gav mig en akuttid hos ham. 

Jeg kom ind til samtale hos ham og snakkede om mine følelser. Jeg fortalte ham, at jeg havde nået min grænse. Jeg kunne ikke mere. 

Jeg kom hjem og pakkede mine ting. Han var ligeglad. Reagerede nærmest ikke. 

Jeg flyttede ind hos mine forældre. Efter nogle dage ringede han og spurgte hvornår jeg havde tænkt mig at komme tilbage. Jeg sagde aldrig. 

Det var meget hårdt i hvert fald det første år. Jeg skulle starte forfra med det hele. Købe lejlighed, lære at bo alene igen, osv. 

Der gik også et år inden vi blev skilt for han ville ikke skrive under før min advokat kontaktede ham. 

Et par år senere snakkede jeg med min ex-mand. Han fortalte mig, at han var overbevist om at jeg ville komme tilbage. Jeg havde jo truet med at gå en gang før og jeg blev. Det troede han også ville ske den anden gang. Han fortrød at have været ligeglad og fraværende. Fortrød at han har mistet sin "drømmekvinde". Tilbød endda at vi skulle finde sammen igen. 

Jeg sagde bare til ham, at jeg håber at han har lært noget af vores ægteskab og at han passer bedre på sin næste kæreste. 

Så kære TS, jeg har desværre ikke en "happy ending" historie til dig. 

I mit tilfælde er jeg glad for at have givet ham en anden chance for at bevise mig at han aldrig ændrer sig. Havde jeg ikke givet ham chance nr. 2, så havde jeg altid undret mig hvad nu hvis... 

Derfor fortryder jeg ikke et sekund, at jeg gik fra ham. 

Idag lever jeg sammen med en mand på 4. År, som er 100% modsætning til min ex. Nu er mit liv værd at leve. Jeg har aldrig været lykkeligere. Jeg føler mig respekteret og værdsat. 

Mit eneste råd er, at du skal følge din mavefornemmelse. Du vil selv kunne mærke, når du har fået nok. Og så er der ingen vej tilbage. 

Desværre vil din mand først indse det, når det er for sent. Men det er så hans livs lektion. 

Parterapeuten sagde til mig, at mænd har en tendens til at blive dovne når de bliver gift. De får en ølmave, går i bad sjældnere, glemmer at købe blomster til konen, osv. Og det er simpelthen fordi at de føler at "nu er hun min og hun går ingen steder"-agtigt efter at være blevet gift. 

I mit tilfælde har han ret. 

Jeg ønsker dig det bedste og husk "after rain comes the sun"