Homoseksuelle børn

Anonyme svar tilladt!

Jeg har en veninde, hvis dreng på 9 er meget feminin og leger helst med piger, dukker og andre pigeting. Hans yndlingsfarve er pink. Han leger aldrig med drengene og drengene betragter ham som en af pigerne. 

Det er tydeligt at se, at drengen bedst trives, når han er sammen med pigerne. 

Min veninde sagde til mig den anden dag, at hun er bange for at hendes dreng er homosexuel, da det ville skuffe hendes mand, som har store forventninger til deres eneste drengebarn (de har også to store piger). 

Jeg blev ked af det på hendes (og drengens) vegne, da jeg synes at det er så synd, at skulle kæmpe med sin mand/far omkring dette. 

Er der nogen af jer, der har oplevet lignende med jeres børn eller måske jer selv? 

Hvor tidligt vidste I, at jeres børn/I var til det samme køn? 

Hvordan håndterede I familiemedlemmerne, som ikke accepterede det?

Anonym skriver:

Anonyme svar tilladt!

Jeg har en veninde, hvis dreng på 9 er meget feminin og leger helst med piger, dukker og andre pigeting. Hans yndlingsfarve er pink. Han leger aldrig med drengene og drengene betragter ham som en af pigerne. 

Det er tydeligt at se, at drengen bedst trives, når han er sammen med pigerne. 

Min veninde sagde til mig den anden dag, at hun er bange for at hendes dreng er homosexuel, da det ville skuffe hendes mand, som har store forventninger til deres eneste drengebarn (de har også to store piger). 

Jeg blev ked af det på hendes (og drengens) vegne, da jeg synes at det er så synd, at skulle kæmpe med sin mand/far omkring dette. 

Er der nogen af jer, der har oplevet lignende med jeres børn eller måske jer selv? 

Hvor tidligt vidste I, at jeres børn/I var til det samme køn? 

Hvordan håndterede I familiemedlemmerne, som ikke accepterede det?

 

 

Jeg har en datter som er drengepige med stort D.. Hun går i drengetøj, yndlingsfarverne er grøn og blå, hun leger kun med drenge og drengene betragter hende som en af gutterne.. Hun er 7 år.. For 1-2 år siden spurgte hun mig om hun kan blive til en dreng når hun bliver stor for det havde hun hørt at man kan..

indtil for nylig tvang jeg hende til kjole og nederdel og jeg lavede legeaftaler med piger så de måske kunne påvirke hende i en pige-retning.. Men for nylig havde jeg tid til at tænke det hele igennem og jeg fandt frem til at det ikke er hende som er forkert men mig.. Jeg skal jo elske og acceptere hende som hun er.. Hun skal ikke føle sig forkert.. Hun skal føle at det er helt okay at være den hun er.. Det sidste børn har brug for, er at føle at forældrene ikke kan acceptere dem..

efterfølgende har jeg fået en gladere pige fordi hun ikke bliver tvunget til at være en som hun ikke er.. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at have behandlet hende som jeg gjorde og jeg er flov over det

Anonym skriver:

Jeg har en datter som er drengepige med stort D.. Hun går i drengetøj, yndlingsfarverne er grøn og blå, hun leger kun med drenge og drengene betragter hende som en af gutterne.. Hun er 7 år.. For 1-2 år siden spurgte hun mig om hun kan blive til en dreng når hun bliver stor for det havde hun hørt at man kan..

indtil for nylig tvang jeg hende til kjole og nederdel og jeg lavede legeaftaler med piger så de måske kunne påvirke hende i en pige-retning.. Men for nylig havde jeg tid til at tænke det hele igennem og jeg fandt frem til at det ikke er hende som er forkert men mig.. Jeg skal jo elske og acceptere hende som hun er.. Hun skal ikke føle sig forkert.. Hun skal føle at det er helt okay at være den hun er.. Det sidste børn har brug for, er at føle at forældrene ikke kan acceptere dem..

efterfølgende har jeg fået en gladere pige fordi hun ikke bliver tvunget til at være en som hun ikke er.. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at have behandlet hende som jeg gjorde og jeg er flov over det

Mange tak for din historie. 

Jeg er glad for at høre at din pige er gladere idag. Det er jo det vigtigste. 

Hvordan håndterer hendes far det?

Anonym skriver:

Jeg har en datter som er drengepige med stort D.. Hun går i drengetøj, yndlingsfarverne er grøn og blå, hun leger kun med drenge og drengene betragter hende som en af gutterne.. Hun er 7 år.. For 1-2 år siden spurgte hun mig om hun kan blive til en dreng når hun bliver stor for det havde hun hørt at man kan..

indtil for nylig tvang jeg hende til kjole og nederdel og jeg lavede legeaftaler med piger så de måske kunne påvirke hende i en pige-retning.. Men for nylig havde jeg tid til at tænke det hele igennem og jeg fandt frem til at det ikke er hende som er forkert men mig.. Jeg skal jo elske og acceptere hende som hun er.. Hun skal ikke føle sig forkert.. Hun skal føle at det er helt okay at være den hun er.. Det sidste børn har brug for, er at føle at forældrene ikke kan acceptere dem..

efterfølgende har jeg fået en gladere pige fordi hun ikke bliver tvunget til at være en som hun ikke er.. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at have behandlet hende som jeg gjorde og jeg er flov over det

Jeg har altså også altid været en drengepige og den dag i dag er jeg stadig en af gutterne. Da jeg var barn ville jeg også hellere være en dreng, men det er ikke ensbetydende med at man er homoseksuel eller transseksuel. Jeg et kun til mænd og har altid været det.

 Da jeg var ca 7-12 år, ville jeg være en dreng. 

Jeg gik i drengetøj,spillede fodbold og basket og var en af drengene. Pigerne i min klasse og piger generelt sagde mig ingenting. Jeg var en dreng. 

Hwldigvis havde jwg forældre, der aldrig sagde noget til dette, og slet ikke blandede sig i min identitets "krise"/udvikling. De lod mig finde mig selv og være mig selv og tvang mig aldrig i en kjole eller til at have langt hår 

Da puberteten ramte mig, fik jeg en rigtig krise, da min krop jo udviklede sig til en kvinde, men jeg stadig indeni følte mig som en dreng, og det år, jeg var 13 var slet ikke let. 

Jeg er ikke homoseksuel og har aldrig så meget som kysset en anden pige eller haft lyst til det, men jeg er stadig den dag i dag en meget maskulin kvinde på 33 år, og jeg går aldrig i kjole feks. 

Mit råd er blot at lade barnet være den, han er og lade ham finde sig selv og støtte ham i det.

Altså fordi man leger med pigeting og elsker lyserød bliver man ikke homoseksuel. Skal vi ikke lige slå det fast?

en af mine bedste venner i børnehaven "Kasper" legede KUN med piger. Sov i NATKJOLE, var meget feminin i sit udtryk. gik med neglelak, havde det fedeste My-little-ponyslot og meget mere Barbie end mig. Han forsatte i min klasse i folkeskolen og forsatte også sin adfærd der. 

Han elsker teater i dag og lever af det. Han har et kæmpe skæg og er "maskulin". Han har KUN haft pigekærester og er nu gift og har to mindre børn med sin kone.

I mine øjne er man ekstrem gammeldags, hvis man tror at legetøj og farver, hænger sammen med seksualitet. Præcis som at skulle gå i særligt tøj. Kvinder fik først rigtige bukser de kunne gå i i1900-tallet. Det gjorde da ikke nogen mere lesbiske. De måtte heller ikke ridde som vi ser i dag. For man var bange for, at det kunne ødelægge hendes dyd og seksualitet.  Og i øvrigt er det barnets seksualitet og det vedkommer ikke forældrene :-) 

Anonym skriver:

Jeg har en datter som er drengepige med stort D.. Hun går i drengetøj, yndlingsfarverne er grøn og blå, hun leger kun med drenge og drengene betragter hende som en af gutterne.. Hun er 7 år.. For 1-2 år siden spurgte hun mig om hun kan blive til en dreng når hun bliver stor for det havde hun hørt at man kan..

indtil for nylig tvang jeg hende til kjole og nederdel og jeg lavede legeaftaler med piger så de måske kunne påvirke hende i en pige-retning.. Men for nylig havde jeg tid til at tænke det hele igennem og jeg fandt frem til at det ikke er hende som er forkert men mig.. Jeg skal jo elske og acceptere hende som hun er.. Hun skal ikke føle sig forkert.. Hun skal føle at det er helt okay at være den hun er.. Det sidste børn har brug for, er at føle at forældrene ikke kan acceptere dem..

efterfølgende har jeg fået en gladere pige fordi hun ikke bliver tvunget til at være en som hun ikke er.. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at have behandlet hende som jeg gjorde og jeg er flov over det

Sådan! Fedt du deler på trods af flovhed! Sej mor! 

Som andre skriver - det er naturligvis ikke muligt at forudsige seksuelle præferencer på baggrund af hvordan og med hvad/hvem børn leger som små.

Det er jo os voksne, der har bestemt at lyserød er en pigefarve og at fodbold mest er for drenge... og man bliver heldigvis ikke automatisk bøsse eller transkønnet af at lege med dukker som dreng...

Som forældre synes jeg at vi har et ansvar for at rumme vores børn som de er, og ikke trække vores egne kønnede idealer ned over hovederne på dem. De skal tidsnok selv finde deres identitet.

Som barn var jeg også en såkaldt "drenge-pige" - jeg nægtede kjoler og elskede at klatre i træer. De andre piger var kedelige og alt for forsigtige. Mine fætre var meget sjovere og sejere. I dag vil jeg vove at påstå at jeg er ret så feminin og kvindelig... jeg kan stadig rigtig godt lide mænd, nu bare på andre måder

Ps: Min (meget maskuline) mand gik i øvrigt både til ridning og kunstskøjteløb som barn... og jeg tørre godt stå inde for at han ikke er blevet homoseksuel af den grund...

Anonym skriver:

Jeg har en datter som er drengepige med stort D.. Hun går i drengetøj, yndlingsfarverne er grøn og blå, hun leger kun med drenge og drengene betragter hende som en af gutterne.. Hun er 7 år.. For 1-2 år siden spurgte hun mig om hun kan blive til en dreng når hun bliver stor for det havde hun hørt at man kan..

indtil for nylig tvang jeg hende til kjole og nederdel og jeg lavede legeaftaler med piger så de måske kunne påvirke hende i en pige-retning.. Men for nylig havde jeg tid til at tænke det hele igennem og jeg fandt frem til at det ikke er hende som er forkert men mig.. Jeg skal jo elske og acceptere hende som hun er.. Hun skal ikke føle sig forkert.. Hun skal føle at det er helt okay at være den hun er.. Det sidste børn har brug for, er at føle at forældrene ikke kan acceptere dem..

efterfølgende har jeg fået en gladere pige fordi hun ikke bliver tvunget til at være en som hun ikke er.. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over at have behandlet hende som jeg gjorde og jeg er flov over det

Hvor erdin datter heldig med,at har en mor,som tør stå ved sine fejl og ændre dem!! Godt gået:-)

Anonym skriver:

Anonyme svar tilladt!

Jeg har en veninde, hvis dreng på 9 er meget feminin og leger helst med piger, dukker og andre pigeting. Hans yndlingsfarve er pink. Han leger aldrig med drengene og drengene betragter ham som en af pigerne. 

Det er tydeligt at se, at drengen bedst trives, når han er sammen med pigerne. 

Min veninde sagde til mig den anden dag, at hun er bange for at hendes dreng er homosexuel, da det ville skuffe hendes mand, som har store forventninger til deres eneste drengebarn (de har også to store piger). 

Jeg blev ked af det på hendes (og drengens) vegne, da jeg synes at det er så synd, at skulle kæmpe med sin mand/far omkring dette. 

Er der nogen af jer, der har oplevet lignende med jeres børn eller måske jer selv? 

Hvor tidligt vidste I, at jeres børn/I var til det samme køn? 

Hvordan håndterede I familiemedlemmerne, som ikke accepterede det?

 

 

Min yngste søn på nu 17 år er homoseksuel. Vi havde da tanken, da han i børnehavealderen var vild med lyserødt, prinsessekjoler og Barbiedukker, men det er ikke ensbetydende med, at alle drenge med den adfærd er/bliver homoseksuelle. 

Han lagde prinsessetingene på hylden, da han begyndte i skole, og vi tænkte ikke videre over hans seksualitet de følgende år, men som 13-årig kom han til mig og fortalte, at han altså var til drenge. Jeg sagde, at hvis det var det, han var, var det helt fint med os, men at det i mine øjne var meget tidligt at føle sig sikker på det. Bagefter tænkte jeg, at jeg da godt vidste, jeg var til drenge, da jeg var 13, og at det måske virkede på ham, som om jeg ikke tog ham alvorligt, og siden havde vi en del snakke om det. Og om dét at springe ud, som han var meget optaget af. 

Det gjorde han så stille og roligt som 14-15-årig, og han har til dato ikke mødt nogle negative reaktioner. Heller ikke, da han sidste sommer begyndte på efterskole og skulle dele værelse med tre andre drenge. Det har virkelig været let og smertefrit indtil nu. 

Familien har heller ikke reageret negativt. Nu har han og vi så heller ikke slået på glasset og annonceret det, men bare ladet det sive, når det faldt naturligt. Min mor mente nu længe, at det nok bare var en fase, men den er sevet ind nu, og hun bakker ham fuldstændigt op. Andre familiemedlemmer har givet udtryk for, at den havde de da set komme. Den eneste, vi ikke har ladet det sive til, er min mormor - som netop er blevet 95 i dag. Ikke fordi, hun ville fordømme det, men hun ville bekymre sig og blive urolig for, at han vil få et svært liv. Der er trods alt sket meget på det område bare de sidste 10-15 år, og når man har hendes alder, kan det være svært at følge med. 

Min mand, som er meget mand! - håndværker, lidt mandehørmsagtig og ret traditionel i sin kønsopfattelse - har ikke haft spor svært ved at acceptere det. Tværtimod vil han stille op som den første til at forsvare ham, hvis nogen skulle sige eller gøre noget. Måske hjælper det lidt på hans accept, at vores ældste søn er sin fars udtrykte billede, så han ikke har haft grund til at stille sig selv 1000 spørgsmål om, hvorvidt han har fejlet som maskulin rollemodel. 

Vores søn er fantastisk og præcis, som han skal være - ligesom sine to heterosøskende