Usikker på om det holder?

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

 

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

Det er ikke din skyld at han behandler dig sådan, men for fanden hvor jeg ikke ville finde mig i sådan en opførsel. Ja undskyld mit sporg. Jeg vil ikke finde mig i at blive råbt af, af min partner. I et forhold er man nød til at snakke om tingene og kunne holde hovedet koldt selvom man er uenige og måske bliver sure på hinanden. 

Han behandler dig virkelig dårligt, og selvom du elsker ham så er du nødt til at komme væk. Han er voldelig og agressiv. Hvis du bliver hos ham og gennemfører graviditeten så lærer I jeres barn at det er ok at råbe og skubbe til andre, samt at slå på og kaste med ting. Det er altså IKKE acceptabel opførsel. Og ikke godt for et barn at vokse op i. 

Selvom det uden tvivl er et hårdt valg så ville jeg nok i din situation vælge at gå fra manden og få en abort. - For at skåne barnet for sådan en far. Vælger du at få barnet er du jo bundet til ham resten af livet.

Til sidst får du lige et kæmpe kram med på vejen for det kan ikke være en nem situation 

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

 

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

Jeg har fået barn med den mand, som jeg troede var verdens dejligste mand .. Hans eneste fejl var hans tålmodighed/tenperement. Han har aldrig rørt mig, men smækkede med døre, kastede med de ting han blev sur på, smadret en masse ting, fordi det ikke gjorde som han ville. Det hele resulterede i han mistede tålmodigheden med vores søn - vore søn havde to brud i sin krop - lavet af hans far, 3 måneder gammel! Tah min historie i betragtgning .. Du kan resikere at ende i denne elendige situation jeg lige har været igennem .. Det er ikke sjovt og slet ikke for barnet. Jeg siger ikke med sikkerhed han kunne finde på at gøre jeres barn noget, men når man er udreagerende wr chancen bare større .. Håber du finder hoved og hale i det hele og tager det valg du mener er rigtigt dor sig og dit barn  

Kom væk min pige - ikke i morgen, men lige i dette sekund. At du stadig er i et forhold med en mand, som behandler dig så usselt, er for mig et tegn på at du har behov for at få noget hjælp. Krisecenter er mit bedste bud...

Hvis du alvorligt mener, at du vil sætte et barn i verden nu, så er det sådan set ikke interessant om du elsker ham herfra og til månen, eller om det vil gøre dig ked af det at forlade ham  - Du har som kommende mor et ansvar for at dit barn ikke kommer til at vokse op hos en mand med så massive problemer. Ud af vagten med dig!

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

 

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

se at komme ud af det forhold inden du får barnet.. Prøv at tænk på hvis han er voldig, eller har så stort et tempoman. Er selv opvosket hvor ens far har været voldig. Og tro mig det sætter sku at på sjælen.

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

 

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

Jeg fik et barn med sådan en mand, vi var sammen 3 uger efter fødslen, hvor min datter blev indlagt, fordi hun nægtede at indtage mad, pga. Min eks' højtråbende og aggressive adfærd, det var hendes måde at reagere på, nu er hun 3 år og reagerer stadig ved ikke at spise når der er noget der nyt eller utrygt......

Det skal ikke meget til at skade sådan et lille barn, du skriver du er utryg når han råber, hvordan tror du så et lille barn har det? 

Jeg håber du finder en løsning, det er under alle omstændigheder en rigtig træls situation at stå i, så jeg vil lige give dig et kram med på vejen.....

Skynd dig væk. Og overvej kraftig en abort. 

Kom ud af det hurtigt! 

Jeg er opvokset med en voldelig far som startede som du beskriver - det endte med at min mor og far blev skilt da jeg var 1,5 - 2 år og jeg endte desværre hos min far. 

Han blev mere og mere voldelig og jeg blev til sidst mishandlet hver dag, jeg blev låst inde, han skar i mig med knive, han barberede alt mit hår af, tvang mig til at skovle sne på bare fødder. Osv osv osv

efter at være flyttede i plejefamilie og derefter i egen lejlighed fandt jeg mig en sød kæreste.... Troede jeg  3 år af mit liv spildte jeg på ham og først den dag jeg mødte en anden sød fyr som var 'stærkere' og som lovede at der aldrig ville ske mig noget og at han ville passe på mig, turde jeg gå.....

min nye kæreste som jeg virkelig elskede, som i overalt i hele universet og troede var min eneste ene, viste sig at være præcis sådan. Så endnu 3 år spildte jeg indtil han havde gjort en eller anden trunte gravid ude i byen efter en bytur hvor han var mig utro.

HELE min verden faldt sammen, også selvom jeg jo godt vidste at han var et svin og at det aldrig ville gå. Men jeg elskede ham og kunne aldrig forestille mig et liv uden ham .....

det er snart 6 år siden nu - jeg er gift med den DEJLIGSTE mand, sammen har vi villa, Volvo og vovse og den dejligeste søn som fylder et år på fredag  

du fortjener bedre end det der - kom ud og kom væk.

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

 

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

Jeg får helt ondt i maven når jeg læser dit indlæg  hvor er det synd for dig, og også synd for jeres barn, hvis det skal vokse op i så ustabilt et miljø han kan tilbyde det. 

Tror du helhjertet selv på at han med et trylleslag ændrer sig, og aldrig får et raserianfald når jeres barn er der? 

Har du overvejet at du måske kan komme til at stå med meget af det med jeres barn helt selv, hvis han stadig vil gå på værtshus eller kører i vrede ? 

Jeg synes du skal lægge dine egne følelser væk, og istedet tænke på hvad der er bedst for dit barn. det er man som forældre forpligtet til, så at du elsker ham er egentlig ligemeget, for han lyder ikke som en god stabil far. 

Jeg håber inderligt at du forlader ham, selvom jeg godt kan høre på dig at, at du endnu ikke er der hvor du kan se ud over dine egne behov, men indtil du når dertil, så håber jeg du er i stand til at beskytte dit barn mod de raserianfald der helt sikkert vil komme. 

Væk med dig. Det kan ikke gå for hurtigt. Jeres barn vil uden tvivl komme til at opleve det i løbet af sin opvækst- og det er meget, meget skadeligt. 

Jeg vil ikke skrive præcis som alle de andre for jeg læser det som om han har været en god kæreste, men din depression har ændret ham.

Hvis du er utryg skal du ikke blive samme med ham, men for mig lyder det til at han måske selv har fået en depression i angst og afmagt over, at han ikke kunne hjælpe dig da du var syg. Mange mennesker bruger råben og skrigen når følelserne af afmagt ikke kan komme ud. Mange slår også på døde ting får på den måde kommer angsten, vreden og smerter ud gennem hånden.

Jeg lyder måske helt tosset, men det lærte vi da vi mistede vores søn. Min mand blev en anden. Kunne råbe af mig for derefter at fortryde og bryde sammen. Han kunne kaste med ting hvis det mindste gik i mod ham - han er ikke en dårlig mand ej hellere end dårlig far. Han er kærlig, omsorgsfuld og blid som et lam, men først da vi fik rigtig hjælp lærte vi og ham, at hans smerte kom til udtryk på den måde, hvor min kom til udtryk ved at græde. Jeg var f.eks. meget åben omkring det hele men han lukkede sig inde.

Hjælpen var god og han råber ikke mere, kaster heller ikke med ting men bruger sin mund og ord - men hvis din kæreste ikke kender teknikerne kan de være svære at finde.

Jeg går ikke ind for vold og slår man er det slut! Men jeg ved at du er den eneste det ved om han er sådan eller om han er blevet sådan. Du er den eneste det ved om han er kærlig og omsorgsfuld og du er den eneste der ved om det muligvis kunne bunde i en depression og om han skal have hjælp for denne.

Pas på dig selv og dit ufødte barn og gør det du er tryg ved!