Usikker på om det holder?

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

Jeg kunne aldrig drømme om at få et barn med sådan en mand... Tænk hvis han også bliver sådan overfor barnet ��

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

 

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

Det er da bestemt IKKE din skyld at han opføre sig som et fjols!! Min personlige mening er, at du skal ud af det hurtigst muligt. En ting er, at han opføre sig sådan, du siger han aldrig har slået dig, men han har jo gjort dig psykisk ondt. Meget endda! Han råber dit selvværd ud af dig og det har du på ingen måde fortjent. 

Ifht graviditeten, vil jeg bare spørge dig, vil du synes det er okay, at et lille uskyldigt menneske, skal opvokse som han opføre sig? 

De bedste tanker til dig 

Get the hell out!

Ud fra hvad du skriver, er det simpelthen for ustabilt, så jeg ville flytte. Og jeg ville stærkt overveje om jeg ville fuldføre graviditeten. Tænker at lige præcis sådan en mand, ville det være rarest at kunne kappe alle bånd til og det kan du ikke med et barn. Desuden virker det ikke til at han håndterer pres ret godt og er der noget der er en belastning både for en selv men også et forhold så er det et lille væsen, hvis behov går forud for alt andet!

Du skriver du ved nu du er noget værd, men samtidig afslutter du med at spørge om det er din skyld? Kan du se hvor hurtigt man kan ryge ind i den spiral?

1. Du skal ud af det forhold. Hvordan kan du overhovedet overveje at blive i et så ustabilt og tilmed voldeligt forhold??

2. Overvej lige, om det er et liv med sådan en far, du vil byde et lille uskyldigt barn. Havde jeg været i dine sko, havde jeg fået en abort!

Jeg sætter pris på jeres svar - dem har jeg selv bedt om..

Men som jeg også skriver, så elsker jeg ham altså på trods af alt.. Så hold venligst tonen ordentlig..

Ang. abort -  det er ikke en mulighed for mig. Uanset om det blir ham og jeg sammen, eller om det blir mig alene, så ønsker jeg dette lille barn mere end noget andet..

Han har et barn i forvejen, en søn på snart 4.. Han har et rigtig skidt samarbejde med hende - og det er så bestemt ikke hans skyld i det tilfælde, jeg har mødt hende, hun er - men når han har haft besøgt ham og haft videoer og billeder, så er det tydeligt at han elsker drengen og han elsker sin far..

Så jeg tror der er en god chance for han kan blive en god far..

Jeg er bare i tvivl om, om han kan blive en god kæreste..

Som jeg også skrev, så gik han ellers til noget behandling og havde ikke været voldelig længe.. Det tilbud er dog desværre udløbet, så pt. får han ingen hjælp..

Det er bestemt ikke nemt for mig det her.. Jeg vil det bedste for mit barn, og jeg vil ikke at det skal opvokse med den opførsel han havde igår.. Men hvis han har en reel chance for at ændre sig, så vil jeg ikke bare give op?

Skynd dig ud af det forhold - og det kan ikke gå for hurtigt! 

Ja, folk kan godt ændre sig, men det sker nok ikke ligenu, og det skal overhovedet ikke gå ud over dig...

Du skriver, at abort ikke er en mulighed, men prøv tænk på barnet. Jeg er selv vokset op med en "far", som er som du beskriver, og det giver altså virkelig mange ar på sjælen! Det virker til, at han har svært ved at håndtere når han bliver presset - og presset bliver man, når man får et barn  

Jeg ved godt, at det ikke "bare" er at få en abort....Det er også hårdt for sjælen....

Tænk dig godt om....Du fortjener meget bedre

Du skal se og komme ud af det hurtigst muligt. Han ændrer sig aldrig!

Jeg er vokset op med en agressiv og voldelig far, så jeg taler af erfaring. 

Jeg er generelt imod abort, men her er jeg bange for at det bliver nødvendigt. Jeg ville ikke tøre sende mit barn på weekend hos en voldelig far. Hvem ved hvad der kan trigge hans voldsudbrud. Det tør jeg slet ikke tænke på 

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke og masser af kræfter til at klare det her. 

Der findes en sød mand til dig et eller andet sted derude, som vil behandle dig ordentligt og som vil være den du skal have et barn med, så I kan leve i et trygt, stabilt og sundt forhold. Det har du fortjent. 

Masser af kram. 

Anonym skriver:

Jeg sætter pris på jeres svar - dem har jeg selv bedt om..

Men som jeg også skriver, så elsker jeg ham altså på trods af alt.. Så hold venligst tonen ordentlig..

Ang. abort -  det er ikke en mulighed for mig. Uanset om det blir ham og jeg sammen, eller om det blir mig alene, så ønsker jeg dette lille barn mere end noget andet..

Han har et barn i forvejen, en søn på snart 4.. Han har et rigtig skidt samarbejde med hende - og det er så bestemt ikke hans skyld i det tilfælde, jeg har mødt hende, hun er - men når han har haft besøgt ham og haft videoer og billeder, så er det tydeligt at han elsker drengen og han elsker sin far..

Så jeg tror der er en god chance for han kan blive en god far..

Jeg er bare i tvivl om, om han kan blive en god kæreste..

Som jeg også skrev, så gik han ellers til noget behandling og havde ikke været voldelig længe.. Det tilbud er dog desværre udløbet, så pt. får han ingen hjælp..

 

Det er bestemt ikke nemt for mig det her.. Jeg vil det bedste for mit barn, og jeg vil ikke at det skal opvokse med den opførsel han havde igår.. Men hvis han har en reel chance for at ændre sig, så vil jeg ikke bare give op?

Men at ønske det her barn mere end noget andet er jo ikke nok i det her tilfælde. Der må og skal du jo også tænke på det barn, der står der i sidste ende. Og du kan ikke konkludere en dyt om noget førend du står i det.

Men har du set ham sammen med sit barn? Ved du hvordan han er med et spædbarn i huset 24/7.

Du kan aldrig bare håbe på at han bliver en god far. Hvad så hvis han bliver rasende når barnet er hos ham på samvær. Skal barnet være vidne til, at far smider med ting, sparker til ting? At far råber og skriger? Ønsker du barnet skal opleve den samme utryghed, som du oplever når han råber?

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min kæreste i 3½ år nu, og fandt i sidste uge ud af jeg er gravid.

Jeg er dog nu så meget i syv sind, og jeg har virkelig brug for lidt "omsorg" og gode råd/vejledning..

Som baggrundsinfo; jeg har haft en depression, og min kæreste forsøgte at være der for mig, men det var svært for ham og han blev aggressiv og dernæst voldelig.. I ca. 2 år, var vores forhold meget op og ned, og når vi blev uvenner var jeg bundulykkelig og han var voldelig.. (aldrig sådan at han decideret tævede mig, men slog/sparkede/kastede med ting, skubbede til mig, tog fat og slog mig et par gange)

Han kom i noget behandling for det, og jeg fik hjælp til min depression.

Jeg er kommet ud af det, og jeg har det meget meget bedre med mig selv. Jeg tror nu på, at jeg er noget værd. Det gjorde jeg slet ikke før. - Og han er blevet mere rolig, han har ikke været voldelig i lidt over 7 måneder ca..

Men.. Og så kommer det.. Igår blev vi uvenner, og han begyndte at råbe (det gjorde han også førhen, da han var voldelig, så er utryg ved at han råber) og det endte med at jeg sagde, at jeg ikke vidste om jeg ville det her, og han sagde så kunne jeg pakke mine ting og skride, og sparkede til en af lågerne i køkkenet..

Jeg tænkte over det, og her på det sidste (et par måneder) har han sagt grimme ting om mig, som at jeg er møg egoistisk, jeg tænker kun på mig selv, han har sagt jeg ødelægger hans liv.. Han siger altid bagefter, at han ikke mener det.. Men det gør mig da stadig ked af det..

han kørte en tur, og så skrev vi lidt sammen og jeg sagde at efter hans opførsel var et "undskyld" altså bare ikke nok.. Han måtte vise mig det.. Så kom han hjem med et par virkelig slatne tulipaner han havde fundet i vejkanten.. Jeg burde måske ha taget imod det, jeg ved det ikke.. Men jeg sagde altså til ham, at det ikke lige var det jeg mente - at komme hjem med slatne blomster.. (ja jeg ved det måske virker utaknemmeligt, men jeg syntes altså at situationen krævede lidt mere end det)

Han skred igen.. Så jeg pakkede noget tøj.. Startede med det jeg aldrig bruger, for jeg var stadig forvirret..

Så kom han hjem med nogle tulipaner han havde købt, men han stak mig dem bare i hånden og gik ud og pisse.. Han sagde ikke én gang undskyld.. (heller ikke i første omgang) Jeg stod lidt, og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op..

Så kom han ind igen, og røg helt op i det røde felt, fordi jeg ikke var taknemlig for de nye blomster.. Så sagde jeg, at det er jo altså ligeså meget måden han gør det på - at være ydmyg og sige undskyld.. Og så kulminerede det bare endnu mere..

Han tog de ting jeg havde pakket og kastede dem på gulvet og ned af trappen, råbte og gik og slog til tingene.. Og så kørte han på værtshus og kom først hjem ved 23 tiden..

 

Og jeg ved bare ikke nu, hvad jeg skal stille op.. Jeg elsker ham.. og jeg ville gerne, at vi kunne få et dejligt liv sammen..

Men samtidig, jeg er gravid nu.. Og han begynder at opføre sig aggressivt.. Det ved jeg bare ikke, om jeg tør stole på, at han kan lægge fra sig?

Eller er det hele min skyld?

Jeg har været i samme situation. 

Det at få et barn gjorde det hele endnu værre! 

Min hverdag blev til det rene helvede efter vores barn blev 6 måneder og begyndte at "kræve" mere. 

Nu har han afsonet en voldsdom mod mig og alt samværd er overvåget. 

Jeg siger ikke din situation bliver lige sådan men det lyder ikke til din kærestes behandling har virket og det er meget bekymrende