Så mange tanker...

Spirrevip skriver:

Jeg sender dig et stort kram  jeg har aldrig været i samme situation som du, men jeg kender alt til at være alene med sine tanker, og kæmpe mod dæmonerne der langsomt sniger sig ind i alle hjørner og kroge. Jeg er sikker på, at psykologhjælp ville gøre godt, men det er jo ikke nemt, når man bor i udkantsdanmark og må vente 100 år. Så hvad kan man gøre? Hvis jeg var dig, så tror jeg, at jeg én enkelt gang eller to havde skidt på uddannelse og arbejde, og komme ind og se blob hygge sig gevaldigt inde i hulen. Det ville give dig ro i sjælen, og give dig mulighed for at kæmpe lidt mod dæmonerne. Jeg håber at du snart får det bedre, og kommer til at tro på at det nok skal gå godt 

Problemet er, at jeg lige nu ikke kan tage en dag ud af studiet. Er elev så lige nu skriver jeg fagprøve og når jeg er færdig skal jeg tilbage på arbejdet igen.

Skal heldigvis til jordemoder den 10. maj og skannes den 12. maj så der er ikke alverdens tid til 

Først er stort kram. Aner ikke om mine ord kan hjælpe, men nu får du dem alligevel. For det første du kan klare det, du er midt i en kæmpe rutsjebanetur og en gang imellem kan du overskue det hele men kun for et splitsekund for så går det ned af i stor hast og så skal du kravle op igen. Frygten for gentagelse er der hele tiden og ja så bliver du endda minder om hver dag hvorfor du mistede Isaac. 

Da jeg ventede Liam var det ikke en gang frygt for det skete igen, for det skete igen. Der var ikke hvis men når.... Og det store spørgsmål var egentlig bare hvorfor og hvordan, havde en tjekliste: dø af... Og så kunne jeg i forløbet sætte flere og flere hak, ikke graviditet uden for livmoder, ikke død ved NF, manglede ikke hjernen... Og så var der den gode der fik hak med det samme, dør ikke fordi kejsersnit arret går op for har ikke fået kejsersnit. 

Jeg var dybt misundelig (og er det nok stadig) på de der kan have en graviditet og glæde sig, have en graviditet og skrive terminsdagen ind i kalenderen, være gravid og kunne købe baby tøj uden at tænke; hvad gør jeg med tøjet når han dør. De der ikke har købt et sæt til kisten og et sæt til at komme hjem fra hospitalet bare for at være sikker, de der ikke skynder sig ned og navngiver så man er sikker på baby har fået navn når det dør osv. 

Jeg fandt dog ud af jeg kunne en ting, jeg kunne glædes en dag af gangen, jeg kunne vågne om morgenen og lægge hånden på maven og kræve af mig selv jeg kunne sige: jeg er gravid i dag hele ind til i aften og glædes.

til sidst nåede jeg til at kunne være gravid en uge af gangen og til aller sidst igen kun en dag af gangen.

Jeg kan selvsagt ikke sætte mig ind i hvad du har været igennem, men ville ikke gå uden at sende et kram din vej.

jeg var bange det meste af min graviditet, bange for at alt ikke ville forløbe som det skulle, at vi skulle igennem behandling igen eller at jeg aldrig ville få den familie jeg drømte om. Det er rædselsfuldt! Og det må være endnu mere rædselsfuldt at være dig! Jeg føler med dig, og håber så meget, at du kan få noget hjælp af din JM! Kunne du ikke ske at have en sundhedsforsikring igennem dit job eller være forsikret gennem din mands job, så l kan springe køen over til psykolog?

jeg ønsker så meget for dig, at du kan få noget ro og nyde den lille spire der glæder sig til at komme ud til dig, og som du får lov til at beholde 

grinny skriver:

Jeg fortryder ikke mit valg. Jeg fortyder ikke at jeg er blevet gravid - men der er dage hvor jeg tænker om jeg kan!

Jeg tør ikke sige det højt for jeg af alle burde være glad og lykkelig for at være gravid. Især efter Isaac og især efter den kamp vi bagefter har måtte kæmpe. Sandheden er at jeg er pisse bange. Bange for graviditeten, men også bange for om jeg kan klare det psykisk. 

At miste Isaac har selvfølgelig sat sine spor, men psykisk har det også krævet rigtig rigtig meget af mig. Behandlingen synes jeg også har været rigtig hård, så der er dage hvor jeg tænker om jeg overhovedet har mere psyke tilbage til at klare 6 måneder mere?

Hver morgen når jeg skal tage min innohep minder det mig om det der er sket, jeg kan ikke gå en dag uden at blive mindet om det, for sprøjten er jo det tegn jeg har på min fortid. Innohep er det der gjorde at jeg ikke fik Isaac og nu tager jeg det for at skåne det her barn og denne graviditet, men jeg kunne ikke skåne Isaac mod den skide sygdom.

Selvom jeg skal til tidlig MD skanning den 12. maj, så føler jeg bare at det er 100 år siden jeg har set babyen og 100 år til jeg skal se den igen. Jeg er så angst for at der skal ske noget. Puuhh det bliver nogle lange måneder.

Der skal ikke være tvivl om at jeg ELSKER mit kommende barn og jeg GLÆDER mig til at blive mor igen og som jeg startede mit indlæg så fortryder jeg ikke det her barn eller min graviditet - jeg er nok bare bange fordi jeg ikke kender den lykkelige slutning.

Skulle bare lige lufte ud i mine tanker 

Kan godt forstå, at du har det sådan!

Jeg håber, at de næste måneder flyver afsted!